Selv nu vågner jeg nogle gange midt om natten og spørger mig selv, hvornår min far egentlig formåede at tage alt fra os.
Jeg var 15 år dengang det skete. Vi boede i et lille, velholdt hus i udkanten af Aarhus møblerne var i orden, køleskabet blev fyldt op de dage, hvor der blev handlet ind, og regningerne blev næsten altid betalt til tiden. Jeg gik i 9. klasse, og min største bekymring var at klare mig igennem matematik og spare sammen til et par sneakers, jeg var helt vild med.
Det begyndte at ændre sig, da min far efterhånden kom hjem stadig senere. Han sagde ikke hej, smed bare nøglerne på bordet og gik direkte ind på værelset med sin telefon. Min mor sagde tit til ham:
Er du igen forsinket? Tror du huset passer sig selv?
Han svarede tørt:
Lad mig være, jeg er træt.
Jeg lod som om jeg ingenting hørte, sad på mit værelse med høretelefoner og prøvede at lukke verden ude.
En aften så jeg ham stå i haven og tale i telefon. Han grinede lavmælt og sagde ting som det bliver snart ordnet og bare rolig, jeg klarer det. Da han fik øje på mig, lagde han straks på. Jeg fik en mærkelig fornemmelse i maven, men sagde ikke noget.
Den fredag, hvor han gik, var jeg lige kommet hjem fra skole. Hans kuffert stod åben på sengen. Min mor stod i døren til soveværelset med røde øjne. Jeg spurgte:
Hvor skal han hen?
Han så mig ikke engang i øjnene, bare sagde:
Jeg bliver væk et stykke tid.
Min mor råbte:
Et stykke tid med hvem? Sig det dog som det er!
Han eksploderede og sagde:
Jeg går med en anden kvinde. Jeg er træt af det her liv!
Jeg begyndte at græde og sagde:
Hvad med mig? Hvad med min skole? Hvad med huset?
Han svarede kun:
I finder ud af det.
Han lukkede sin kuffert, tog dokumenterne fra skuffen, greb pungen og gik uden et farvel.
Samme aften prøvede min mor at hæve penge på sin Dankort, men kortet var spærret. Næste dag på banken fik hun at vide, at kontoen var tom. Han havde taget alle pengene de havde sparet sammen. Vi fandt også ud af, at han havde glemt at betale regninger i to måneder og havde taget et lån i banken, hvor han havde skrevet min mor op som garant uden at sige noget.
Jeg husker min mor ved køkkenbordet med en gammel lommeregner, tårerne løb og hun gentog:
Det rækker ikke det rækker bare ikke.
Jeg prøvede at hjælpe hende med regningerne, men forstod halvdelen af det ikke.
Efter en uges tid blev internettet lukket, og kort tid efter hang strømmen også i en tynd tråd. Min mor begyndte at gøre rent hos folk i nabolaget. Jeg solgte slik i skolegården. Jeg skammede mig over min lille pose med chokolade, når de andre kiggede, men gjorde det alligevel der var ikke meget hjemme at leve af.
En dag åbnede jeg køleskabet, og der lå kun en kande vand og en halv tomat. Jeg satte mig ned i køkkenet og græd alene. Den aften spiste vi bare ris, uden noget til. Min mor undskyldte, at hun ikke længere kunne give mig det, hun plejede.
Meget senere så jeg et billede af min far på Facebook, sammen med den anden kvinde toastende med vin på en restaurant. Mine hænder rystede. Jeg skrev til ham:
Far, jeg mangler penge til bøger og materialer til skolen.
Han svarede:
Jeg kan ikke forsørge to familier.
Det var vores sidste samtale.
Han ringede aldrig igen. Han spurgte aldrig, om jeg blev færdig, blev syg, eller om jeg havde brug for hjælp. Han forsvandt bare.
I dag arbejder jeg, betaler mine egne ting og hjælper min mor. Men det sår er stadig åbent, ikke bare på grund af pengene, men på grund af kulden, svigtet, måden han vendte ryggen og gik videre, som om vi aldrig havde været hans.
Og alligevel vågner jeg stadig mange nætter med det samme spørgsmål, der sidder fast i brystet:
Hvordan kommer man videre, når ens egen far tager alt og lader én finde ud af hvordan man overlever, mens man stadig er barn?
