I nytårsaften, da hele vores familie var samlet om festbordet, havde min datter Freja og hendes mand Mads en overraskelse i baghånden. De trak en kuvert frem, hvor der stod, om de skulle få en dreng eller en pige. Da de bekendtgjorde, at vi skulle have en anden barnebarn – en pige – mærkede jeg en bølge af glæde blandet med en svag undren. Endnu en pige i familien, det kunne da ikke være et problem, vel? Men dybt inde i mig spekulerede jeg på, hvordan denne nyhed ville påvirke vores liv.
Min mand, Erik, og jeg havde altid drømt om en stor familie. Freja er vores eneste datter, og da hun giftede sig med Mads, var vi lykkelige. De er et fantastisk par: Freja er lærer for de små klasser, kærlig og omsorgsfuld, mens Mads er en rolig og pålidelig softwareudvikler. For to år siden fødte de deres første datter, Ida, vores lille prinsesse. Hun blev midtpunktet i vores univers: hendes første skridt, de første ord, hendes latter – alt fyldte hjemmet med lys. Erik og jeg besøgte dem ofte, hjalp til med den lille, og nogle gange tog vi hende med hjem, så de unge kunne få en pause.
Da Freja fortalte, at hun var gravid igen, jublede vi. En anden pige eller måske en dreng – det var ligegyldigt, bare barnet var sundt. Men Freja og Mads besluttede at gøre kønnsbekendtgørelsen til en hel begivenhed. De kaldte det en “kønnsfest” – noget nymodens, som jeg først hørte om fra dem. Tanken var at samle de nærmeste og sammen åbne kuverten med ultralydsresultaterne. De valgte nytårsaften for at gøre øjeblikket endnu mere magisk.
Aftenen den 31. december var som taget ud af en drøm. Frejas og Mads’ hjem lyste med juletræets lys, og bordet bugnede af rødkål, kartofler og skummende vin. Ida løb rundt om træet og greb efter glitterstrimlerne, mens vi andre skålede for det forsvundne år. Klokken elleve klappede Freja i hænderne og sagde: “Nu skal det ske!” Mads hentede en hvid kuvert pyntet med guldbaand. Alle tav, selv Ida, som om hun fornemmede øjeblikkets betydning.
Freja smilede og sagde: “Mads og jeg er så lykkelige for, at vi snart bliver flere. Og vi vil have, at I skal være de første til at vide, hvem det bliver.” Mads åbnede kuverten, og sammen trak de et kort frem. Der stod: “Det bliver en pige!” Freja lo, Mads holdt om hende, og Ida klappede, selvom hun nok ikke fattede det hele. Erik og jeg udvekslede et blik og klappede. “Endnu en pige! Hvor dejligt!” udbrød jeg og krammede Freja.
Men jeg indrømmer, at der strejfede mig en tanke: hvad hvis de havde håbet på en dreng? Jeg bemærkede, hvordan Mads’ smil var hurtigt, men der lå noget andet i hans øjne – måske en svag skuffelse? Eller bildte jeg mig det ind? Senere, da Freja og jeg ryddede op, spurgte jeg: “Er I glade for, at det bliver en pige?” Hun nikkede. “Mor, selvfølgelig! Ida får en lillesøster, de bliver bedste venner. Og Mads glæder sig allerede til at forkæle dem begge.” Hendes ord beroligede mig, men alligevel fortsatte tankerne.
Erik og jeg havde aldrig foretrukket det ene eller det andet køn – vi ønskede bare et ønsket barn. Men jeg ved, at det betyder noget for nogle forældre. Mads havde engang nævnt, at han gerne ville have en søn, han kunne spille fodbold med eller lave bil sammen. Jeg havde set ham flette Idas hår, men måske håbede han alligevel på en dreng? Og Freja? Hun sagde altid, hun ville have en stor familie, men jeg kunne se, at hun var træt – Ida krævede stadig meget, og nu kom der en til.
Dagen efter talte jeg med Erik. Han var, som altid, rolig: “Lise, det vigtigste er, at de er glade. To piger – det er fantastisk. De bliver som søstre, som venner.” Men jeg kunne ikke slippe tankerne. Jeg mindedes, hvordan jeg selv ventede Freja. Dengang var der ikke ultralyd, og vi glædede os bare til et barn. Nu skulle det hele være en begivenhed med forventninger og diskussioner. Måske overtænkte vi det?
En uge senere ringede Freja og fortalte, hvordan hun og Mads overvejede navne til den lille. De havde næsten besluttet sig for “Emma.” Ida spurgte nu hver dag, hvornår søsteren ville “komme.” Freja lo og sagde, alt ville gå godt, men jeg hørte en svag bekymring i hendes stemme. Graviditet, pasning af Ida, arbejde – det var en tung byrde. Jeg tilbød at hjælpe mere, hente Ida i weekenderne. Freja takkede ja, og jeg følte lettelse. Jeg ville sikre hende, at Erik og jeg altid var der.
Den nytårsaften vil jeg huske længe. Ikke kun på grund af nyheden om den anden barnebarn, men fordi den samlede os. Jeg så på Freja, Mads, Ida og tænkte: hvor har vi dog en vidunderlig familie. Ja, der vil være udfordringer, søvnløse nætter, men også glæder. Jeg kan allerede se de to søstre løbe gennem stuen, le og skændes, for så at fornøjes igen. Og Erik og jeg vil være der for dem.
En anden pige – det er ikke et problem, det er en velsignelse. Jeg tror på, at Freja og Mads klarer det, og vi gør alt for at lette deres byrde. Måske vil der ved næste nytår sidde endnu en lille prinsesse ved bordet og give os endnu mere lykke.
