Olga stod i køkkenet og gjorde klar til at sylte peberfrugter, da døren gik op og Jesper trådte ind. Hans stemme lød gennem huset:
Jeg er hjemme!
Han trådte ud i køkkenet, og ansigtet stivnede, da han så rodet.
Hvad er det her?
Hvad hvad? Det er bare peberfrugter til syltning du bad jo selv om dem, sagde Olga smilende og rakte ham et blik.
Jeg spørger dig, hvad det her roderi er? Jesper slog ud med armene.
Hvad mener du, skat? Kan du ikke forklare dig? Olga løftede øjenbrynene.
Lad nu være. Du ved præcis, hvad jeg taler om, svarede han, nu med irritation i stemmen.
Olga så overrasket på ham, stadig bøjet over sine peberfrugter, uden at forstå, hvad han ville have. Køkkenet duftede kraftigt af eddike og hvidløg, glassene stod i bunker, der var små pletter af tomat på komfuret. Skærebrættet bugnede med grøntsager, dertil fade med krydderier og hvidløg over det hele.
Jesper sukker opgivende og trasker ind i stuen, mens Olga færdiggør og rydder op.
Fire måneder siden de flyttede sammen. Jesper havde boet alene længe og vænnet sig til sin fred, men da Olga sagde ja til at bo sammen, gav han trygheden op og håbede, de to kunne finde roen og måske noget, der minder om familie.
Begge var over fyrre. Olga havde en voksen datter, Maria, der arbejdede fuld tid Jesper havde en søn på ti år fra første ægteskab, han sjældent så, fordi drengens mor boede i Aalborg.
Alligevel havde Olga været fuld af håb. Hun havde opsagt sin lejlighed i Odense og flyttet ind i Jespers rækkehus i Viby, da han spurgte. Hun ville være en god kæreste, måske engang kone i begyndelsen boblede hverdagen af lykke. Hun lavede lune frikadeller og bagte teboller, bare for at overraske ham og elskede den energi, Jesper gav hende. Hun var sikker det måtte være kærlighed.
Men nogle måneder efter blev han kort for hovedet, vranten og pirrelig, gav sig til at kommentere hver lille ting en kaffekop ikke vasket op, en smule støv på reolen, sengen redt forkert.
Hvad gjorde det, tænkte Olga, når nu der var varme, hygge, hjemmebag og to sjæle, der bar hinanden? Hun arbejdede også selv, skyndte sig hjem før Jesper for at lave mad og ordne huset.
Først ignorerede hun hans sure kommentarer, men irritationen blev siddende. Hun tie stille, håbede det bare var midlertidigt. Hun havde altid elsket at sylte og gemme til vinteren men gjorde altid sit bedste for at være færdig inden Jesper var hjemme, eftersom han hadede rod og duften i huset. Normalt brugte han søndagene ude hos sin søster, hvor han sammen med svoger fikserede cykler eller drak en øl på terrassen.
Men denne dag kom Jesper pludselig hjem og blev mødt af Olgas konserveshelvede.
Jeg rydder det op lige om lidt, Jesper!
Ja ja, det siger du altid! Men jeg kender dig det efterlader du bare, råbte han vredt.
Har du nogensinde set mig lade rod ligge? Hvorfor den dårlige stemning?
Fordi her er ulideligt varmt, og hele huset stinker af eddike!
Så bliv i stuen og se fjernsyn for pokker!
Jeg er sulten! Hvad kan jeg spise?
Jeg varmer noget mad op til dig. Bare rolig, hun kæmpede for at holde stemmen rolig.
Skal jeg have pasta og karbonader igen for tredje dag i træk?
Så slemt er det heller ikke. Jeg kan bare ikke nå alt på én gang. Du bad jo selv om de syltede peber. Jeg har slæbt varer hjem to gange i dag, jeg er fuldstændig mast og du gør det bare værre!
Lad være at skælde ud på mig! råbte Jesper.
Det er dig, der skælder. Jeg prøver bare at holde roen! Nu stopper du!
Jeg orker ikke mere!
Olga tabte tålmodigheden.
Orker ikke hvad? At komme hjem til aftensmad, ren seng, at blive mødt smilende? At jeg aldrig taler grimt til dig heller ikke når du er urimelig? Eller er det bare mig, du ikke holder ud?
