“Og skal han så bo hos os nu?” spurgte han sin kone, mens han kiggede på deres søn…
Karen Mortensen kom hjem og blev temmelig overrasket, da hun så sin søn. Mikkel havde været gift og boet for sig selv i to år, og de så hinanden højst et par gange om måneden kun i weekenden. Men nu var det midt i ugen.
“Gik der noget galt?” spurgte Karen i stedet for at sige hej.
“Er du da ikke glad for at se mig?” sagde Mikkel og forsøgte at smile, men Karens blik var alvorligt, så han svarede: “Jeg er flyttet fra Lise.”
“Hvad mener du med det?” spurgte hun strengt.
Karen var ikke kendt for at lave sjov, bestemt påvirket af sit krævende arbejde som socialpædagog på et ungdomshjem. Mikkel mumlede: “Vi skændtes bare…”
“Og hvad så?” så hun ham fast i øjnene. “Skal du komme her hver gang du har haft et skænderi med din kone?”
“Vi skal skilles!” udbrød Mikkel.
Karen betragtede ham, og det var tydeligt, at hun forventede forklaring. Mikkel sukkede og sagde: “Hun vil have, at jeg skal lave mere derhjemme. Men jeg er jo helt smadret, når jeg kommer hjem fra arbejde.”
“Er det virkelig så svært for dig at hjælpe hende?” svarede moren uden sympati.
“Det sagde hun også men jeg sagde til hende, at kvinder jo altid har stået for hjemmet, og det må hun også gøre.”
“Hvor har du hørt sådan noget vrøvl?” spurgte Karen, som nu mistede tålmodigheden.
Hun var træt efter arbejde og havde glædet sig til et varmt bad og en rolig middag med sin mand, men nu skulle hun høre på sin søns gammeldags forestillinger. Hun og Henry havde altid delt både arbejde og hjemmets opgaver ingen af dem havde nogensinde sagt “det er dit job”. Nu ville Mikkel altså spille “manden i huset”!
“Jeg spørger dig!” råbte hun så højt, at Mikkel næsten tabte tråden. “Har du knoklet dig selv halvt ihjel? I arbejder jo begge to! Hvis du ikke har tilbudt hende at gå hjemme, skal du da også hjælpe til. Har du nogensinde hørt, vi har skændes om rengøring eller madlavning? Nej fordi vi har forstand nok til at trække læsset sammen.”
I det samme kom Henry hjem fra arbejde, og da han så Mikkel, spurgte han: “Er der sket noget?”
“Selv deres spørgsmål er ens,” tænkte Mikkel, men sagde: “Lise og jeg skal skilles.”
“Du er godt nok ikke for kvik,” svarede Henry kort og gik ud i køkkenet med dagligvarer.
“Henry, vores søn er en nar,” sagde Karen og fortalte om deres skænderi.
“Skal han så bo her nu?” vendte Henry sig mod hende, og så mod Mikkel: “Ved du egentlig, hvor ordet ‘ægtefælle’ kommer fra? Det betyder at trække læsset sammen det vil sige, et fællesskab. Når én begynder at undvige, ender den anden med at trække det hele alene til sidst knækker enten personen eller hele familien.”
Mikkel tænkte over det, men hans irritation over Lise var stadig stærk. Han havde håbet på støtte fra sine forældre, men de stod alligevel ikke på hans side. Forældrene talte nu videre sammen, mens de pakkede varer ud; det var tydeligt, at de ikke havde tænkt sig at opfordre til, at Mikkel skulle bo hos dem. De havde deres egen rytme og viste med al tydelighed, at han måtte tage ansvar for sig selv.
Mikkel blev stående og betragtede dem, mens de hyggede sig sammen. “Hvad står du der for? Gå nu hjem og få snakket med Lise,” sagde Henry. “Glem alt om, hvem der skal gøre hvad! I skal tage vare på hinanden og løfte i fællesskab det er dét, et ægteskab handler om. Kom så, vi har også vores at se til.”
Mikkel forlod sine forældre forvirret og lidt skuffet han havde regnet med mere forståelse. Men så begyndte han at tænke over det, og skænderiet med Lise virkede pludselig banalt. Én ting blev han alligevel sikker på: Han ønskede sig en familie som sine forældres, bygget op af fællesskab og respekt. Sådan lærer man, at glæden i hjemmet ikke kommer af at skubbe byrden over på den anden men af at dele den sammen.
