Den nye ejer af sommerhuset Vi skal bo på dit sommerhus hele sommeren, erklærede bror.
Jeg havde næsten mistet stemmen helt. Nej! Nok er jeg færdig med de uindbudte gæster, nu skal de ud.
Da jeg trak poser med plantning ud af bagagerummet, faldt en velkendt ro over mig. Mit lille grønne hjørne, mine seks hundrede kvadratmeter af stilhed. Men noget var galt. Fra hegnens anden side kom der lyde som en gammeldags dans, og ved porten Jeg stod som frosset. Låsen var brudt, nærmere sagt revet ud med kødet.
Hvad i alverden er det her? mumlede jeg, mens jeg skubbede i porten.
Synet, der åbenbarede sig, mindede mere om en gyserfilm for haveentusiaster. På min hængekøje lå Signe, min brors kone, og samtidig dronning af andres liggestole. I den ene hånd holdt hun et glas med noget lyserødt, i den anden en telefon. Hun bar min gamle morgenkåbe, den bløde, flouseagtige, som en kollega havde givet mig til min fyrrefemårs fødselsdag. Over min grill knitrede og spruttede noget vildt.
Mikkel! min stemme lød så højt, at de nærmeste æbletræer spildte deres blomster.
Bror kom løbende ud af huset med mine havesakse i hånden. Hans Tshirt med trykket Vil ha øl og håndtryk snoede sig forræderisk om hans mave.
Åh, Kirstine! smilte han, som om det var helt normalt at knække andres døre. Vi er bare Vi ville overraske dig.
Du knækkede låsen? sagde jeg langsomt og lagde poserne på jorden.
Nå, du ved jo knækkede sagde Mikkel og skrabede på nakken. Den gled bare så af sig selv.
Ud af buskene sprang en skikkelse i orange shorts.
Tante Kirstine! Har du en net? Vi skal fange øgler i aften!
Jeg så nærmere på ham. Det var Jonas, den ældste af mine nevøer, måske også Viktor? Jeg kan aldrig holde styr på dem.
I knækkede mit hus? sagde jeg hvert ord som på en kurs i vredehåndtering.
Åh, Kirstine, du er kommet! sagde Signe endelig, da hun rakte sig op fra hængekøjen.
Morgenkåben åbnedes, og hendes solbrune ben blev afsløret.
Vi har besluttet at puste liv i dette sted uden dig!
Signe, du er i min morgenkåbe, knurrede jeg gennem tænderne.
Åh, den er så blød! hun strøg låsen som om det var en minkpels. Hvorfor hænger den bare? Man skal bruge den!
Fra husets dybde lød en buldrende larm gennem de åbne vinduer.
Mine nevøer ødelægger mine bøger?! genkendte jeg straks lyden.
Det var min samling af Agatha Christie, som jeg plejede at læse på sommerhuset for fornøjelsens skyld, og den fløj fra hylderne.
Børnene legede, mumlede Mikkel. De byggede en fæstning af dem. Meget symbolsk, forresten.
Symbolsk? løftede jeg øjenbrynene. Ved du, hvad der også er symbolsk? At jeg bad dig om ikke at komme uden mig. Især efter at I sidste gang brændte min lille hytte!
Stearinlyset faldt selv, vi havde en romantisk aften! modsagde Mikkel straks. Og det var jo sidste år. Vi er vokset som mennesker!
Ja, ja, nikkede Signe. Jeg er nu fascineret af psykologi. Og ved du hvad jeg ser? Dine problemer med bror er kun et ekko af barndommens traumer!
Jeg lukkede øjnene og talte til ti. Det hjalp ikke. Så til tyve.
Pak jeres ting og kør, sagde jeg så roligt som muligt. Nu.
Men vi er jo lige ankommet! råbte Mikkel. Og kødet
Efterlad kødet og tag af sted, vendte jeg mig om og gik mod bilen. Og tjek om I har ved et uheld taget mine sølvgafler.
Det var jo bare jeres gafler! råbte Mikkel efter mig. Metallet er ikke engang ægte!
Jeg satte mig i bilen, startede motoren, mens hænderne rystede af raseri.
***
Efter at have smidt gæsterne ud, lavede jeg mig selv en kraftig te med chokolade. Og tårerne, for pokker.
