21. marts
Kære dagbog,
Jeg tænker så tit over det der med kærlighed og ægteskab. Jeg har lært det på den hårde måde, at det kan slå helt fejl. Da jeg var 29, var jeg allerede blevet skilt én gang. Jeg havde min søn, Emil, som nu er voksen hele tyve år er han blevet.
Jeg glemmer aldrig, hvordan mit første ægteskab sluttede. Jeg var tilbage fra konferencen en dag før planen, og der stod min mand, halvnøgen i vores soveværelse og redte sengen. I køkkenet gik min nære veninde rundt i min morgenkåbe og lavede kaffe! Jeg følte mig bombet tilbage til fiaskoen den klassiske danske soap. Skilsmissen var uundgåelig. Veninden slettede jeg på stedet fra mit liv, og jeg nægtede Emil kontakt til sin far. Jeg undersøgte aldrig den dybe baggrund jeg kunne ikke klare mere snavs. Skyldig er skyldig. Ud med manden, og så måtte jeg videre.
Ti år er nu gået. Jeg har for længst forsvaret både min ph.d. og senere min doktorgrad i dansk filologi. Jeg blev lektor og leder af litteraturstudierne på universitetet i Odense. Karriere har jeg ikke manglet men den store kærlighed lod vente på sig. Jeg nægtede at ende som én, der kun strikker sokker og broderer duge.
Friere manglede der ikke. Men ingen kom virkelig ind under huden på mig. Der var ham, der efter første date friede og straks lånte penge af mig for “vi er jo så godt som familie…”! Så var der enkemanden, der søgte en mor til sine tre børn og inviterede mig til at lave aftensmad for hele banden hjemme hos ham. Jeg gjorde det, men måtte tude bagefter for pigen i mig kunne ikke bære ansvaret for så mange skæbner.
Jo ældre jeg blev, desto færre muligheder så jeg for at finde en, der passede ind. Lige som jeg var ved at opgive og ville sætte punktum for romantikken dukkede han op.
Navnet var Mourad 28 år, studerende med oprindelse fra Algeriet. Han havde læst på mit hold jeg var hans underviser dengang. Efter han blev færdig, havde han åbnet en lille tankstation her i byen.
En dag hvor jeg skulle tanke bilen, så jeg, det var Mourad, som stod for det hele. Vi faldt i snak og grinede over minder fra uni-tiden. Han gav mig sit visitkort “man ved aldrig”, sagde han med et glimt i øjet. Derefter blev det en vane at tanke min bil hos Mourad en gang om ugen, og vi fik snakket mere og mere.
Mourad inviterede mig ofte ud på restaurant, til koncert. Jeg afslog det meste. Han var jo kun min gamle elev! Men Mourad blev ved og ved. Jeg kunne huske, han altid var så dedikeret og respektfuld som studerende. Han talte flydende dansk. Og han var så smuk, at alle pigerne på litteraturstudiet tabte pusten, når han gik forbi.
Jeg husker især én gave, han engang gav: en udskåret æske, hvor der lå en seddel og jeg blev helt rød, da jeg læste den. “Kæresten Johanne, jeg elsker dig!” stod der. Jeg rev seddelen itu troede, det var en joke. Men næste dag bankede han på mit kontor:
“Undskyld, Johanne, jeg ville bare sige, at jeg kan virkelig godt lide dig.”
Jeg tilgav ham og han lovede at føre sig pænt videre.
Da han blev færdig med studiet, holdt han lav profil men nu, mange år efter, mødte vi hinanden igen. Spørgsmålet var: Skulle jeg tage imod hans opmærksomhed?
Til sidst kastede jeg mig ud i det og der begyndte et kort men hvirvlende forhold. Den første date var uforglemmelig. Mourad var anderledes end nogen dansk mand, jeg havde mødt; han var blid, morsom og passioneret. Aldersforskellen generede os ikke. Jeg kunne være fjollet pige, han moden mand. Jeg begyndte at kalde ham Mads, og han kaldte mig Asta. Jeg følte mig pludselig ønsket og smuk igen. Lidenskaben bragede igennem.
Men Mourad friede ikke han skulle efter planen hjem til Algeriet. Hans familie havde allerede fundet en passende brud til ham Khadija, bare 17 år. En ordentlig familie, alt var klar. Desuden kunne jeg aldrig drømme om at flytte fra Danmark og tage Emil og mor med til et ukendt sted. Hans familie ville næppe tage mod en dansk kvinde på over 40 med et voksent barn. Som vi siger: “Øst, vest, hjemme bedst.”
