**Nyfødt lykke**
“Mand, hold op med at følge efter mig! Jeg har sagt til dig, at jeg er i sorg efter min mand. Lad mig være! Jeg bliver bange for dig!” skreg jeg.
“Jeg husker det, jeg husker det… Men jeg har en følelse af, at din sorg handler mere om dig selv. Undskyld,” insisterede min… beundrer.
Jeg var på ferie i et kursted. Jeg havde brug for stilhed og fuglenes sang, ikke tilnærmelser fra irriterende mænd. Min mand var pludselig gået bort for nylig. Jeg havde brug for at komme til mig selv, at forstå dette uerstattelige tab.
Min mand, Mads, og jeg havde lige begyndt at renovere vores lejlighed, sparede sammen og undgik unødvendige udgifter og så skete det… Mads fik det dårligt, ambulancen kunne ikke hjælpe. Det var hans andet hjerteanfald. Efter hans begravelse stod jeg tilbage uden min anden halvdel og uden en færdig renovering. Men med to teenagesønner. Jeg følte mig magtesløs. Hvordan skulle jeg klare denne sorg?
På arbejdet gav de mig en ferie til et kursted. Jeg protesterede. Jeg havde ikke engang lyst til at forlade lejligheden. Mine kolleger insisterede:
“Du er ikke den første enke, og du bliver ikke den sidste. Du har børn. Du må leve! Tag afsted, Mette, få ryddet tankerne.”
Så modstræbende tog jeg afsted.
Det var gået fyrre dage siden Mads død. Smerten i mit hjerte var stadig ulægelig.
På kurstedet delte jeg værelse med en glad pige ved navn Lise. Hun udstrålede ubændig glæde og lys. Det irriterede mig næsten. Jeg havde ikke lyst til at dele min sorg med hende. Hvad ville en ung pige forstå? En underholdningsansvarlig fra stedet prøvede at charmere hende. Som bekendt er alle på sådanne steder enten single, skilt eller sørgende enkemænd. Jeg blev ikke narret… Jeg advarede Lise mod ham. Han var sikkert gift for anden eller tredje gang.
Lise lo og sagde:
“Åh, skræm mig ikke, Mette! Jeg er ikke født i går…”
Og “den lille fugl” fløj ud om aftenen på dates. Jeg tilbragte en uge på værelset uden at komme ud. Jeg læste en bog, men kunne ikke huske hvad, og stirrede på tvet uden at se det.
En morgen vågnede jeg i godt humør. Jeg kiggede ud ad vinduet en skøn dag! Jeg tænkte, jeg ville gå en tur i skoven, lytte til fuglene, nyde den friske luft. Og så mødte jeg en fremmed.
Jeg havde bemærket ham i spisesalen. En lille mand med en fræk blik, der var et hoved kortere end mig. Brr… ubehagelig type.
Men han var velplejet, glatbarberet og klædt som en gentleman. Ved hvert måltid bukkede han overdrevent for mig. Jeg nikkede afmålt af høflighed. En dag satte han sig ved mit bord.
“Keder De sig, frue?” spurgte han med en blød stemme.
“Nej,” svarede jeg stift.
“Lad nu være med at lyve, frøken. Der står sorg i Deres øjne. Måske kan jeg hjælpe?” fortsatte den pågående fremmede.
“Du har ret. Jeg sørger over min afdøde mand. Flere spørgsmål?” Jeg tørrede mig om munden og rejste mig for at afslutte samtalen.
“Undskyld, jeg vidste det ikke. Mine kondolencer. Alligevel, lad os lære hinanden at kende. Kristian,” skyndte han sig at sige.
Det var tydeligt, at han var bange for at miste mig.
“Mette,” mumlede jeg og forlod hurtigt stedet.
Herefter satte Kristian sig ved mit bord hver aften med en buket blåklokker. De blomstrede overalt i området. Jeg nægter ikke, det var rart. Men jeg havde ikke planer om at udvikle noget. Hvad var meningen?
Kristian gav ikke op. Han sluttede sig til mine aftenture. Jeg begyndte endda at gå i flade sko, så forskellen i højde ikke var så tydelig. Men Kristian var ligeglad med sin lave vækst og skinnende skaldede isse. Jeg indså, at han fangede kvinder med sin stemme. Jeg havde aldrig hørt så forførende en mandestemme. Jeg var fanget i hans net.
Vi dansede om aftenen, tog til byen for at købe frugt… Min kavaler prøvede gentagne gange at lokke mig ind på hans værelse. Men jeg holdt stand som en soldat.
Til sidst mindede Kristian mig om:
“Mette, vi tager hjem i morgen. Måske vil du besøge mig på mit værelse… til en kop te?”
“Jeg skal lige tænke over det,” svarede jeg uforpligtende.
Den sidste aften besluttede jeg mig for ikke at såre Kristian og besøgte ham, vel vidende hvad der ville ske…
Bordet var elegant dækket med lækkerier. “Han har sikkert lånt service fra spisesalen,” tænkte jeg fornøjet. Kristian tilbød mig høfligt en plads. Pludselig dukkede der champagne op.
“Skal vi begynde, Mette? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare at skilles med dig i morgen. Giv mig din adresse. Jeg kommer helt sikkert og besøger dig,” sagde Kristian melankolsk.
“Du glemmer mig nok allerede dagen efter. Jeg kender jer mænd. Hvad skal vi skåle for, Kris?” Jeg var parat til alt.
“Har du ikke forstået det? For kærlighed, Mette, for kærlighed!” løftede han sit glas.
Om morgenen vågnede vi i hinandens arme. Gud, hvorfor havde jeg været så genert hele tiden? Hvorfor gik jeg ikke ind til ham før? Så meget tid spildt! Kort sagt, jeg var forelsket som en skolepige. Men nu skulle jeg pakke og tage hjem.
Jeg sagde farvel til min værelseskammerat Lise. Hun sad på sengen og græd bittert.
“Hvad er der sket, Lise?” spurgte jeg.
“Jeg er gravid, Mette. Jeg ved ikke engang hvem faren er,” hulkede hun.
“Var det din underholder?” prøvede jeg at finde ud af.
“Jeg ved det ikke. Jeg mødte også en anden… Han var fra et nabohotel. Gift,” begyndte “den lille fugl” at spekulere.
“Åh, Lise. Ring til dine forældre. Lad dem komme og hjælpe dig. Hvorfor lod de dig overhovedet tage afsted alene? Lad os gå til direktøren. Måske kan han hjælpe,” sagde jeg.
Lise løb grædende ud af værelset. Ja, lille pige, du får tidligt smagt på livets bitre sider…
Jeg pakkede mine ting. Jeg ville ikke hjem. På fireogtyve dage var alt blevet så kært. Især Kris…
Bussen kom. Kristian kom for at sige farvel med en buket blåklokker. Jeg græ