Syv år havde jeg sparret som en forbandet, gemt hver eneste krone, indtil jeg endelig kunne købe mit drømmesommerhus. Der plantede jeg hortensia, drak kaffe fra min bedstemors gamle porcelæn, rode i grøntsagsbeddene. Det var mit sted. Ikke vores med den tidligere mand, Vagn. Ikke familie. Mit. Punkt.
Mine tanker blev afbrudt af et opkald fra mor.
Min pige, lød Gitte, min mors stemme, en professionel fredsskaber med et diplom i alt for børnenes skyld og en doktorgrad i så vi ikke skændes. Hvorfor har du skændtes med bror?
Jeg sukkede dybt.
Mor, de knækkede mit hus.
Måske låsen bare ikke fungerede så godt.
Mor, låsen var fuldstændig sprængt.
Kirstine, din bror morens tone fik et strejf af bebrejelse. Han har jo et svært liv, er du så såret? Mikkel er din eneste bror. Den eneste nære sjæl i verden!
Hvis han er min eneste sjæl, er jeg sikkert ateist, mumlede jeg. De har ødelagt alt. Signe går i min morgenkåbe, børnene bygger fæstninger af mine bøger som om de har mistet Lego i deres hoved!
De er bare børn, drenge driller altid.
De er tolv år, de er små barbarer!
Mor sukkede blot.
Okay, jeg forstår! Du holder ikke af dine nevøer, hun holdt en dramatisk pause. Eller din bror. Eller mig. Eller nogen overhovedet.
Jeg lagde på. Det var den klassiske mors taktik: når fakta svigter, pres på følelser og skyld.
Mor, jeg går i seng, sagde jeg træt. Jeg skal på arbejde i morgen.
Tænk over det, Kirstine, sagde mor. De er familie. Gør dig noget ondt?
Jeg trykkede afvis og sank ned i sofaen. I hovedet kredsede kun én tanke: hvad skal min bror gøre, så mor endelig tager min side?
***
Mikkel gav ikke op så let. Han skrev: Måske skal vi tage på sommerhuset hele sommeren? Signe er her, børnene har det godt.
Jeg lagde langsomt telefonen fra mig, hældte mig en sort kaffe uden sukker, så intet kunne dæmpe bitterheden.
Hele sommeren? HELE SOMMEREN?! Tre måneder?!
Først overvejede jeg at ringe til Mikkel og fortælle ham alt, hvad jeg tænkte om ham, hans kone og deres afkom.
Kirstine, rolig nu, sagde jeg højt til mig selv. Du er voksen, en fornuftig kvinde. Du kan løse problemer.
Jeg nikkede til mit spejlbillede og greb telefonen.
Mikkel, mener du virkelig hele sommeren? spurgte jeg, så snart han løftede røret.
Hvad er så?
Brors stemme lød afslappet, som om han lå i en liggestol. I MIN liggestol!
Du er da ikke imod? Du er godhjertet.
Jeg er god, men ikke dum, afbrød jeg. Dette er mit sommerhus.
Hør, du er mærkelig, mumlede Mikkel. Hvad gør det for mig? Vi pasningsvagter for dig, siger vi.
Du plejede at passe roser, da Signe skar dem til en veninde.
Og hvad så? undrede Mikkel. Vennen blev glad.
Jeg trak vejret dybt, åndede ud, talte til ti, så til hundrede. Det hjalp intet.
Signe vil fortælle dig noget! sagde Mikkel med glæde.
En raslen og larm kom fra røret.
Kirstine! sang Signe med en sød stemme, som om hun solgte en støvsuger for to lønninger. Drengene har det så godt på dit sommerhus, børnene får frisk luft. Vær en god tante!
Signe, sagde jeg roligt, som om jeg forklarede et barn, hvorfor man ikke spiser sand, dette er min private ejendom. I er her uden tilladelse. Hvis I spurgte, ville jeg måske have ladet jer komme.
Så ser du! Hvis jeg havde ladet jer, var det i orden.
Jeg indså, at samtalen med denne person var forgæves.
Så lad være, sagde jeg med en falsk rolig stemme. Hav det sjovt.
Kirstine, er du så sur? spurgte Mikkel pludselig, som om han igen var på linjen.
Nej, svarede jeg med et smil, han desværre ikke kunne se. Jeg går for at løse problemet.
