Valget
– Og så viser det sig, at Mads er gift op over begge ører… sukkede Liva, mens hun sad på bænken i parken og knugede henvisningen til sygehuseafdelingen i lommen.
Hendes værelseskammerater på kollegiet havde været misundelige, når de så hende i selskab med den flotte, glatbarberede, blåøjede mørkhårde mand; de syntes virkelig, hun var heldig at have fundet sådan en galant kæreste. Men til at misunde var der i virkeligheden ikke meget.
Liva frøs, da hun mindedes det første og sidste møde med Mads kone, som havde ventet på hende ude foran fabrikken for at forklare hende, hvordan tingene hang sammen.
– Du må være Liva, ikke? begyndte hun.
– Ja… Hvem er du? Liva fór sammen under det gennemtrængende blik fra en høj, slank kvinde med glansfuldt, askeblond hår.
– Jeg hedder Birgit, jeg er Mads hustru.
– Hvad…?
– Du hørte rigtigt!
– Endnu en lille naiv én, sagde hun roligt Gud ved, hvor mange af jer der render rundt og tror, I kan score en andens lykke.
– Undskyld mig? Hvordan vover du?
– Lyt nu, sagde Birgit og tog blidt Liva ved albuen det er måske dig, der vover lidt meget? Jeg er hans ægteviede kone og har set jer sammen. Du burde undskylde og skamme dig sådan gør ordentlige mennesker i det mindste, men du er vel ikke en af dem.
Hun så vurderende på Liva. Du er kun én af mange, der har været i Mads liv. Du aner nok ikke engang, hvor mange der har været. At kaste sig over en gift mand Skam dig!
For ham er du bare lidt spænding, et eventyr. Når han har fået nok, forsvinder du ud af hans liv, og han går videre. Hold dig fra ham.
I øvrigt har vi to døtre, jeg kan da vise dig et billede, hvis du vil se, hvad kærlighed og familie er. Birgit fiskede et feriebillede frem og rakte det til Liva her, det er os i Skagen for to måneder siden Nå, hvad siger du?
– Hvad vil du egentlig have mig til? Tag dig af din egen mand.
– Det skal jeg! Han fik først arbejde her på fabrikken for nylig, lønnen er god, og så kommer du her og blander dig. Slut det, mens legen er god. Tro ikke på alt, hvad han lover han agter ikke at forlade mig. Hvor gammel er du? Tredive?
– Femogtyve! indvendte Liva fornærmet.
– Så har du masser af tid til både at finde en mand og få børn. Lad nu Mads være.
Liva ville ikke lytte mere. Med tunge ben forsvandt hun væk fra den ældre kvinde, der havde brudt ind i hendes lille verden og med ét pennestrøg slettet alle gennemsigtige håb og drømme.
– Forræder mumlede Liva, en klump sad fast i halsen, men hun ville ikke græde offentligt. Hun ønskede ikke flere sladderhistorier på arbejdet.
Om aftenen dukkede Mads op som om intet var hændt, med blomster. Men Liva med hævede, røde øjne sendte ham på porten til trods for hans påstande om evig kærlighed og forsikringer om, at han ville skilles han og konen var alligevel blevet fremmede for hinanden, sagde han.
Liva kæmpede sig igennem de kommende to uger. Mads lod hende være, han nikkede ikke engang til hende, hvis de mødtes på gangen.
Uheldet kom aldrig alene Den morgenkvalme og hovedpine hun havde mærket, havde hun først tilskrevet sorgen, men snart gik det op for hende, at hendes naive, brændende kærlighed til Mads havde fået følger.
Seks uger, lød det som en dom.
Liva ville ikke være alenemor. Hun var panikslagen. Hun syntes, at alle kiggede fordømmende på hende og vidste alt om hendes fejltagelse at hun havde stolet på en, hun næsten ikke kendte.
Mads havde skjult sit ægteskab. Hvad kunne hun have gjort? Bedt om at se hans sygesikringskort? Han bar intet bryllupsring det gør ikke alle danske mænd, selv om de er gift.
Og hvorfor havde hun ikke studsede, da han insisterede på, at de skulle holde deres forhold skjult på fabrikken?
Hun var blevet snydt, men det gjorde det ikke lettere, at hun ikke havde vidst bedre. Nu sladder det hele kollegaer inde på fabrikken alle kendte til Birgits besøg hos hende.
– Jeg er gravid, sagde Liva i kantinen i middagspausen, uden håb og med bøjet hoved til Mads.
– Jeg giver dig penge. Tag og få det ordnet, mumlede han.
Næste dag var Mads væk. Han havde sagt op og forsvandt ud af hendes liv.
Liva vidste, hun ikke kunne udskyde det længere. Trods lægens advarsler tog hun henvisningen til indgrebet.
Så sad hun dér på bænken, knugede papiret, som om hun frygtede at miste det.