Ja, dig! Maden og vasketøjet og dine syltede peberfrugter kan du få for dig selv!
Ved du hvad? Det her er også for meget for mig! Du brokker dig over alt! Du kræver orden men roder selv, du vasker ikke op efter dig, men skælder ud over mit rod, mens jeg laver mad. Da jeg bad dig køre mig til grønttorvet, skulle du hellere hjælpe Søren! Du er alt for negativ jeg kan ikke mere! råbte hun, og Jesper blegnede.
Han tålte ikke kritik. Han blev helt stille, og så noget bristede.
Olga tror først, hun vil fortryde, men mærker med det samme, at det er det rigtige.
Der er ikke mere at sige. Det er slut! hun smækkede skærebrættet og marcherede ud.
Hun pakkede sine ting med rystende hænder ned i to tasker, trak sine jeans på og forlod huset uden at se sig tilbage. Jesper så på hende, men forsøgte hverken at stoppe eller undskylde.
Den nat sov Olga hos sin veninde, og dagen efter lejede hun en lille lejlighed i Højbjerg, købte det allermest nødvendige, selv om det kostede hende dyrt tre tusind kroner i depositum, rådgivergebyr, og så skulle der handles håndklæder og køkkenudstyr.
Hun mærkede ikke et sekund, at hun burde vende tilbage til Jesper i hvert fald ikke de første tre dage. Men så blev alt stille omkring hende, og tomrummet voksede sig større. Hun gennemgik deres skænderi igen og igen de var begge gode og slemme på én gang.
Hun vidste godt, at det ikke var til at tilgive, men det fyldte alligevel.
Jesper ringede ikke og søgte hende heller ikke. Den samme aften, hun gik, fik hun dog en sms:
Hvad skal jeg gøre med alle de syltede peberfrugter?
Gør hvad du vil, svarede hun blot. Jeg er ligeglad.
Hun ærgrede sig over peber-frugterne. De havde kostet hende både penge og tid en halv time mere, så havde alt været i skabet.
Hun ville ikke engang indrømme over for sig selv, at hun faktisk ventede på, at Jesper ville forstå det hele og komme og bede om tilgivelse, eller så i det mindste ringe. Men intet af det skete.
En uge gik. Hun begyndte at vænne sig til at være alene tid at hente resten af sine ting og aflevere nøglerne tilbage. Hun kunne have gjort det, mens Jesper var på arbejde, men hun tog alligevel derud, mens han var hjemme.
Hun sendte ham en sms en halv time før hun kom. Han åbnede døren med et ansigt, der nærmest bad om tilgivelse, men hun mærkede kun en sten i maven hun nægtede at vise varme.
Jesper sagde, han elskede hende og ikke ville give slip. Men for Olga stemte handlinger ikke overens med ord. Hvis han virkelig elskede hende, hvorfor tav han da i en hel uge?
Jesper, det er nok nu. Du narrer både mig og dig selv. Hvis du virkelig elskede mig, ville du have gjort mere.
Undskyld, jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg er ked af det.
Lev med det. Jeg er her kun for mine ting.
Hun gik forbi ham, pakkede diverse småting i poser shampoo, yndlingsteen hun selv havde købt, den lyserøde kop hendes datter gav hende, uldtæppet fra hendes søster. Alt blev lagt i poser, hun satte ind i gangen.
Jesper fulgte efter, men hun ignorerede hans undskyldninger. En uge med tavshed det var rigeligt til at forstå, det var slut.
Da alt var pakket ned, bestilte hun en taxa. Jesper stillede sig foran døren:
Bliv nu, jeg har brug for dig!
Men jeg mister mig selv med dig, sagde hun stille og skubbede ham til side for at komme ud.
Hun forlod huset, og Jesper blev stående og stirrede efter hende, uden at forstå, hvor det gik galt. De så aldrig hinanden igen, selvom de før havde hvisket kærlige ord i mørket.
Olga sad i taxaen og så ud på en grå efterårshimmel. Det føltes også som efterår indeni. Pludselig kom hun i tanke om, at efteråret var hendes yndlingsårstid og at hendes fødselsdag snart var her.
Det skal nok gå, hviskede hun til sig selv og smilte svagt. Det skal nok gå.
