Oksana, har du travlt? – spurgte moren, da hun kiggede ind på datterens værelse. – Et øjeblik, mor. Jeg sender bare lige en mail og så hjælper jeg dig – svarede datteren uden at løfte blikket fra skærmen. – Mayonnaisen slår ikke til til salaten. Jeg har ikke regnet rigtigt. Og jeg har glemt at købe dild. Kan du ikke lige smutte i Netto, inden de lukker? – Okay. – Undskyld, at jeg forstyrrer – du har jo allerede sat håret. Jeg bliver helt rundtosset af alt det her nytårshalløj, – sukkede moren. – Færdig! – Oksana lukkede computeren og vendte sig mod sin mor. – Hvad sagde du? Hun tog sine støvler på, en varm frakke, men lod huerne blive, så frisuren ikke blev ødelagt. Butikken lå i naboejendommen, så hun ville næppe nå at fryse. Udenfor var der let frost, og små snefnug dalede ned – lige som taget ud af en dansk nytårsnat. Der var næsten ingen mennesker i Netto. Kun dem, der i farten manglede det sidste til festen. Dild var der kun tilbage sammen med persille og forslåede forårsløg – alt sammen lidt slattent. Oksana ville spørge sin mor, om det gik, men hun havde efterladt mobilen derhjemme. Efter lidt betænkningstid tog hun grønpakken, valgte en pakke mayonnaises på den næsten tomme hylde, betalte og gik ud i vinternatten. Knapt var hun kommet ud på fortovet, før en bil kom om hjørnet og blændede hende med lygterne. Oksana trak sig automatisk til siden – men hælen gled på en ujævn isplet dækket af sne, foden vred om, og hun væltede ned på fliserne. Tasken røg ud til siden. Da hun forsøgte at rejse sig, brændte det voldsomt i anklen, og tårerne samlede sig i øjenkrogen. Der var ingen mennesker, og mobilen var hjemme. Hvad skulle hun gøre? Hun hørte ikke den bløde lyd af en bildør, der åbnede sig bag hende. – Er du kommet til skade? – En ung mand bøjede sig ned over hende. – Kan du stå? Lad mig hjælpe dig, – sagde han og rakte hånden ud. – Jeg tror, jeg har brækket foden, og det er din skyld! I kører rundt her, og gør vejen glat som en skøjtebane, – snøftede Oksana men vred sig bort fra hans hånd. – Du må da selv være tosset – hvad laver du også ude på hæle sådan en aften? – Kan du ikke blande dig! – hvislede Oksana og snøftede. – Har du tænkt dig at sidde her hele natten? Okay, jeg bærer ikke nag til kønne kvinder. Hvor bor du? – Lige der – hun pegede på nabobygningen. Manden gik pludselig sin vej, men kort efter hørtes en motor starte, bilen blev bakket, og han holdt ind ved siden af hende. – Jeg løfter dig nu, prøv ikke at støtte på foden. En, to, tre… – før Oksana kunne protestere, løftede han hende op og satte hende forsigtigt på det raske ben. – Kan du stå? – spurgte han, mens han fik døren til bilen op. – Så tag fat i mig og sæt dig ind. – Min taske! – råbte Oksana, da hun dumpede ned i passagersædet. Han samlede tasken op og lagde den bagi. Ved opgangen hjalp han Oksana ud af vognen og tog hende op på armen. Med foden smækkede han bildøren. Ved hoveddøren stoppede han. – Er der nogen hjemme? Ligger nøglerne i tasken? – Min mor. – Slå koden og bed hende åbne. Der var ingen elevator, så han bar hende på tredje sal. Oksana gav ham armene om halsen. Hun kunne høre hans tunge åndedrag, så sveden pible ned af hans tinding under det svage trappe-lys. “Så kan han lære det – ikke at ræse rundt foran butikker,” tænkte