Mette træder ind til jobsamtalen og stivner, da hun ser hvem der sidder i direktørens kontor
I tyve år har Mette Lund stået for alt papirarbejdet, taget imod opkald, smilt til gæster, der slet ikke havde fortjent det, og brygget kaffe til chefen med en sådan kunnen, at hun engang næsten blev forfremmet til kantineleder. Og alligevel blev hun sagt op. Sådan kan livet nu engang være.
Nu står hun over for en jobsamtale for første gang i tyve år.
Mette tjekker sig selv i spejlet i entréen og tager en alvorlig snak med sit spejlbillede. Jakkesættet er i orden. Frisuren er god. Ansigtet tja, ansigtet bærer præg af seksogfyrre år, men hun holder det pænt. Det vigtigste er ikke at være nervøs. Det er jo bare et job. Et nyt kontor, et nyt skrivebord, nye telefoner.
Hendes gode veninde, Rikke, har insisteret på at følge hende hen og giver råd i elevatoren:
Vær nu lidt fandenivoldsk derinde. Du er en garvet. Tyve år er altså ikke ingenting.
Tyve år, gentager Mette. Og alligevel blev jeg fyret.
Ja ja, men erfaringen kan ingen tage fra dig.
Rikke, siger Mette tørt du burde selv se at komme på arbejde.
Organisationens kontor ligger i en stille lille sidegade. En fireetagers bygning med ambitioner: søjler, glasdøre og en sikkerhedsvagt i jakke. Mette ranker sig, trækker vejret dybt. Så træder hun ind.
Sekretæren i receptionen peger på tredje sal:
Direktøren venter. Kontor 302.
Tredje sal. Korridor. Dør med navneskilt.
Mette banker let, træder ind.
Og fryser for bag skrivebordet sidder Peter.
Hendes eks. Ham, hun engang fjernede en splint fra fingeren på, fodrede med boller til eksamen og tilgav det, der ikke burde tilgives. Ham, der gjorde, at hun ikke kunne sove roligt i tre år.
Han ser på hende. Hun på ham.
Pausen varer så længe, at man enten går eller bliver. Intet tredje.
“Det her,” når Mette at tænke med en slags stille undren, “er skæbnes værdifulde humor.”
Peter ser godt ud. Det gør næsten ondt.
For i fantasien har Mette forestillet sig det her møde utallige gange over de sidste otte år og der var Peter altid lidt vissen, lidt oppustet, i hvert fald mærket af tiden. Et eller andet måtte vel have sat spor på en mand, der har kunnet såre sådan.
Men nej.
Peter sidder bag chefens bord, i flot jakkesæt og med et roligt udtryk, som en der for længst har sluttet fred med sin samvittighed. Lidt grå ved tindingerne. På bordet en laptop, en kalender, en lille kaktus. En kaktus, af alle planter. Symbolet næsten for tydeligt.
Mette, siger han bare. Ikke “fru Lund”, ikke “goddag”, bare “Mette”. Som var de gået fra hinanden i går.
Hej, Peter, svarer hun.
Peter nikker mod en stol. Mette sætter sig. Sætter tasken på skødet hun har brug for at holde noget i hænderne, bare for at have noget at støtte sig til.
Jeg har din ansøgning her, siger han og nikker mod papirerne. Jeg har allerede kigget den igennem.
Okay.
Tyve års erfaring som sekretær. Imponerende.
Ja.
Han taler neutralt. Professionelt. Hans blik glider lidt forbi hende, aimod hendes øre, som om han ser alt og alligevel ingenting.
“Aha, nu leger vi forretning,” tænker Mette. “Godt. Så spiller vi bare med.”
Fortæl mig om din sidste arbejdsplads, siger Peter.
Og så er det i gang.
Mette beretter roligt og præcist: opgaver, ansvar, papirflow, IT-systemer, medarbejderansvar. Men inde i hovedet fører hun en helt anden samtale.
Det er ham. Ham, der engang sagde “du forstår mig aldrig” og gik til Anne fra regnskab.
Hvilke programmer brugte du?
Hun lister dem op men tænker: Det var ham, der gjorde at du ikke kunne spise i tre måneder og sove ordentligt i et halvt år.
Indgik forhandlinger med samarbejdspartnere i dine tidligere arbejdsopgaver?
Ja, blandt andet i forbindelse med kontraktkoordinering og arrangementer med topledelsen.
Han sidder der. Lytter. Noterer i sin kalender. Eller lader som om. Med et blik på hans kuglepen tænker hun: Livet har god fantasi. På den ondsindede måde.
Udenfor: en stille brostensgade, blade på fliserne dansk oktober. Bag døren: otte år, skilsmisse, retsopgør om lejlighed og sommerhus, nætter hvor hun ringede til Rikke men kun kunne tie.
Og nu sidder han der. Med sin kaktus.
Hvorfor stoppede du? spørger Peter sagligt.
Nedskæringer. Hele afdelingen blev opløst.
Forstår. Pause. Har du erfaring med topledelsen?
Ja. Jeg kommunikerede løbende direkte med direktør og bestyrelse.
Kan du holde fortrolighed?
Ja.
Peter ser på hende, i flere sekunder. Mette møder blikket. Uden fjendtlighed, men heller ikke smil bare direkte.
Godt, siger han. Lægger kuglepennen. Jeg vil egentlig gerne fortsætte samtalen i en anden setting. Måske en kop kaffe?
