Karen trådte ind til samtalen og stivnede, da hun så, hvem der sad bag direktørens skrivebord
I tyve år havde Karen Mikkelsen sørget for papirarbejdet, taget telefoner, smilt til gæster, der slet ikke fortjente det, og brygget kaffe til cheferne med sådan en dygtighed, at hun engang næsten blev forfremmet til kantineleder. Alligevel blev hun fyret på grund af besparelser. Sådan er livet.
Nu stod hun her, til samtale. For første gang i tyve år.
Karen stod foran spejlet i entreen og tog en alvorlig snak med sig selv. Jakkesættet var i orden. Håret så pænt ud. Ansigtet ja, det var nu engang 46 år gammelt, det kunne ikke skjules, men hun så stadig ordentlig ud. Det vigtigste var ikke at lade nerverne tage over. Det var bare et arbejde. Bare et nyt kontor, et nyt skrivebord, nye telefoner.
Veninden Birgitte havde tilbudt at følge hende og sagde opmuntrende i elevatoren:
Bare hold hovedet højt. Du er en professionel. Tyve års erfaring er ikke til at kimse ad.
Tyve år, gav Karen tilbage. Og alligevel blev jeg fyret.
Ja ja, men se på alt det, du har lært.
Birgitte, sagde Karen. Kom nu videre, du skal også på arbejde.
Organisationens kontor lå i en rolig sidegade. En fireetagers bygning med lidt fine fornemmelser: søjler, glasdøre, en vagt i jakke. Karen rettede ryggen. Indåndede. Udåndede. Gik indenfor.
Sekretæren i receptionen pegede op mod tredje sal:
Direktøren venter på dig. Værelse tre hundrede og to.
Tredje sal. Gang. Dør med navneskilt.
Karen bankede på. Trådte ind.
Og stivnede bag skrivebordet sad Jeppe.
Hendes eksmand. Ham, hun engang havde trukket en splint ud af fingeren på, fodret med teboller til eksamen, tilgivet noget, der aldrig skulle have været tilgivet. Ham, som hun ikke kunne sove ordentligt efter i tre år.
Han så på hende. Hun så på ham.
Der var en pause, så lang, at man normalt enten går eller bliver. Der er ikke noget tredje.
Nå, tænkte Karen med en nærmest kølig undren, skæbnen har virkelig en sær humor.
Jeppe så godt ud. Det var næsten det værste.
For gennem de sidste otte år havde Karen ofte forestillet sig, hvordan sådan et gensyn ville være og der var han altid lidt vissen. Slidt. Eller i det mindste med lidt mave. Noget måtte vel være sket på otte år med et menneske, der kunne gøre en så ondt.
Men nej.
Jeppe sad der bag direktørbordet i en flot jakke, godt klippet hår og så ud som én, der var kommet overens med sin samvittighed. En smule grå ved tindingerne. På skrivebordet stod en bærbar, en kalender, og så den dér lille kaktus. En kaktus, selvfølgelig. Som et symbol.
Karen, sagde han. Ikke Karen Mikkelsen, ikke goddag, bare Karen. Som var de lige gået hver til sit i går aftes.
Hej, Jeppe, sagde hun.
Jeppe pegede på stolen foran sig. Karen satte sig og lod tasken hvile på skødet hun måtte have noget at holde i hænderne. Bare tasken.
Jeg har din ansøgning her, sagde han med et nik mod bordet. Jeg har allerede kigget på den.
Okay.
Tyve år som sekretær. Imponerende erfaring.
Ja.
Han talte roligt. Sagligt. Så ikke rigtigt på hende, mere mod hendes venstre øre. Sådan som man gør, når man godt ved, hvad der sker, men alligevel spiller neutral.
Nå, vi spiller professionelle? tænkte Karen. Fint. Jeg spiller med.
Fortæl mig om dit sidste job, sagde Jeppe.
Så begyndte det.
Karen fortalte. Ro på stemmen, præcis, kort: opgaver, ansvar, papirflow, programmer, antal underordnede. Men inde i hovedet havde hun en anden samtale kørende.