hun hævnlystent. – Sæt mig ned, jeg klarer resten selv, – sagde Oksana foran døren. Han svarede ikke, gispede bare af anstrengelse. Døren gik op, og moren dukkede frem. – Oksana? Hvad sker der? Uden at tøve gik manden forbi. Forsigtigt stillede han Oksana på gulvet og tog en dyb indånding. – Hent en stol, – sagde han til den forvirrede mor. Moren hentede en stol fra køkkenet, og Oksana satte sig med det samme, den ømme fod udstrakt. Manden gik på knæ foran hende, åbnede lynlåsen på støvlen med en hurtig bevægelse, så Oksana skreg op. – Hvad laver du?! Det gør ondt! – Hvad har du gang i? – udbrød moren, rystet over at se datterens ankel svejle op og rødme gennem strømpebukserne. – Jeg ringer 112, – sagde moren. – Det er bare et vrid. Jeg er læge, hent noget is, hurtigt, – beordrede manden. Uden protest forsvandt moren ud i køkkenet og kom snart tilbage med frosset kylling i plast. – Læg det på anklen, – sagde han og rettede sig op, tog fat i døren. – Går du nu? – spurgte Oksana ængsteligt. – Jeg henter min elastikbind fra bilen, og din taske. – Har du efterladt tasken? Hvem er han, Oksana? – moren lagde isen på Oksanas fod. – Han kom kørende og – og jeg væltede. Han bar mig hjem. Mere aner jeg ikke. – Måske er han bedrager? Han stikker af med tasken. Skal vi ringe til politiet? – foreslog moren sagte. – Ej mor. Hvis han ville snyde, havde han da bare ladet mig ligge. Moren tøvede. I det samme ringede dørtelefonen. – Det er ham. Mor, luk op, – bad Oksana. Manden kom ind, satte tasken på kommoden. – Tjek, om alt er der, – sagde han, kastede jakken på gulvet og gik på knæ. – Det kommer til at gøre ondt. Hold godt fast. Han tog om foden og bøjede let. Oksana stønnede. – Der er noget, der brænder over ved dig, – advarede han pludselig moren. Hun løb ud i køkkenet. I det næste øjeblik eksploderede Oksanas ankel i smerte, så hun måtte bide sig i læben. – Alt i orden, nu går det hurtigt over, – sagde han blidt. – Jeg har sat den på plads. Lad være med at støtte på den. – Han hjalp Oksana med at sætte foden i gulvet, rejste sig og tog sin jakke på. – Tusind tak. Undskyld, jeg fik helt forkerte tanker om dig, – sagde moren. – Vil du ikke blive og fejre nytår med os? Du når jo næppe hjem, og jeg har alt klar. Manden tænkte sig om et øjeblik. – Går det, hvis jeg bliver? – Selvfølgelig, hjælp mig med champagnepropperne. – Mor! – Oksana sendte hende et bebrejdende blik. – Jeg tager kødet ud og du, unge mand, følg Oksana ind i stuen. Støttende sig til ham hoppede Oksana ind på et ben og satte sig på sofaen. – Tak, – sagde hun og strakte benet ud. – Det var det mindste, – sagde han og satte sig ved siden af. – Hvad hedder du? – Valdemar. Skal vi ikke sige du? – Jo – er du virkelig læge? – Kirurg. Jeg ville bare købe lidt ind … – Din kone savner dig nok. – Hun flyttede for et halvt år siden, tog datteren og gik. Hun gad ikke vente på, at jeg kom hjem fra hospitalet hver aften og helligdage. – Jeg ser helt frygtelig ud, – sagde Oksana forlegent. – Slet ikke. Således fejrede de tre nytår sammen. Som man fejrer det, bliver året – siger man jo i Danmark. Da Valdemar var gået, gik Oksana og hendes mor i seng. Oksana kunne ikke sove. Hun syntes stadig hun kunne mærke hans arm om sin talje, huskede følelsen af at blive båret. Næste