Omsorgshjælper for hustruen – Hvad mener du? – Lida troede ikke sine egne ører. – Hvorfor skal jeg flytte? Hvorfor? For hvad? – Nej, nu gider vi altså ikke det drama – skar han igennem. – Hvad er det, der ikke er til at forstå? Du har jo ikke længere nogen at passe. Hvor du tager hen, rager mig ikke. – Edvin, hvad er der galt med dig? Vi skulle da giftes, ikke? – Det var kun dig, der fik det ind i hovedet. Jeg havde ikke tænkt mig noget af den slags. I en alder af 32 besluttede Lida sig for at vende op og ned på sit liv og flytte væk fra sin lille fynske landsby. Hvad skulle hun dog blive her for? Bare høre på mors evindelige brok? Mor kunne aldrig stoppe med at bebrejde Lida skilsmissen – hvordan kunne hun dog have mistet sin mand? Men ham der Vagn var ikke engang det værd – drukkenbolt og skørtejæger! Hvordan havde hun overhovedet giftet sig med ham for otte år siden? Lida tog ikke skilsmissen tungt, tværtimod – hun kunne nærmest trække vejret frit igen. Dog kom hun konstant op at toppes med sin mor over det. Og penge var der heller ikke meget af – det gik der også skænderier på. Nu ville hun tage til Odense og finde lykken der! Hendes gamle klasseveninde, Sofie, havde været gift med en enkemand i fem år nu. Nå ja, han var seksten år ældre og langt fra nogen skønhed, men han havde både lejlighed og penge. Og helt ærligt – hvorfor skulle Lida ikke kunne gøre det samme? – Endelig! Du vender tilbage til virkeligheden! – støttede Sofie op. – Gør dig klar – du kan godt bo hos os i starten, job skal vi nok finde. – Hvad med din Bent? Er han med på den? – Lida var skeptisk. – Sagtens! Han gør alt, hvad jeg beder om. Bare rolig, vi klarer den! Lida blev dog kun et par uger hos Sofie. Da hun fik tjent sine første penge, lejede hun et værelse. Allerede et par måneder senere fik hun uventet held – og et bemærkelsesværdigt tilbud. – Hvad laver sådan en dame på torvet? – spurgte stamkunden, Erik B. Sørensen, medfølende. Lida kunne efterhånden navnene på de faste. – Koldt, blæsende og sultent – hvad skal man ellers gøre for at tjene til dagen? Hun sendte ham et koket blik. – Medmindre du har et bedre forslag? Erik B. så absolut ikke ud som hendes drømmemand – mindst tyve år ældre, lidt tyk, begyndende skaldet og med et måbende blik. Han var altid nidkær med grøntsagerne og betalte til sidste krone, men han var pænt klædt og kom i en god bil – tydeligvis ikke nogen taber eller drukkenbolt. Godt nok bar han vielsesring, så som ægtemand var han ikke en mulighed. – Du virker til at være ansvarsfuld, grundig – har du nogensinde prøvet at passe syge? – Jo, jeg så lidt til min gamle nabo efter et slagtilfælde – børnene var langt væk, der var ingen andre. – Perfekt! – Mannen blev straks alvorlig. – Min egen kone, Karen, ligger syg. Slagtilfælde. Lægerne giver ikke mange chancer. Jeg har taget hende hjem, men jeg har aldrig tid. Kan du hjælpe? Jeg betaler naturligvis ordentligt. Lida tøvede ikke længe. Det måtte da være bedre at være i en varm lejlighed – selv med pleje og alt – end at stå og fryse i timevis! Desuden tilbød Erik B. hende husly, så hun sparede på huslejen. – De har tre værelser – plads er der nok! – jublede Lida til Sofie. – Og ingen børn. Karens mor – en rigtig diva, trods sine 68 – var lige blevet gift og havde travlt med manden. Ingen tid til den syge datter. – Er hun virkelig så syg? – Det kan du tro … ligger bare og kan kun lave lyde. Hun kommer sig næppe. – Er du egentlig ikke lidt glad for det? – spurgte Sofie pludselig meget direkte. – Nej, selvfølgelig ikke – Lida kiggede væk – men man skal jo heller ikke sige nej til en chance! Let for dig at snakke, du har alt på det tørre! De skændtes, og Lida