Freja tog toget til sin mors hjem i Odense for at fejre nytår. Hun ville overraske dem, så ingen vidste hun kom. Hun gik op ad havegangen gennem den tidlige vinteraften, smilede, og bankede blidt på døren. I næste sekund sprang lillesøsteren, lille Alberte, jublende hende i møde!
Dagen fløj af sted i hyggelig travlhed. Mens Freja og Alberte snittede grøntsager til salater, lavede mor den klassiske Forloren Hare, som altid havde været Frejas yndlingsret til nytår.
Jeg havde på fornemmelsen, du ville komme, sagde moren og grinede. Jeg købte faktisk to bakker æg i går, bare for en sikkerheds skyld. Jeg tænkte, måske du ikke ville komme alene. Er du stadig alene efter Simon?
Nej, mor, lad os nu ikke snakke om det, svarede Freja, lettere irriteret.
Pludselig vibrerede hendes telefon med en besked. Da Freja så navnet på skærmen, satte hun sig brat ned af overraskelse.
Hun sendte tankerne tilbage til aftenen før. Freja havde siddet sent hjemme i København, stuvet sammen om sin bærbare og færdiggjort årsregnskabet for bogholderiet. Hendes chef havde sagt, at hvis revisionsudvalget ikke fandt fejl næste morgen, fik hun fri helt til d. 12. januar. Freja længtes efter at besøge sin mor og Alberte, at hvile ud og mærke freden fra barndomshjemmet.
Hun vidste, hun skulle nå at købe lidt flere julegaver næste dag, og hun havde også allerede købt Alberte en ny mobil for en del af sidste bonus.
Hun sørgede for at booke togbilletten i god tid man vidste jo aldrig. Skulle chefen alligevel ikke give fri, kan jeg bare afbestille, tænkte hun og valgte en god siddeplads i stillekupéen.
Om natten drømte hun en mærkelig drøm. Hun så sig selv gå igennem en skov, hvor der sad en femårig pige alene på en træstub. Pigen bladrede i en bog. Freja satte sig ved siden af og spurgte:
Er du faret vild? Hvor er dine forældre?
Men pigen svarede:
Nej, jeg er bare ikke blevet fundet endnu. Men du må op nu ellers sover du din skæbne forbi. I aften møder du den, men først må du lige aflevere rapporten!
Freja slog øjnene op med et sæt. Nej! Jeg må ikke komme for sent i dag, tænkte hun, for klokken ni var der den sidste revision, og rapporten var klar.
Hun sprang op, og drømmen var væk i det øjeblik fødderne rørte gulvet. Efter femten minutters travlen rundt i lejligheden, tog hun frakken på og styrtede mod busstoppestedet. Heldigvis lå kontoret kun fem stop væk, og der var en plads i bussen.
Da hun satte sig, kiggede hun på passagererne og der, forrest, sad pigen fra drømmen og blinkede til hende! Pludselig blev Freja puffet ud af sine tanker af en ung mand med en overfyldt rygsæk. Da hun igen kiggede op, var pigen væk.
“Det må være træthed, der spiller mig et pus,” tænkte Freja.
På arbejdet myldrede det med kollegaer og forberedelser til revisionen. Freja afleverede årsregnskabet perfekt ikke en eneste anmærkning fra chefen, som nikkede anerkendende og overrakte hende en konvolut.
Du har fri, som lovet. Og tillykke med en flot indsats, Freja! sagde han og rakte hende et ekstra gratiale på 1500 kroner.
Hun brugte glæden til at købe sin mor et flot sjal og Alberte en fin bluse. Indkøbsnettet fyldte hun med kransekage, lakrids og en lille flaske dansk mousserende vin. Lidt forpustet sprang hun på toget kl. 19.30, så glad at hun ikke så den rygsæk, der var væltet tæt ved hendes kupé. Hun snublede og landede langstrakt på gulvet.
Tårerne pressede sig på men straks var der nogen, der hjalp hende op.
Undskyld, det er min skyld! Jeg nåede ikke at få min taske op på plads, sagde en fyr med et venligt smil og en varm stemme.
Nej, nej, det går nok, stammede Freja og opdagede, hvor rød hun var blevet i kinderne.
Hun tog plads overfor ham i kupéen; han præsenterede sig som Emil. Han var høj, mørkhåret og charmerende, og skulle til Odense for erhvervsmøde.
Må jeg spørge, hvor du skal hen? spurgte han.
Jeg skal hjem til min mor og søster og fejre nytår. Jeg fik lidt fri fra arbejde, og jeg savner dem.
Familie har jeg ikke rigtig nogen at fejre med i år, sagde Emil. Det er faktisk lidt ensomt, men jeg håber på at nytåret bringer noget godt.
Freja grinede for sig selv mon drømmepigen havde ret? Hun turde dog ikke sige det højt.
Emil insisterede på at dele sin mors hjemmebagte æblekage med hende, og snart fik de selskab af en ældre dame, Karen, og hendes barnebarn, Malthe, der også skulle besøge familien i Odense.
De hyggede sig sammen med te og småkager. Da de unge gik ud for at strække benene, lyste byens julelamper udenfor toget, og Freja følte sig uventet let til mode.
Skulle vi ikke udveksle numre? spurgte Emil. Jeg har ikke lyst til at miste forbindelsen igen.
Selvfølgelig, sagde Freja med et smil.
Da de nåede stationen ved ti-tiden om morgenen, gik de sammen ud og fandt taxaerne. De ønskede hinanden et godt nytår, og håbede ærligt, at de en dag ville mødes igen.
Freja ville ønske, hun havde haft mod til at sige bliv, men lod det ligge, for hun indså, at den slags ikke kan forceres. Ting opstår, når de skal.
Hun listede ind og fandt de gemte nøgler. Da hun trådte ind ad døren, råbte Alberte glad Freja! og kastede armene om hende.
Hele dagen gik med småsnak og grin i køkkenet, mens mor lavede den varme ret og fortalte om sin forudanelse.
Jeg havde bare sådan på fornemmelsen, at du ikke kom alene denne gang. Altid det med Simon har du virkelig ikke mødt en ny?
Nej, Mor, men lad os nu snakke om noget sjovere
Pludselig lød smsens lille bjælde. Frejas hjerte sprang et slag over navnet på displayet var Emil.
Hej. Jeg nåede ikke hjem til Aarhus der var ingen flere togbilletter. Har du mon plads til en ensom rejsende til jeres nytårsmiddag?
Freja underviste sit grin og sendte et blik til sin mor. Må en kollega kigge forbi i aften?
Selvfølgelig! Selskab er altid velkomment, grinede moren.
Freja tastede hurtigt adressen ind. Drømmepigen havde haft ret hvis vi lytter til vores hjerte, åbner vi døren for lykken, ofte når vi mindst venter det.
