Jeg voksede op som forældreløs, selvom begge mine forældre levede. Min mor, Birgitte, så jeg kun på billeder og gennem korte, halvhjertede Facetime-opkald, og min far, Henrik, boede faktisk bare på den anden side af hækken, men han tog aldrig del i min opvækst.
Det føltes næsten, som om han undgik mig, bange for at jeg på et tidspunkt skulle bede ham om noget.
Engang var jeg vred på Birgitte for hendes egoisme at hun prioriterede sig selv og sin egen lykke over mig. Men som tiden gik, fik jeg efterhånden forståelse for hendes valg. For det er ikke let at ende som alenemor som sekstenårig ovenikøbet når min far blot var hendes klassekammerat og barndomsven.
Hun kunne lige så godt have forladt mig, men hun valgte faktisk at føde mig, og selvom hun efterlod mig hos mine bedsteforældre kort efter, er jeg hende på sin vis taknemmelig. Hvem ved, hvordan mit liv ellers ville være blevet, især når hun aldrig har haft de store moderfølelser.
Men min barndom var tryg og varm. Jeg svømmede nærmest rundt i kærlighed hos mine fantastiske bedsteforældre, Poul og Ingrid.
De elskede mig højere end noget andet, og min mor sendte fra tid til anden moderigtige kjoler og spændende legetøj hjem fra København.
Da Birgitte giftede sig med en svensk mand, begyndte der at komme endnu flere pakker og bankoverførsler. Jeg kunne mærke, at hun nok forsøgte at dulme sin samvittighed.
Til min attenårs fødselsdag sendte hun sågar penge, så morfar kunne købe mig en lejlighed i Aarhus alt sammen for, at jeg kunne klare studierne på universitetet bedre, uden at sidde i en lille kollegieværelse.
Birgitte forsøgte at vise, at alt, hun gjorde, var for mit eget bedste, og det kunne jeg godt mærke.
Mine bedsteforældre undrede sig nogle gange over, at jeg aldrig blev vred på Birgitte, men sandheden var, at jeg heller ikke rigtigt følte noget særligt for hende.
Når hun kom hjem på besøg hvad der kun skete et par gange om året troede folk, at vi var søstre. Vi lignede hinanden på en prik, og hun så helt fantastisk ud for sine 34 år folk gættede ofte ti år yngre, og hun var virkelig god til at passe på sig selv.
Nå, Mette, hvad så Har du ikke lyst til at tage med mig til Sverige et stykke tid?
Nej mor, jeg skal jo læse videre.
Ja ja Du er så klog. Her er mit nye mobilnummer er der noget, du mangler, penge eller andet, så ringer du bare.
Tusind tak, mor. Jeg har alt, jeg behøver.
Jeg tror aldrig, hun helt vænnede sig til, at jeg kaldte hende mor. Den titel hang aldrig rigtigt på hende. Selv til sin svenske mand fortalte hun, at hun hjalp sine forældre og sin lillesøster hun nævnte aldrig, at hun faktisk havde en voksen datter i Danmark.
Det føltes ikke, som om hun elskede mig som en mor mere som man elsker en slægtning eller en gammel ven.
Da hendes mand forlod hende, valgte hun straks at tage tilbage til Danmark og hjem til mig.
Mette, kan jeg bo hos dig lidt, hvis det er?
Selvfølgelig. Jeg skal jo giftes snart alligevel, og derefter flytter vi til Mathias.
Giftes? Er det ikke lidt tidligt? Du er jo lige fyldt tyve.
Er det tidligt? Jeg tænkte på at sige du fik jo også mig som sekstenårig, men jeg lod være. Jeg er jo voksen nu det er mit eget valg.
Inden længe kom jeg til at sammenligne Mathias forældre med Birgitte. Hvor de tog imod mig med åbne arme, var min egen mor nærmest ligeglad med, hvem jeg skulle giftes med.
Jeg kommer til brylluppet, Mette, men lige nu har jeg brug for lidt ro. Jeg tager til Grækenland og får styr på mig selv.
Grækenland, sikke et sted Mathias er tit dernede i forbindelse med sit arbejde.
Dagene før brylluppet var hektiske. Jeg var træt helt ind til knoglerne af alle forberedelserne. Mathias var på forretningsrejse, og min mor havde ikke givet lyd fra sig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tænke, men jeg glædede mig til at fortælle Mathias, at vi ventede os en lille én.
Det var ikke planlagt, men med brylluppet lige om hjørnet skulle ingen kunne sige, at det var nogen nødbryllup.
Da Mathias endelig kom hjem, drillede jeg:
Frygtede allerede, du ville forelske dig i en grækerinde og droppe mig!
Aldrig, min elskede. Dig og kun dig
Selv mens han svarede, kunne jeg mærke en lille usikkerhed. Var der alligevel noget, han skjulte?
Og så brød kaos ud.
Ind ad døren kom en ung kvinde med rullende R og smil på læben. Hun kastede et blik på mig og så så på Mathias.
Jeg venter barn med Mathias! Jeg sagde jo, han ville fortælle dig det, Mette
Gentag lige du venter barn med min mand?! Er det en eller anden dårlig spøg?
Jeg spøger bestemt ikke. Vi mødtes i Grækenland, og så blev det mere Også her op til jeres bryllup. Mathias, du må fortælle hende sandheden.
Ud! Ud med jer begge! Jeg vil aldrig se jer igen!
Mette, tilgiv mig. Det var en kæmpe fejl
Nej, Mathias. Fejlen var at gifte mig med en mand, der kunne dolke mig sådan i ryggen!
Jeg søgte straks om skilsmisse. Jeg tilgav aldrig Mathias, og Birgitte kontaktede jeg heller aldrig siden.
Jeg tog hjem til mine bedsteforældre i landsbyen udenfor Randers, hvor jeg i ro og mag fødte min lille dreng.
Hverken fra min mor eller Mathias hørte jeg siden noget, og det havde jeg det faktisk helt fint med.
Men en måned efter fødslen ringede de fra fødegangen på Aarhus Universitetshospital.
Er du datter af Birgitte Nielsen?
Ja? Er der sket noget?
Din mor gik bort under en fødsel. Hun efterlod en datter. Vi tænkte, du måske ville hente barnet? Eller skal vi overdrage hende til et spædbørnshjem?
Jeg jeg skal nok komme.
Jeg hentede min lillesøster der var ingen anden udvej for mig.
Mathias havde alligevel aldrig taget barnet til sig, han mente stadig, det hele var Birgittes skyld.
Men jeg mener, at ansvaret kan deles mellem dem begge. Og uanset hvad, så kan børn aldrig bære ansvaret for de fejl, forældre begår.
Børn er livets største lykke min lykke. Og af ægte lykke kan man aldrig få nok.
