I går sad jeg på en bænk sammen med min nabo, og hun græd stille. Hun sagde, det føltes forkert at skulle på plejehjem. At give op på den måde, frivilligt. Og det hele var egentlig på grund af hendes datters ord.
Hun har opdraget sin datter alene, uden en mand. Hun blev tidligt enke og måtte klare alt selv. Datteren voksede op forkælet og lidt krævende.
Lige siden hun var lille, forventede hun, at mor ordnede alt for hende. Gik helt til den sidste krone, købte alt, hvad pigen ønskede sig. Hun klædte hende som en lille prinsesse. For at hun kunne forkæle datteren og samtidig selv have lidt, arbejdede hun konstant. Dobbeltskift på fabrikken, hvis det var nødvendigt. Dengang skulle man i det mindste ikke bekymre sig om at finde bolig fabrikken gav hende en lejlighed. Men det er andre tider nu. Ingen udleverer længere boliger. Man må arbejde, spare op og købe sit eget.
Datteren voksede op, kom ind på universitetet og blev gift.
Svigerforældrene har et stort hus ude på landet, men datteren og manden ville ikke flytte derud.
Min nabo har stadig sin egen lejlighed, men hun kommer ikke godt ud af det med svigersønnen. og ærligt talt, det er heller ikke let for unge at bo sammen med deres forældre. De vil have deres egne regler, og de ældre har deres rutiner. Hvorfor evigt gå op og ned af hinanden?
Nu om dage kan man jo tage et lån. Det vigtigste er at spare sammen til udbetalingen, og derefter betale resten lidt efter lidt. Det er bedre end at flytte ind og ud af fremmede folks lejligheder.
Tidligere fik man lejligheder stillet til rådighed, men det er for længst slut. Nu må man slide og slæbe for at få sit eget, uanset hvor svært det er.
Datteren og svigersønnen arbejder og tjener egentlig fint. De kender mange, der efterhånden har købt ejerbolig på den måde.
Men alligevel de kan ikke spare op. Først blev de forældre, og så igen hurtigt efter. Mange penge går til bleer og modermælkserstatning. Nu gider unge heller ikke bruge tid på at koge grød eller vaske stofbleer.
Det er jo så let at hælde mælkepulver op, ryste dunken så har du mad. På med en engangsble, af, ud, smid ud og ny på. Altid rent og tørt, og ingen besvær med at vaske. Det er åbenbart det gode liv.
Hvorfor skulle de absolut have børn så hurtigt?
De kunne jo først være kommet på plads og sparet sammen til et hjem. Bagefter havde de masser af tid til børn. Men nej, her skulle det bare gå stærkt.
Den unge kvinde vil have flere børn. Både hun og manden er enebørn måske er der noget om det. De kan støtte hinanden senere, og hjælpe forældrene, børnene bliver ikke så forkælede.
Børn er en glæde, selvfølgelig. Men på en eller anden måde lykkes det alligevel forældre at skubbe dem væk, uden det nødvendigvis var meningen.
Men jeg kan ikke forstå, at de unge ikke føler lejligheden er deres ansvar. Når man ikke har egen bolig, må man da lægge penge til side, måske gå med samme vinterjakke nogle år og gemme alt, hvad man kan. Sådan gjorde vi. Men unge i dag… de vil have alt, og er ikke vant til at spare hver en 25-krone til drømmene.
De går også tit ud og spiser. Køber masser af slik til børnene hvad godt gør det, andet end at pengene flyver? Der er legetøj overalt derhjemme. Før nøjedes vi med nogle få biler og dukker. Nu går folk ud og køber hele kollektioner, hver uge kommer der nyt.
Og forældrene køber det hele.
Min nabos datter er vant til luksus elsker gode kosmetikmærker, klæder sig i mærkevaretøj og lever ikke beskedent. Hvorfor købe så meget, hvis hun knap nok når at bruge det? Snart er det umoderne, og så skal der en ny sweater eller jakke til den gamle ryger ud eller gives væk. Hvor meget kaster man ikke væk på den måde?
Hver sommer tager de til Tyrkiet på ferie. Børnene skal jo have hav og sol. Og forældrene selv skal slappe af.
Det er selvfølgelig skønt at holde ferie. Men hvorfor ikke tage en tur i sommerhus i Danmark eller måske på Fanø, og i stedet spare lidt ekstra op?
Altså, for hvad de bruger på en uge i udlandet, kunne de næsten lægge udbetalingen til en etværelses. Måske lille, men deres eget. Nu ræser de bare rundt og bruger penge. Har ikke deres eget.
Så sidder min nabo der og græder.
Hendes datter havde været på besøg, og snakken faldt igen på bolig. Datteren sagde, at de jo sagtens kan klare sig med at leje, og de har det fint de slapper af, spiser, klæder sig, gør som de har lyst. Senere får de jo alligevel en lejlighed hun og manden er jo begge enebørn, så det bliver deres.
Min nabo blev ramt. Hun sagde, at det føltes som om, de bare venter på, hun forsvinder. Datteren undskyldte bagefter, sagde, at de naturligvis ikke venter på noget. Jo jo, men længe leve eller ej de får jo lejligheden.
Jeg synes egentlig datteren har ret, der er ikke noget galt i at nævne det. Men det bliver alligevel forkert, atmosfæren ændrer sig. Nu, hver gang datteren ringer og spørger hvordan det går, får naboen det dårligt. Hun tænker måske håber de bare, jeg snart skal flytte på plejehjem, eller… ja, endnu værre.