Nu mærker Mette noget stramme sig i hende. Ikke frygt noget andet. Forventning, måske. Nu skifter samtalen spor, og hun må være parat.
Det kan jeg godt, siger hun behersket.
Peter rejser sig, går over til den lille kaffemaskine ved vinduet, med ryggen til. Hun ser på hans nakke og tænker: Nu siger han noget noget vigtigt eller akavet. Noget, han har gemt til en kop kaffe.
Maskinen hvæser og koger.
Du ser godt ud, siger Peter pludselig, over skulderen, og slår over i du-form.
Mette tier.
Han sætter en kop foran hende. Sætter sig igen.
Alvorligt ment.
Mette kigger først på kaffen, så på ham.
Tak, siger hun uden mine.
Peter tøver.
Mette, jeg vil sige noget. Ikke som direktør, men som ja, som én der kender dig.
“Nå, nu bliver det spændende,” bemærker Mette indvendigt. Lidt uforudsigeligt. Som den pilot, der kommer ud af cockpittet med et ansigt, der varsler noget vigtigt men ikke nødvendigvis ubehageligt.
Jeg er glad for at det lige var dig, der søgte her, siger Peter.
Tilfældighed, svarer Mette.
Måske. Han smiler svagt. Men jeg er alligevel glad. Du er dygtig det kan alle se. Og jeg har brug for sådan en.
Godt.
Men jeg vil gerne, Peter stopper op. Ordene vejes, langsomt, som om han går ud på tynd is. Jeg vil bare sikre, at vi forstår hinanden fra starten. Uden fortidens historier. Nyt kapitel.
Sådan. Der kom den.
Mette sætter kaffekoppen.
“Nyt kapitel.” Otte år af livet og et “nyt kapitel”. Troskabssag, søvnproblemer, retsopgør alt det væk på et tryk blad.
Hun er stille. Ser ham an, med det blik man har, når noget skal vurderes grundigt før beslutningen tages.
Peter, siger hun. Skal jeg forstå det sådan, at jeg kun får jobbet hvis jeg glemmer alt det, der var?
Han løfter øjenbrynene let.
Jeg mener, at vi kan starte fra bunden. Det er ikke det samme.
Jo, siger Mette fast. Det er det.
Stilheden. Kaktussen stirrer stift frem for sig.
Sagen er, fortsætter hun, jeg har ingen grund til at optrævle fortiden. Jeg hverken vil eller orker det. Men jeg kan heller ikke lade som den ikke findes. For den var min. Og det er ikke en side, en anden bare bladrer videre fra.
Peter ser på hende. Siger intet.
Jeg er her til jobsamtale, siger hun. Ikke for at dvæle ved minder. Hvis du vil have en erfaren leder med tyve års erfaring, er jeg klar til at tale om vilkår. Men jeg lader ikke som om de forgangne otte år ikke eksisterede. Så må du finde en anden.
Hun tager koppen. Tager en slurk. Kaffen er god hun når endda at nyde det lidt upåvirket.
Peter er stille. Ser på hende med et udtryk, hun har svært ved at aflæse. Det er respekt.
Du har forandret dig, siger han lavt.
Det har jeg, bekræfter Mette. Det er otte år siden.
Peter rejser sig. Går til vinduet. Stirrer ud på sidegaden. Vender sig om.
Mette. Stemmen er blidere nu. Jeg ved godt, jeg tog fejl. Dengang. Det er ikke et “ny kapitel”. Du har ret. Det skete, og jeg gjorde dig uret.
Mette ser bare på ham.
Det havde hun faktisk ikke forestillet sig. At han blot ville indrømme det. Ikke i nogen af sine mange mentale versioner.
Det er rart at høre, siger hun efter en pause. Selvom det er sent.
Ja. Han nikker. For sent.
Nu er der stille på en anden måde ro, ikke spænding. Som efter et langt møde hvor alt er sagt.
Angående stillingen, siger Peter jeg vil gerne tilbyde dig chefposten for hele det administrative område. Det er et højere niveau end sekretariatet. Løn og vilkår er gode. Beslutningen er din.
Mette tier.
Jeg tænker over det, siger hun.
Fint.
Hun rejser sig. Samler tasken op. Peter rejser sig også, menneskeligt ikke som chef.
Mette, siger han, da hun når døren.
Hun vender sig.
Tak fordi du ikke bare gik, da du så mig.
Mette tøver et sekund.
Det havde jeg heller aldrig troet jeg ville, siger hun ærligt.
Ude på gangen standser Mette.
Bare lige et sekund, ved døren med navneskiltet.
Udenfor venter Rikke med en kop kaffe fra automaten. Da hun ser Mette, aflæser hun straks noget i hendes udtryk og spørger:
Nå?
De har tilbudt mig et job, svarer Mette.
Et godt et?
Ja. Leder af administrationsafdelingen.
Hold da op. Rikke holder pause. Og hvem er direktør?
Peter.
Rikke stirrer længe.
Peter?! Din Peter?!
Eks, retter Mette hurtigt.
Og du?
Jeg sagde jeg ville tænke over det.
Mette tager koppen, drikker lidt. Automatkaffen er, selvfølgelig, langt fra så god som oppe i chefens kontor. Men på sin egen måde smager den mere som hjem.
Sammen går de ned ad den lille sidegade. Blade rasler, som blade gør i oktober. Solen varmer ikke rigtig, men lyser lidt, som bare for at vise den stadig er her.
Men nu vælger jeg selv. Ikke ham, siger Mette med et lille smil. Ikke ham. Helt sikkert.
