Og så forstod hun pludselig, at svigermoren slet ikke var den besværlige kvinde, hun havde troet igennem alle de år.
Morgenen den 30. december skilte sig ikke ud fra de foregående år, og det var præcis så længe, Marianne og Jens havde været gift tolv år. Alt var som det plejede. Han var taget på jagt tidligt om morgenen og ville først være hjemme til frokost nytårsaftensdag. Sønnen var hos farmor, og Marianne var atter alene hjemme.
Efter så mange år havde hun vænnet sig til det Jens var passioneret fisker og jæger, han tilbragte hver en ferie og weekend ude i skovene omkring Silkeborg, uanset om det regnede eller sneede. Hun ventede altid derhjemme. Men i dag føltes det ekstra ensomt. Hun plejede ellers at bruge disse dage på at gøre rent, bage eller ordne småting i hjemmet. Nytåret skulle igen fejres hos svigermor, som de havde gjort det hvert eneste år ingenting var forandret, men hendes hænder tabte bare alt, og hun havde slet ikke lyst til noget.
Så ringede veninden og aldrig før havde Marianne været så glad for Ingrids opkald. Ingrid, hendes gamle klassekammerat fra folkeskolen, altid sprudlende, skilt for flere år siden og ofte vært for hyggelige aftener med vennerne. Også denne aften lød invitationen:
Du sidder vel hjemme igen? Jens i skoven? Kom hjem til mig i aften, jeg får besøg af de gamle venner hvorfor sidde og hænge alene?
Marianne sagde ikke ja, men da mørket faldt på, blev det hele for trist. Hun blev så pludselig ramt af savnet ikke bare i dag, men for alle de gange hvor hun sad alene, mens Jens levede sit liv uden for hjemmet. Hele hendes liv havde drejet sig om hjem, arbejde og søn, og Jens idé om socialt samvær var en eftermiddag i en båd på Silkeborgsøerne med fiskestangen i hånden. Ferier havde de ikke haft, blot uger på hendes mors lille sommerhus ved Vesterhavet. Selvfølgelig var hun glad for, at Jens kom godt ud af det med hendes mor, men hun drømte om mere at opleve verden, tage til Sydeuropa, se noget andet.
Da klokken nærmede sig otte, tænkte Marianne: Hvorfor ikke tage afsted så er jeg da ikke alene. Hos Ingrid blev det en livlig aften. Venner fra gymnasietiden, latter og røde kinder. Og så var Mads der hendes allerførste forelskelse fra folkeskolen. Ud af det blå endte natten med, at de to var alene sammen hjemme hos ham. Marianne forstod nærmest ikke selv, hvordan det gik til. Hun havde ikke drukket meget, men alle de glemte følelser væltede frem.
Næste morgen var hun fyldt med skam og kunne intet andet end at flygte hurtigt ud af Mads lejlighed på Nørrebro. Hendes tanker galopperede. Da hun kom hjem, så hun straks Jens jagttøj i gangen han var kommet hjem før tid.
Benene gav næsten efter under hende af frygt. Hvis han opdagede, at hun ikke havde været hjemme om natten, hvordan ville det så ende? Hun kunne levende se for sig, hvordan han råbte, smækkede med døren og forlod hende. Hun forstod, at hun havde begået en frygtelig fejl hun elskede jo sin mand.
Hendes skælvende hænder greb telefonen, da den ringede, og på displayet stod der Birthe svigermor.
Jeg ved ikke, hvad I har gang i,” sagde Birthe roligt, “men Jens ringede sent i nat, og kunne ikke få fat i dig. Jeg fortalte ham, at du var inde hos din moster Lotte, fordi hun var utilpas. Så hvis han spørger du forstår nok.
At få hjælp fra Birthe havde Marianne aldrig regnet med. Deres forhold var altid anstrengt ikke hadsk, men distanceret. Birthe havde været imod deres bryllup, hun mente, de giftede sig alt for unge. De første år boede de endda under samme tag, og det var ikke uden gnidninger. Siden de flyttede for sig selv, havde kontakten været minimal et slags våbenhvile. De sås til højtider, og det var det. Men nu… nu var Marianne virkelig taknemmelig.
Senere på dagen kørte de sammen ud til Birthe i hendes hyggelige villa i udkanten af Aarhus for at fejre nytår. Da Marianne stod alene med svigermor i køkkenet, følte hun trang til at sige tak og forklare det hele. Men Birthe stoppede hende.
“Åh, lad nu det ligge,” sagde hun og så på hende over brillen. “Tror du ikke, jeg ved, hvordan det er at leve med en mand, som kun tænker på jagt og fiskeri? Tro mig, jeg har prøvet det hele med Karl han var heller aldrig hjemme. Blot du ikke gør det til en vane, ikke? Det vigtigste er, at vi forstår hinanden, Marianne.”
Marianne nikkede, ramt af både lettelse og en ny respekt. For første gang så hun Birthe som en allieret ikke som en sur gammel kvinde, men som én, der virkelig forstod hende.
Det hele endte godt, og Marianne besluttede sig for, at hun aldrig igen ville tage hjemmefra uden Jens.
