Efter sin halvtredsårs fødselsdag besluttede Agnete sig for at tage ferie i starten af maj for at kunne nå alt på sommerhuset uden stress, i modsætning til de travlle weekender. Anton insisterede også.
“Selvfølgelig flytter vi på sommerhuset sammen. Du kan arbejde i ro og mag, og jeg kommer efter arbejde og i weekenderne,” sagde han.
“Du har ret. Vi tager alligevel ikke på ferie i år efter alle udgifterne til fødselsdagen på restauranten. Men det var en fantastisk fest, Anton. Tak uden dig…”
Da ferien startede, pakkede Agnete ting til sommerhuset, plantefor, og ventede på, at Anton kom hjem. Da han endelig ankom, sagde hun:
“Jeg er klar. Tag taskerne ud til bilen. Vi spiser derovre jeg har mad med i containere.”
På vejen til sommerhuset droppede Anton en bombe.
“Det er godt, vi tog på sommerhus, men jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Jeg er blevet sendt på en arbejdsrejse.”
“Hvor lenge?” spurgte Agnete.
“To uger, men jeg lover at komme, så snart jeg kan. Chefen sender mig til en by i nærheden.”
Ved sine halvtreds år havde Agnete alt, hvad hun kunne ønske sig: en god mand, et stabilt forhold, voksne og selvstændige børn, en stor lejlighed, en fin bil, et sommerhus og et godt job med en anstændig løn.
Og så havde hun sin bedste veninde Rikke, som hun delte alt med. De havde gået i skole sammen, læst på samme universitet og arbejdet på samme kontor i årevis. Rikke var livlig og hurtig på aftrækkeren mænd kom og gik, men hendes kærlighedsliv var fyldt med skuffelser.
Efter gymnasiet blev hun uplanlagt gravid med en klassekammerat.
“Rikke, vi tager på hospitalet,” insisterede moren, da hun opdagede det, og hun mistede næsten besindelsen. “Vi ordner det med det samme. Du skal læse videre ikke binde dig for tidligt.”
Moren ordnede det diskret gennem bekendtskaber for at undgå sladder. Rikke kom på universitetet, men aborten havde konsekvenser hun fik aldrig børn.
Hun var gift to gange. Først med en rolig, intelligent mand, men hun keder sig.
“Rikke, jeg forstår dig ikke. Hvad er der galt med Ivan? Han er klog og arbejdsom han gør alt for dig!” sagde Agnete.
“Han er kedelig. Bare rolig, min tid kommer,” svarede Rikke.
Anden gang giftede hun sig med en flot sanger, hun mødte til en koncert. Han charmede hende, men hans festliv fuld af alkohol og kvinder endte i vold. Hun forlod ham og blev deprimeret.
Agnete prøvede at trøste hende.
“Rikke, du leder på de forkerte steder. Du skal finde en rolig, ordentlig mand.”
Agnete følte sig skyldig over sin egen lykke og prøvede at sætte Rikke op på dates, men ingen holdt. Så ved halvtreds var Rikke alene men stadig livsglad selvom hendes romancer kun varede kort.
På sommerhuset hjalp Anton med at flytte ind, men næste morgen kørte han hjem for at forberede sin arbejdsrejse. Agnete gik i gang med en grundig rengøring hun skulle bo der en hel måned. Ved frokosttid var hun færdig og kiggede ud ad vinduet, men naboens hus så tomt ud. Da hun gik for at rydde op i badstuen, så hun en mand arbejde i nabohaven bredskuldret, middelhøj, muskuløs.
“Goddag. Jeg kan ikke se Marie er hun syg? Jeg er Agnete, naboen.”
“Jo, hun er syg. Jeg er på ferie og hjælper til. Jeg er Oluf, hendes lillebror. Så nu hjælper vi hinanden,” sagde han med et smil.
Arbejdet gik hurtigt. Agnete syntes godt om Oluf ikke en skønhed, men med en behagelig stemme. Omkring halvtreds, gættede hun.
“Jeg besøger lige Marie længe siden,” sagde Agnete og gik over.
“Hej, nabo. Hvad fejler du?” Hun satte en æske chokolade og småkager på bordet.
“Åh, Agnete! Jeg ventede på dig. Jeg tænkte, du måtte komme i weekenden.”
“Jeg er her hele min ferie. Anton er på arbejdsrejse, men han kommer i weekenderne. Jeg mødte din bror.”
“Åh, jeg er så heldig! Oluf dukkede op som sendt fra himlen. Min ryg gør ongt lige nu, da haven skal laves. Han er officer men arbejder som en bonde,” sagde Marie og smilede.
De arbejdede godt sammen. Oluf hjalp også Agnete. Anton kom lørdag aften, men kørte igen søndag ud at have hjulpet. De sad i pavillonen med naboerne, drak vin og snakkede.
“Agnete, efter arbejdsrejsen har jeg også ferie,” sagde Anton glad.
Da han kom tilbage, var haven perfekt: træer og buske klippet, bedene gravet op med Olufs hjælp, planter sat ud.
“Marie, skal vi ikke introducere Rikke til Oluf? Han har været alene længe,” foreslog Agnete.
“Med Rikke?” Marie tøvede hun kunne ikke lide hende. “Som du vil. Men Oluf bor langt væk i Grønland. Tror du, hun vil flytte derhen? Vil hun kunne lide ham?”
“Det ved jeg ikke det må hun selv sige,” svarede Agnete. Hun syntes godt om ham en stabil enkemand. Sådan en var tryg at gifte sig med.
To uger senere dukkede Rikke op, og dagen efter kom Anton.
“Agnete, jeg bliver her et par uger også på ferie. Er det okay?”
“Selvfølgelig! Jeg vil gerne præsentere dig for naboen en flot mand,” grinede Agnete. Anton lyttede.
“Hvilken nabo? Hvem har du mødt?”
“Oluf. Han er her stadig. En god mand.”
“Åh, ham. Han er helt almindelig,” sagde Anton.
“Ikke almindelig pålidelig,” svarede Agnete.
Velplejet og smuk i sportstøj var Rikke i godt humør og gik mellem sommerhuse. Alle var glade, bortset fra Marie, som rystede på hovedet af og til. Men hun sagde intet.
Sommerhuslivet var livligt. Agnete, Marie og Oluf arbejdede i haven, mens Anton og Rikke spillede badminton, gik i skoven og samlede svampe. Om aftenen sad de i pavillonen, spiste grillmad og drak vin. Agnete så, hvordan Rikke prøvede at charm
