Anne og jeg sad på den gamle seng i det lille sommerhus i Midtjylland. Begge var vi pakket godt ind, for det var vinter, og brændeovnen var først lige tændt.
Bare rolig, Anna. Det skal nok gå. Vi klarer os, sagde jeg, mens jeg fandt hendes medicin frem.
Jeg prøvede at trøste hende så godt, jeg kunne, selvom hun ikke rigtigt var min mor faktisk min tidligere svigermor. Eller næsten tidligere, i hvert fald
Sådan var det jo endt: Vi havde boet tre sammen Anna, hendes søn og så mig, Line.
Jeg blev gift sent. Jeg var fyldt tredive, da jeg blev Rasmus’ anden hustru. Jeg ødelagde ikke et ægteskab Rasmus var allerede skilt, da vi lærte hinanden at kende.
Anna, min svigermor, kunne med det samme lide mig, og jeg lærte hurtigt at sætte pris på hende. Hun var kærlig og imødekommende, og vi kunne grine sammen, selv tale om svære ting. Jeg mistede tidligt mine egne forældre og stod helt alene tilbage, men med Anna fik jeg en slags familie.
I rotter jer sammen, sagde Rasmus drillende.
Fem års ægteskab fløj af sted. Men med tiden blev min mand mere og mere irritabel. Han blev grov både over for mig og sin mor. Det skyldtes en anden kvinde, fandt jeg ud af. Han blev tit ude, duftede af snaps, når han kom sent hjem.
Så en dag sagde han, at han ville skilles. Jeg fik to dage til at pakke mine ting. Endnu inden jeg var kommet ud, stod den nye med sin kuffert.
Hun ville vel se, hvem hun havde vundet over, men det gik ikke helt som planlagt. Hun var høj, med kæmpe læber og store øjenvipper, som hun knapt kunne blinke med.
Jeg kunne ikke lade være med at le.
Er det virkelig det her kreatur, du har byttet mig ud med? Held og lykke med det jeg fortryder intet.
Hun er da i det mindste lidt sjov. Du og min mor I er to gamle høns, sagde han.
Du kan nedgøre mig, hvis det hjælper, men hvorfor også hende?
Skat, bliver din mor så her? Sagde blondinen med lys stemme, mens hun daskede med vipperne. Skal hun ikke heller gå? Skat
Ja, mor, tiden løber vist for dig osse, svarede Rasmus uden varme.
Men jeg gav jo alle mine penge fra lejligheden til dig, så du kunne bygge huset, hviskede Anna, og greb sig om brystet.
Bliv du bare men bliv på dit værelse! Nu er det her Albertes hjem, sagde han.
Skat, de to må hellere begge skynde sig ud, plaprede pigen.
Jeg orkede ikke høre mere.
Anna, vil du med mig ud til min fars gamle hus på landet?
Ja, hellere det end at bo med dig, min søn og hende der
Sæt dig ned, jeg pakker hurtigt dine ting.
Glem ikke medicinen og min smykkeskrin.
Jeg hev en taske mere ud, og smed hendes personlige sager, dokumenter, medicin og lidt tøj ned.
Tag det hele. Vi skal nok klare os, knurrede Alberte.
Rasmus sagde ikke et ord. Han vidste vist godt, at nu var broen til moren brændt bag ham.
En halv time efter rullede jeg bilen frem, og Anna satte sig bagved og tørrede øjne. Hun så ikke engang på sin søn et tungt suk var alt, hun kunne frembringe.
Man skal æde meget, før man kan sluge den sandhed, at ens barn ikke længere vil have én. Især når man har givet ham alt.
Hvordan skal vi klare os, Line?
Jeg har lidt penge på kontoen, og du får din folkepension. Vi skal nok overleve. Brød og smør bliver der i det mindste råd til.
Vi kørte til barndommens landsby. Godt, det endnu var lyst. Huset var isnende koldt. Jeg fik hurtigt gang i brændeovnen og sat vand over til te.
Du er praktisk, Line. Som om du aldrig har boet andre steder, sagde Anna.
Morfar lærte mig alt, grinede jeg. Godt vi købte ind, så vi ikke skal støde på nabotanter og deres evindelige sladder.