fortalte først et halvt år senere, at hun og Erik B. havde fået en affære. De kunne ikke undvære hinanden, men selvfølgelig ville han aldrig forlade sin kone – sådan var han bare. Foreløbig måtte de nøjes med at være elskere. – Så I hygger jer herinde, mens konen ligger ved at dø i det andet rum? – Sofie var ikke imponeret. – Forstår du virkelig ikke, hvor usmageligt det er? Er du så besat af hans penge – hvis han overhovedet har nogen? – Man får aldrig et venligt ord fra dig! – Lida blev fornærmet. Herefter stoppede de med at ses i lang tid. Lida følte sig dog ikke skyldig (i hvert fald kun lidt). Sulten forstår aldrig den mætte, tænkte hun – sådan er det bare. Hun tog sig kærligt af Karen, og efter forholdet begyndte med Erik, ordnede hun hele huset. En mand skal ikke kun forkæles i sengen – men også med god mad, rene skjorter og et rent hjem. Det virkede, som om Erik var tilfreds, og Lida nød også livet. Hun bemærkede næsten ikke, at Erik var stoppet med at betale hende for pasningen. De var jo næsten mand og kone, hvorfor skulle hun så tænke på løn? Der kom et husholdningsbudget – og hun fik det lige til at løbe rundt. Eriks løn som leder af en større afdeling var ellers fin. Men de kunne nok få styr på det, når de var blevet gift. Med tiden blev lidenskaben mindre – Erik var heller ikke så hurtigt hjemme, men Lida gav hans træthed skylden på omsorgen for hans syge kone. Lida græd alligevel, da Karen døde efter halvandet års pleje. Hun stod også for begravelsen – Erik var selvsagt opløst af sorg. Han gav sparsomt med penge, men hun fik alt til at se ordentligt ud. Selv de kritiske nabokoner nikkede anerkendende, og svigermor var tilfreds. Aldrig havde Lida dog ventet, hvad Erik nu sagde. – Som du nok forstår, er der ikke brug for din hjælp mere, så du har en uge til at flytte ud, – sagde han koldt ti dage efter begravelsen. – Hvad mener du? Hvorfor skal jeg flytte? Hvad har ændret sig? – Lad nu være med drama – sagde han utålmodigt. – Du har ikke længere nogen at passe. Hvor du tager hen, angår mig ikke. – Edvin, hvad sker der? Skulle vi ikke giftes? – Det var vist kun dine egne planer. Næste dag forsøgte Lida igen at snakke, men han gentog det samme og ville have hende hurtigt ud. – Min forlovede vil gerne renovere inden brylluppet, – sagde han. – Forlovede? Hvem er det? – Ikke din sag. – Nå, men så vil jeg altså have penge for mit arbejde! Du lovede 40.000 om måneden, og jeg har kun fået betaling to gange. Du skylder mig 640.000. – Nu kan du pludselig regne! – Erik grinede koldt. – Du skal ikke regne med noget … – Og så skylder du også for husholdningen! Nå, lad gå – du kan slippe med en million, så skilles vi som to skibe på havet! – Ellers hvad? Vil du gå i retten? Du har jo ikke engang en kontrakt. – Så fortæller jeg det til Camilla, din svigermor – hviskede Lida. – Det var jo hende, der købte lejligheden. Du kender hende bedre end jeg. Erik frøs til is, men kom sig hurtigt. – Hvem vil tro dig? – snerrede han. – Forsvind med dig! – Tre dage får du, skat. Ellers bliver det skandale – sagde Lida roligt og gik. Efter fire dage uden svar, bankede Lida på igen – præcis da Camilla også var der. – Hun fabler noget, du skal ikke lytte til hende! – sagde den nybagte enkemand hurtigt. – Jeg hørte lidt til begravelsen, men troede det jo ikke, – Camilla skulede til ham. – Nu er jeg ikke i tvivl. Håber du også har forstået – lejligheden står jo stadig i mit navn? Erik blev tavs. – Om tre dage er du ude. Forstået? Hun vendte sig til Lida. – Og dig, hvad glor du på? Venter du på en præmie? Ud! Lida styrtede ud. Nu kunne hun vinke farvel til alle pengene. Hun måtte tilbage på torvet – der er der altid arbejde…

