I dag forstod hun, hvad lykke virkelig var.
På vej hjem takkede Mette skæbnen, for i det mindste ville hendes ældste datter, Freja, få en lykkelig fremtid. Selv havde hun ikke haft den store lykke i livet. Men hun fortrod intet – alt var sket, som det var ment til.
“Det var skæbnen, at jeg mødte Henrik,” tænkte hun, mens hun åbnede døren til opgangen. “Jeg mødte ham, forelskede mig, og giftede mig. Fødte Freja, men han ønskede sig en søn. Så fik jeg også en dreng, Mads.” Men efter Madds fødsel begyndte ulykkerne. Drengen blev født med en handicap, dømt til at tilbringe livet i kørestol. Mette sukkede tungt.
Henrik forlod dem, da han hørte diagnosen. “Regn ikke med min hjælp,” sagde han, før han gik.
Mette følte sig knust. Freja var kun seks, og Mads var syg. Om natten græd hun stille i puden, tvivlende på, om hun kunne klare det. “Hvorfor mig?” hviskede hun til mørket.
Men en dag tog hun sig sammen. “Græd eller ej, børnene skal opdrages. Ingen kommer og redder os. Dette er mit liv, min kamp.”
Freja startede i skole, og Mette brugte al sin kærlighed på Mads. Drengen elskede sin mor og søster, og Freja hjalp om aftenen, så Mette kunne lave mad. De levede sådan i årevis, fyldt med kærlighed. Heldigvis fandt Mette hjemmearbejde, så hun altid kunne være hos Mads.
Da hun låste sig ind i lejligheden, så hun Freja foran spejlet i brudekjolen. Tårerne trængte på. Hendes lille pige var blevet en smuk kvinde, klar til at giftes med den gode og ansvarlige Jakob, som endda havde sin egen lejlighed.
“Freja, du er så smuk! Jakob bliver målløs,” sagde Mette. “Men er det ikke for tidligt at købe kjolen? Gamle folk siger, det bringer uheld.”
“Åh, mor, du ved altid, hvordan man ødelægger stemningen,” grinede Freja, mens hun tog kjolen af. “Jakob kender nogen i rådhuset, så vi behøver ikke vente længe.”
Mette gik ind til Mads, snakkede lidt med ham, og fortsatte til køkkenet. “Hvor tiden flyver,” tænkte hun. “Jakob virker som en god mand.” Hun huskede hans ord:
“Jeg elsker din datter og lover, hun aldrig skal mangle. Jeg vil give hende en stor bryllupsfest – og jeg betaler selv.”
Mette følte ro i sindet. Men kort før brylluppet blev hun syg. Svaghed og svimmelhed drev hende til lægen.
“Vi skal tage flere prøver,” sagde lægen.
Frygten greb hende. Hvad hvis det var alvorligt? Freja var voksen, men Mads kunne ikke klare sig alene.
“Mor, jeg passer på ham, mens du er på hospitalet,” lovede Freja.
“Men hvad med brylluppet?”
“Jakob udsætter det.”
Og det gjorde han. Mette blev undersøgt, mens hun bekymrede sig om Mads. Men da lægen kom ind med et smil, lettede hendes hjerte.
“Der er ikke noget alvorligt. Bare en lille godartet knude. Du kan leve længe endnu.”
På vej hjem tvivlede hun alligevel. “Hvis han ikke siger hele sandheden?”
Freja ventede utålmodigt. “Hvad sagde lægen?”
Mette delte sine tanker, men Freja beroligede hende. “Det skal nok gå.”
Alligevel kunne Mette ikke slippe tanken: Hvad hvis hun døde? Hun ringede til Freja.
“Jeg har tænkt meget. Du og Mads er alt, hvad jeg har. Lov mig, at du aldrig forlader ham.”
“Mor, selvfølgelig ikke.”
“Lad os gøre dig til hans værge, hvis noget sker.”
Freja nikkede. “Jeg siger det til Jakob. Han kender en notar.”
“Men hvad hvis han siger nej?”
“Han elsker mig – og Mads. De kommer godt ud af det sammen.”
Men da Freja fortalte Jakob, eksploderede han.
“Vil du virkelig binde dig til en handicappet? Vi skal have børn! Jeg finder en bedre plejer eller et hjem til ham!”
Freja stod målløs. “Jeg forlader ham aldrig.”
“Jeg vil ikke have en kone, der er bundet til en invalideret bror!”
Uden et ord pakkede hun sine ting.
“Du har tid til at tænke,” sagde Jakob.
“Nej. Jeg har en bror – og han venter ikke.”
Da Mette så hende med kufferten, brød hun sammen. “Jeg har ødelagt dit liv! Vend tilbage til ham!”
“Mor, hvis han elskede mig, ville han forstå, at familien er alt.”
Jakob lå vågen hele natten. Først var han vred – men så kom minderne.
“Hvad hvis det var mig? Ville hun forlade mig så?” Han tænkte på Mads’ glæde, hver gang han besøgte dem.
“Er jeg virkelig så kold?” Han følte en bølge af skam.
Næste morgen stod han i døren med skamfuld mine. Mette græd, da hun så ham.
“Undskyld. Jeg var en idiot.”
Freja kom ud af sit værelse.
“Freja, jeg er så ked af det. Jeg lover, jeg gør alt for jer.”
Han gik ind til Mads, der smilede.
“Tror du på mig?”
“Ja,” sagde drengen svagt.
“Kom, lad os drikke te,” sagde Mette med et varmt hjerte. Mens Freja og Jakob morede Mads, skænkede hun te i kopene.
I dag forstod hun, hvad lykke virkelig var. At leve og glæde sig sammen.
