Olga havde brugt hele dagen på at forberede sig til nytårsaften: gjorde rent, lavede mad og dækkede bordet. Det var hendes første nytår ikke med forældrene, men med sin elskede. Hun havde boet hos Torben i tre måneder nu. Han var 15 år ældre, havde været gift, betalte børnebidrag og kunne godt lide at tage en øl – men når man elsker nogen, betyder småting ikke noget. Ingen kunne dog forstå, hvad det egentlig var, der havde fået hende til at falde for ham: han var langt fra nogen skønhed, man kunne nærmest sige grim, havde et frygteligt temperament, var nærig som få og havde aldrig penge – og hvis han havde, brugte han dem kun på sig selv. Alligevel var Olga blevet forelsket i dette tossehovede. Hun håbede i tre måneder, at Torben ville sætte pris på, hvor dygtig og imødekommende hun var, og få lyst til at gøre hende til sin kone. Han sagde det jo selv: ”Vi skal lige bo sammen, så jeg kan se, hvordan du er som husbestyrerinde. Måske er du ligesom min eks.” Olga vidste ikke, hvordan ekskonen havde været, for det fortalte han aldrig. Så hun gjorde sig umage: blev ikke sur, når han kom hjem fuld, lavede mad, vaskede tøj, gjorde rent, købte ind for sine egne penge (bare for ikke at fremstå økonomisk interesseret) og betalte også for hele nytårsbordet. Selv julegaven, en ny mobil, havde hun købt til ham. Imens hun ordnede festen, brugte hendes Torben også tiden – han drak med vennerne. Han kom hjem fuld og sagde, at nu kom hans venner hjem til dem til nytår. Fremmede mennesker for Olga. Hun fik dækket bordet – en time før midnat. Stemningen var ødelagt, men hun sagde ikke noget; hun skulle jo ikke være som hans eks. En halv time før nytår væltede en spritstiv flok mænd og kvinder ind. Torben livede op, satte dem til bords, og festen gik løs. Han præsenterede ikke engang Olga – gæsterne ignorerede hende totalt. De havde deres egne snakke og jokes. Da hun sagde, at der var to minutter til midnat og foreslog at hælde champagne op, kiggede de på hende, som om hun var en ubuden gæst. ”Hvem er hun?” spurgte en fuld kvinde. ”Sengelands-naboen,” grinede Torben, og alle andre grinede med. De åd hendes mad og gjorde nar af hende. Da klokkerne slog, lo de af hendes naivitet og roste Torbens ”smarte trick” med at finde sig en gratis hushjælp. Torben forsvarede hende ikke – han lo med. Mens han spiste hendes mad, trampede han på hendes værdighed. Olga gik stille ind, pakkede sine ting og tog hjem til sine forældre. Så frygteligt et nytår havde hun aldrig haft. Moren sagde som vanligt: ”Hvad sagde jeg” og faren trak lettet vejret. Olga græd al sin sorg ud – og så blev de lyserøde briller pillet af. En uge efter, da Torben var løbet tør for penge, dukkede han op hos Olga og tilbød sig igen: ”Hvorfor gik du? Blev du sur eller hva? Nå, men det var ikke pænt gjort – du dovner den af hos mor og far, mens jeg har tomt køleskab! Du begynder at opføre dig som min eks!” Olga blev målløs af så meget frækhed. Hun havde mange gange i hovedet forberedt, hvad hun ville sige, men kunne kun lukke døren lige i hovedet på ham og sende ham et par sandheder med på vejen. Sådan blev nytår starten på et nyt liv for Olga.

Pernille havde brugt hele dagen på at gøre klar til nytårsaften: gjort rent, handlet ind og dækket flot op. Det var hendes første nytår uden forældrene, men med hendes udkårne. Hun havde nu boet i tre måneder hos Henrik i hans lille lejlighed i Valby. Han var femten år ældre, skilt, betaler børnebidrag, tager gerne en øl for meget men hvad betyder dét, når man er forelsket? Hvorfor netop Pernille havde tabt sit hjerte til ham, ja, det kunne ingen regne ud: Henrik var alt andet end en skønhed, faktisk lidt pjusket, var nærig som dagen er lang, og penge så man aldrig noget til med mindre de skulle bruges på ham selv, selvfølgelig. Og dette prægtige pragteksemplar havde Pernille altså forelsket sig i.

Pernille havde alle tre måneder sat sit håb til, at Henrik nok ville bemærke, hvor nem og dygtig en husmor hun var, og selvfølgelig ville gøre hende til sin kone. Han havde endda sagt: Vi skal lige bo sammen lidt, så jeg kan se, om du er en ordentlig én ikke som min eks. Hvad eksen var for en, anede Pernille ikke, for Henrik sagde aldrig noget, der kunne bruges til noget. Så Pernille gjorde sig ekstra umage: Hun brokkede sig ikke, selvom han kom hjem småfuld, lavede mad, vaskede tøj, rydde op, og betalte selv for dagligvarer (man skulle jo nødig virke pengegrisk!). Nytårsbordet var også dækket for hendes egne penge. Og hun havde ovenikøbet købt en splinterny mobil til ham i gave for sine egne, surt optjente kroner.

Mens Pernille ordnede det hele hjemme, brugte hendes Vidunder-Henrik tiden på det, han nu var bedst til: At drikke bajere med gutterne. Han kom slæbende hjem, temmelig i hopla, og annoncerede, at et par venner snart ville komme forbi og fejre nytår med dem. Hendes humør dalede hun kendte jo ikke de der venner men hun bed det i sig og besluttede at være sød. Hun var jo ikke ligesom eksen, vel?

En halv time før midnat myldrede en flok halvfulde mænd og kvinder ind og slog sig ned om bordet. Henrik livede op, satte sig som vært og festen fortsatte. Han gad engang præsentere Pernille for gæsterne. Hun sad musestille, mens snakken gik, og blev ganske overset. Da hun med et smil bemærkede, at der nu kun var to minutter til midnat, og at champagnen da skulle i glassene, kiggede de på hende, som var hun fjollet.

Hvem fanden er det? spurgte en fuld kvinde.

Det er bare min sengepartner, råbte Henrik, og hele banden brød ud i latter.

De åd maden, Pernille havde knoklet med, og gjorde nar af hende. Under dronningens nytårstale grinede de af hendes godtroenhed og roste Henrik for at have skaffet sig en gratis husholderske. Henrik forsvarede hende ikke det mindste, men sad og grinede med, mens han stak sig mad i kæften, mad hun både havde købt og lavet.

Stille og roligt listede Pernille væk fra festbordet, samlede sine ting og gik hjem til mor og far i Hellerup. Så elendigt et nytår havde hun aldrig oplevet. Moren sagde som altid: Hvad sagde jeg? og far åndede lettet op. Efter et par snøft og tudeture indså Pernille, at de lyserøde briller klædte hende dårligt.

En uge efter, da Henrik havde drukket lønnen op, troppede han op hos Pernille og spurgte uden blusel: Nå, hvorfor gik du egentligt? Er du fornærmet eller hva? Og da hun ikke engang gad svare, begyndte han at vrisse: Nå, så er det fedt nok for dig at daske rundt hjemme hos mor og far, mens jeg kun har en død mus i mit køleskab! Du ligner jo min eks mere og mere!

Pernille blev så paf, at hun ikke kunne finde ordene. Hun havde øvet sig i at lægge ham grundigt på plads, men nu kunne hun nærmest ikke andet end at vise ham døren med et par velvalgte ord på klingende dansk.

Fra dét nytår startede Pernille et helt nyt liv.