Omsorg for hustruen

Hvad mener du? Line troede ikke sine egne ører. Hvorfor skal jeg flytte ud? Hvorfor? Hvad har jeg gjort?

Lad nu være med de scener, vrængede han. Hvad er der at misforstå? Du har jo ikke længere nogen at tage dig af. Hvor du vil flytte hen, er ikke mit problem.

Erik, hvad sker der? Vi skulle jo giftes, ikke?

Det har du vist selv bildt dig ind. Jeg har aldrig lovet noget.

Da hun fyldte 32, besluttede Line at gøre op med det hele forlade sin lille vestjyske by og starte forfra.

Hvad havde hun egentlig tilbage for derhjemme? Høre på sin mors endeløse bebrejdelser?

Mor gav aldrig slip på det med skilsmissen; hun kunne slet ikke forstå, at Line bare havde mistet sin mand.

Men ærlig talt, Knud havde aldrig været det værd altid en bajer i hånden og aldrig hjemme! Hvordan var det overhovedet lykkedes hende at holde det ud i otte år?

Line havde nærmest følt sig lettet, da hun blev skilt. Som om hun kunne trække vejret igen.

Men hun skændtes ofte med sin mor, om penge der aldrig slog til.

Til sidst besluttede Line, at nu måtte det være hun ville til Aarhus og klare sig selv!

Se bare Signe hendes barndomsveninde gift nu på femte år, med enkemanden Poul.

Pyt med at han var 16 år ældre han havde både ejerlejlighed, solid økonomi og et roligt liv.

Line sagde til sig selv, at hun da ikke så meget som var mindre værd end Signe!

Endelig! Du har forstået det! grinte Signe, da Line ringede med nyheden. Pak dine ting og kom du kan sove på vores sofa, til du finder noget andet. Og job? Det fikser vi.

Er Poul nu også med på dén? tvivlede Line.

Han gør hvad jeg siger! Tag det roligt vi skal nok klare det!

Men Line blev ikke hængende hos Signe længere end nødvendigt. Efter to uger havde hun fået de første penge mellem hænderne et rengøringsjob og lejede sig ind på et lille værelse.

Men knap to måneder senere skete der noget uventet.

Hvorfor sælger en kvinde som dig grøntsager på torvet? spurgte en af de faste kunder, Ejvind Madsen, venligt.

De faste kunder kendte Line allerede ved navn. Han udvalgte altid selv de bedste porrer og kartofler og var minutiøs med sine betalinger. Men han så ud til at være velhavende og kom altid i sin flotte Volvo.

Ringen på fingeren trykkede Line; hun kunne ikke forestille sig ham som noget andet end en almindelig kunde.

Du virker ansvarlig, ordentlig, sagde Ejvind og gik hurtigt over til at sige “du”. Har du nogensinde prøvet at passe syge mennesker?

Ja, jeg passede engang min gamle genbo. Hun fik en blodprop, og hendes børn havde aldrig tid til noget. Så de bad mig hjælpe.

Splendid! sagde han lidt teatralsk alvorligt. Min kone, Marianne, ligger derhjemme med samme diagnose. Lægerne siger, der ikke er meget håb. Jeg har hende hjemme, men jeg har ikke tid til at passe hende alene. Vil du hjælpe? Selvfølgelig får du løn helt efter bogen.

Line var hurtig til at sige ja. Bedre at slippe for kulde og klamme fingre, og det lød trygt nok og så ville hun endda kunne bo der gratis.

Tre værelser for sig selv! ringede hun begejstret til Signe. De har ingen børn.

Mariannes mor, Karen, forsøgte stadig at være ung trods sine 68 år. Hun havde netop giftet sig igen og brugte al tid på sin nye mand. Der var ingen andre til at tage sig af den syge.

Er Marianne så slem? spurgte Signe.

Hun ligger bare kan ikke sige noget, knap nok én lyd. Jeg tror ikke hun nogensinde kommer sig, indrømmede Line.

Er du næsten glad for det? spurgte Signe og så undersøgende på hende.

Nej da! Men, når hun dør, er Ejvind jo fri…

Helt ærlig, Line! Du ønsker ikke døden for et andet menneske for en lejlighed? nærmest hvæsede Signe.

Jeg ønsker ikke noget, men jeg vil ikke gå glip af min chance! svarede Line trodsigt.

De blev uvenner, og snakkede ikke sammen på flere måneder; først da hun et halvt år senere fortalte om sit forhold til Ejvind, genoptog de kontakten men kun kort.

Så du hygger dig med ham, mens konen ligger døende på den anden side af væggen? Synes du, det er okay? Og du er SIKKER på, han har penge?

