Valget
Og det viser sig, at Frederik er gift til op over begge ører sukkede Stine, mens hun sad på en bænk i Kongens Have og kneb retningen til abortklinikken i lommen.
Værelseskammeraterne på kollegiet havde altid været misundelige, når de så hende i selskab med den mørkhårede, glatbarberede Frederik med de blå øjne de syntes, hun var heldig at have fået sådan en galant kæreste. Men i sidste ende var der intet at misunde.
Stine krummede sig sammen, da hun mindedes det første og eneste møde med Frederiks kone, Line, der havde ventet på hende ved Novo Nordisks port for at gøre tingene klart.
Nå, hej! Du må være Stine? sagde hun.
Undskyld, hvem er du? udbrød Stine, nervøs under det gennemborende blik fra den høje, slanke kvinde med askeblondt hår.
Line. Frederiks hustru, svarede hun tørt.
Hvad?
Du hørte rigtigt.
Endnu en naiv pige, sagde Line roligt. Så mange som dig har der været der er ikke fingre og tæer nok til at tælle dem alle sammen. Jægere af andres lykke, de forsvinder aldrig.
Hør, hvad bilder du dig ind?
Hør nu her, sagde Line og tog blidt fat i Stines albue, jeg er hans lovlige hustru. Jeg har set jer sammen, og alligevel står du der og leger fornærmet, som om du skulle skamme dig og undskylde. Men ærlige folk gør vel sådan ikke dig, åbenbart.
Hun så vurderende på Stine: Folk som dig har han haft mange af. Du har rodet dig ind i det med en gift mand. Skamløse!
Han er mand, en jæger, forstår du? Du er bare et lille eventyr for ham. Når han er færdig, vil han ikke skænke dig en tanke. Hold dig fra ham.
I øvrigt, vi har to døtre sammen. Vil du se et billede? Line hev et foto op og stak det i hånden på den chokerede Stine. Her! Fra Skagen i sommer…
Hvorfor siger du alt det her?
Hvad vil du have af mig? Tag den med din mand!
Ja, tro mig, det gør jeg. Han begyndte på fabrikken for nylig god løn, og så kom du! Lad nu være med at tro på hans løfter, Frederik forlader ikke sin familie. Brug ikke din tid på ham. Hvor gammel er du? Tredive?
Femogtyve! sagde Stine såret.
Netop. Du har hele livet foran dig nok skal du finde dig en mand og få børn. Men slip Frederik.
Stine gad ikke høre mere. Hun forlod Line med tunge, bløde ben, væltet ud af sin lykkelige boble af kvinden, der havde smadret hendes lyserøde drømme.
Forræder mumlede Stine, mens klumpen voksede i halsen. Men hun nægtede at give sig hen til tårerne her. Hun ville ikke have sladder på jobbet.
Om aftenen dukkede Frederik alligevel op, som om ingenting var hændt, med roser i favnen. Stine, med røde øjne, smed ham ud, selv om han tryglede, svor evig kærlighed og hævdede, at han og Line bare var fremmede for hinanden.
De næste to uger forsøgte Stine at komme til sig selv. Frederik holdt sig væk. Han vendte sig om, når han så hende.
Ulykker kommer sjældent alene Stines morgenkvalme og svimmelhed tilskrev hun først sorgen, men snart gik det op for hende, at hendes naive kærlighed med Frederik havde fået konsekvenser.
Seks uger, lød det som en dom.
Stine gik i panik bange for at blive alenemor. Hun følte, alle vidste det og så på hende med dom, fordi hun havde stolet på en mand, hun knap kendte. Frederik havde skjult sit ægteskab for hende. Skulle hun have bedt om dåbsattest på første date? Der var jo ingen ring på hans finger, ikke alle gifte mænd bærer en
Hun havde ikke undret sig, da han bad hende holde forholdet hemmeligt på arbejde. Han havde snydt hende, men det gjorde ikke sagen lettere. Nu hviskede kollegerne efter Olines opsøgte hende på fabrikken.
Jeg er gravid, sagde Stine desparat til Frederik i kantinen.
Jeg skal nok give dig penge. Du ved, hvad du skal gøre, sagde han tyskt.
Dagen efter sagde Frederik op og forsvandt for altid.
Stine vidste, hun ikke kunne trække det længere. Trods lægens advarsler tog hun henvisningen til indgrebet.
Nu sad hun alene på bænken, krampagtigt holdende på papiret, bange for at give slip.
Skynder du dig? sagde en fyr i jakkesæt, der satte sig tungt ved siden af hende hænderne fyldt med bordeauxfarvede krysantemum.
Hvad? Så hun op med tomme øjne.