Det er ham. Ham, der sagde du forstår mig ikke og gik til Lene fra regnskab.
Hvilke computerprogrammer arbejdede du med?
Hun opremsede dem. Men samtidig tænkte hun det er ham, der gjorde, at jeg ikke kunne spise normalt i tre måneder og ikke sove ordentligt i et halvt år.
Indgik det i dit job at arrangere møder med samarbejdspartnere?
Ja, både i forhold til aftaleforhandlinger og koordinering af møder med ledelsen.
Det var ham. Lige dér. Bag skrivebordet. I den pæne jakke.
Jeppe nikkede. Tog noter, eller lod som om. Karen så hans kuglepen ud af øjenkrogen og tænkte på, hvor ondskabsfuld livet kan være. Raffineret, næsten sadistisk.
Udenfor lå den stille sidegade med visne blade på fortovet; endnu en almindelig oktober. Men inde på det kontor var der otte år, skilsmisse, retssager om lejligheden, endnu et opgør om sommerhuset, nætter hvor hun ringede til Birgitte og bare var stille, fordi hun ikke kunne sige noget.
Og der sad han. Med en kaktus.
Hvorfor stoppede du på det gamle job? spurgte Jeppe. Hans stemme var neutral. Professionel.
Nedskæringer. Hele afdelingen blev opløst.
Forståeligt. Pause. Havde du let ved at samarbejde med øverste ledelse?
Ja, det var en væsentlig del af mit arbejde at have direkte kontakt med direktøren og bestyrelsen.
Kan du holde på fortroligheder?
Ja, det kan jeg.
Jeppe så direkte på hende. Flere sekunder. Karen holdt blikket fast, uden smil, uden fjendtlighed, bare roligt.
Godt, sagde Jeppe. Lagde kuglepennen. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at fortsætte snakken i lidt mere uformelle rammer. Måske over en kop kaffe?
Netop da mærkede Karen, hvordan noget strammede sig indeni. Ikke frygt mere fornemmelsen af, at nu ville en anden samtale begynde. En, hun måtte være klar til.
Det kan vi godt, sagde hun stille.
Jeppe rejste sig og gik hen til kaffemaskinen ved vinduet. Med ryggen til hende. Karen betragtede nakken af ham og tænkte: Nu siger han snart noget. Noget vigtigt eller besværligt. Noget, der er årsagen til, han foreslog den kaffe.
Maskinen hvæsede. Brummede.
Du ser faktisk godt ud, sagde Jeppe, uden at vende sig, pludselig på du.
Karen svarede ikke.
Han satte en kop foran hende, satte sig igen.
Det mener jeg virkelig.
Karen så på kaffen, så på ham.
Tak, sagde hun neutralt.
Jeppe var stille lidt.
Karen, jeg vil gerne sige noget. Ikke som direktør, bare som én, der kender dig.
Nu bliver det interessant, tænkte Karen. Interessant og en smule farligt. Som piloten, der træder ud fra cockpittet i flyet og er alvorligt i ansigtet nu kommer der noget ekstra, men væsentligt.
Jeg er glad for, du kom herhen, sagde Jeppe.
Det var tilfældigt, svarede Karen.
Måske. Han trak lidt på smilebåndet. Men jeg er faktisk glad. Helt ærligt. Du er professionel, det kan jeg se med det samme. Og jeg har brug for netop sådan én.
Okay.
Men jeg vil gerne holdt pause. Jeppe valgte ordene, som man vælger fodfæste på en frossen sø. Jeg vil gerne, at vi forstår hinanden rigtigt fra start. At gamle historier ikke forstyrrer. At vi starter på en frisk.
Der var det.
Karen satte koppen fra sig.
En frisk start. Det kalder han det. Otte år, retssag om lejligheden en frisk start. Tre måneder, hvor hun ikke kunne spise, også en frisk start, måske?
Hun var stille et øjeblik, betragtede ham grundigt, som når man overvejer noget, før man beslutter sig.
