Astrid ankom til sin mors lejlighed i Aarhus nytårsaften, skjult i dunkelt tågeslør og rimfrost. Hun havde ikke sagt et ord om sin ankomst det hele skulle være en overraskelse, tænkte hun, mens hun gled gennem byens tavse gader, der duftede svagt af gran. Foran det lille funkishus standsede hun op og bankede på døren, tre sagte slag lige som hun plejede som barn.
Døren blev revet op, og ud sprang hendes lillesøster, Mille, fnisende og varm, som var hun trukket ud af selve julen. Tiden løb, og dagen dansede væk i et surrealistisk virvar af grønsagsskæring, latter og mormors gamle Radiosymfonikere på baggrund. Mor stod midt i køkkenet, fyldte rummet med duften af Astrids yndlingsret: flæskesteg med brunede kartofler.
“Jeg kunne mærke, du ville komme,” mumlede mor. “Men jeg tænkte, du måske havde nogen med… Har du ikke snakket med nogen siden Rasmus?” spurgte hun, mens hun snittede æbler til rødkålen.
“Nej mor, lad nu det ligge,” svarede Astrid og trak skuldrene op om ørerne.
Pludselig skælvede hendes mobil på bordet. Astrid så på skærmen hendes hjerte slog et dobbelt slag, og hun måtte sætte sig ned.
…
Nedstemtheden vendte tilbage som en kold vind samme aften, hvor Astrid sad foroverbøjet over sit skrivebord. Hendes bærbare computer stod åben, excelskemaerne føltes som endeløse hav, og tanken om arbejde sugede farven ud af hendes drømme. Sikke hun hadede og elskede nytår på én gang disse regnskaber, revisioner, deadlines. I morgen var endelig sidste arbejdsdag, så var hun fri, fri til den 12. januar! Hun sukkede dybt, smed en snemand af papirkugler ud i rummet.
Butikkerne havde hun ikke klaret endnu gave til mor manglede, Mille havde allerede fået en spritny mobil sidste uge. Heldigvis var billet til toget fra Aarhus til Odense købt flere uger forinden (hvis nu chefen ikke gav fri, måtte hun jo bare afbestille).
“Astrid, hvis du ikke får fri, må du jo bare udskyde, tænkte du, da du købte nederste køje i kupeen,” sagde hun til sig selv.
…
Den nat åbnede drømmens døre sig på vid gab, og Astrid gik rundt i en kæmpe bøgeskov. Træerne hviskede, alt sitrede af uvirkelighed. Pludselig sad en lille, blegdansket pige på seks år på en træstub. Hun slog op i en bog og svarede, da Astrid spurgte efter forældrene:
“Nej, jeg er ikke blevet væk. Jeg er bare ikke fundet endnu. Men du skal vågne nu du må ikke sove dig fra lykken i aften. Inden du går, skal du nå at aflevere regnskabet!”
Ordene trak hende ud af søvnen. Astrids øjne slog op det var allerede sent. Hun fór op, hjertet hamrede. I dag måtte hun ikke komme for sent, for sidste revision var klokken ni, og rapporten var endelig klar.
Femten minutter senere svævede hun over stuegulvet, satte håret, malede et diskret lag blush på kinderne, og drak morgenkaffen med øjnene den rigtige kaffe skulle hun tage på kontoret. I sin grå frakke og med støvlerne knap spændte, løb hun ud mod stoppestedet. Heldigvis var der plads i bussen, selvom city var pakket med folk.
Da hun slog sig ned, fangede hendes blik en slags summen fra sæderne foran. Drømmepigen sad dér! Hun blinkede hemmeligt til Astrid, men netop som hun ville sige noget, vippede en ungersvend sin rygsæk henover hendes hoved. Astrid sendte ham et strengt blik, men da hun kiggede op igen, var pigen som opløst i Morgendisen.
…
“Sikke en underlig drøm eller mareridt?” tænkte Astrid og pustede ud.
På arbejdet summede kollegerne allerede omkring printerne. Astrid løb med i ræset indtil frokost, hvor hun endelig fik afleveret årets rapport ingen anmærkninger, og chefen, hr. Møller, gav hende et kæmpe smil og et diskret kuvert med 4000 kroner.
“Det er for din flid. Godt nytår, Astrid!”
“Tak, hr. Møller! Glædeligt nytår til dig også!”
Fra præmien købte hun et blødt, uldent sjal til mor og en fin bluse til Mille. Derefter handlede hun slik, marcipan og en flaske Asti. Tre kvarter senere var hun i toget til Odense. Men hendes entré blev klodset: hun snublede over en rygsæk, forfaldt til balstyrisk fald og landede midt i kupegulvet.
Hun nåede knap at blive flov, før stærke hænder løftede hende op.
“Undskyld, jeg er så klodset, det var min rygsæk,” lød en blid stemme.
Astrid så op på den unge mand: høj, lidt rodet hår, et skævt smil.
“Det gør ikke noget. Det hele er lidt hyggeligt,” stammede Astrid, og de fniste begge.
Han hed Eske og skulle til Odense i forretningsøjemed, netop én nat som hende. Min familie venter ikke jeg skal bare hjem til København dagen efter, sagde han. Og dig?
“Jeg skal hjem til mor og Mille. Bare noget ægte dansk hygge, du ved det er længe siden sidst.”
“Og du har ikke nogen ventende?”
“Nej, ikke mere. Jeg har heller ikke mødt den rigtige,” lo Astrid. “Og hos dig?”
“Samme sag. Jeg er et frit menneske.”
Astrid tænkte på den sære pigestemme fra drømmen som genlød i kupeen: Måske var hun ved at møde sin skæbne, uden at det gav mening.
Han placerede hendes taske under sengen og foreslog, de drak te. “Min mor har bagt æblekage. Vil du smage?”
Før de nåede at sætte sig, kom en ældre dame ind med sit barnebarn på seks den lille havde dækket hele kupeen med sit legetøj. Eske og Astrid trak ud på gangen og talte om alt og intet, mens toget brusede forbi Kolding station, der funklede med julebelysningen som en noget drømmelignende by.
De udvekslede sms-numre, og Astrid skulle først tilbage den 10. januar. Alligevel føltes det, som om de kendte hinanden fra tidernes morgen.
“Jeg har det helt mærkeligt med dig som om vi har kendt hinanden hele livet!” udbrød Eske.
“Det tænkte jeg også. Men du ved, togrejser man åbner sig, og så forsvinder man hver sin vej.”
De smilede: Den slags møder er kun til i drømme. Endnu.
Om morgenen ankom hun til barndomshjemmet, tyste på tærsklen. Hun fandt nøglen under måtten og listede ind. Eske vinkede farvel ved taxaen med et smil og ønskede hende et godt nytår.
Hjemme blev hun mødt af Mille og mor, alt var akkurat, som det plejede, bortset fra hjertebanken.
Senere, mens nytårsraketterne for frem over byen, ringede telefonen det var Eske:
“Jeg kunne ikke nå tilbage til København. Der er ingen tog jeg er strandet her! Og jeg kender ingen andre end dig. Må jeg komme forbi til jeres fest?”
Astrid vinkede til mor: “Må jeg invitere ham Eske, han har ingen steder at være?”
“Selvfølgelig! Han skal nok live os lidt op!”
Sådan endte Astrids underlige drøm, med at hun nåede rapporten og fandt sin lod alt sammen vævet ind i hinandens liv, i en drøm af sne og dansk jul.
