Og så gik det op for hende, at svigermor slet ikke er så slem en kvinde, som hun havde troet alle de år Morgenen den 30. december var ikke anderledes end nogen anden – sådan har det været i de tolv år, Nadja og Mads har boet sammen. Alt var som altid: han tog tidligt afsted på jagt og vender først hjem til frokost den 31., sønnen er hos mormor, og Nadja er igen alene hjemme. I alle de år har hun vænnet sig til det; Mads er ivrig lystfisker og jæger, bruger alle weekender og helligdage i skoven, uanset vejret, mens hun bliver hjemme og venter. Men i dag føltes alt pludselig ekstra trist og ensomt. Tidligere brugte hun sådanne dage på rengøring og madlavning – nytåret er jo først i morgen, som de altid har fejret hos svigermor, alle tolv år henover, intet nyt der. Men i dag kunne hun ikke tage sig sammen til noget, alt gled hende ud af hænderne. Derfor kom opkaldet fra veninden lige i rette tid, og Nadja blev faktisk glad – hendes bedste veninde siden skoletiden, Birthe, var skilt og elskede at samle vennerne til hygge. Også denne gang ringede Birthe: – Nå, sidder du igen alene hjemme? Har Mads igen snuppet jagtgeværet? Kom over til mig i aften – vi bliver en skøn flok, hvorfor sidde og plumre alene? Nadja lovede ingenting og havde ikke tænkt sig at tage af sted, men som aftenen nærmede sig, blev hun kun mere trist. Hun kom pludselig til at tænke på alle de år, hvor hendes liv kun havde drejet sig om hjem, arbejde, søn – og intet mere. Mads gad ikke besøge andre, alt handlede om fiskeri og jagt, og Nadja gad ikke gå ud alene. De tog aldrig på ferie – kun sommerhus hos Nadjas mor i Jylland. Hun var da glad for, at manden kom så godt ud af det med svigermor, men hun længtes også efter at opleve verden. Til sidst tænkte hun: “Hvorfor ikke bare tage af sted – så er jeg da ikke alene hjemme.” Hos veninden var der god stemning, gamle klassekammerater blandt gæsterne, og Nadja hyggede sig storartet. Og vigtigst af alt: der var også Kris, hendes gamle skolekæreste. På en eller anden måde endte natten med, at hun sov sammen med ham – hun forstod knapt selv, hvordan det kunne ske, det var ikke fordi, hun havde drukket meget, men minderne væltede ind, og fristelsen blev for stor. Næste morgen var hun dybt flov og ulykkelig, og listede hjem fra Kris’ lejlighed. Hjemme ventede en overraskelse: det første hun så, var Mads’ jakke – han var kommet hjem før tiden. Gulvet forsvandt under hende af frygt – hvad hvis han fandt ud af, at hun ikke havde sovet hjemme? Hun så allerede for sig, hvordan det ville ende i skænderier, og at Mads ville gå – det var sikkert, hun vidste, han ikke ville tilgive det. Hun forbandede sig selv: hvordan kunne hun ødelægge sin egen familie så dumt? Hun elskede jo sin mand. Men så ringede hjemmetelefonen og svingede hende tilbage til virkeligheden. Det var svigermor, der sagde: “Jeg ved ikke, hvad der foregår hos jer, men Mads ringede i nat, kunne ikke få fat i dig. Jeg sagde, du overnattede hos tante Karen, som pludselig blev syg – så det holder du bare fast i…” Aldrig havde Nadja forventet hjælp fra svigermor. De havde altid haft et halt-topforhold – ingen skænderier, men Zina havde aldrig været begejstret for Nadja og var modstander af brylluppet. De første år boede de sammen, senere gled kontakten ned på minimum, og de holdt sig til neutralt samvær til familiefester. Men nu var Nadja hende dybt taknemmelig – så længe Mads ikke fik sandheden at vide. Senere tog de sammen over til svigermor, og Nadja tog mod til sig, mens de stod alene i køkkenet, for at takke og indrømme, hvad der var sket. Men svigermor ville ikke høre om det: – Drop det, tror du ikke, jeg forstår, hvordan det er at leve med én, der kun går op i sine fritidsinteresser? Jeg er heller ikke et skrøbeligt glansbillede. Min Peter har også altid faret rundt i skovene – tror du, ikke det kan være hårdt? Bare det ikke bliver til en vane – du forstår nok, hvad jeg mener… Nadja forstod – og endnu mere: hun opdagede, at svigermor ikke er så slem en kælling, som hun havde troet. Hun forstår jo alt. Så alt endte godt, og Nadja besluttede, at fremover går hun aldrig ud uden sin mand. Fra nettet

30. december

Morgenen var helt almindelig akkurat som alle de andre, i de tolv år jeg har levet sammen med Mads. Tolv år det er efterhånden imponerende, tænker jeg.

