Astrid stod i det lille køkken i Odense og snittede rød peber, netop som skyerne udenfor begyndte at regne mod ruderne i skæve rytmer. Pludselig gled skabslågerne ud og ind, som om de åndede, og hun følte sig ikke sikker på, om hun var vågen eller stadig fanget i et mærkeligt drømmeland. Gryden på komfuret sang stille for sig selv, og duften af tomater og eddike bredte sig til stuerne, smeltede sammen med lydene af fjern trafik og sære melodier fra radioen, der pludselig talte baklæns.
Jeg er hjemme, lød det dæmpet, næsten ekkoagtigt, fra entreen, og ind trådte Niels, hans hår dryppende, skjorten knitrende med små navnløse farver. Han så mærkeligt på hende, som om han så lige igennem hende og samtidig ikke kunne finde hende i rummet.
Hvad foregår der? spurgte han, og hans stemme havde fået en dyb klang, som om han råbte ned i en brønd. Astrid smilede, løftet svævende mellem dem. Jeg laver da blot lecho, du bad jo om det sidste uge, husker du? sagde hun og knugede peberfrugten, der blev flydende mellem hendes fingre.
Men Niels viftede med armene, pegede på opvasken, på de dansende skygger fra lysarmaturet, på gryden, der langsomt gled hen ad komfuret. Astrid, det hele flyder! sagde han, og hans øjne lignede små, vågne ure.
Jeg rydder selvfølgelig op bagefter, svarede hun tålmodigt og lod som om, hun ikke bemærkede, hvordan peberfrugterne begyndte at hoppe let fra fad til fad.
Men Niels blev sur, snakkede nu om varme, om lugt, om hvor rodet alting var, om at pastaresterne fra forgårs stadig stod et eller andet sted bag en taburet dækket af viskestykker i mærkelige former. Astrid mærkede, hvordan hendes krop blev transparant hendes hånd gik gennem gryden, uden hun mærkede varmen.
Hun havde boet hos Niels i fire måneder, efter hun havde forladt sin lejede lejlighed nær Brandts Klædefabrik, overbevist om, at hun kunne bygge sig en rede sammen med ham. Hun var 43, med en voksen datter, der nu arbejdede i Kolding. Niels havde sin egen søn, ti år gammel, han sjældent så drengen og hans mor boede langt nordpå, måske i Aalborg eller en anden by med regn og sne på samme tid.
I begyndelsen troede Astrid, hun havde fundet en havn. Hun lavede mad, syltede, bagte boller med kardemomme, smurte smørrebrød til Niels, altid håbefuld, altid overbevist om, at lykken kunne holdes fast, hvis bare hun blev ved.
Efterhånden blev Niels tvær. Glassene i buffeten blev længere for hver dag, og rengøringen blev en dyne, han kunne gemme sig i og brokke sig gennem. Hvorfor ryddede du ikke mere op efter dig? Hvorfor er opvasken ikke taget? spurgte han, og væggene svarede ham nogen gange, før Astrid nåede det.
Sådan foregik det, indtil en lørdag, hvor Niels kom hjem før tid. Han trådte ind i en køkkenstorm af glas, eddikeflasker og tebreve, mens Astrids hænder dansede over grøntsagerne.
Hele lejligheden flyder! Det lugter, det er for varmt! rasede Niels. Astrid så på ham, som om hun ventede på, han skulle vågne op og pludselig blive venlig igen.
Hun var træt. Hun havde slæbt poser, løbet i Føtex og Netto, handlet og båret, men nu virkede det, som om gulvet langsomt gled væk under hende, køkkenbordet blev til vand, hun kunne næsten sejle.
Hvis det generer dig så meget, gå nu ind og se fodbold, sagde hun stille, hendes stemme forsvandt lidt i luften. Niels snerrede. Er det virkelig alt, du har til overs for mig?
Jeg elsker dig, sagde han pludselig lavmælt, som om ordene fjernede alt det rod, men der mærkede Astrid, at noget gled i stykker inden i hende.
Diskussionen eskalerede som snegle på rad, alt blev pludselig bøjet og snoet. Jeg er træt af det hele! råbte Niels; hans stemme flækkede tiden som en stor ske.
Du siger, du er træt af mig. Men jeg gør alt laver mad, køber ind, holder rent. Hvad vil du mere? Vil du have, jeg forsvinder? spurgte hun, men hendes ord hang i luften som bobler, ingen kunne sprænge.
Niels gav hende et blik, som om han ikke engang anede, hvem hun var. Ja, jeg er træt af det hele! Også af dig! og middagsmaden og sengetøjet og dine syltede sager! Han slog ud med armene, og glassene begyndte at danse langs skabene.
Astrid kunne ikke mærke sine ben. Hendes stemme kom langt væk fra: Godt. Så er jeg væk. Farvel.
Hun gik ind i soveværelset, hvor alt var formindsket tøj blev til små papirfigurer, hendes grønne pung lignede nu en miniudgave. Hun pakkede i to poser, natten udenfor talte med rare stemmer fra gamle cykler i gården.
Niels sagde ikke et ord, mens hun forsvandt ned gennem trappen, ud i regnen.
Resten af natten sov hun hos sin barndomsveninde Grethe, som boede under et stort kastanjetræ, hvor bladene sang om natten. Morgenen efter lejede hun sig ind i en lille toværelses og måtte bruge hele sit halve månedsløn på indskud og midlertidigt forbrug det føltes som om Dankortet selv begyndte at græde i hendes pung.
I dagene tænkte Astrid på alt det, der var sket. Ordene blev til høje træer med brede blade, umulige at komme udenom. Niels ringede ikke; kun en sms, sent om aftenen: Hvad gør jeg med din lecho?
Spis det eller smid det ud, jeg er ligeglad, skrev hun, og ordene begyndte at regne ned fra loftet. Hun var faktisk ked af lechoen. Der manglede kun 40 minutter, og alt ville have smagt af sommer, hvis ikke alt var blevet så underligt.
Hun håbede måske lidt, at Niels ville dukke op, sige undskyld, men ugen gik, og hans frakke forblev væk fra døren.
Til sidst besluttede hun sig for at hente de sidste ting shampoo i badet, hendes yndlings-te (Niels drak den ikke alligevel), den lyserøde kop fra Line, uldtæppet hendes storesøster Helga havde givet hende til fødselsdag.
Niels var hjemme og åbnede døren, hans øjne rummede hele Fyns tåge. Han undskyldte klodset, men Astrid kendte nu svarene, der hang i luften som mælkeklatter. Havde du elsket mig, havde du gjort meget mere end ingenting, sagde hun sagte, og samlede sin kop sammen.
Niels bad hende blive, men hun vidste, at hun var ved at forsvinde, som snefnug mellem hænderne. Han stod i døråbningen og forsøgte at holde hende tilbage med tunge ord, men Astrid var allerede på vej ud gennem spejldøren, hvor hallens gulv blev til sand og asfalten udenfor duftede af september.
Hun satte sig bag i taxaen. Odense flød forbi udenfor, træerne vrikkede med grenene som om de vinkede farvel. Hun huskede pludselig, at efterår var hendes yndlingstid og at hendes fødselsdag var tæt på.
Alt skal nok gå, hviskede hun, og gav sig selv et lille drømmesmil. Alt skal nok gå.