***
I ejendomsmæglerens kontor duftede kaffe og fortvivlelse. Det var primært mig, der udstrålede fortvivlelse. Kaffen kom fra en elegant dame bag bordet, som langsomt bladrede gennem billeder af mit sommerhus på en tablet.
Er I sikker på, at I vil sælge? spurgte hun, mens hun gav mig et fokuseret blik. Sådanne ejendomme er meget efterspurgte nu.
Absolut, nikkede jeg med så meget beslutsomhed, at min nakke knækkede. Jo hurtigere, jo bedre.
Mægleren løftede et øjenbryn.
Skynder I jer?
Jeg skal af med ekstra bagage, forklarede jeg med et martyrsmil. Jeg har nye mål i livet.
Som at fjerne bror fra mit liv, tænkte jeg stille.
Mægleren fortsatte: Ejendommen er god, der er købere på vej. Jeg har allerede en potentiel køber.
Den nye ejer af sommerhuset så ud som en solid fyr i femti år, med en glat moustache som en bowlingkugle, og et blik, der kunne køle selv de varmeste strande. Hans navn var Hans Petersen. Han kiggede på billederne, stillede tre simple spørgsmål, nikkede så:
Jeg tager den.
Vil du ikke se grunden selv? spurgte jeg overrasket.
Jeg stoler på billederne, svarede han med en skulderrulning. Og på jeres ærlighed.
Her bøjede jeg mig lidt.
Forstå, der er nogle familiemedlemmer, der af og til dukker op.
Er det et problem? hans blik forblev uændret.
Ikke juridisk, rystede jeg på hovedet. Bare måske akavet.
Det er mig lige meget, svarede han. Jeg køber ejendommen, ikke slægten. Hvornår kan vi underskrive?
Vi aftalte den kommende lørdag. Samme dag planlagde Mikkel en storslået picnic for alle naboerne.
Jeg havde naturligvis ikke fået besked om det rygtet kom gennem min mor. Sikkert igen ville han snige sig ind, låse op og give mig en overraskelse.
Nå, lillebror, lad os se, hvem der overrasker hvem!
Da vi ankom, summede grunden som en bikube. Naboernes biler, oppustelige pool på græsset, musik, grill, børns skrig en sand fest for livet.
Har I altid sådan? spurgte Hans Petersen, da han steg ud af sin sorte firehjulinger.
Det er kun når bror kommer, sukkede jeg.
Vi gik gennem porten, og den første, der mødte os, var Signe, der kom ud af huset med en enorm skål salat.
Kirstine! råbte hun. Vi ventede på dig!
Planerne har ændret sig, smilede jeg. Mød, det er Hans Petersen. Og Viktor Sørensen, advokaten.
Rart at møde jer! Signe smilte bredt. Er I venner til Tonny? Eller
Hun blinkede flirtoverdrevet.
Noget mere?
Jeg er den nye ejer af dette sommerhus, svarede Hans roligt.
Signe frøs med skålen i hænderne.
Hvad betyder ejer?
Det betyder, at advokaten forklarede. Fru Andersson solgte sommerhuset til hr. Smed.
Han klappede på mappen.
Men hvordan kunne Signe gik bleg. Mikkel!
Bag grillen (MIN grill!) sprang bror frem i et forklæde, med en grillspyd i hånden og et udtryk som en hersker.
Kirstine! råbte han glad. Vi troede, du ville smide os af!
Jeg ville smide dig, hvis jeg kunne, mumlede jeg.
Mikkel, Kirstine har solgt sommerhuset! udbrød Signe.
Bror stod med spydet som en statue.
Hvad?
Jeg solgte sommerhuset, gentog jeg langsomt og tydeligt. Hans Petersen er den nye ejer. Advokaten er her for at gøre det officielt.
Jeg ventede på en storm af skrigen, beskyldninger. I stedet sænkede Mikkel hænderne og spurgte stille:
Hvorfor?
Spørgsmålet overraskede mig.
Fordi du invaderede mit hus uden tilladelse, svarede jeg. Fordi du antager, at alt, der er mit, automatisk er dit. Fordi du ikke respekterer mine grænser. Jeg er træt! DetSom den sidste tåge over Bøgeskov svandt, forsvandt også brødrene i stilhed, mens jeg stod alene på den tomme terrasse og så solnedgangen male himlen i blide, men uundgåelige nuancer af frihed.
