Emma voksede op som forældreløs, selvom hendes forældre faktisk stadig var i live. Hvis man da kan kalde det at være i live, når hendes mor kun eksisterede på billeder og gennem halvhjertede videokald, og når faren boede samme opgang, men sandsynligvis var mere bange for at møde hende på trappen end for at blive fanget midt i kartoffelkuren.
Det virkede helt ærligt, som om hendes far var nervøs ved at kigge hendes vej måske fordi han frygtede, at hun ville bede ham om noget en dag, Gud forbyde det.
Som barn følte Emma sig tit svigtet af sin mor, men med årene begyndte hun faktisk at fatte det: Det kan ikke være let at stå med et spædbarn som 16-årig, især ikke når barnefaderen både er klassekammerat og nabo og i øvrigt mere optaget af at spille FIFA end at tage ansvar for noget levende.
Så var det jo trods alt heldigt, at moren Karen ikke havde været for bange til at få hende, og ikke bare var stukket helt af. Bevares, Karen efterlod Emma hos sine forældre næsten med det samme, men Emma var hende evigt taknemmelig alligevel. Hvem ved, hvordan hendes liv ville være blevet, hvis hun var vokset op med en mor uden nogen form for moderfølelse?
Men Emma fik til gengæld en barndom badet i kærlighed og forkælelse. Hendes bedsteforældre, Poul og Ingrid, forgudede hende, mens moren sendte skoletøj fra København og lidt for mange bamser med posten.
Efter Karen fik sig en udenlandsk mand og rykkede til udlandet Belgien, mente Emma var strømmen af dyre pakker og MobilePay-overførsler bare blevet endnu vildere. Moren forsøgte måske at købe sig ud af samvittigheden, men hvem sagde nej til penge?
På sin 18-års fødselsdag sendte Karen nok penge til, at Poul kunne købe en lille toværelses i Odense til Emma. Altså, lidt respekt alligevel: Der ventede universitetet i Aarhus lige rundt om hjørnet, og hvem gider dele et kollegiekøkken med 14 fremmede, når man kan have sit eget køkkenbord?
Karen forsøgte skridt for skridt at vise, at alt, hvad hun gjorde, havde været for Emmas skyld, så ungpigen til sidst skulle føle morens indsats dybt i sit danske hjertet.
Og til bedsteforældrenes forbløffelse var Emma aldrig vred på sin mor men der var bestemt heller ingen varme, dansende følelser. Når Karen de få gange kiggede forbi, troede folk ofte, at de var søstre de lignede hinanden nemlig, og Karen havde svunget sig op til at ligne en forvokset gymnasiepige trods sine 34 år.
Nå Emma, skal du ikke med mig hjem til Belgien?
Nah, jeg skal jo studere.
Jamen, bliv endelig ved! Hvor har du dog fået alt det kloge fra? Her er mit nye nummer, og hvis du mangler penge eller noget andet, så ring straks. Ikke noget pjat.
Tak, mor. Du har jo købt halvdelen af Magasin til mig og sendt rigeligt med penge, jeg skal nok klare mig et godt stykke tid.
Emma lagde ikke mærke til, hvordan ordet mor fik Karens ansigt til at rykkes lidt sammen som sur fløde. Hun havde stadig ikke fattet hele det der med moderskab og havde endda bildt sin belgiske mand ind, at hun kun hjalp forældrene og en lillesøster hjemme i Danmark ikke et ord om en voksen datter ovre på Fyn.
Måske holdt Karen af Emma, men mere sådan på samme måde, som man kan lide en sød kollega eller sin gode venindes hund.
Da Karen blev forladt af sin belgiske prins udskiftet med en lokal kvinde med langt tykkere accenter dukkede hun straks op hos Emma.
Emma, du har vel ikke noget imod, at jeg flytter ind hos dig lidt tid?
Selvfølgelig ikke jeg bliver gift snart alligevel, og vi skal flytte til Rasmus efter brylluppet.
Gift?! Er det ikke lige lidt tidligt? Du fyldte jo knap nok 20?
Tidligt??
Emma vred sig for ikke at tilføje, du fik jo selv mig som 16-årig, men bed det i sig. Hun var voksen nu og kunne da sådan set selv bestemme, hvem og hvornår hun ville gifte sig med.
Emma sammenlignede tit sine kommende svigerforældre med sin egen mor. For hvor hendes kommende svigerfamilie tager hende ind med åbne arme, var Karen nærmest ligeglad med, hvem datteren skulle giftes med.
Jeg kommer til brylluppet, men lige nu har jeg brug for fred og ro. Jeg tager en tur til Grækenland.
Åh, Grækenland Det må være fantastisk der! Rasmus var der faktisk forleden han havde forretningsmøde i Athen
Dagene tikkede af mod brylluppet, og Emma hang i med forberedelser, mens Rasmus blev forsinket af arbejde og Karen forsvandt fra radaren ikke så meget som et postkort fra Santorini.
Men Emma glædede sig til én bestemt nyhed, som hun vidste, ville overraske Rasmus: at han skulle være far! Godt nok ikke planlagt, men nu var festen jo planlagt, og hvem i Danmark går op i, om bryllupsnatten kom før eller efter terminsdatoen?
Endelig hjemme! Jeg troede næsten, du havde fundet en græsk gud og glemt mig.
Hvad snakker du dog om, skat? Græsk gud? Du ved jo, jeg slet ikke interesserer mig for sidespring.
Nå ja, bortset fra at det havde han faktisk. Det næste der skete, var nærmest som et af de der realityshows på TV2: Festen, der blev afbrudt af drama, og hemmeligheder, der væltede ud som rugbrødsmadder af en for stram madkasse.
Emma kunne kun blinke forvirret, da en kvinde, smurt ind i drama og mascara, råbte:
Emma, du fatter det vist ikke. Jeg er gravid med Rasmus, han sagde, at han nok skulle fortælle dig det!
Kommer du med den igen? Du venter barn med min mand?! Er det det, du kalder en joke?
Ligner jeg typen, der laver sjov? Det startede i Grækenland, alt var så hedt og passioneret og nu står jeg her midt til jeres bryllup! Rasmus, sig så hvor dejligt vi havde det.
Ud! Ud med jer begge to! Jeg orker jer slet ikke at se!
Emma, undskyld! Det var en fejl!
Fejlen var, at jeg giftede mig med nogen, der kunne finde på noget så tarveligt!
Emma søgte om skilsmisse. Rasmus slap ikke igennem med undskyldninger, og kontakten til moren blev hurtigt nulstillet.
Hun flyttede hjem til Poul og Ingrid på landet uden for Odense, hvor hun ni måneder senere fødte en lille dreng. Hverken eksmanden eller Karen kontaktede hende, og det var egentlig helt fint.
Men så, en måned efter sønnens fødsel, ringede det fra Odense Sygehus:
Er det Emma Jørgensen, datter af Karen Jørgensen?
Ja, er der sket noget?
Din mor døde i forbindelse med fødslen. Hun fik en lille pige. Vi tænkte, om du ville hente barnet, ellers må vi anbringe hende på børnehjem. Hvad siger du?
Jeg jeg jeg kommer!
Emma hentede pigen. Hun kunne bare ikke lade være man efterlader ikke børn, sådan er det bare i Danmark.
Rasmus ville under ingen omstændigheder have gjort det han mente stadig, at det hele var Karens skyld.
For Emma var det derimod tydeligt: Skammen og fejltagelserne tilhørte de voksne. Børn var aldrig nogens skyld. Børn var lykken hendes lykke og som alle ved, kan man aldrig få for meget af den.
