Tidligt om morgenen fik Mikkel Sørensen det værre. Han gispede efter vejret.
Nikolaj, jeg har ikke brug for noget. Ingen af jeres mediciner, ingenting. Alt jeg beder om er, lad mig sige farvel til Trofast. Jeg bønfalder dig. Tag det her væk fra mig
Han nikkede mod dropstativerne.
Jeg kan ikke tage herfra sådan. Forstår du, jeg kan ikke
En tåre gled ned ad hans kind. Nikolaj vidste, at hvis han fjernede medicinen, kunne han ikke love, at Mikkel ville klare det ned til udgangen.
De andre mænd på stuen samlede sig om dem.
Nikolaj, der må da være noget, vi kan gøre? Det her føles ikke rigtigt
Jeg ved det godt Men vi er på hospitalet, alt skal være sterilt.
Skid hul i det Se på ham. Manden kan ikke få ro.
Ja, han forstod alt. Men hvad kunne han? Nikolaj rejste sig. Han kunne gøre det hele. Skide være med reglerne, skide være med faderens firma. Så måtte de fyre ham. Han vendte sig brat rundt og mødte Annas blik. Hun så på ham med beundring.
Nikolaj styrtede ud mod gården.
Trofast, jeg beder dig, vær stille. Måske opdager ingen noget. Kom, nu skal du ind til din ejer.
Han var lige ved at åbne døren, da Emma Edvardsen trådte i vejen.
Hvad foregår der her?
Emma Edvardsen Undskyld. Blot fem minutter. Lad dem tage afsked. Så kan I fyre mig bagefter, det er i orden.
Hun sagde ingenting i et minut. Hvem ved, hvad der foregik i hende, men pludselig trådte Emma til side.
Fint. Så må de fyre mig med.
Trofast, kom nu!
Nikolaj løb ned ad hospitalets gang, Trofast ved siden af. Foran åbnede Anna døren. Hunden rykkede afsted og stod med det samme på bagbenene op ad sengen, forbenene støttet mod kanten. Der var helt stille i stuen. Mikkel slog øjnene op. Han prøvede at løfte hånden, men droppene forhindrede ham. Så rev han dem ud med den anden hånd.
Trofast! Du kom
Hunden lagde hovedet på Mikkels bryst. Han aede Trofast en, to gange. Et lille smil spredte sig på hans læber og blev der. Hånden gled ned. En sagde stille:
Hunden græder
Nikolaj trådte hen til sengen. Trofast græd virkelig.
Det er det. Kom kom nu
***
Nikolaj satte sig på plankeværket, mens Trofast forsvandt ind i buskene og lagde sig. En af mændene fra stuen, som engang havde givet sine frikadeller væk, kom hen og rakte ham en pakke cigaretter. Nikolaj kiggede på ham, ville sige at han ikke røg, men trak så på skuldrene og tog én.
Anna satte sig ved siden af. Hendes øjne var røde, næsen hævet.
Anna Det er min sidste dag i dag.
Hvorfor?
Forstår du, jeg kom her først som straf, så ville jeg bare vise min far, jeg kunne noget Han skulle give mig firmaet. Men det handler ikke om firmaet. Jeg kan ikke mere. Jeg tager hjem og siger det ligeud din søn duger ikke til noget. Undskyld, Anna
Nikolaj gik. Skrev sin opsigelse, pakkede sine ting. Anna så gennem vinduet, mens han kørte op til indgangen i sin Mercedes, steg ud, åbnede passagerdøren og gik hen til buskene. Han sagde noget til Trofast, gik så tilbage til bilen og ventede. Efter fem minutter kom hunden, kiggede længe Nikolaj i øjnene, sprang så ind.
Anna begyndte at græde igen.
Du er ikke uduelig! Du er den bedste!
***
Efter et par dage så Anna en mand komme gående med overlægen, som lignede Nikolaj på en prik. Hun fór ned ad trappen og ud på gårdspladsen.
Er du Nikolajs far?
Overlægen så forbløffet på hende.
Anna, hvad foregår der?
Vent, Søren Nørgaard, du kan fyre mig bagefter! Men, er du det?
Vagn Olsen så også overrasket hen på den lille fregnede pige.
Ja.
Du har ikke ret! Hører du! Du har overhovedet ikke ret til at kalde Nikolaj uduelig! Han er den bedste! Han var den eneste, der turde og lod en døende sige farvel til sin ven! Nikolaj har hjerte og sjæl!
Anna vendte sig og gik tilbage ind. Vagn smilede.
Se, hende!
Søren svarede:
Hvad skal vi dog stille op med hende? En god pige, men altid skal hun have sandheden!
Er det skidt?
Ikke altid godt
***
Tre år senere.
En hel familie trådte ud af porten til et flot hus. Nikolaj skubbede barnevognen, mens Anna gik med en stor, velplejet hund i snor. De nåede hen til åen, Anna slap hunden fri.
Trofast! Ikke så langt væk!
Hunden stormede afsted mod vandet. To minutter efter begyndte barnet i vognen at hvine. Trofast var straks tilbage.
Anna grinede.
Nikolaj, jeg tror ikke vi får brug for barnepige. Hvad nu, Trofast, blev du bekymret? Sonja tabte kun sutten.
Barnet faldt i søvn igen, Trofast stak næsen ned i vognen, og da han var sikker på, alt var godt, spænede han efter en sommerfuglNikolaj løftede datteren op, hendes små hænder greb fat i hans skjortekrave, og hendes latter blandede sig med Trofasts glade bjæf. Anna gik hen til dem og lagde armen om Nikolajs skuldre. Solen skinnede gennem trækronerne, og for en stund var det, som al uret og uro lå bag dem.
Trofast snusede undersøgende til Sonjas fødder, indtil hun fnisende forsøgte at klappe hans hoved. Mikkel Sørensens ord, hans sidste smil, dukkede op for Nikolajmen i stedet for sorg var der nu noget blødere, næsten en taknemmelighed. At sige farvel, ja, men også at sige goddag igen. Livet begyndte forfra i de mindste hænder og de stærkeste poter.
De spadserede langs åen, Anna sang en stille vuggevise, og Trofast løb foran dem, altid nysgerrig, altid parat til at vende hjem. Ved et sving standsede Nikolaj op og kiggede på sin familie, mærkede brisen, lyset, hundens hale der bankede forventningsfuldt. Han smilede.
Vi gjorde det alligevel, sagde han.
Anna tog hans hånd.
Ja. Vi gjordemed hjertet.
Og sammen gik de videre, med Trofast som første spejder, barnevognen knirkende og solen varm over demvidende at det gode altid finder hjem, selv efter det længste farvel.