Han tog tidligt af sted på jagt, og kommer først hjem igen i morgen til frokost. Vores dreng, Emil, er hos min mor i Roskilde, og jeg sidder endnu en gang alene hjemme.

Jeg burde være vant til det; Mads er jo en rigtig fiske- og jagtentusiast. Alle weekender og helligdage forsvinder han ud i naturen, uanset om det regner eller sner. Og jeg bliver hjemme sådan har det altid været.

Men i dag ramte ensomheden mig lidt hårdere end sædvanligt. Tidligere brugte jeg sådanne dage på at svinge støvsugeren og få styr på huset, særligt op til nytår. Intet nyt i det vi fejrer altid nytåret hos svigermor, Anne, alle tolv år i træk. Alt kører i samme rille. Men denne gang orkede jeg ikke engang at lave noget, alting faldt ud af hænderne på mig.

Da telefonen pludselig ringede, var det næsten en lettelse. Min bedste veninde fra gymnasietiden Rikke er altid livlig hun blev skilt for nogle år siden og inviterer ofte til hyggelige aftener hjemme hos sig. Nu ringede hun igen.

Nå, sidder du igen helt alene derhjemme? grinede hun. Er Mads stukket af til sine jagtmarker? Kom over til mig i aften, vi bliver et lille selskab hvorfor sidde og mugge alene?

Jeg sagde hverken ja eller nej havde egentlig ikke lyst, men som aftenen nærmede sig, blev ensomheden næsten uudholdelig. Jeg blev pludselig ramt af tanken hvorfor ikke tage hen til Rikke? Bare for ikke at sidde og tære alene.

Der var hyggeligt hos hende. Vores gamle venner fra gymnasiet sad i sofaen og fortalte historier, stemningen var varm, og jeg glemte alt for en stund. Det vigtige var nemlig også, at Mikkel, min første store kærlighed fra skolens tid, var der. Snakken flød nemt, og pludselig endte vi med at tilbringe natten sammen. Jeg forstod næsten ikke selv, hvordan det kunne ske. Jeg havde ikke drukket ret meget, men minderne væltede frem, og jeg mistede grebet om mig selv.

Næste morgen var jeg fyldt med skam og en mærkelig følelse af skyld. Jeg flygtede bogstaveligt talt ud af Mikkels lejlighed og løb næsten hele vejen hjem.

Det første, jeg opdagede hjemme, var Mads sko og jakke. Han var kommet hjem før tid. Skrækken krøb i mig hvad hvis han havde lagt mærke til, at jeg ikke havde været hjemme? Jeg kunne allerede høre skænderiet for mig, se ham pakke sine ting. Jeg vidste, han aldrig ville tilgive mig. Ærligt talt jeg ville heller ikke selv kunne tilgive.

Jeg bebrejdede mig selv det ene og det andet hvordan kunne jeg være så dum at sætte alt det, vi har, på spil? Jeg elsker jo min mand. Men så ringede telefonen derhjemme.

Det var Anne, min svigermor. Mads ringede i nat kunne ikke få fat på dig. Jeg sagde, du var hos moster Karen, hun havde det ikke så godt. Jeg sagde, at du var der hele natten, så hold dig til det, hvis nogen spørger!

Af alle mennesker havde jeg ikke ventet hjælp fra min svigermor. Forholdet til hende har altid været underligt. Vi skændtes aldrig rigtigt, men Anne har aldrig skjult, at jeg ikke var hendes førstevalg for Mads. Hun mente, vi var alt for unge til at gifte os, og de første år boede vi sammen med hende og Mads far, Peter. Det var op ad bakke.

Da vi fik vores eget, så vi kun hinanden til fødselsdage eller jul, og det var strengt neutralt. Men nu jeg var hende pludselig taknemmelig, og jeg var ikke engang bange for, hvad der måtte komme. Det vigtigste var, at Mads ikke fandt ud af, hvor jeg havde været.

Samme aften tog vi sammen ud til Anne og Peter for at fejre nytår. I køkkenet, da jeg fik en chance alene med Anne, ville jeg gerne bekende og sige tak men hun rystede bare på hovedet.

Hør her, sagde hun, du tror vel ikke, jeg ikke forstår, hvordan det er at være gift med en mand, som kun har jagt i hovedet? Peter har vandret rundt i skovene hele sit liv, og ja, det kan da gøre én ked af det. Men det gør dig ikke til et dårligt menneske så længe det ikke bliver til en vane, ikke? Jeg er heller ikke nogen helgen, skulle jeg hilse at sige.

Jeg forstod alt for godt. Og vigtigst af alt: jeg så pludselig, at Anne faktisk slet ikke var den stride kvinde, jeg havde gjort hende til i mit hoved. Hun forstod alting. Så alt i alt endte det godt. Men én ting har jeg besluttet aldrig mere går jeg hjemmefra uden Mads.

Nogle historier løber bare i ring men det gør ikke noget, når man lærer noget vigtigt om dem, man troede, man kendte.