Jeppe, sagde hun. Forstår jeg det rigtigt: Du tilbyder mig jobbet, hvis jeg glemmer alt, hvad der var engang?
Han hævede brynet let.
Jeg siger, vi starter forfra. Det er ikke det samme.
Jo, svarede Karen. Det er det faktisk.
Stilhed. Kaktussen stod upåvirket og var kaktus.
Ser du, sagde Karen langsomt, jeg har ikke tænkt mig at rode op i fortiden. Jeg har ikke behov for det. Men jeg hverken kan eller vil lade, som om det ikke har været der. For det var det. Det er mit liv. Ikke bare en side i en bog man kan vende.
Jeppe så på hende. Tavs.
Jeg er her til jobsamtale, sagde Karen. Ikke for at genoplive gamle minder. Hvis du har brug for en fagligt stærk leder med tyve års erfaring, er jeg klar til at tale om vilkårene. Hvis du forventer, at jeg opfører mig, som om otte år aldrig er sket, så må du finde en anden.
Hun tog koppen og drak. Kaffen var god, bemærkede hun næsten adskilt fra situationen.
Jeppe var stille. Så på hende med et blik, hun skulle bruge et sekund på at genkende. Det var respekt.
Du har ændret dig, sagde han.
Ja, svarede Karen. Otte år er gået.
Jeppe rejste sig, gik hen til vinduet, blev stående lidt, vendte sig så.
Karen. Hans stemme var anderledes nu. Blødere. Jeg ved, jeg tog fejl dengang. Det er ikke en frisk start. Du har ret. Det skete, og jeg gjorde det forkert.
Karen så på ham.
Det havde hun aldrig forestillet sig. Ikke engang som tankeeksperiment.
I otte år havde hun forestillet sig konfrontationen på tusind måder. Han surmuler. Ladet, som om intet var sket. Sagde noget nedladende. Men at han bare ville sige jeg handlede dårligt den mulighed havde hun ikke overvejet.
Det er rart at høre, sagde hun efter en pause. Selvom det kommer sent.
Ja. Han nikkede. Alt for sent.
Nu var stilheden ikke spændt, bare stille. Som efter lange samtaler, hvor alt er sagt.
Om stillingen, sagde Jeppe. Jeg vil gerne tilbyde dig posten som leder for administrationsafdelingen. Det er over sekretariatet. Løn og vilkår er gode. Beslutningen er din.
Karen sagde ikke noget med det samme.
Jeg vil gerne tænke over det, sagde hun.
Selvfølgelig.
Hun rejste sig, tog tasken. Jeppe rejste sig også, helt almindeligt, uden chef-attitude.
Karen, sagde han, da hun var på vej ud.
Hun vendte sig om.
Tak, fordi du ikke gik med det samme, da du så mig.
Karen tænkte sig om.
Jeg havde faktisk heller ikke troet, jeg ville blive, sagde hun ærligt.
Ude på gangen standsede Karen op.
Stod et øjeblik ved den lukkede dør med navneskiltet.
Ude på gaden ventede Birgitte med en kop automatkaffe i hånden. Hun så Karen komme, læste udtrykket i hendes ansigt og spurgte med det samme:
Nå?
Jeg har fået et jobtilbud, sagde Karen.
Et godt et?
Ja. Leder af administrationsafdelingen.
Hold da op. Birgitte tav lidt. Og hvem er direktør?
Jeppe.
Birgitte stirrede længe på hende.
Jeppe?! Din Jeppe?!
Min eks, præciserede Karen.
Og hvad sagde du så?
Sagde, jeg ville tænke over det.
Karen tog imod koppen, drak en slurk. Automatenkaffen var selvfølgelig ikke nær så god som den på kontoret ovenpå. Men alligevel mere familiær.
De gik ned ad sidegaden. Blade raslede under fødderne, som de plejer i oktober. Solen skinnede halvhjertet ikke for at varme, bare for at være til stede.
Men nu er det mit valg. Ikke hans, sagde Karen med et lille smil. Ikke hans. Det er sikkert.
