De nye naboer
Da Lærke nærmede sig sin opgang, så hun en fremmed mand gå ind med en dreng, der havde en skoletaske på ryggen. Hun skyndte sig og fulgte lige efter.
»Hvor mon de bor? Jeg har aldrig set dem før,« tænkte hun og gik op ad trappen, en etage efter dem. De stoppede på tredje sal, lige over for hendes lejlighed. Manden låste døren op.
»Goddag,« hilste Lærke og gik hen til sin egen dør, mens hun hev nøglerne op af tasken.
»Goddag,« svarede manden, og så forsvandt de ind i lejligheden. Lærke gik også ind hos sig selv.
»Nye naboer altså,« tænkte hun. »En ret mørk og kortfattet type. Han mumlede bare et ord og så var det det.«
For tre måneder siden var de begravet fru Mikkelsen, der havde boet i den lejlighed. Den gamle folkeskolelærerinde var altid venlig og hjælpsom, men hun var blevet gammel og syg. Lærke besøgte hende af og til, købte ind for hende, når hun var dårlig, og de drak te sammen.
Uden rigtig at have fået et ordentlig indtryk af sine nye naboer, sad Lærke på nettet efter aftensmaden og gik senere i seng.
Næste dag, en lørdag, sov Lærke længe og besluttede sig for at gå i supermarkedet om eftermiddagen. Da hun gik ud af lejligheden, stødte hun på sine nye naboer. Manden havde en uges skægstubbe og et barskt udtryk i øjnene. Han låste døren, mens den tynde, syvårige dreng stod ved siden af ham. Drengen så ned i gulvet, og hans blik var dybt trist.
Da manden så på Lærke, hilste hun. Han svarede kun: »Hej,« og drengen sagde ingenting.
Han tog drengen i hånden og begyndte at gå ned ad trappen. Lærke spurgte:
»Er I de nye naboer?«
»Ja, det er vi,« svarede han alvorligt og fortsatte ned, stadig med drengen i hånden.
»Jeg vil ikke spørge om mere,« tænkte Lærke. »Det er nok bedst ikke at være for nysgerrig. Tiden vil vise. Men hvorfor siger drengen ingenting?«
Hun vidste, at drenge i den alder normalt var livlige og snakkesalige. Hun arbejdede i en butik ikke langt derfra, og skoledrenge kom ofte forbi efter skoletid. De var som spurve – fyldt med energi og larm. Det undrede hende, at nabodrengen var så tavs og tilbageholden. Måske var han bare ikke vant til det nye sted endnu.
»Hvor er hans mor?« tænkte hun. »Jeg har aldrig set hende. Det er altid kun de to.«
Hun begyndte at få alle mulige tanker – nogle lidt uhyggelige. Måske havde manden kidnappet drengen? Men hun skubbede de tanker væk. Tiden ville vise sandheden.
En måned gik, og Lærke så sjældent sine naboer. Men en aften ringede det på hendes dør. Hun kiggede ud og så naboen. Hun lukkede ham ind.
»Godaften,« sagde han høfligt. »Undskyld, at jeg forstyrrer så sent. Men jeg kender ingen her, og min Søren har fået feber. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Har du et termometer? Forresten, jeg hedder Mads. Og du?«
»Lærke,« svarede hun og inviterede ham ind i køkkenet.
Hun fandt en æske med medicin, tog et termometer og noget febermedicin frem og lagde det i en lille pose. »I morgen bør du ringe til lægen,« sagde hun. Mads nikkede.
Hans ansigt var ikke længere så hårdt, og det var tydeligt, at han var bekymret og lidt forlegen over at måtte spørge naboen om hjælp.
»Tak. Jeg giver det tilbage. Jeg har aldrig før måttet passe en syg dreng. Hvis du nogensinde har brug for hjælp, skal du bare sige til.«
»Vent,« sagde hun og rakte ham en tallerken med halvdelen af en æblekage, hun lige havde bagt. »Her, tag med til Søren. Han skal have noget at spise, når han bliver rask.«
Mads så lidt forlegen ud, men Lærke insisterede. Han smilede pludselig, og hans smil var varmt og venligt.
Næste morgen stod Lærke tidligt op, selvom det var hendes fridag. Hvad hvis Mads skulle på arbejde? Søren ville blive alene hjemme. Hun gik beslutsomt hen og ringede på hos naboen. Mads åbnede straks – han var lige på vej ud.
»Godmorgen. Hvor skal du hen? Hvordan har Søren det?«
»Godmorgen. Jeg skal på arbejde. Feberen er faldet, og jeg har ringet til lægen. Kagen var dejlig – tak.«
»Men hvad med Søren? Hvad hvis han bliver værre? Lægen kommer jo, og nogen bør høre, hvad der skal gøres. En syg dreng kan ikke være alene.«
De gik ind i værelset sammen. Søren lå stille i sengen.
»Hej Søren, hvordan har du det?« spurgte Lærke, men han svarede ikke. Han så bare trist på hende.
Mads gik ud i køkkenet, og hun fulgte efter.
»Søren har ikke talt, siden hans mor døde i en brand. Vi var hos min mor på landet, da det skete. Lægen siger, det nok skal komme med tiden. Men jeg kan ikke blive hjemme – jeg arbejder i beredskabet. Søren går i anden klasse og klarer sig selv. Han åbner døren for lægen.«
»Det kan du ikke bare gøre sådan,« sagde Lærke bestemt. »Jeg kan blive hos Søren i dag. Hvordan skal han huske, hvad lægen siger?«
Mads vaklede lidt.
»Hvis det ikke er for meget at bede om, ville jeg sætte stor pris på din hjælp. Jeg skal afsted nu – jeg må ikke komme for sent. Her er nøglerne, hvis der sker noget…« Han skyndte sig ud.
Lærke havde aldrig været gift eller fået børn, men hun vidste godt, hvordan man snakkede med dem. Men denne dreng var tavs.
»Søren, har du spist noget?« spurgte hun. Han pegede på en tom kop og en halv spist mad. »Okay, jeg laver noget. Kan du lide æggekage?« Han nikkede og smilede svagt.
Da hun åbnede deres køleskab, blev hun overrasket. Der var næsten ingen mad, men hun fandt æg. Efter at have fodret Søren, tænkte hun:
»Jeg laver noget mere til frokost – måske spiser Søren, og jeg er også sulten.«
Da Mads kom hjem om aftenen, lugtede det straks af lækker mad. Han gik ind på værelset og så Søren sove, mens Lærke havde døset i en stol. Hun åbnede øjnene.
»Åh, godaften. Det er blevet mørkt! Lægen kom sent – hun
