Nytårsmiraklet i København – Peter, kan du ikke forklare mig, hvordan du kunne glemme det?! Jeg mindede dig om det flere gange i morges, og jeg skrev endda en sms til dig! – sagde Anna og så bebrejdende på sin mand, mens hun stod i det hyggelige køkken. Peter stod der med et undskyldende udtryk i døråbningen og trak på skuldrene. – Jeg ved det simpelthen ikke, Anna… Det røg bare ud af hovedet, – forsøgte Peter at forklare. – Men telefonen da? – Telefonen? Den rørte jeg slet ikke i dag, så jeg så ikke din besked… Anna var tydeligt ved at miste tålmodigheden. – Så du huskede altså at købe et nyt batteri til bilen, men du glemte, at vores datter skulle have en gave under træet i aften? – Jeg havde så travlt for automobilforretningen lukkede klokken otte, undskyld… – Nogle gange tror jeg, at din gamle rustbunke af en bil betyder mere for dig end vores Maja, – sukkede Anna tungt og satte sig på skamlen, mens hun kiggede på uret, der viste fem minutter i elleve. Det var sent, og stemningen var trykket. Natten var faldet på over København, og intet kunne ændres længere. – Anna, lad nu være med at tale sådan! Jeg elsker Maja, det ved du jo. Jeg glemte det bare… Det sker for alle. – Det sker ikke for mig, Peter! – hviskede Anna for ikke at vække datteren. Peter prøvede at knuse sin kone for at glatte tingene ud, men hun trak sig væk og begyndte at anrette den hjemmelavede waldorfsalat i en skål. ”Hvorfor lyttede jeg til dig, Peter? Jeg kunne bare have ordnet det hele selv.” – Nå, Peter, lad nu være med at ødelægge stemningen. Vi må se, om vi kan rette op på det, – sagde Anna. – Mon ikke Maja bliver glad, hvis vi fortæller hende, at julemanden var forsinket? Og i morgen kan jeg prøve at finde en gave til hende – måske nogle rulleskøjter. – Alle butikker er jo lukkede, Peter. Du kan kun købe madvarer i morgen. At Anna var skuffet, var forståeligt. Siden Maja blev født, havde familien haft en tradition: lige efter midnat samleo familien sig ved træet, og dér fandt Maja gaven fra julemanden. Hun elskede den tradition og troede på julemanden, magi og nytårsmirakler. Denne aften havde Maja allerede flere gange tjekket under træet, om gaven mon alligevel ville dukke op før midnat? – Mon julemanden giver mig en cykel i år? Eller nogle rulleskøjter ville nu også være skønt, – sagde Maja forventningsfuldt. Anna smilede til hende. Faktisk havde hun bedt Peter købe rulleskøjter, men arbejdet havde kaldt, så Anna havde regnet med, at Peter lige kunne tage dem med hjem. Peter ankom først efter klokken otte, og da Anna et par timer senere spurgte til gaven, gik sandheden op for ham: han havde glemt det… – Anna, lad os nu ikke ødelægge denne aften. Jeg mente det ikke ondt. Hvis du vil, kan jeg selv tale med Maja og forklare det hele. Anna sagde ikke noget. Hun dækkede bordet, mens tårerne pressede på. – Skal jeg hjælpe med noget? – spurgte Peter forsigtigt. – Nej, du har gjort rigeligt… I det sekund løb en glad Maja ind i køkkenet. – Mor, far! Der er mindre end to timer til nytår! Snart kommer julemanden med min gave! Anna sendte Peter et ondt blik, men vendte sig hurtigt bort for ikke at ødelægge stemningen for pigen. Anna havde allerede udtænkt en nødløsning: et kuvert med penge under træet, ”Til Maja, til rulleskøjter”. Bedre end ingenting. ***** Klokken elleve sad hele familien endelig ved nytårsbordet, da det bankede på døren. – Peter, har du inviteret nogen? – spurgte Anna forundret. – Nej, det har jeg ikke. Måske er det naboen? Jeg går ud og ser efter, – svarede Peter. På dørtrinnet stod en skægget mand i en slidt rød jakke. Han lignede mere en hjemløs end julemanden – og duften af ham var ikke ligefrem parfume. – Hvad vil De? Har De forvildet Dem ind – eller er det penge, De samler ind? – Nej, nej, jeg beder ikke om penge, – svarede manden muntert. – Jeg fandt denne her killing i opgangen – er det ikke jeres? Måske har I tabt den? Peter grinede indvendigt. ”Manden prøver vel bare at få nogen til at tage killingen – sikkert samme hjemløse tilstand som ham selv.” – Undskyld, men