morgen kunne hun støtte på foden – forholdsvis. Valdemar kiggede ind og skiftede forbindingen. – Alt ser fint ud. Kan du støtte på den? – Jeps, – svarede hun. – Vil du ha’ te? – spurgte moren. – En anden gang. Jeg har vagt. – Kommer du igen? – spurgte Oksana hurtigt. Han smilede. To måneder senere flyttede hun ind hos ham. – Han er stadig ikke skilt. Hvad hvis konen vender tilbage? – bekymrede moren sig. – Det gør hun ikke. Og gjorde hun, vil hun nok hurtigt gå igen. Valdemar siger, hun har fundet en ny. – Jeg synes nu, du skynder dig, – sukkede moren. Det blev et lykkeligt år. Oksana blev jaloux, når han besøgte sin datter – og talt med ekskonen. Hun havde set billedet – hun var smuk. Efter et år var Oksana stadig ikke sikker. Valdemar var stadig ikke skilt – det eneste, der nagede Oksana. Og moren blev ved med at råde hende til at få sat tingene på plads. Men Oksana ventede. Den 31. december var hun travlt optaget i køkkenet. Juletræet lyste i stuen, og på sengen lå den nye kjole klar. Oksana tjekkede kødet i ovnen, da telefonen ringede. I stuen stod Valdemar og talte i mobilen ved vinduet. – Okay, jeg kommer med det samme, – sagde han og vendte sig mod hende. – Skal du på hospitalet igen? – spurgte hun med næsten gråd i stemmen. – Nej. Det er min eks. Hun siger, min datter græder og ikke kan sove uden mig. Jeg kører lige over og lægger hende i seng, så er jeg tilbage. Giver hende også julegaven. Jeg lover, det går hurtigt, – han kyssede hende på kinden og gik. Oksana prøvede at tale sig væk fra jalousien, men det gik dårligt. Hun fik alt klar, tog den nye kjole på. Men klokken nærmede sig tolv – og han kom ikke. Hun ringede ikke, for måske kørte han. Sendte en sms, men fik intet svar. Opbrugt af ventesorg slukkede hun lysene, dækkede maden til. Nu forstod hun konen. Og hvis moren havde ret – hvis ekskonen vendte tilbage? Hun elskede jo Valdemar. At sidde og vente begyndte at gøre ondt. Oksana kom i tanker om den gamle fru Madsen nede i stueetagen. Hun boede alene, Valdemar havde sagt hun havde aldrig været gift. Oksana var alene nu – det virkede forkert på denne aften. Hun tog to bakker, lagde salat i den ene, kage i den anden og gik ned. Gamle fru Madsen åbnede ikke med det samme. Til sidst blev døren låst op. – Jeg har taget salat og kage med. Håber, jeg ikke trænger mig på? – Kom indenfor, sagde den gamle dame. Det var varmt og hyggeligt, men intet festpynt, kun den lille tv-skærm glødede. – Sæt dig bare, jeg sætter vand over, – sagde fru Madsen. – Bor du med Valdemar? – Ja. Hun nikkede, som om det var godt. – Hans eks talte aldrig med nogen, arbejdede ikke, kun sig selv. Du er anderledes. Er han blevet kaldt til hospitalet igen? – Nej, til datteren. Hun nikkede. – Han kommer hjem, skal du se. Han er et fornuftigt menneske. – Er du helt alene? – Hele livet. Skulle nok have fået børn … men ja, det er for sent. Jeg havde også en kærlighed. Men min veninde snuppede ham. – Hvordan det? – Efter skolen flyttede jeg til byen for at gå på sygeplejeskole. Min Frits blev hjemme i landsbyen. Nytårsaften tog jeg til ham, men bussen fik punktering. Der var ingen mobiler dengang. Chaufføren gik efter hjælp, og vi blev i bussen. Men tiden gik, så jeg satte mig for at gå. Snet begyndte at vælte ned, storm og alt det der. Jeg