Om morgenen har Michael Sørensen fået det dårligere. Han kæmper efter vejret.
Nikolaj, jeg har ikke brug for noget. Ingen af jeres piller, ingenting. Jeg beder dig bare lad mig sige farvel til Trofast. Jeg beder dig. Tag alt det her væk fra mig
Han nikker mod dropstativerne.
Jeg kan ikke gå herfra sådan her. Forstår du, jeg kan ikke
En tåre triller ned ad hans kind. Nikolaj ved, at hvis han fjerner det hele, får han måske ikke Michael ud til døren.
Alle mændene fra stuen har samlet sig.
Nikolaj, kan du virkelig ikke finde en løsning? Sådan skal det ikke ende
Jeg forstår Men det er jo et hospital, alt skal være sterilt.
Det er ligemeget Se på ham, han kan ikke få fred.
Nikolaj ved det godt. Men hvad kan han gøre? Han rejser sig. Han kan gøre alt. Til helvede med al denne snak, til helvede med sin fars firma. Så må de fyre ham. Han vender brat rundt og møder Annalises blik. Hun ser beundrende på ham.
Nikolaj styrter ud på hospitalets gårdsplads.
Trofast, jeg beder dig, vær stille. Måske opdager ingen det. Kom, vi skal ind til din ejer.
Han har allerede åbnet døren, da nogen står i vejen. Foran ham står Emma Edvardsen.
Hvad er nu det her?
Emma Edvardsen Jeg beder dig, bare fem minutter. Lad dem tage afsked. Jeg forstår det hele. Jeg tager konsekvenserne.
Hun tier. Man ved ikke, hvad der sker i hendes hoved, men pludselig træder hun væk fra døren.
Fint. Så må de også fyre mig.
Trofast, kom!
Nikolaj løber ned ad gangene, Trofast følger tæt efter. Foran åbner Annalise døren. Hunden mærker noget, tager to spring frem mod stuen endnu et spring, og Trofast står oppe af sengen hos Michael Sørensen, med forpoterne hvilende på sengekanten. Stilheden er tung. Michael åbner øjnene. Prøver at løfte en hånd, men droppene forstyrrer ham. Så river han dem bare ud.
Trofast! Du kom
Hunden lægger hovedet på Michaels brystkasse. Michael aer Trofast først én gang, så igen. Et smil breder sig Smilet stivner på hans læber. Hånden glider ned. Nogen hvisker:
Hunden græder
Nikolaj går hen til sengen. Og ja, Trofast græder virkelig.
Det er nok Lad os gå Lad os gå
***
Nikolaj sætter sig på plankeværket, Trofast finder en busk og lægger sig ned. Manden fra stuen ham der først gav sine frikadeller væk kommer hen og rækker Nikolaj en pakke cigaretter. Nikolaj ser på ham, vil til at sige at han ikke ryger, men tager mod cigaretten og tænder den.
Annalise sætter sig ved siden af ham. Hun har røde øjne, næsen er hævet.
Anna Det er min sidste dag i dag.
Hvorfor?
Forstår du, jeg var her først som straf, så for at bevise noget over for min far Han skulle give mig firmaet. Men det handler ikke om firmaet. Jeg kan ikke mere. Jeg tager hjem. Siger det ligeud din søn er ikke meget værd. Undskyld, Anna
Nikolaj går. Han skriver sin opsigelse, pakker sine ting. Annalise ser ud gennem vinduet, mens han kører sin Mercedes op foran indgangen, står ud. Han åbner passagersiden og går hen til buskene. Han siger noget til Trofast, så går han tilbage til bilen og læner sig op ad den. Hunden kommer et par minutter senere. Ser Nikolaj i øjnene i lang tid, inden den hopper ind i bilen.
Annalise græder igen.
Du er ikke ingenting! Du er den bedste!
***
Et par dage senere ser Annalise en mand gå sammen med overlægen han ligner Nikolaj. Hun springer ned ad trappen og ud på gårdspladsen.
Er De Nikolajs far?
Overlægen ser overrasket på hende.
Annalise, hvad foregår der?
Vent, Søren Fyr mig senere, men svar nu! Er du hans far?
Vagn Oleansen kigger også overrasket på den lille, fregnede pige.
Ja.
Så skal du høre her! Du skal ikke tro, at Nikolaj ikke dur! Han er den bedste! Han var den eneste, der havde modet til at lade et menneske tage afsked med sin bedste ven! Nikolaj har både hjerte og sjæl!
Annalise vender om og går ind. Vagn smiler.
Hun er noget for sig selv, hva?
Søren nikker:
Hvad stiller man op med sådan én? Hun kræver altid sandheden!
Er det slemt?
Det er ikke altid let
***
Tre år er gået.
En hel familie træder ud af porten til et smukt hus. Nikolaj skubber barnevognen, og Annalise holder en stor, velplejet hund i snor. De går ned til åen, hvor Annalise slipper hunden.
Trofast, du må ikke løbe for langt!
Hunden springer af sted mod vandet. Et par minutter senere piber barnet i vognen. Trofast er der øjeblikkeligt, springer tilbage.
Annalise ler.
Nikolaj, vi får vist ikke brug for en barnepige. Hvorfor kommer du sådan styrtende? Sonja har bare tabt sutten.
Barnet falder til ro igen, Trofast kigger ned i barnevognen, og først da han ser, at alt er i orden, løber han efter en sommerfugl igenNikolaj smiler og bøjer sig ned til vognen. Trofast sidder ved siden af og venter, logrende og årvågen. Han stikker sutten tilbage til Sonja, som fatter om den med små, ivrige hænder, og falder til ro. Nikolaj nusser Trofast bag øret.
Du klarer det godt, gamle ven.
Annalise lægger armen om Nikolajs skuldre, og sammen betragter de åen, hvor forårslyset spiller i vandet. Trofast løber langs bredden, aldrig langt væk, altid på vagt.
Bag dem snor Sonjas latter sig blidt ud i luften. Nikolaj tager Annalises hånd og klemmer den.
Tænker du nogensinde på dengang? spørger hun stille.
Han nikker. Hver dag. Men nu tænker jeg mest på det, vi har fået.
En vind rører ved trætoppene, bærer lyden af barnelatter, hundeglam og den fred, Nikolaj aldrig havde troet, han ville finde. Han standser, vender sig mod Annalise og hvisker:
Det hele begynder nu.
Trofast sætter sig foran dem, med logrende hale og tindrende øjne, som om også han venter på eventyret, der folder sig ud i lyset.
Og sammen går de videre langs åen, dér hvor minder og fremtid mødes, hånd i hånd, hjertet lettet, med barnet skrålende, og Trofast først, som altid.
