Og det skulle selvfølgelig være Frida, der fik veer midt i en snestorm. Ifølge termin havde hun ellers tre uger tilbage, men med det danske vintervejr, der snart ville lægge sig og lade frostgraderne tage over, kunne hun så småt begynde at forberede sig på turen til hospitalet. Men nej NU ville barnet ud!
Nuvel, det var nok ikke så meget Frida selv, der havde travlt, men snarere den lille dreng eller pige i maven, der syntes, der var blevet for trangt derinde. Seksende dag med snestorm, og babyen var ligeglad nu ville den ud!
I så voldsomt vejr kan ingen bil køre ind til landsbyen; vejene var dækkede af sne, folk forsvandt næsten til hofterne, når de forsøgte at komme frem. Og sneen ville bare fortsætte, som om nogen på himlen havde revet hul i en hvedemelsæk. Uanset hvor man kiggede hen, dalede det bare ned, snefnug på snefnug. Skulle man ud i gården, kunne man knap holde øjnene åbne vinden skar i ansigtet og blæste sne direkte ind i øjnene.
Så det var i netop sådan et snestormskaos, Fridas lille barn besluttede sig for at komme til verden.
Efter morgenmaden var Frida rastløs. Den ene gang trak det i lænden, så fik hun trykken for brystet, kunne hverken finde hvile eller ro. Til sidst tog svigermor, som boede under samme tag, affære:
Frida, min pige, er du begyndt at føde, siden du sådan tramper omkring?
Jeg ved det ikke, mor, men jeg har det underligt.
Kom, lad mig se på maven.
Svigermor, Pia, var ikke just ekspert i den slags nu om stunder er det læger og hospitaler, der tager sig af sådan noget. Fødselshjælp er ved at gå i glemmebogen, og ingen får det rigtig lært længere. Der var kun én ældre jordemoder i hele landsbyen, mens der i Pias tid havde været tre.
Det ligner nu, at maven er sunket, Frida. Den lille har besluttet sig for at komme ud.
Men det er da alt for tidligt, mor!
Vi bestemmer ikke, skat det er, som Vorherre vil det.
Frida fik tårer i øjnene, både fordi det var første gang, hun skulle føde, og alt virkede totalt uoverskueligt. Pia havde selv kun født én dreng for over tyve år siden, og hun kunne knap huske det.
Frida, jeg går over og henter Alma, jordemoderen. Du stiller bare vand over til at koge når det koger, slukker du for det. Hvis du har kræfter, kan du finde nogle rene håndklæder og lagner frem du ved, hvor de ligger. Men pas nu på dig selv, hvis det er for meget, så lad være. Da jeg fødte Mikkel, sagde Alma, at jeg skulle blive ved at gå rundt og trække vejret dybt så går det hurtigere. Jeg smutter forbi din mor, Karen, på vejen og siger til hende at komme, hvis hun kan. Vær stærk, min pige. Alma kan sit kram i gamle dage kom folk langvejsfra for at føde hos hende.
Med det bundede Pia tørklædet om hovedet, tog et kosteskaft for at støtte sig gennem sneen, og forsvandt ud i stormen.
Frida var alene. Nu blev hun for alvor bange hvad hvis fødslen gik i gang nu, og ingen nåede frem? Hvad hvis svigermor forsvandt i sneen? Og hvis moren nu ikke kom? Det kunne hun jo!
Og hvad skulle hun egentlig gøre? Det eneste hun havde fanget var, at hun skulle holde sig gående og trække vejret dybt. Men hvordan gør man det, når veerne knuger så hårdt, at luften nærmest sætter sig fast i halsen?
Ah, hvis bare Mikkel var hjemme. Han kunne støtte hende, sige at hun nok skulle klare det, og han ville være der, hvis det blev nødvendigt. Men grundet den forbandede snestorm kunne han ikke tage hjem fra Aarhus ingen busser, ingen veje. Han anede ikke engang, at han var ved at blive far om lidt. Av, hvor det trak i lænden!
Midt i snedrevet væltede Karen ind i entreen, rystende sneen af støvlerne.
Frida! Min skat! Pia siger, du er gået i fødsel?
Det tror jeg, mor.
Jeg har lige plukket lidt tørrede bær, jeg laver en kop saft til dig. Vi må også have kogt noget vand.
Efter en time kom Pia tilbage med Alma, den gamle, rynkede, men kvikke jordemoder. Alma undersøgte Frida og kom hurtigt med sin dom:
Du føder i løbet af natten.
Allerede til i nat? udbrød Frida. Det begyndte jo først i går aften med lidt murren?
Det var bare forvarsel, min pige. Nogle har det i flere dage før fødslen. Nu er der åbnet en halv finger. Tag det roligt. I morgen har du dit barn. Jeg går hjem et smut.
Bliv her, Alma, bad Frida det føles tryggere, når du er her du forstår det her.
Alma, der havde hjulpet flere hundrede kvinder gennem fødsler, satte sig og sukkede mildt:
Jo, jeg bliver her. En rolig mor får også barnet hurtigere og nemmere.
Frida vidste ikke, at forvarsler kun var begyndelsen. Nu kom de rigtige veer ukendte og overvældende. Smerte som om hun blev revet itu hun kunne hverken gå eller ligge, ingen position gjorde det bedre.