mødte nytår på landevejen. Da jeg endelig nåede frem, havde jeg forfrosne kinder og fingre. Lå syg i fire dage. Da jeg vågnede, sagde min veninde, at Frits var hendes, og hun var gravid. Han ville tale, men jeg kunne ikke tilgive. For stolt. Tog til byen – og så ham aldrig siden. Først mange år senere fandt jeg ud af, at hun aldrig havde været gravid. Frits drak sig ihjel, frøs ihjel udenfor sit hus. Søde mand. Så blev jeg aldrig gift. Skulle have tilgivet. Hele livet havde været anderledes… Hun tørrede øjnene. – Jeg har set dig ud af vinduet – Valdemar har aldrig været så glad, som med dig. Hvis du elsker ham, så tilgiv og lad være med at være jaloux. Rejs væk sammen. Gør ikke som jeg – følg dit hjerte. Oksana gik hjem, satte alt i køleskabet. Valdemar kom først næste dag. – Undskyld, jeg ved ikke, hvad der skete … Måske har hun puttet noget i min te. Jeg vågnede med sprængende hovedpine. – Hvorfor bliver du ikke skilt fra hende? Elsker du hende stadig? – Nej, slet ikke. Hvis du kendte hende … Jeg elsker min datter. – Skal vi ikke bare tage et andet sted hen? Du kan jo arbejde hvor som helst. – Ikke nu, jeg orker ikke mere. Vi taler om det senere. Jeg elsker dig. Han faldt straks i søvn, mens Oksana lå og kiggede på ham – og tænkte på fru Madsens ord. “Barnet er stadig lille. De lever ikke sammen mere. Ekskonen gør bare livet svært. Hun håber jeg opgiver. Men jeg kæmper for ham,” tænkte Oksana, slukkede lyskæden og lagde sig ind til Valdemar tæt, tæt på. “Elsker dig. Det ord siger slet ikke nok. Jeg elsker dig. Elsker Dig. Det kan siges på mange måder. Men jeg elsker dig.” Annie Hall “Når man elsker, kan man tilgive alt … undtagen én ting; at man holder op med at elske én tilbage.”

Er du optaget, Astrid? spurgte min mor og kiggede ind på mit værelse.
Lige et øjeblik, mor. Jeg sender lige en mail, så kommer jeg og hjælper dig, svarede jeg, uden at fjerne blikket fra skærmen.
Jeg mangler mayonnaise til salaten, og jeg havde glemt at købe dild. Kan du ikke løbe ned efter det, inden Brugsen lukker?
Det gør jeg, mor.
Undskyld, at jeg forstyrrer dig. Du har allerede fået sat håret. Jeg kan slet ikke overskue det hele til den her nytårsaften, sukkede min mor.
Jeg lukkede min laptop og vendte mig mod hende. Hvad var det, du sagde?
Jeg tog mine støvler og min frakke på, men sprang huen over for ikke at ødelægge frisuren. Butikken lå lige henne om hjørnet, så jeg kunne hurtigt klare det. Udenfor var der let frost og et fint drys sne virkelig julestemning.
Der var næsten ingen i butikken, kun folk, der i farten havde glemt noget. Dilden var kun tilbage i en halvvisnet blanding med persille og forårsløg. Jeg ville gerne ringe til min mor for at spørge, om det gik an, men opdagede, at jeg havde glemt min mobil derhjemme. Jeg besluttede at tage blandingen alligevel, fandt den sidste pakke mayonnaise, betalte og gik ud på vejen igen.
Jeg var ikke nået langt, før en bil rundede hjørnet og blændede mig med forlygterne. Jeg trådte forskrækket til siden, mistede fodfæstet på den skjulte is under sneen, og pludselig lå jeg på fortovet. Min pose røg hen ad fliserne.
Da jeg forsøgte at rejse mig, skar smerten op i anklen, og jeg fik tårer i øjnene. Ingen mennesker, ingen telefon hvad nu? Jeg hørte ikke engang bilen stoppe bag mig.
