**Dagbogsnotat**
“Hvad så? Mette og jeg har det fint. Vi er en eksemplarisk familie, ingen problemer, børnene er vokset op til sunde mennesker.”
“Mads, har du glemt dine nøgler igen?” Lisbeth sukkede, da det velkendte hosten foran døren rungede i hendes ører. Hendes mand ringede aldrig, han stod bare og ventede, til hun selv gættede, at hun skulle lukke ham ind.
“Ja, glemte dem,” mumlede Mads, mens han klemte sig ind i entreen. “Jeg havde travlt i morges vigtigt møde på arbejdet.”
Lisbeth så ham smide skoene midt i gangen og stillede dem tavst på plads. Fyrre års ægteskab havde lært hende ikke at hidse sig op over småting. Mads var ingeniør på fabrikken, havde ansvar for store projekter, og hjemme ville han bare have ro. Kunne hun ikke lige rydde op efter ham?
“Hvordan gik det på arbejde?” spurgte hun, mens hun skænkede en tallerken suppe til ham.
“Åh, det sædvanlige. Chefen presser på, arbejderne forstår det ikke, udstyret er forældet. Men vi klarer det,” svarede Mads og bladrede mekanisk i avisen uden at kigge op.
Lisbeth havde lyst til at fortælle om naboen, Dorte, der klagede over sin alkoholiserede søn, men hun lod være. Mads havde ikke brug for andres problemer efter arbejde.
“Forresten,” sagde Mads pludselig og så op, “Jesper fik et tilbud om forfremmelse. De flytter ham til hovedkontoret i København. Bedre stilling, lønnen er tre gange højere.”
“Godt for ham,” nikkede Lisbeth og begyndte at rydde af bordet.
“Han anbefalede mig til hans stilling,” tilføjede Mads lavmælt.
Lisbeth stivnede med tallerkenerne i hænderne.
“Hvad mener du?”
“Direktøren beslutter det næste uge. Hvis det går igennem, bliver jeg viceingeniør. Lønnen er næsten dobbelt så høj, bedre vilkår, længere ferie.”
Mads talte roligt, men Lisbeth hørte den undertrykte spænding i hans stemme. Hun kendte sin mand som sin egen lomme. Han havde drømt om denne stilling i årevis, men havde aldrig vist sine ambitioner åbent.
“Mads, det er fantastisk!” Hun satte sig ved siden af ham og tog hans hånd. “Du fortjener det. Du har arbejdet hårdt i årevis, aldrig skuffet nogen.”
“Det er ikke sikkert, det sker,” trak han på skuldrene, men Lisbeth kunne se på ham, at han allerede forestillede sig stillingen.
Hele aftenen var Mads ikke sig selv. Han talte om nye projekter, rejser, og hvordan de endelig kunne købe en ny bil i stedet for den gamle Volvo. Lisbeth lyttede og delte hans glæde. De dansede endda lidt på køkkengulvet, som i gamle dage.
Næste dag mødte Lisbeth Pernille, Jespers kone, i gården.
“Tillykke!” smilede hun. “Jesper fortalte, at Mads måske overtager hans stilling. Det er en flot stilling vi er så glade for jer.”
“Tak, men det er ikke afgjort endnu,” svarede Lisbeth forsigtigt.
“Jo, det er næsten sikkert. Jesper siger, de overvejer ikke engang andre kandidater. Mads er den bedste ingeniør på afdelingen, alle respekterer ham.”
Lisbeth gik hjem med et lettere hjerte. Så havde Mads ikke drømt forgæves. Hvis Jesper sagde det, var forfremmelsen næsten garanteret.
Hjemme besluttede hun at lave en festmiddag. Hun købte kød, grøntsager og Mads yndlingsdessert. Mens hun lavede mad, nynnede hun glad. Hun havde ikke følt sig så lykkelig i lang tid.
Da Mads kom hjem sent, så han træt og mørk ud.
“Hvad er der sket?” spurgte hun bekymret.
“Ingenting særligt. Bare en almindelig arbejdsdag,” sagde han og satte sig ved bordet uden at røre maden.
“Mads, hvorfor siger du ikke noget? Har du hørt noget om forfremmelsen?”
“De sagde, de beslutter næste uge.”
“Er der problemer?”
Mads tav længe, sukkede så dybt.
“Det er ikke så enkelt, Lisbeth. Konkurrencen er hård. Henrik er også i spil. Og Morten fra den anden afdeling.”
“Men Jesper sagde, du var den bedste kandidat!”
“Jesper bestemmer ikke. Og Henrik har forbindelser hans kone arbejder i kommunen, hans nevø er direktørens svigersøn.”
Lisbeth følte, hvordan hjertet knugede sammen. Var det ikke så strålende, som hun troede?
Næste dag besluttede hun at besøge sin veninde Lene, der arbejdede i personalefunktion på fabrikken.
“Lene, hvad ved du om Mads forfremmelse?” spurgte hun straks.
Lene hældte te og satte sig.
“Der er en ledig stilling. Og Mads er én af kandidaterne.”
“Hvad mere? Hvem er hans konkurrenter? Hvad er hans chancer?”
“Lisbeth, jeg kan ikke udtale mig om interne forhold,” tøvede Lene.
“Men vi har været venner i årevis! Sig noget. Mads er helt nedkørt, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe.”
Lene tav, lænede sig så frem.
“Okay, men kun mellem os. Hans chancer er gode. Han er den dygtigste. Men der er en ting Har du hørt om de nye ansættelsesregler?”
“Hvilke regler?”
“Nu tjekker de ikke kun kandidaten, men også hans familie. Moral, omdømme, om der er problemer.”
Lisbeth rynkede panden.
“Hvad så? Mads og jeg har altid levet ordentligt. Ingen problemer, børnene er velopdragne.”
“Selvfølgelig,” nikkede Lene hurtigt. “Men de tjekker grundigt. Især nu, hvor der er ny direktør. Han går meget op i orden og disciplin.”
Lisbeth gik hjem i tavshed. Hvad kunne de finde, der var forkert?
Hjemme gennemgik hun alt. Sønnen Anders arbejdede som ingeniør i en anden by, levede normalt. Datteren Sofie var gift, havde to børn. Selv havde hun arbejdet på biblioteket hele livet. Mads drak ikke, skabte aldrig ballade.
Men uroen forsvandt ikke. Hun tænkte på hver lille ting, der kunne skade deres ry.
Da Mads kom hjem, kunne hun ikke holde det ud længere.
“Mads, er det rigtigt, at de tjekker familien før ansættelse?”
“Hvor har du hørt det?”
“Lene sagde det.”
“Nå, men hvad har vi at skjule?” Mads trak på skuldrene, men hun så spændingen i ham.
“Intet. Men hvad tjekker de?”
“Det sædvanlige. Biografi, om der er domme, gæld. Standardprocedure.”
Men hun vidste, han holdt noget tilbage.