vi har ingen dyr, og denne killing har jeg ikke set før. – Har I en datter? Jeg garanterer, hun ville elske denne her lille fyr. – Nej tak, vi skal ikke have dyr. – Nå, så må jeg jo tage den med ud til skraldecontaineren, – sagde manden trist og vendte sig væk. Peter stoppede ham. – Vent lige! Man kan da ikke bare smide en killing ud. Lad den blive i opgangen. – Den bliver bare smidt ud. Ved skraldespandene er der i det mindste papkasser og mad. Peter var ellers ikke den store dyreven, men pludselig fik han ondt af den lille hvide killing. – Giv mig den, – sagde Peter. – Tak, – manden smilede venligt og gik igen. ***** Da Peter kom ind igen, stak Anna og Maja hovedet ud i spænding: – Der gik du længe! Er der sket noget? – Nej, nej, det hele er fint, – sagde Peter og gemte killingen bag ryggen, mens han bad til, at den ikke ville begynde at miave. Han måtte have tid til at forberede Anna på overraskelsen og forklare, hvorfor han pludselig havde slæbt et gadebarn af en kat med hjem. – Hvem var det så? – spurgte Anna mistænksomt. – Det var bare Victor oppe fra femte sal. Han ville snakke om bilbatterier. – Nå, ja, så er alt vel godt. Gå ud og vask hænder, Peter, og så kom ind til bordet – det er snart midnat. – Ja, jeg kommer om fem minutter. Peter gik hurtigt rundt for at finde et sted til killingen. Balkonen var for kold, badeværelset for risikabelt – han endte med stuen, hvor han satte killingen ind i bunden af skabet med døren på klem. ***** ”Godt nytåår!” råbte folk ude på gaden. Peter ønskede også sine piger godt nytår, mens Maja dansede ind i stuen. Anna opdagede, at hun havde glemt kuverten under træet, og sendte Peter endnu et utilfreds blik. – Så kan du forklare det hele, nu! Men Maja blev slet ikke ked af det. Kort efter kunne hendes frydefulde skrig høres gennem hele lejligheden. – Mor, far! Se, hvad julemanden har lagt til mig under træet! Peter og Anna fór ind i stuen – og der, ved juletræet, lå den hvide killing. – Jeg har altid ønsket mig en kat, og julemanden har endelig hørt mig! Jeg kalder den Snemand, – græd Maja næsten af lykke. Anna trak Peter til side. – Hvor kommer den fra? – Anna, bliv nu ikke sur. Jeg kan forklare… – Sur?! Se bare, hvor glad Maja er. Du kunne godt have fortalt mig, at du havde sørget for en overraskelse – så havde jeg ikke været så vred tidligere, – sagde Anna og gav ham et kys. Peter forstod stadig ikke helt selv, hvordan alt havde løst sig så let. Men det siges jo, at nytårsaften er fuld af mirakler: både datter og kone var lykkelige – alt takket være en lille hvid killing og… Han kom i tanke om den hjemløse mand. – Ved du hvad, Anna… Jeg må lige ud et øjeblik… ***** Udenfor sad den skæggede mand på en bænk sammen med sin ven. – Nå, Egon, vi fik alle killingerne godt placeret i aften. Tænk, vi klarede det, – sagde Mikkel og klappede Egon på skulderen. – Ja, din idé med papkasserne virkede jo. – Kun nogen, der virkelig bekymrer sig, ville tage en killing for at redde den fra skraldeskuret. De gamle mænd fik flere hilsner fra folk, der gik forbi i den lyse vinteraften – ingen jog dem væk for en gangs skyld. Pludselig stormede Peter op til dem. – Godt nytår, mine herrer! Min kone og jeg har samlet lidt til et nytårsbord, som tak for Snemand, – sagde han og rakte en stor pose over. – Og her er også en flaske champagne, – Peter smilede. – Tusind tak, det havde vi slet ikke regnet med! – Hvor skal I holde festen? – Vi har lidt plads nede i kælderen, der er lunt og tørt. – Følg med mig – jeg har et bedre sted! Peter førte dem til sin garage, hvor han satte varme på og sørgede for sofa, kaffe og nytårsmad. – Slå jer ned. Min bil kan sagtens stå udenfor natten over. – Vi skal nok lade være med at drikke for meget, – grinede Mikkel, da de slog sig ned. Peter smilede. – I morgen kommer jeg og hører om jeres historier — måske kan vi også hjælpe jer videre. Mikkel og Egon nikkede forbløffede. Sådan blev årets nytårsnat i København lige akkurat så magisk og menneskelig, som kun et ægte dansk nytårsmirakel kan være.