Er du kommet noget til? En ung mand stod bøjet over mig. Kan du rejse dig? Jeg hjælper dig lige, han rakte hånden frem.
Jeg har sikkert forstuvet anklen, takket være dig og din bil. I gør vejen til en ishockeybane, sagde jeg, halvt grædende, og ignorerede hans hånd.
Hvorfor skal du også rende rundt på stiletter om aftenen?
Hold dog op, svarede jeg surt og snøftede.
Har du tænkt dig at blive siddende her hele natten? Okay. Jeg er ikke morderisk anlagt hvor bor du henne?
Lige derovre, pegede jeg mod opgangen ved siden af.
Han gik pludselig væk, men snart hørte jeg bilen bakke bagud, stoppede ud for mig.
Nu løfter jeg dig op prøv at passe på ikke at støtte på foden. Én, to, tre, og før jeg nåede at protestere, havde han løftet mig op og hjalp mig stående på det ene ben.
Kan du stå? spurgte han, mens han åbnede bildøren til mig.
Min pose! råbte jeg, mens jeg dumpede ned på passagersædet.
Han samlede posen op fra vejen og lagde den bag i bilen.
Ved opgangen hjalp han mig ud af bilen og løftede mig op i sine arme. Han lukkede døren med foden.
Nøgler? Er der nogen hjemme?
Min mor er hjemme.
Så tast koden ind og bed hende åbne døren.
Der var ingen elevator, så han måtte bære mig hele vejen op til tredje sal. Jeg lagde armene om hans hals, kunne mærke hvor tungt han trak vejret, mens han slæbte mig op ad trapperne han svedte små dråber i det svage lys. Så kan han måske lære ikke at ræse rundt foran butikken, tænkte jeg trodsigt.
Du kan sætte mig ned, jeg klarer mig herfra, sagde jeg foran døren.
Han sagde ingenting, kun trak vejret dybt. Pludselig gik døren op, og min mor stod forfærdet på dørtrinnet.
Astrid? Hvad sker der?
Han marcherede ind og satte mig forsigtigt ned.
Kan du hente en stol, sagde han til min mor, der klemte sig op ad garderobestativet af skræk.
Hun kom ind fra køkkenet med en stol, og jeg sank lettet ned på den og lagde foden frem. Han gik på knæ foran mig.
Hvad er det, der foregår? udbrød min mor ophidset.
Manden ignorerede hende. Han holdt om min ankel og lynede hurtigt min støvle op. Jeg udbrød et skrig.
Hvad har du gang i? Det gør ondt!
Hvad laver du? Hun har vitterligt ondt! råbte min mor samtidig med mig og så med gru, hvordan min ankel svulmede op og blev blå gennem strømpebukserne.
Jeg ringer efter en ambulance, sagde hun.
Det er bare en forstuvning, jeg er læge. Find noget is, hurtigt, beordrede han.
Mor adlød, forsvandt ud i køkkenet og kom tilbage med en pose frosne kyllingefileter.
Læg det på anklen, sagde han og rettede sig op.
Går du nu? spurgte jeg forfærdet.
Jeg henter et elastikbind i bilen og din pose, sagde han og var væk.
Har du glemt din pose hos ham? Astrid, hvem var det? Mor lagde det frosne kød på min ankel.
Jeg vred mig af smerte.
Han kom farende i bilen, jeg gled og forstuvede foden. Han hjalp mig bare op. Jeg ved ikke mere.
Måske er han bedrager? Han stikker bare af med din taske, og du har både dankort, penge og nøgle i den. Astrid, skal vi ringe til politiet?
Åh mor, hvis han ville stjæle noget, havde han forlængst stukket af med det nede ved butikken.
Jeg ved nu ikke, mumlede hun.
Dørtelefonen ringede.
Det er ham. Mor, luk ham ind, sagde jeg.
