Jeg ved ikke med andre ensomme kvinder, men hos mig er det alt muligt underligt, der dukker op. I går aftes, for eksempel, ligger jeg i sengen og sukker. Har læst for meget nyheder, spist for mange frikadeller, og lider af fuld kraft, kort sagt.
Pludselig hører jeg en lille, ynkelig lyd bag skabet.
“Lus, måske?” tænker jeg. “I Paris skrev de om en hel epidemie. Er de nået til Herning? De er sikkert trætte.”
Ti minutter senere holder “lusene” op med at hyle og begynder at skrabe i gulvet.
“Nu rejser jeg mig og banker dig,” lyver jeg.
Jeg kan ikke rejse mig efter en tallerken frikadeller. Hvis jeg skal tisse om natten, må jeg rulle ud af sengen.
“Ikke banke,” beder “lusene” høfligt.
“Taler de?” tænker jeg gennem frikadellerne. “Så det er ikke lus. Så er det naboerne, der er gået fra forstanden. Men hvem er ikke det nu om dage? Nå ja, mig. Jeg har ikke noget at gå fra forstanden over, men andre lider.”
Pludselig stopper skrabelyden, og i halvmørket kommer der noget lodent og langt krybende mod mig. Mit syn er ikke det bedste, så jeg knejper øjnene og prøver at finde ud af tre ting: Er frikadellerne det perfekte sovemiddel, og sover jeg allerede?
Har den tre ører eller tre horn? Hvor kommer den høje nabo, jeg ikke kender, fra? Jeg skriver alle de høje ned i en lille bog – jeg har en samling.
“Vagn Ejvind?” prøver jeg at gætte.
“Forkert,” svarer tårnet og bumper straks panden mod lampen. “Av!”
“Hvem er du så?”
“Bedstefar Pille,” griner den lange og rækker sine sorte, uhyrklignende klør ud mod mig. “Bøh!”
“Jeg brugte også sort neglelak til Halloween. Er det gel eller dine egne?”
“Mine egne,” svarer den fornærmet.
“Det må være besværligt at rode i næsen med de klør.”
“Forstår du ikke? Er du ikke bange?”
Den kommer tættere på, og nu ser jeg, at den har tre ører. To på siderne og et mærkeligt et på tindingen – mere som en kæmpetot.
“Jeg skal aflevere en bog i næste uge, og jeg har kun skrevet tre sider. Og så er der realkreditlån og skilsmisse. Jeg er en voksen kvinde, undskyld. Du kan prøve at skræmme mig med din mave eller dine flæber.”
“De siger, du ikke engang skreg, da du var fem. Du slog en med en gryde. Hans hoved sidder stadig den forkerte vej.”
“Hvorfor kom du så?”
“Det er hyggeligt her.”
“Det er frikadellerne. Vil du have?”
“Ja.”
“Så hent selv – jeg kan ikke rejse mig.”
Den skræmmende gæst sætter kurs mod køkkenet og kommer tilbage med te (han har hældt det i min yndlingskop!), frikadeller og smørrebrød. I munden holder den et æble. Lige som mig, bare med mere hår.
“Værsgo?” rækker den mig en tallerken.
“Hvad?”
“Spørger om du vil have. Jeg tog meget.”
“Gladeligt, men der er ikke plads.”
“Man skulle ikke tro det af en så rummelig kvinde – som en boa i briller.”
“Tak for komplimentet. Læg dig her.”
Jeg skubber til side, og vi ligger lidt sammen. Det var rart. Natten, tyggelydene, duften af frikadeller. Hvad mere skal der til for at berolige sind og krop?
“Skal vi ikke gå ned til naboen på tredje? Hun er gammel – hun behøver ikke meget.”
“Jeg var der i går. Hun kastede en taburet efter mig.”
“Ah, der kommer totten fra.”
“Præcis.”
Vi ligger en halv time mere, hver dybt i vores egne tanker.
Måske skulle jeg bede om at komme med dem. Det må være fedt at fare rundt i folks lejligheder og spise gratis frikadeller. Man skal bare have noget solidt på hovedet. En gryde, for eksempel…