Nytårsmiraklet

Lars, kan du ikke være sød at forklare mig, hvordan du kunne glemme det? Jeg mindede dig om det flere gange i morges og jeg skrev endda en besked! Sofie betragtede sin mand med et skuffet blik fra døråbningen ind til køkkenet.

Han stod der med et undskyldende ansigtsudtryk og trak bare undskyldende på skuldrene.

Jeg ved ikke helt, hvordan det skete, Sofie Det gled bare ud af hovedet, forsøgte Lars at forklare sig.

Og din mobil?

Den havde jeg slet ikke oppe af lommen. Jeg læste ikke din besked

Sofies tålmodighed var ved at være brugt op.

Så et nyt batteri til din gamle Volvo huskede du skam at købe, men at vores datter skal have en gave under juletræet, det er helt væk for dig?

Det er bare forsvundet fra hukommelsen. Bilforretningen holdt kun åbent til klokken otte, så jeg havde travlt og glemte alt andet. Undskyld.

Nogle gange tror jeg, at din gamle bil betyder mere for dig end Astrid, sagde Sofie lavmælt, satte sig tungt på taburetten og sukkede, mens hun kastede et blik på køkkenuret.

Klokken nærmede sig fem minutter i elleve. Det var sent, og det var umuligt at ændre på situationen nu og det gjorde bare det hele værre.

Det er jo noget sludder, Sofie! Du ved jo, hvor meget jeg elsker Astrid. Det var bare et uheld det kan altså ske for alle.

Det sker aldrig for mig, Lars! Sofie ville helst råbe, men sænkede stemmen, for at ikke Astrid skulle høre dem.

Lars forsøgte at trække hende ind til sig, men hun trak sig væk, vendte ryggen til og begyndte at hælde kartoffelsalat op i en skål.

Hvor mange timer har jeg ikke brugt på det her, for bare at glæde ham og så glemte han gaven til sin datter!

Jeg vidste bare, jeg skulle have ordnet det selv, mumlede Sofie. Men nej, jeg stolede på, at du havde styr på det, Lars. Troede, du var ansvarlig.

Sofie, jeg ved godt, det er min fejl, men hvis man tænker over det der sker jo ikke noget forfærdeligt. Så får Astrid bare ikke en gave under træet i år. Så siger vi til hende

Hvad siger vi til hende? At hendes far har hukommelse som en si som 35-årig? Eller at et bilbatteri var vigtigere?

Måske siger vi bare, at julemanden har haft ekstra travlt i år og ikke kunne nå det. Jeg kan købe en gave til hende i morgen tidlig. Så får hun den som om, det er fra julemanden.

Hvor? Alt andet end supermarkederne har jo lukket i morgen. Suk Lars.

Sofies frustration var forståelig.

Lige siden Astrid blev født, havde familien holdt fast i traditionen: når klokken slog tolv nytårsaften, samledes de under juletræet og dér var der altid gaver.

Astrid elskede denne tradition. Ligesom mange andre små danske piger på hendes alder, troede hun stadig på julemanden, på magien og på nytårsmirakler. Hendes glæde hver gang hun fandt en gave, hun havde ønsket sig, var ubeskrivelig.

Denne aften havde hun flere gange listet hen til træet (måske var gaven dukket op før midnat?) og delt sine forventninger med sin mor.

Jeg spekulerer på, hvad julemanden kommer med i år, sagde hun tankefuldt. Måske et løbehjul som Emil fra tredje sal har men rulleskøjter ville også være sejt.

Sofie smilede til sin datter. Hun havde faktisk bedt Lars om at købe rulleskøjter til Astrid på vej hjem fra arbejde normalt stod hun selv for gaven, men Lars var blevet hængende længe på arbejdet, så hvorfor ikke lade ham tage det?

Lars slap hjem efter klokken otte, og da Sofie to timer senere jokede indforstået om gaven, gik det op for ham han havde glemt det!

Lad os nu ikke lade det ødelægge aftenen, Sofie, sagde Lars, atter prøvende at lægge armen om hende. Det var virkelig ikke med vilje. Hvis du vil, så taler jeg med Astrid hun forstår det nok.

Sofie svarede ikke. Hun koncentrerede sig om maden, mens tårerne tavst løb ned ad kinderne. Hvordan kunne han glemme hende?