Han kom ind, lagde min pose på tømmeret og sagde:
Du kan tjekke, at det hele er der, smed jakken på gulvet og satte sig på knæ foran mig.
Det her kommer til at gøre ondt, vi skal have den på plads. Hold fast i stolen.
Han tog fat om min fod. Jeg bed tænderne sammen og støn­nede af smerte.
Der dufter brændt, sagde han til min mor.
Hun løb ud i køkkenet.
I det øjeblik vred han min ankel, og smerten sortnede for øjnene på mig.
Nu bliver det hurtigt bedre, sagde han roligt.
Mor kom stormende til.
Jeg har sat kødet fra, begyndte hun, men han afbrød.
Jeg har sat leddet på plads. Det vil gøre ondt nogle dage. Belast den ikke. Han lagde forsigtigt min fod i gulvet og tog sin jakke på.
Tak, jeg må indrømme, jeg troede det værste om dig, sagde mor. Har du lyst til at blive? Det er jo snart nytår, og der er serveret.
Han tøvede.
Gerne, hvis det ikke forstyrrer?
Nej, selvfølgelig ikke. Hjælp mig med champagnen.
Mor! sagde jeg bebrejdende.
Hvad? Jeg tager kødet ud af ovnen, og du kan hjælpe Astrid ind i stuen, sagde hun.
Støttende til ham hoppede jeg ind i stuen på ét ben. Det gjorde ondt at støtte på foden, men det var til at holde ud. Og jeg kunne faktisk ret godt lide at føle hans arm om livet.
Tak.
Det var så lidt. Jeg er skyld i det, sagde han.
Det var ikke din skyld. Hvad hedder du egentlig?
Mads. Skal vi sige du til hinanden?
Lad os det. Du er virkelig læge?
Ja, kirurg. Jeg skulle lige nå at købe ind i Brugsen … sagde han og satte sig ved siden af mig.
Har du ikke en kone, der venter?
Hun gik for et halvt år siden. Hun blev træt af min arbejdstid jeg blev kaldt ind i weekender og på helligdage. Så tog hun vores datter og flyttede hjem til sin mor.
Jeg ser sikkert frygtelig ud nu, sagde jeg flovt.
Overhovedet ikke.
Sådan endte vi tre med at fejre nytåret sammen. Som man fejrer, sådan bliver året, siger man.
Da Mads var gået, gik min mor og jeg i seng, men jeg kunne ikke sove. Jeg lå og mærkede hans arm om min talje endnu den trygge fornemmelse af at blive båret af ham, hans berøring. Den slags glemmer man ikke!
Morgenen efter kunne jeg endda støtte på foden igen, selvom anklen var mere hævet, og forbindingen strammede.
Min glæde var ikke til at skjule, da Mads igen kiggede forbi. Han fjernede forbindingen, tilså foden og lagde en ny.
Det ser fint ud. Kan du støtte på den?
Det kan jeg, sagde jeg.
Noget te? spurgte min mor.
Næste gang, jeg skal på vagt, svarede han.
Kommer du igen? spurgte jeg.
Han smilede bare.
To måneder senere flyttede jeg ind hos ham.
Han er end ikke blevet skilt kommer konen tilbage? sagde min mor bekymret, mens jeg pakkede mine ting.
Det gør hun ikke. Hun har allerede fundet en anden.
Jeg håber bare, du gør det rigtige.
Det blev et lykkeligt år. Jeg blev let jaloux, når han tog over til sin datter og ekskone. Hun var en smuk kvinde, kunne jeg se på billederne.
Jeg forstod mere og mere hans ekskone der var mange vagter, mange helligdage, han blev kaldt ind midt om natten, og søde, unge sygeplejersker flokkedes om ham. Man kunne let blive forelsket i ham. Men når han var hjemme, lyste jeg af lykke.
Året gik. Det var et godt år, trods alt. Mads fik aldrig formelt skilt sig. Kun det nagede mig, og mor pressede stadig på, at jeg skulle tage en snak med ham og få sat tingene på plads. Men jeg tøvede.
