Jeg vil leve for mig selv og endelig få sovet, erklærede Henrik, inden han gik ud ad døren.
Tre måneder så længe varede denne vanvittige periode. Tre måneder med nætter uden søvn, hvor lille Markus skreg så højt, at naboerne bankede på væggen. Tre måneder, hvor Lærke trissede rundt som en zombie med blodsprængte øjne og rystende hænder.
Henrik var en tung og mørk sky i lejligheden.
Kan du forestille dig, hvordan jeg ser ud på arbejde? Jeg ligner en hjemløs! brokkede han sig en dag, mens han betragtede sig selv i spejlet. Poserne under mine øjne når snart ned til mine knæ.
Lærke svarede ikke. Hun fodrede Markus, vuggede ham, og fodrede ham igen. Det føltes som en evig rundgang. Og ind imellem gik Henrik rundt. Hendes mand, der i stedet for at hjælpe, blot klagede over alt.
Skal vi spørge din mor, om hun kan tage Markus lidt? spurgte Henrik en aften, mens han strakte sig efter et bad, frisk og afslappet. Jeg har tænkt på, om jeg skulle tage over til min ven Peter i sommerhus en uge?
Lærke stivnede med sutteflasken i hånden.
Jeg har brug for en pause, Lærke. Seriøst. Henrik begyndte at pakke sportstasken. Jeg får jo aldrig sovet ordentligt mere.
Men sov hun da? Hendes øjne var tunge, men så snart hun lagde sig, skreg Markus endnu engang. Allerede den fjerde gang denne nat.
Jeg synes også, det er hårdt, hviskede Lærke.
Ja, det ved jeg, men jeg har et krævende job, masser af ansvar. Kan jo ikke møde op til kunder og ligne et spøgelse.
Så skete der noget mærkeligt. Lærke så sig selv udefra: Iført en slidt morgenkåbe, uglet hår, med grædende baby på armen. Og Henrik, der pakkede for at flygte.
Jeg vil leve for mig selv og sove ud, mumlede han uden at se på hende.
Døren smækkede.
Lærke stod midt i lejligheden med den grædende Markus og følte hele verden vakle under sig.
En uge gik. Så endnu en.
Henrik ringede tre gange for at høre, hvordan det gik. Hans stemme var fjern, som om han talte med en fremmed.
Jeg kommer i weekenden.
Han kom ikke.
Jeg kommer helt sikkert i morgen.
Men han dukkede ikke op.
Lærke vuggede den grædende Markus, skiftede bleer og lavede flaske. Sov i halve timer ad gangen mellem babyens måltider.
Er du okay? spurgte hendes veninde.
Ja, det går fint, løj hun.
Hvorfor lyver hun? Skammen kriblede. Pinligt, at Henrik var gået. At hun stod alene med babyen.
Man skulle ikke tro, det kunne være værre. Men det blev det i supermarkedet, hvor hun stødte på Henriks kollega, Mette.
Hvor er Henrik? spurgte Mette.
Han arbejder meget.
Det kender jeg godt. Når man får børn, begynder mænd at hænge på arbejdet. Mette lænede sig ind: Men siger han ikke, han pendler meget? Var det ikke seminar i Aarhus sidste uge? Han viste billeder.
Seminar? Aarhus? Hvornår?!
Lærke kom i tanke om, at Henrik ikke ringede i tre dage sidste uge. Sagde, han var travlt optaget.
Han havde løjet. Han nød livet i Aarhus.
Henrik kom en lørdag. Med blomster.
Undskyld jeg har været væk. Der har været så meget på arbejde.
Var du i Aarhus?
Henrik stivnede med buketten i hånden.
Hvem har sagt det?
Det er lige meget. Hvorfor lyver du?
Jeg ville bare ikke gøre dig ked af det, fordi jeg tog af sted uden dig.
Uden hende? Hun var jo tvunget til at være hjemme med babyen!
Henrik, jeg har brug for hjælp. Forstår du det? Jeg har ikke sovet ordentligt i ugevis.
Vi kan da hyre en barnepige.
For hvad? Du giver mig jo ikke penge.
Gør jeg ikke det? Jeg betaler da for lejligheden og regninger.
Men mad? Bleer? Medicin?
Han tav. Så sagde han:
Kan du ikke begynde på arbejde igen? Bare på deltid? Hvorfor sidder du bare herhjemme? Vi hyrer en barnepige.
Sidder bare hjemme, som om hun slapper af!