I det sidste havde Sofie troet, han havde gemt gaven et sted og ventede på det rette øjeblik. Men nu var alle butikkerne lukkede.

Skal jeg hjælpe? foreslog Lars forsigtigt, mens han betragtede hende dække bordet.

Tak, du har hjulpet nok lad bare være.

I det samme kom en glad Astrid løbende ud i køkkenet hun havde set alle årets julefilm:

Mor, far! Det er mindre end to timer til midnat! Lige om lidt kommer julemanden med min gave!

Sofie sendte Lars et arrigt blik, men vendte sig hurtigt væk hun ville ikke ødelægge Astrids glæde.

Men Sofie fik en idé. Hun ville lægge en kuvert med kontanter under træet med ordene: Til Astrid til rulleskøjter. Ikke ideelt, men trods alt bedre end ingenting.

*****

Da familien satte sig til festbordet klokken elleve, bankede det pludselig på døren.

Lars, har du inviteret nogen? spurgte Sofie overrasket. For jeg har bestemt ikke.

Nej, ikke mig. Måske er det naboen? Jeg tjekker I kan jo hælde saftevand op imens, svarede Lars.

Han åbnede døren og fandt sig selv ansigt til ansigt med en skægget mand i en slidt, rød jakke. Han lignede overhovedet ikke julemanden snarere en hjemløs. Duften bekræftede det.

Hvad kan jeg hjælpe med? Har du taget fejl af lejligheden, eller vil du have penge? Så siger jeg bare med det samme: jeg giver ikke en øre, sagde Lars, lettere afvisende.

Nej, penge behøver jeg ikke mangler egentlig intet, svarede manden frisk.

Mangler ingenting? Skal han nu gøre nar? tænkte Lars, men holdt udtrykket i ro. Han havde egentlig altid haft ondt af hjemløse.

Jamen, hvad vil du så? Lars trådte ud i opgangen, lukkede døren lidt på klem for at holde lugten ude.

Jeg fandt en killing i opgangen. Se lige, hvor nuttet den er, han trak en lille, blød kattekilling frem. Jeg ville bare høre, om det er jeres? Har I mistet den?

Lars kunne ikke lade være at smile.

Han har opgivet pengene og forsøger i stedet at skille sig af med en killing.

Beklager, jeg har aldrig set den før. Og vi har aldrig haft dyr i familien.

Må ikke I vil have den? Har I en datter, vil hun elske sådan en lille fyr.

Nu begynder han at presse på, tænkte Lars og rystede let på hovedet.

Nej, det skal vi ikke have. Tak alligevel.

Okay, manden blev synligt skuffet. Jeg må vel tage den med og smide den ud ved containeren.

Han vendte sig om for at gå, men Lars stoppede ham brat.

Vent lidt… hvad mener du med at smide den ud? Hvorfor det?

Ellers bliver den bare smidt på gaden alligevel. Ved containerne kan den gemme sig i papkasserne, og der er tit lidt mad.

Lars havde aldrig været dyremenneske, men pludselig fik han ondt af killingen.

Tanken om den lille kat alene i frost og mørke han handlede instinktivt.

Giv mig den, Lars tog killingen. Den skal ikke på gaden!

Som du vil, manden smilede venligt og forsvandt ned ad trappen.

*****

Da Lars kom ind i lejligheden igen, stak både Sofie og Astrid nysgerrige hoveder ud af køkkenet.

Hvad tog dig så lang tid? Er der noget galt?

Nej, nej, alt er fint, svarede Lars og skjulte killingen bag ryggen.

Han håbede, killingen ikke ville begynde at miave, for så røg han ud eller det gjorde killingen i hvert fald. Han vidste, at sandheden nok måtte komme frem, men han trængte til lidt tid.

Hvem var det så? Sofie så skeptisk på ham.

Bare Mikkel på femte, du ved. Han ville rådspørge om batterier til bilen.

Åh, ja selvfølgelig. Nå, Lars, vask hænderne, så spiser vi. Nytåret nærmer sig.

Om fem minutter står jeg klar.

Da de begge gik tilbage i køkkenet, jog Lars forvildet rundt i lejligheden og ledte efter et skjulested til katten. Ude på altanen var der for koldt, badeværelset for risikabelt, soveværelse og børneværelse lige meget. Kun stuen var tilbage…

Lars, kommer du ikke snart?! råbte Sofie.

Jeg kommer nu!