Den 31. var jeg i fuld gang i køkkenet; juletræet blinkede i stuen, og en ny kjole lå klar på sengen. Jeg hentede stegen og hørte hans mobil ringe. Han stod i stuen og talte lavmælt i telefon.
Jeg kører nu, sagde han og så på mig.
Skal du igen på arbejde? spurgte jeg udslukt.
Nej, det er min ekskone. Vores datter græder og kan ikke sove uden mig. Jeg smutter lige over, lægger hende i seng og kommer straks tilbage.
Der er under tre timer til midnat … min stemme dirrede.
Jeg når det, jeg kommer hurtigt hjem igen. Giver hende en gave, og så er jeg tilbage. Han kyssede mig på kinden og gik.
Jeg forsøgte at slå jalousien fra, men det lykkedes dårligt. Jeg gjorde alt klar, tog kjolen på. Tiden sneg sig faretruende mod midnat, men han kom ikke. Jeg turde ikke ringe måske sad han bag rattet. Jeg skrev en besked, men han svarede ikke.
Efterhånden som tiden gik, og jeg ventede, blev det uudholdeligt. Jeg så på det overdådige bord og blæste lysene ud. Nu forstod jeg hans ekskone. Hvad hvis mor havde ret, og hun kom tilbage til ham? Jeg elskede jo Mads.
At vente og lytte efter skridt på gangen kunne jeg ikke holde ud. Jeg kom i tanke om fru Sørensen fra stueetagen en ældre dame, der var helt alene til nytår. Mads havde fortalt, at hun aldrig havde haft familie. Nu var jeg også alene. Nytår i ensomhed det er så forkert. Jeg hentede lidt salat og kage i madkasser og gik nedenunder.
Hun åbnede langsomt, og jeg forklarede, hvorfor jeg var kommet. Til sidst åbnede hun helt, og hendes blik hvilede undersøgende på mig.
Jeg har lidt salat og kage til dig. Hvis du ikke har noget imod det?
Kom dog ind, sagde hun.
Hun var lille og spinkel, lejligheden hyggelig og ren, dog uden juletræ eller pynt. Kun en lille tv-skærm lyste stilfærdigt.
Værsgo, sagde jeg og satte madkasserne.
Tak. Sæt dig ned, jeg sætter vand over til te, sagde hun og forsvandt ud i køkkenet.
Bor du sammen med Mads Hald? spurgte hun til teen.
Ja.
Hun nikkede godkendende.
Hans kone hilste aldrig på nogen, hun var altid optaget af sig selv. Det er du ikke.
Han er ikke i vagt, han gik over til datteren.
Hun nikkede igen.
Han kommer tilbage, bare rolig. Han er en fornuftig mand.
Bor du virkelig helt alene?
Jeg har altid været alene. Skulle måske have fået nogle børn, men det er for sent nu. Jeg havde også en kærlighed engang. Men min veninde løb med ham.
Hvordan det?
Jeg tog på sygeplejeskole i København, Frits blev hjemme. Nytårsaften tog jeg hjem til ham, men bussen gik i stykker på vejen, og der var ingen mobiler dengang. Det blev mørkt, og til sidst gik jeg resten af vejen gennem sne og blæst. Jeg kom frem med forfrysninger og lå syg i flere dage. Da jeg vågnede, sagde min veninde, at hun ventede barn med Frits. Han forsøgte at forklare, jeg ville ikke høre på det og rejste tilbage til byen. Tilgav ham aldrig det skulle jeg have gjort. Først mange år efter fandt jeg ud af, at hun havde løjet. Han døde af druk en vinter han var ellers et godt menneske.
Jeg blev aldrig gift siden. Havde kun ham. Jeg skulle have tilgivet, livet kunne have været helt anderledes. Hun tørrede øjnene.