– Har du travlt? spurgte en fyr i mørk habit, da han slog sig ned ved siden af hende med en kæmpe buket bordeaux-røde krysantemum.
– Hva siger du? spurgte Liva, træt i blikket.
– Dit ur går for hurtigt, sagde han og nikkede mod hendes forgyldte armbåndsur.
– Ja, mit ur går altid ti minutter for meget. Prøver at stille det, men det hjælper aldrig, sagde hun ligegyldigt og drejede hovedet væk.
– Vejret er helt fantastisk i dag, synes du ikke? Rigtig sensommer. Min mor elsker denne årstid. Hun siger altid, det var på sådan en varm efterårsdag, hun tog sit livs bedste valg og aldrig har fortrudt det.
Og ved du hvad? fortsatte han uden hæmninger Min mor er verdens bedste! han viste tommelfingeren frem. Jeg skylder hende alt.
– Din far? spurgte Liva, uden at tænke.
– Min mor taler aldrig om ham, og jeg spørger heller ikke. Jeg kan mærke, det gør hende ondt.
Jeg har lige været til jobsamtale. Forestil dig, ud af ti ansøgere blev det mig, der fik jobbet og jeg har ikke engang erfaring! Det føles umuligt, men mor har givet mig troen på mig selv…
Min første løn skal bruges på en ferie til havet for min mor. Hun har aldrig set havet.
Har du?
– Nej… Liva så længe på den snakkende fyr, hendes blik gled hen over hans bordeaux slips.
Den glade unge mand strålede af lykke.
– Gave fra mor, sagde han stolt, da han opdagede, hvor hun så hen.
– Jeg har måske snakket dig et øre af, men jeg blev bare så glad du ser så trist ud, og jeg tænkte, du havde brug for én at tale med.
Er det for meget?
Liva rystede på hovedet. Han generede hende på ingen måde. Hans urokkelige kærlighed til sin mor rørte hende.
Sikke en søn… Tænk, hvis jeg selv fik sådan én en dag tænkte hun og betragtede ham allerede nu med varme.
– Nå, jeg må videre. Mor venter og bliver nok bekymret… Og du skynd dig ikke!
– Hvad?
– Dit ur, du ved. smilede han.
– Åh, ja… hun smilede tilbage.
Et minut efter var han forsvundet. Liva tog henvisningen op, som hun indtil nu havde knuget så febrilsk, og rev den i småstykker.
Og hun blev siddende længe endnu, indåndede den klare, lune efterårsluft.
Indeni blev hun rolig, en varme spredte sig, som om hun havde fået en ven på et af livets sværeste tidspunkter. Hun var ikke alene. Den unge mands mor havde klaret det hele selv, opfostret en dejlig dreng. Liva nåede at tænke, at hun ikke engang havde spurgt om hans navn men det var ikke længere vigtigt.
Valget var truffet.
***
Treogtyve år senere…
– Mor, jeg kommer for sent! Stod Sten foran spejlet, mens jeg hjalp ham med at binde det bordeaux slips, han havde fået til jobsamtalen.
– Du skal nok klare det.
– Det giver mig selvtillid. Bare rolig, de tager dig helt sikkert Så! Sagde jeg, da slipset sad ordentligt, og trådte et skridt tilbage for at beundre min søn.
– Jeg er lidt nervøs Hvad hvis
– Det er din plads, Sten. Bare svar sikkert og smil du er uimodståelig.
– Ja, mor. Sten kyssede mig på kinden og skyndte sig ud ad døren.
Jeg fulgte ham med øjnene gennem stuevinduet, så ham krydse vejen til busstoppestedet min kære søn, min stolthed.
Pludselig følte jeg et gys som en elektrisk stød. Det var som om, jeg havde oplevet alt dette før
Drengen på bænken for over tyve år siden
Sten i habit, nu. Han lignede ham!
Tænk, jeg havde glemt alt om det. Men nu stod øjeblikket klart i min hukommelse.
Hvordan kunne det være? Var det mit livs chance, skæbnen, den dag, hvor jeg fik et lille glimt af det, jeg var ved at gå glip af og på et øjeblik valgte den rigtige vej?
Hvorfor spurgte jeg ham ikke, hvad hans mor hed vi var næsten jævnaldrende? Men hvad gør det alt gik, som det skulle.
Senere kom Sten hjem med en buket bordeaux krysantemum, så slips og blomster matchede, og fortalte, at han var blevet ansat på firmaet.
Og han lovede, vi skulle til havet sammen, for jeg havde aldrig været der.
Nu var det hans tur til at passe på sin mor. For mig ville han flytte bjerge vende åen. Sådan en søn, havde jeg fået.
Uanset hvad vi havde kæmpet os igennem, havde vi klaret alt sammen og ikke mistet modet.
Jeg har aldrig fortrudt, jeg blev mor. Jeg traf det rigtige valg.
Sådan skulle det være.