Han åbnede skabet i stuen, satte killingen på nederste hylde og lod døren stå lidt på klem. Så styrtede han ud i køkkenet.

*****

Godt nytååår! rungede råbene ude fra gaden.

Lars ønskede sin familie godt nytår sundhed og held, som altid.

Imens stod Astrid op, satte sit glas fra sig og løb direkte ind i stuen. Sofie fór forskrækket op hun havde glemt kuverten under træet og sendte Lars et surt blik.

Så må du forklare hende det!

Men Astrid kom snart løbende og jublede med al sin barnlige glæde så højt, at hun næsten overdøvede fyrværkeriet.

Mor, far! Kom! Se, hvad julemanden har lagt under træet!

Sofie og Lars løb ind i stuen og frøs midt i døråbningen. Under træet sad en lille, hvid kattekilling.

Jeg har ønsket mig en kat så længe og nu har julemanden bragt mig én! græd Astrid næsten af lykke. Han skal hedde Sne!

Hun samlede den lille, bløde killing op og omfavnede den inderligt. Sofie trak Lars med sig til siden.

Hvad foregår der? Hvor kommer den fra? Er det dig?

Vent, Sofie lad være med at hidse dig op! Jeg kan forklare!

Hidse mig op? hun smilede. Se, hvor lykkelig hun er. Du kunne bare have sagt, det var en overraskelse så havde jeg ikke skældt dig ud.

Sofie lagde armene om Lars og gav ham et kys. Lars stod tilbage med et lettere vantro udtryk han havde sluppet uventet nemt.

Man siger jo, at der sker mirakler nytårsnat. Datteren lykkelig, konen blid.

Alt takket være den hvide kat og…

Han huskede pludselig den hjemløse.

Sofie der er noget, jeg lige må ordne…

Han hviskede noget i hendes øre. Hun så forbavset på ham, nikkede samtykkende.

*****

Nå, Poul, sagde den skæggede mand og klappede sin ven på ryggen. Så fik vi alle killingerne formidlet i aften. Vi kan vist godt trække os tilbage til kælderen, inden de låser af.

Ja, du var snu med den container-historie, Hans. den anden mand smilede.

Synes du? Jeg var ellers bange for, at nogen ville jage mig væk.

Der var selvfølgelig en risiko. Men kun én, der virkelig har hjerte for en kat, tager den til sig under de forhold.

Sandt…

Killingerne kom i gode hænder, det er det vigtigste. Godt tænkt, Hans.

De to hjemløse sad på bænken uden for opgangen, hvor de den aften havde fundet fire killinger i kælderen og nu havde sørget for, de fik nye hjem.

Folk gik forbi men i aften blev ingen jaget væk. Tværtimod fik de smil og gode ønsker med på vejen, og de to mænd sagde tak og ønskede det samme tilbage.

Pludselig sprang døren op, og Lars kom ud, spejdede rundt, så de to på bænken og vinkede. Hurtigt styrtede han hen til dem.

Hvad nu? Om han har fortrudt killingen? Hans så overrasket på Poul.

Det er ham! Ham med pigen.

Godt nytår, venner! sagde Lars og rakte dem en stor pose. Min kone og jeg har samlet lidt mad og godter til jer i taknemmelighed.

Tak, det havde vi ikke regnet med, sagde Poul og Hans med varme smil.

Og den her fra mig, Lars stak en flaske Asti frem. Det skal da fejres.

Se, Hans så får vi da også et rigtigt nytår. Mirakler sker, grinende gned Poul hænderne i glæde.

Lars skulle lige til at gå, men vendte sig.

Hvor holder I egentlig til i nat, hvis jeg må spørge?

I kælderen, smilede Hans. Der er lunt nu, og man kan sove på pap.

Ved I hvad? Følg mig jeg har et sted, hvor I kan være.

Fem minutter senere stod de ved Lars garage. Han åbnede lemmen og bød dem ind.

Her er en sovesofa, der er varmeapparat, bord og service og jeg sætter bilen udenfor, så der er god plads.

Vi kan ellers godt mase os sammen, protesterede Hans og Poul.

Nej, bilen tager ikke skade af at holde ude. Men I må love mig ikke at gå amok med flasken?

Bare et symbolsk glas, det lover vi! sagde Hans straks.

Det stoler jeg på. Jeg kikker forbi i morgen så kan I fortælle mig mere, måske kan jeg hjælpe jer videre.

Overraskende, mumlede Poul.

Virkelig… nikkede Hans.

Sådan gik den nat på ægte dansk manér, fyldt med varme og kærlige mirakler.