Der blev langsomt varmere. Jeg fandt gulvspand, sæbe og støvsuger i morgen blev der gjort hovedrent.
Det bankede på døren. Vores nabo, Erik, stak hovedet ind.
Nå, er du hjemme igen, Line? Det var da længe siden. Kom du en vinterdag er der bøvl?
Alt er ok, Erik, selvom skæbnen ikke har været gavmild. Vil du ha en kop te?
Han så Anna.
Og hvem har du med?
Det er Anna, min svigermor. Anna, det her er Erik, min gamle nabo.
Sig til, hvis I mangler noget, sagde han, og dukkede ud igen.
Ugen gik og huset blev hjemligt.
En morgen sad Anna stille og sagde: Jeg var jo også bare en landpige. Giftede mig med en bydreng. Han døde, da Rasmus var treogtyve. Jeg solgte lejligheden, alt for hans skyld, fordi han lovede, jeg altid kunne bo med ham. Nu ser du, hvor det ender.
Jeg ved, det er svært, men vi klarer os. Måske en dag får vi børnebørn.
Af dén kvinde? Nej, tak. Hvem bor Erik egentlig sammen med?
Han bor alene. Hans hustru druknede, da hun reddede en nabos barn. Han giftede sig aldrig igen, har ingen børn. Han var nær ven med min morfar.
Der gik en måned. Rasmus lod ikke høre fra sig. Men en dag ringede en fremmed op til mig.
Er det Line?
Ja.
Din tidligere mand, Rasmus, er desværre omkommet. Han var påvirket og kørte galt med sin bil. Der var en pige med, hun overlevede.
Jeg blev helt stiv i kroppen. Hvordan skulle jeg sige det til Anna? Jeg fandt Erik.
Hvad sker der, Line? Du er bleg.
Anna, gå lige hen og sæt dig. Rasmus han er død, sagde jeg forsigtigt.
Nej det er min skyld! jamrede Anna.
Nej. Han sendte dig jo faktisk bare væk.
Måske har guderne straffet ham
Jeg tager til afhøring. Erik, vil du blive hos Anna?
Nej, jeg tager med, indskød Erik. Vi kører sammen. Basta.
Begravelsen gik for sig. Anna og jeg besluttede at tage hen til huset det skulle deles imellem moren og mig. Rasmus nåede aldrig helt at få styr på skilsmissen, han havde for travlt med fester og nye damer.
Erik insisterede på at tage med.
Kvinder kan ikke altid klare det hele selv.
Huset var i forfald. Snaps og tøj flød, skrald og opvask overalt, og det stank.
Min søn boede sådan her? Det ligner ham ikke
Ud af gæsteværelset trådte Alberte og noget næsten nøgne mandfolk.
Hvad vil I? Det er MIT hjem nu! snerrende hun.
Dokumenter på huset, tak! Stillede Erik sig imellem.
Vi var gift! Det hele er mit!
Men skilsmissen var jo aldrig igennem.
Vi havde fejret bryllup på forskud. Alt er mit!
Hold nu op. Ud, sagde jeg. Er der flere af jer?
Hendes kæreste pakkede lydløst. Erik holdt øje, så de intet nappede.
Vi fik styr på papirerne og skiftede låsene. Mange af tingene røg direkte på genbrugspladsen.
Erik kom oftere, spiste med, hyggede sig sammen med Anna. Han begyndte at kigge på hende på en ny måde og hun på ham.
I har vist fundet hinanden, grinede jeg.
Han blev lidt rød om ørene.
Efter et år giftede de sig, Anna og Erik. De havde det godt sammen og også med mig. Jeg var som datteren, de aldrig fik. Men vores lille familie voksede. Anna og Erik blev nemlig bedsteforældre.
Jeg blev aldrig gift, men blev mor alligevel. Fik to plejebørn bror og søster. Man kan ikke skille søskende ad. Jeg ville ha ét barn, men sådan blev det to.
Man kan finde familie og kærlighed mange steder i livet ikke kun når man bliver født. Nogle gange er det livet selv, der vælger for én.
