**Dagbogsnotat – Om katte, mænd og tulipaner…**
“Forestil jer, det regner derude!” sagde Rikke og stirrede ud ad kontorets vindue.
“Det er forår, hvad regner du med?” svarede den pragmatiske Nanna.
“Ja, men det er den første marts. Vinteren har været evigheder lang. Det eneste lyspunkt var nytåret.”
“Marts er sån en måned, hvor der både kan falde sne og frost,” tilføjede den ældste af os, 45-årige Vibe.
“Jeg faldt i morges på vej til bilen. Jeg har et kæmpe blåt mærke på låret – det gør stadig ondt. Skal I se det?” Rikke vendte sig om.
“Ikke for mig!” råbte vi i kor.
“Men Liva er slet ikke glad for foråret. Hun arbejder som en robot.”
“Lad hende nu være,” sagde Vibe.
“Åh, nu skal det være så dramatisk. Jeg er blevet droppet tre gange – jeg lever stadig.”
Rikke så Vibes bebrejdende blik og gik væk fra vinduet.
“Altså, det er ikke verdens undergang. Han forlod mig. Han er ikke død, han er i live og lykkelig. Det burde jeg måske være glad for?”
Liva rejste sig fra bordet og forlod kontoret. Selv efter alt denne tid kunne hun ikke glemme ham, ikke acceptere det.
Hun havde altid fokuseret på studierne, ikke på drenge. Hun tænkte, der var tid nok. Men tiden gik, veninderne blev gift, skilt, gift igen – mens Liva stadig ikke havde fundet den store kærlighed.
Da hun mødte Mads, troede hun, det var det ægte. Hun elskede ham så højt, at hun ikke kunne forestille sig livet uden ham. Da han friede, var hun den lykkeligste i verden. De planlagde et bryllup lige før nytåret, så juletræet kunne pynte alle billederne. Hun lovede at invitere alle pigerne. Kjolen var allerede udset.
Start december forsvandt Mads pludselig. En uge uden svar på opkald. Da han kom tilbage, så han forskrækket og skyldbetynget ud. Liva vidste det med det samme. Han tog mod til sig og fortalte sandheden.
To et halvt år før de mødtes, havde han en kort affære under en forretningsrejse. Måske lovede han hende noget, han ikke kunne huske. Så mødte han Liva og glemte alt om hende. Men for nylig ringede kvinden og fortalte, at han havde en søn – halvandet år gammel.
“Han ligner mig som to dråber vand,” sagde Mads og greb sig til håret. “Da jeg så ham, vendte alt på hovedet. Det er ikke, at jeg elsker hende, men… et barn ændrer alt. Undskyld. Jeg vidste det ikke…”
Først prøvede Liva at holde fast. Hun fortalte sig selv, at kærlighed kunne overvinde alt. Men så tænkte hun – det var ikke bare barnet. Man kan ikke holde en mand med et barn. Det måtte betyde, at følelserne for moderen ikke var døde.
To lykkelige år havde de haft sammen. De elskede hinanden, drømte om fremtiden, om børn. Men så kom fortiden og krævede ham tilbage. Liva vidste, hun ikke kunne leve med det – selv hvis han valgte hende. For hvor længe? Fortiden ville altid komme tilbage, kræve opmærksomhed, penge, gaver…
Så hun lod ham gå. Men hvad med hende? Hvordan skulle hun komme videre? Hendes drømme var knust, og man kan ikke bygge lykke på ruiner. Og hvordan kunne hun nogensinde stole på en mand igen? Alle var bedragere.
Om dagen arbejdede hun sig træt, men om natten savnnede og smerte torturerede hende.
Uanset hvor meget kvinder kæmper for ligestilling, bliver de aldrig virkelig lykkelige uden kærlighed og børn. Karriere er ikke nok. Meningen med livet er at efterlade noget – og ikke bare efterlade det, men opdraget det sammen med en mand. Og Mads havde allerede sit eftermæle – en halvandetårig dreng. Liva var overflødig…
Hvorfor var hun så uheldig? 32 år og aldrig rigtig gift, aldrig haft et ordentlig forhold.
Rikke var allerede gift for anden gang. Vibe havde en familie, en søn på universitetet. Selv den buttede Nanna giftede sig for et år siden. Kun Liva var tilbage.
Pigerne havde prøvet at sætte hende op med venner af deres mænd, men intet klikkede. Den ene var flink, men følelserne udeblev. Den næste ville bare have et kort forhold. Den tredje var slet ikke skilt endnu…
Og så var der den forbandede forårsfest. Hvorfor alt det halløj med blomster og gaver? Blomster kan gives hele året, når hjertet føler for det – ikke fordi kalenderen siger det. Godt det var en fridag, så hun ikke behøvede at se stolte mænd med buketter af tulipaner, der allerede skulle visne inden de nåede hjem…
Og konen derhjemme, der stod i køkkenet og sled for at lave en festmiddag. Hun ville sætte sig ned, se på de små tulipaner, der allerede var ved at tørre – ligesom hendes krøller, som hun havde lagt om morgenen. Hun ville se sin mand proppe kød i munden mens han halvt kiggede på tv. Og sønnen, der knap nok rørte maden før han forsvandt til sin computer.
Alligevel misundte Liva det. Hun ville elske at have det sådan. En familie om bordet, en buket tulipaner – selv hvis det kun var én dag om året.
Hun så sig selv i spejlet. Hun var da ikke grim? Hvorfor var der ingen lykke? Alle sagde, hun var for kræsen. Men tiden for blind kærlighed var forbi. “Kærlighed sejrer alt” virkede kun, når man var ung og havde tid til at lave fejl.
Som 32-årig ville hun ikke starte forfra. Og en mand over 30 var ikke en dreng mere. Hvis han ikke havde noget at byde på, hvordan skulle han så være familiens forsørger?
Hun åbnede vandhanen, skyllede hænderne og pressede de våde håndflader mod kinderne. Irritationen lagde sig lidt. Hun tørrede ansigtet, rettede på håret og smilede til sit spejlbillede. 32 var jo ikke 50, vel?
Da hun kom tilbage på kontoret, blev alle stille. “Okay, så har I talt om mig.” Hun satte sig og begyndte at arbejde.
“Liva, vi samler penge til kage den 7. – 50 kroner hver. Bogholderiet deltager. Er du med?”
Liva tænkte, at det hele nok igen ville handle om blomster, mænd og gaver.
“Jeg har lovet min mor at besøge hende i weekenden,” løj hun.
Hun havde ingen planer. Hendes far var død for fire år siden, og moren havde en ny kæreste.
“Det sagde jeg jo,” sagde Rikke triumferende.
“Okay, piger, arbejde,” afbrød Vibe.
Den 7. mOg da hun så op, var det som om selv Kocos’ grønne øjne smilede til hende, en stille påmindelse om, at nogen gange finder lykken én, lige når man mindst venter det.