Dit ur går forkert, nikkede han mod hendes guldbelagte armbåndsur.
Mit ur går altid ti minutter for hurtigt. Jeg prøver at sætte det rigtigt, men det lykkes aldrig, sagde Stine ligegyldigt, og vendte blikket væk.
Vejret er jo helt vidunderligt. Indian summer, sagde min mor, og hun siger hun aldrig har fortrudt nogle store valg hun tog på sådan en dag som i dag.
Ved du hvad? begyndte han, næsten entusiastisk. Min mor er fantastisk! sagde han og viste tommelfingeren. Hun har altid fået mig til at tro på mig selv.
Og din far? spurgte Stine uforvarende.
Om ham siger hun aldrig noget, og jeg spørger ikke Men jeg er på vej hjem fra jobsamtale. Forestil dig valgt blandt ti til et kanon job, selv om jeg knap har nogen erfaring! Min mor havde ret, jeg skulle bare stole på mig selv.
Jeg ved allerede, hvad min første løn skal bruges på en rejse til Skagen til min mor. Hun har aldrig set havet.
Har du været ved havet?
Nej, svarede Stine og betragtede hans bordeauxrøde slips; for første gang fangede noget hendes opmærksomhed.
Fyren strålede grinende.
Min mor har givet mig det her hun siger, det bringer held, sagde han stolt.
Undskyld hvis jeg snakker for meget, men du så trist ud jeg havde bare lyst til at dele min glæde. Går jeg dig på nerverne?
Stine rystede på hovedet. Han irriterede hende ikke. Hans ubekymrede snakken havde standset det sorte tankemylder. Hans hengivenhed over for sin mor imponerede hende.
Hvilken dedikeret kærlighed, tænkte hun, og betragtede ham tankefuldt, hvor er hans mor heldig Gid jeg får sådan en søn.
Nå, jeg må videre. Min mor sidder og venter på mig Men du skal ikke skynde dig!
Undskyld, hvad sagde du?
Til dit ur, smilte han.
Ah sagde Stine, og gengældte smil.
Et minut senere var fyren væk, og Stine tog henvisningen op, som hun for få minutter siden havde knuget, og rev den langsomt i små bitte stykker.
Hun blev siddende længe, næsten tryllebundet, indåndende den klare efterårsluft. Hun følte sig pludselig let og varm indeni efter mødet med en fremmed, der føltes som en ven.
Hun var ikke alene. Den kvinde havde opfostret en vidunderlig søn alene. Stine nåede bare ikke at spørge ham om hans navn, men det betød mindre nu
Valget var truffet.
***
Treogtyve år senere
Mor, jeg skal skynde mig! råbte Mathias, mens han stod foran spejlet, og hun omsorgsfuldt bandt hans bordeauxrøde slips købt dagen før til et vigtigt jobinterview.
Måske skulle du droppe slipset?
Det er for selvtilliden, mor. Tro på mig, det skal nok gå. De vil elske dig helt perfekt! sagde Stine, trådte tilbage og så stolt på hendes søn.
Jeg er nervøs Hvad nu hvis
Du er den rigtige til jobbet. Bare svar klart på spørgsmålene og husk at smile. Du er uimodståelig.
Tak, mor, sagde Mathias og kyssede hende på kinden, inden han hastede ud af døren.
Stine så efter ham; hendes kæreste, vigtigste menneske på hele jorden gik selvsikkert mod busstoppestedet.
Pludselig fór det gennem hende hvor havde hun set dette før?
Fyren på bænken i Kongens Have for mere end tyve år siden
Mathias, i jakkesættet, han lignede ham som to dråber vand
Havde skæbnen dengang givet hende et glimt af det liv, hun kunne vælge eller afstå fra? Var det det, hun dengang havde undsluppet? Hun havde glemt episoden i årevis, men nu stod den lyslevende for hende.
Men hvad gjorde det nu alt var faldet smukt på plads.
Efter frokost kom Mathias hjem med en kæmpe buket bordeaux krysantemum, farvekoordineret til slipset, og fortalte stolt, at han havde fået jobbet. Og han lovede hende, at de ville tage til havet sammen hun havde jo aldrig været der.
Nu var det hans tur til at passe på sin mor. For hendes skyld ville han rykke bjerge op med rode, vende åer om. Sådan en søn havde Stine fået.
Hvilke vanskeligheder de end havde kæmpet sig igennem, var hun bare faldet sammen mod hans duftende hoved, og alt gled væk.
De klarede det hele, holdt sammen, og Stine fortrød aldrig, hun gav Mathias livet. Hun havde gjort det rette valg.
Sådan måtte det være.
