**Dagbogsnotat: Den dag, hvor skæbnen sprang ud af en vandpyt**
I går aftes sad jeg alene i min lille lejlighed i København og tænkte tilbage på en aften for nogle år siden. Det var en af de der stille aftener, hvor man virkelig mærker livets små øjeblikke. Min bedstemor, Else-Marie, og jeg delte en kop te og et stykke lagkage efter familiefestens støj. Hendes 75-års fødselsdag var lige ovre, og nu var det bare os to.
“Bedstemor,” sagde jeg – jeg hedder Mette, forresten – “du siger altid, at mænd elsker med øjnene. Men hvorfor er jeg så alene?”
“Hvorfor?” Hun så mig ind i øjnene. “Du er klog, smuk, og du har et godt hjerte. Hvad mere skal der til?”
“Jeg er femogtyve nu. Alle mine veninder har partners, børn… og jeg føler mig fastlåst.”
“Det er bare ikke din tid endnu,” svarede Else-Marie roligt. “Var der ikke engang en… hvad hed han? Jakob?”
“Jo,” nikkede jeg. “Indtil det viste sig, at han allerede var gift. Han forsvandt lige så stille, som han dukkede op.”
“Godt, du smed ham ud,” knurrede hun og kneb servietten sammen. “Gifte mænd bringer kun smerte. Du gjorde det rigtige. Men tro mig, lykken finder dig.”
Næste morgen var kold og fugtig. Jeg skyndte mig til arbejde i mit nye lyse frakke, mens jeg undgik de glatte fortove og vandpytterne. Tankerne var langt væk – indtil bilen kørte forbi og oversprøjtede mig fra top til tå.
Mit frakke blev simpelthen gråt af mudder. Jeg stod der, sværtet og lamslået, mens tårerne pressede på.
“Undskyld!” En velklædt mand skyndte sig hen til mig. “Jeg så dig ikke. Jeg må simpelthen aflevere dig.”
“Tak, men det hjælper ikke på frakken!” sukkede jeg.
“Lad mig køre dig på arbejde. Og til renseriet. Frakken bliver som ny, lover jeg. Jeg hedder Lars, forresten.”
“Jeg er Mette.”
Han hjalp mig over gaden, åbnede bildøren og kørte mig til kontoret. Frakken blev afleveret med det samme. Hele dagen ventede jeg, men glemte at spørge om hans nummer. Hvordan skulle jeg nogensinde finde ham igen?
Da jeg forlod arbejde om aftenen, stod han der pludselig – med en buket blomster. Nej, ikke Lars. Jakob.
“Vi skal tale,” insisterede han.
“Vi har intet at tale om!”
“Jeg går ikke, før du hører mig!” Han greb min arm.
“Slip hende.”
En velkendt stemme bag mig. Lars. Selvsikker, fast. Han lagde mit rene frakke over skuldren og vendte sig mod Jakob.
“Hun er min. Rør hende ikke.”
Jakob stirrede forvirret. “Siden hvornår—?”
“Alt er fint, Lars,” sagde jeg og smilede. “Jeg kender ham ikke engang.”
I bilen hviskede jeg: “Tak. Du reddede mig.”
“Det var så lidt,” grinede han. “Men jeg håber på middag i bytte for frakken.”
“Jeg tænkte mere på et bryllup,” svarede jeg.
Et halvt år senere samledes familien igen i samme hus, hvor bedstemor havde fejret sin fødselsdag. Denne gang var det til mit og Lars’ bryllup.
Og kun Else-Marie smilede, som om hun altid havde vidst det.
“Hvad sagde jeg, Mette?” hviskede hun. “Skæbnen finder dig, selv i en vandpyt.”
**Lærdom: Nogle gange kommer det bedste, når man mindst venter det.**