Her tog Lærke Markus op, kiggede på Henrik og vidste pludselig: Han elsker hende ikke.
Aldrig gjort det.
Gå.
Hvad?
Ud. Og kom kun tilbage, hvis du beslutter, om familien eller din frihed betyder mest.
Henrik tog sine nøgler og gik. To dage efter skrev han: “Jeg tænker over det.”
I mellemtiden sov Lærke ikke. Og hun tænkte også.
Forestil dig at være alene med dine egne tanker efter mange måneders kaos.
Så ringede hendes mor, Ingrid:
Lærke, hvordan har du det? Er Henrik hjemme?
Han er på forretningsrejse.
Endnu en løgn.
Skal jeg komme og hjælpe?
Jeg klarer mig.
Men moren kom alligevel.
Hvordan ser her ud? Hun skimmede rummet Åh, Lærke, du må se dig selv.
Lærke kiggede i spejlet. Hun lignede ikke sig selv.
Hvor er Henrik?
Arbejder.
Klokken otte om aftenen?
Lærke sagde ikke noget.
Hvad sker der?
Så brød Lærke sammen. Rigtigt. Græd som et barn, højt og fortvivlet.
Han er gået. Sagde, han vil leve for sig selv.
Moren sagde ikke noget med det samme. Så:
Sikke en skiderik. En sjælden skiderik.
Lærke blev overrasket. Moren plejede aldrig at bande.
Jeg har altid tænkt, at Henrik var svag. Men at det skulle være så slemt.
Mor, måske er jeg urimelig? Måske skulle jeg prøve at forstå ham?
Er det ikke hårdt for dig, Lærke?
Det gik op for Lærke: Hun havde kun tænkt på Henriks behov. Hans træthed, hans velvære.
Men sig selv? Intet.
Hvad gør jeg?
Du lever. Uden ham. Bedre alene end med sådan én.
Henrik vendte tilbage den næste lørdag. Solbrændt, sikkert tænkt i sommerhus.
Skal vi tale om det?
Ja.
De satte sig ved spisebordet.
Lærke, jeg ved det er hårdt for dig, men det er heller ikke nemt for mig. Kan vi lave en aftale? Jeg hjælper med penge og besøger, men bor for mig selv indtil videre.
Hvor meget?
Hvad?
Penge. Hvor meget?
Tja, ti tusinde kroner om måneden.
Ti tusinde. Til barn, mad, medicin.
Henrik, skrid.
Hvad?
Du hørte mig. Kom ikke tilbage.
Jeg tilbyder jo en løsning!
Løsning? Du vil frihed? Hvor er min frihed?
Her sagde Henrik en sætning, som satte alting på plads:
Hvilken frihed har du? Du er jo mor!
Lærke kiggede på ham: Der stod han, den rigtige Henrik. En umoden egoist, der så moderskab som en livstidsdom.
Jeg søger om børnebidrag. Lovpligtigt, en fjerdedel af din indkomst.
Det tør du ikke!
Jo, det tør jeg.
Han gik, smækkede døren. Lærke mærkede for første gang på måneder, at hun trak vejret frit.
Markus græd. Men hun vidste nu: Hun skulle nok klare sig.
Der gik et år.
Henrik prøvede at vende tilbage to gange.
Skal vi ikke prøve igen, Lærke?
For sent.
Henrik kaldte Lærke for en strigle. Men det lød hult.
Lærke fandt en barnepige, fik job som sygeplejerske.
Hun mødte lægen Anders på hospitalet.
Har du børn?
Ja, en søn.
Og faren?
Han lever for sig selv.
De lærte hinanden at kende. Anders kom med en legetøjsbil til Markus. De legede sammen og grinede.
Snart gik de alle tre ture i Dyrehaven og ved søerne.
Henrik hørte om det. Ringede:
Barnet er kun ét år, og du ser andre mænd?!
Hvad troede du? At jeg skulle vente på dig?
Men du er mor!
Ja, hvad så?
Henrik ringede aldrig igen.
Anders var anderledes. Når Markus blev syg, kom han straks. Når Lærke var udkørt, tog han hende med til sit sommerhus.
Nu er Markus to år. Kalder Anders for “onkel”. Husker ikke Henrik.
Henrik er blevet gift igen. Betaler børnebidrag.
Lærke er ikke vred.
Nu lever hun også for sig selv og for Markus. Og det er det smukkeste: At hun endelig fandt styrken til at vælge sig selv og den lykke, hun fortjente. For i det at tage ansvar for sit eget liv, ligger friheden til at blomstre.
