Omsorgsfuld mormor
Dagbog, marts
Jeg, Elin Madsen, en kvik og viljestærk kvinde lige over de 60, har endelig sagt det højt til min elskede barnebarn:
Malene! Jeg har ventet længe nok, nu er min tålmodighed brugt op. Skal jeg aldrig få lov at dø i fred?!
Malene, en spinkel brunette og kunsthistoriker, blev helt forvirret af mit spørgsmål.
Hvornår skal du gifte dig? Så jeg kan få ro i sjælen! Du er næsten 27, fortsatte jeg, Ved du, jeg flyttede hele sommeren ud til kolonihavehuset hos den gamle fjols Fru Højer, og har måtte høre på hendes klager over hæmorider fem gange dagligt i tre måneder Bare for at du kunne få privatlivet på plads! Men du har jo ikke engang mødt nogen!
Mormor, hvornår og hvor skulle jeg møde folk? Der er jo arbejde, spansk, og min afhandling. Og i mit museum er der kun én single fyr, du har jo mødt ham Arkadius Mikkelsen.
Ja, den Arkadius, sagde jeg, det er ikke engang værd at kalde ham en fisk, han er nærmest en halvdød reje.
Dagen efter ringede jeg til Højer og fandt ud af, at hendes barnebarn mødte sin kommende mand i en natklub. Men Malene går ikke i natklubber, så jeg må selv tjekke udvalget til mulige svigersønner, eller finde andre steder, hvor de kunne findes.
Efter en smule research fandt jeg ud af, at kvinder har gratis adgang i natklubben fra 21 til 24, og uden at spilde tiden tog jeg afsted næste aften og sagde til Malene, at jeg gik en aftentur.
Jeg slog mundtligt dagens vagt ud, som prøvede at kommentere min alder, og med lidt hjælp fra dem satte jeg mig på den høje barstol og skuer vurderende ud over klubben. Stemningen blev nervøs, som til et forældremøde, hvor rektoren har taget nogle syvendeklassers øl på boldbanen.
Hvordan har De det? Kan De lide stedet? spurgte bartenderen forsigtigt og skubbede et højt glas mod mig. En alkoholfri cocktail, på husets regning.
Nej. Det er helt håbløst, sagde jeg. En ordentlig pige har intet at hente her. Men du kunne nu godt hælde lidt cognac i cocktailen. Hvem er den der rødhårede, danser han sådan fordi han har problemer med hoften, eller er det på mode?
Frem til nytår prøvede jeg rock-koncert, ildshow, vemodige visesangere, BMX-show, bridge-turnering, og i total opgivenhed et seminar for unge forfattere. De forfattere var slet ikke min kop te. Ingen grund til at kaste snøren ud her gud forbyde, at en skulle bide.
Ja, Malene, jeg forstår dig. Da jeg selv var ung, valgte jeg mellem din bedstefar og adskillige andre, ikke ringere end ham. Selv gamle Højer havde valgmuligheder, om end hun stirrede hele livet på din bedstefar. Men nutidens unge mænd, min pige, er så ufatteligt sløve, man kan ikke fæstne blikket ved nogen.
I marts, efter jeg havde besøgt Højer, besluttede jeg at kigge forbi Malene på hendes arbejde. Da jeg nærmede mig museet, gled jeg og faldt heldigvis ikke på trappen. En soldat kom løbende og hjalp mig op. Jeg lænede mig på hans arm, tjekkede at alt var i orden og sagde:
Major, jeg kan se, du er pansermand. Min afdøde mand ledede et panserregiment. Sig mig, har du en times tid fri?
Majoren troede nok, han skulle slæbe en mor-kommandør hjem, og forbandede sine varme følelser, men han nikkede.
Fint. Har du nogensinde været inde i det her historiske museum? Nej? Ærgerligt. Det vil jeg varmt anbefale. Gå ind nu! Og bed om, at Malene Madsen viser dig rundt. Hun er en fantastisk guide, du vil ikke fortryde det.
Majoren forstod knap nok selv, hvorfor han endte i det museum jeg havde nærmest tryllebundet ham…
***
For ikke så længe siden hviskede jeg til lille Mikkel, mit yndlingsbarn, som snart skal begynde i skole:
Du, mit solskin, min lille bjørneunge, snart skal du starte i skole, din far afslutter snart officersskolen, og din mor får skrevet sin doktorafhandling færdig. Så kan jeg med ro i hjertet gå herfra. Men skal du vokse op alene, min lille spurv? Nej, du må have en lillesøster! Når hun kommer, og hun også skal i skole ja, så må vi jo se, hvad fremtiden bringerMikkel grinede og kiggede op på mig med sine store, nysgerrige øjne.
Mormor, hvis jeg skal have en lillesøster, skal du være med til at lære hende alt det med skak og chokolade, sagde han, og hans små hænder knugede min.
Jeg nikkede, mens jeg lod blikket glide over familien, der sad samlet omkring det gamle spisebord under den blomstrede lampe. Malene og Majoren sendte hinanden blikke, som hvis man kun én gang i livet får øje på det rigtige menneske. Højer snakkede uafbrudt om have og roser, mens Mikkel tegnede en tank på servietten.
Selvfølgelig, min skat, sagde jeg, jeg lover, jeg bliver ved med at lære jer begge alt, jeg ved. Så længe jeg kan.
Og i det øjeblik, omgivet af latter, kærlige ord og drømme om fremtiden, mærkede jeg roen brede sig i mit hjerte.
Mon ikke livet går videre med nye eventyr, nye lillesøstre, og måske endda en enkelt pansermand mere til familien Madsen.
Jeg strøg Mikkel over håret, så på Malene, og tænkte: Hvis kærlighed ikke kan organiseres, kan den i det mindste skubbes lidt på vej. Og det er jeg, Elin Madsen, ganske god til.
Slut.