Pia og Karen traskede rundt, magtesløse og nervøse, uden at kunne gøre noget. Alma sendte dem i køkkenet for at stryge håndklæder, så de ikke trippede i vejen.
Hen under natten stilnede det lidt af. Alma mærkede, nu var der fire fingres åbning det trak ud, men det var jo også Fridas første barn. Det er sværere, både for mor og for barn. Frida var fuldstændig udmattet. Da veerne stillede af, fik hun lidt mad, og Alma fik hende til at sove lidt for at samle kræfter.
Udenfor tog snestormen kun til.
Klokken fire om morgenen vågnede Frida mørkt stadig, Alma småsov ved siden af.
Åh, Gud, hjælp mig, hviskede Frida til de små danske ikoner på væggen. Lad barnet hurtigt komme ud nu.
Så startede veerne igen, med så stor kraft at Frida intet kunne andet end at give slip til smerten. Alma kiggede kun fem fingre åbent. Det trak ud, men sådan er det første gang. Bare rolig, hun skal nok klare det.
Da dagslyset begyndte at skinne ind mod vinduerne, var Frida helt færdig. Hun havde kolde svedige lokker og forvildede øjne. Så siger Alma:
Nu er det snart tid, Frida, nu er barnet på vej.
Bedstemor, hjælp! gispede Frida Bedstemor, hjælp mig, Bedstemor!
Frida, hvem kalder du på? spurgte Karen. Det er jo ikke bedstemor her du må da se syner? (Til Pia forklarede hun sagte: “Når Frida var lille, kunne hun ikke sige ‘bedstemor’, så hun sagde altid ‘Bedste’. Hun og Bedste havde været tætte. Bedste altså oldemor boede stadig to huse væk, og elskede Frida helt særligt.”).
Frida, du kan vi kan allerede se barnets hoved. Kom nu, én gang til, træk vejret sammen med mig: puh-puh-puh, instruerede Alma, og sammen åndede de dybt.
Frida skreg, pressede, åndede endnu engang skreg hun og så gled hendes lille søn ud i Almas krogede, faste hænder.
“Måske er det sidste gang, jeg tager imod et barn,” tænkte Alma, mens hun smilende lagde den lille, varme dreng op på Fridas mave:
En dreng, Frida. Sikke én du har fået, sikke en fin éen. Prøv at høre den stemme han kunne blive borgmester, alle vil nok komme til at danse efter hans pibe.
Frida græd af lykke, kysste hans små fingre. Tænk, sådan et mirakel har ligget inde i mig! Åh, hvor hun dog ønskede, at Mikkel havde været her og set deres smukke, perfekte søn.
Jens, min Jens, hviskede hun.
Jens? Pia så overrasket ud. Du sagde jo, hvis det blev en dreng, skulle han hedde Emil.
Han er ikke en Emil, mor han er jo Jens. Jens Mikkelsen, smilede Frida.
Alma ordnede resten og begyndte at gøre sig klar til at gå. Hun var træt. At tage imod et nyt liv kan tage på kræfterne, lige så glædeligt det end er. Nu skulle hun bare hjem gennem sneen og få sovet lidt selv.
Frida og lille Jens sov roligt. Karen gjorde sig også klar til at gå hun havde ikke været hjemme i et døgn. Hun pakkede sig ind og gik ud i natten.
Da så hun: Stormen var stilnet af, sneen faldt nu let og sagte måske ville det hele snart være forbi. Og snart kunne Mikkel vende hjem.
Halvvejs hjemme tænkte hun: “Jeg må lige ind til Bedste og dele de gode nyheder. Måske mangler hun noget, eller har brug for mere brød, selvom jeg lagde noget forleden men hun spiser jo så lidt.”
Bedste altså Fridas oldemor, boede stadig alene i det falmede bindingsværkshus tre huse fra dem. Hun blev 93 til sommer. Hun klarede sig helst selv men spiste med og hyggede sig hos børn og børnebørn, når de kom.
Karen fik porten op hun så, at Mikkel vist havde været forbi i går; skovlen stod ved hegnet. Hun skovlede lidt sne væk fra døren, gik ind og råbte:
Bedste! Bedste! Det er Karen, jeg ville bare hilse på!
Der kom intet svar. Karen gik ind, tog overtøjet af i soveværelset lå Bedste på sengen, hænderne foldet, iført sit pæne tøj, hun selv havde lagt frem til den sidste rejse. Med hovedet hvilende på en hvidtørklædet pude, og på natbordet lå et foto af Frida samt en lille ikon af Sankt Nikolaj.
Karen græd stille, strøg Bedste på kinden. Bedste havde hjulpet måske på sin egen måde og nu var hun stille sovet ind, en god gerning rigere.
Tak, Bedste, du hjalp Frida hun har født en lille dreng, Jens hedder han. Det ved du vist allerede Tak.
Snestormen bar på nyt liv og en afsked, som livet så ofte gør det i Danmark mellem generationerne finder man både begyndelser og afslutninger, og midt i det hele minder vi hinanden om betydningen af at være der for hinanden, når det virkelig gælder.