Så jeg besluttede at give alt min kærlighed til Mourad i den korte tid. “Hvor meget kvindelykke er der igen tilbage for mig? Ikke meget jeg vil elske ham, til jeg ikke kan mere!” sagde jeg ærligt til mor.
Min mor var imod forholdet:
“Åh, Asta! Hvorfor skal du have en udlænding? Find dig dog en dansk fyr med det samme navn! Du ved, din eksmand banker stadig på. Du kunne tilgive ham! Emil savner ham,” skændte hun.
“Mor, du har glemt, at Simon var dig utro! Eller skal jeg tilgive bare for fredens skyld?” svarede jeg.
“Han har bedt så mange gange om undskyld! Og du er også lidt skyldig du forsømte jo ægteskabet, da du skrev din doktorgrad. En mand uden opsyn, så ender det nemt,” sagde hun.
“Men du tilgav heller ikke far,” mindede jeg hende om.
“Dét er noget andet! Han fik børn med en anden og forsvandt, før du blev født. Simon render stadig rundt og venter på dig ti år efter. Emil har altid elsket ham,” sluttede hun.
“Mor, jeg skal ikke giftes med Mourad. Jeg ved, jeg er for gammel for ham. Jeg venter bare på, at han en dag går sin vej. Indtil da tager jeg alt, hvad jeg kan få,” sagde jeg tænksomt.
“Åh, min pige! Selv gamle heste elsker sukker,” sukkede mor.
Efter tre år sagde Mourad farvel. “Vi ses igen, min elskede,” sagde han, mens han tog afsked. Jeg var forberedt, men det brændte at overlade Mourad til unge Khadija. Som farvel gav han mig igen den udskårne æske denne gang med en ring, formet som to små engle, der holder et hjerte af diamanter.
“Mit hjerte bliver hos dig, Asta,” sagde han, mens han kyssede mig.
Han rejste til Algeriet. Året efter kom der bryllupsbillede, underskrevet: “Min kone Khadija.” Året efter endnu et: “Min anden kone Mariam.” Mourad forklarede, at polygami var lovligt hjemme hos ham. Da jeg så billederne, mærkede jeg ingen jalousi. Hvad ved de stakkels unge piger om dyb kærlighed? Måske glædede jeg mig lidt over, at hans blik så vemodigt ud.
Men nu var eventyret slut. Siden er Emil blevet gift, og jeg har fået verdens dejligste svigerdatter. Da mit barnebarn blev født en pige spurgte jeg, om hun måtte hedde Asta. Et minde om den store, altopslugende kærlighed.
Simon, min eksmand måske tilgav jeg ham, eller måske fik jeg bare ondt af ham. Han kunne kun komme via min mor, for hun kan altid tale mig til fornuft:
“Han ved, det er hans skyld. Vi er vist alle syndere, Asta. Det er kun mennesker, der fristes og fejler.”
Nu bor Simon og jeg sammen igen. Vi gør, hvad vi kan, for aldrig at gå fra hinanden mere. Og jeg har endelig deltaget i et strikkekursus nu strikker jeg små sokker til Asta, min elskede lille barnebarn, med fine arabiske mønstreMen nogle gange, sent om aftenen, åbner jeg stadig den udskårne æske fra Mourad. Ringen ligger fint dér, omgivet af små seddelrester fra dengang, hvor han skrev til mig som min kæreste. Jeg smiler og lukker låget stille i. Nogle kærlighedshistorier er ikke skrevet for altid men de forbliver i hjertet, sådan som man husker duften af syrener fra barndommens have eller første gang, man svømmede alene over søen.
Om morgenen vågner jeg til lyden af Emil, der henter pigen Asta for at bringe hende forbi på kaffe. Simon står i køkkenet og skænker op vi har begge fået flere rynker, færre ord, men mere ro. Jeg ser på mit barnebarn, og hun ligner en blanding af min mor og Mourad store brune øjne, bestemte bevægelser, ubekymret grin.
Engang troede jeg, kærlighed skulle være et eventyr nu ved jeg, det er mange små historier, der væves sammen. Nogle bliver hos én natten igennem, andre rejser langt væk. Men de efterlader et lys, man kan leve af, selv når hverdagen bliver grå og stille. Og det er nok.