Jeg får aldrig et venligt ord fra dig! blev Line fornærmet.

Snart gled de fra hinanden igen. Men Line følte sig kun svagt skyldig.

Hun passede Marianne pligtopfyldende og efter forholdet med Ejvind begyndte, overtog hun alt andet i hjemmet. For en mand kræver mere end kærlighed man skal også vaske hans skjorter, lave hans mad, gøre rent og opvarte.

Hun syntes, Ejvind var tilfreds, og for det meste var hun selv også glad.

Hun lagde ikke meget mærke til, at han var stoppet med at betale for plejearbejdet. Når de alligevel var som mand og kone, lod hun ham bare give hende penge til husholdning og betroede sig ikke meget til, at der aldrig var et overskud at spare op.

Hans job i virksomheden gav egentlig gode penge, men hun regnede med, at det først ville ændre sig, når de først blev gift.

Med tiden blev deres passion dæmpet, Ejvind begyndte at være længere tid væk. Men Line forklarede det med udmattelse tænkte aldrig meget over, hvor lidt han kom hos sin syge kone.

Da Marianne døde efter halvandet år, græd Line alligevel. Det var trods alt meget tid og omsorg, hun havde givet. Hun stod for hele begravelsen for Ejvind var knust.

Pengene var knappe til formålet, men Line fik det til at lykkes. Ikke engang naboerne, der havde rystet på hovedet over romanen, kunne pege fingre; selv svigermoren var tilfreds.

Det sidste Line havde ventet, var dog at blive smidt ud så brat.

Som du forstår, har jeg ikke længere brug for din hjælp. Jeg giver dig en uge til at pakke, sagde Ejvind tørt ti dage efter begravelsen.

Hvad mener du? Hvor skal jeg hen? Hvorfor?

Kan du ikke forstå, at jeg ikke har brug for dig længere? Hvor du bor, må du selv finde ud af.

Erik, vi skulle jo giftes…?

Det har du drømt dig til. Jeg har aldrig haft de planer.

Næste morgen, efter en søvnløs nat, forsøgte Line igen men hans svar var det samme.

Min forlovede vil gerne lave lidt om i lejligheden, inden vi bliver gift, sagde Ejvind.

Forlovede? Hvem er det?

Ikke dit problem.

Nå, men du skylder mig løn for arbejdet. Ja, du gør! Lad nu være med at se sådan ud!

Du lovede 25.000 kr. om måneden jeg har kun fået pengene to gange! Du mangler 400.000 kr.

Ja, du kan i hvert fald regne, grinede Ejvind hånligt. Tror du selv på det?

Og du skal også betale lidt for hushjælp! Hvis du bare giver mig 500.000 kr., så skilles vi som voksne. Ellers…!

Skal du så i retten? Du har ikke engang en kontrakt.

Jeg siger det til Karen, svarede Line lavmælt. Det er jo hende, der har købt lejligheden.

Du kender din svigermor bedre end jeg gør. Hun vil smide dig ud.

Ejvind blev bleg, men genvandt hurtigt fatningen.

Hvem tror du på dig? Pjat! Jeg vil bare ikke se dig mere. Gå nu.

Du har tre dage, min kære. Ingen penge så laver jeg ballade, sagde Line og gik direkte til det nærmeste hostel. Hun havde heldigvis lidt til side.

Fjerde dag, uden svar, gik hun tilbage til Ejvind. Karen var der tilfældigvis også.

Line indså straks, at han ikke ville give hende en krone, og afslørede alt for Karen.

Hun fabler! forsøgte Ejvind.

Tja. Jeg hørte lidt til begravelsen, men troede ikke på det. Nu ser jeg det hele. Du, min gode mand, skal ud. Glem ikke, at det er mig, der står på skødet.

Ejvind blev stiv i blikket.

Og du, Line… Hvad venter du på? En præmie? spurgte Karen skarpt. Ud med dig.

Line forlod hurtigt lejligheden. Nu var der ingen penge i udsigt. Igen måtte hun finde arbejde som rengøringsdame eller på torvet.

Hun forstod endelig, at man nok kan planlægge meget, drømme og lave planer, men hvis man glemmer at holde fast i sine egne værdier, mister man let sig selv.

Livet lærer os, at ægte lykke ikke findes i andre menneskers pengepung eller tomme løfter men i den respekt, vi har for os selv og for andre.