Jeg har set dig og Mads sammen. Han har aldrig set så lykkelig ud før. Hvis du elsker ham, så tilgiv og lad ikke jalousien ødelægge det. Tag væk sammen. Hans ekskone giver dig aldrig ro. Gør ikke samme fejl som mig; følg dit hjerte.
Da jeg kom op igen, satte jeg maden på køl. Mads kom først hjem næste dag.
Undskyld. Jeg forstår det ikke. Tror hun lagde noget i teen. Jeg vågnede først nu med hovedpine.
Hvorfor bliver du ikke skilt? Holder du stadig af hende?
Nej, jeg elsker dig. Jeg holder bare af min datter. Astrid, jeg ved, du må have haft alle mulige tanker i nat. Men der har aldrig været noget imellem os to mere, du må tro mig.
Jeg lagde mine arme om ham og så op:
Skal vi ikke bare tage væk? Der er hospitaler alle steder. Du er en formidabel kirurg
Jeg kan ikke overskue det lige nu, mit hoved eksploderer. Vi snakker om det senere, okay? Jeg elsker dig.
Han faldt i søvn. Jeg kiggede på ham og tænkte på fru Sørensens ord.
Hans datter er lille, hun kommer hurtigt over det. De har ikke boet sammen i over et halvt år. Ekskonen styrer det hele og håber, jeg giver op. Men hun tager fejl. Jeg vil kæmpe for ham. Når han vågner, snakker vi om det
Jeg slukkede for lyskæderne på træet og lagde mig tæt ind til ham.
Jeg elsker dig det siger ikke det hele. Jeg elsker dig.
Man kan tilgive alt i kærlighed undtagen at blive glemt.Da han vågnede, var det første, han gjorde, at tage min hånd. Hovedpinen havde sluppet ham, men hans blik var stadig sløret af dårlig samvittighed og usagt kærlighed. Jeg satte mig op i sengen, lod mit blik hvile på hans ansigt.

Tag et halvt år med mig. Bare os to, sagde jeg sagte. Ingen ekskoner, ingen uendelige vagter, ingen undskyldninger. Vi tager væk, hvor ingen kender os. Hvis vi stadig elsker hinanden til den tid, så bliver det for altid. Hvis ikke, har vi trods alt forsøgt. Jeg vil ikke sidde tilbage som fru Sørensen, med forspildte chancer og hænder, der kun rækker ud i tomheden.

Han kiggede længe på mig, som om han målte virkeligheden op imod sine drømme. Så nikkede han, langsomt, beslutsomt. Lad os gøre det. Jeg har nok repareret andre menneskers hjerter længe nok. Nu skal mit eget have en chance.

Vi solgte næsten alt. Mads sagde op. Vi tog afsted i sne og sol, henover grænser og byer, slap bekymringer og forventninger. I toget, på færgen, i små pensionater og helt fremmede køkkener lærte jeg ham at kende på ny, og hans datter fik breve med latter og postkort fra steder, hun skulle besøge med os en dag.

Vi kyssede nytåret ind på en mørk strand, hvor kun vores egne ord fyldte luften: Jeg glemmer dig aldrig, uanset hvor vi ender.

Efter seks måneder vendte vi hjem. Vi fandt vores egne rytmer; arbejde, datter, familie men nu som vores eget, med rødder og grene flettet sammen. Jeg så af og til til fru Sørensen. Hun smilede altid, når hun så os, et kort, men tilfreds nik med hovedet.

Jeg ved nu, at kærlighed ikke handler om at vinde over jalousi eller frygt, men om at turde blive stående, også når sneen dækker gamle spor. Vi lærte at tilgive hinanden og dem, der ikke kunne tilgive sig selv.

Og hver vinter, når sneen falder, tænder vi lys i vinduet mod vejen, hvor vi en gang mødte hinanden ved et uheld. For dér begyndte alting, uden at vi kunne vide, hvor det hele ville føre os hen men aldrig til ensomhed, aldrig til at blive glemt.