Der var engang, for mange år siden, at mange unge svigerdøtre led under deres svigermødre og de havde ingen at klage deres nød til.
Vores første bryllupsdag nærmede sig, og forholdet til min svigermor var stadig ikke ordentligt på plads. Vi forstod ikke rigtig hinanden, og perfekt var det i hvert fald ikke.
Jeg havde engang bedt min mand, Erik, om at præsentere mig for sin mor, før vi blev gift, da han allerede kendte min mor. Men han skubbede det hele tiden foran sig. Der var aldrig tid, min mor havde travlt, eller et eller andet kom i vejen. Der bliver tid nok til at lære hinanden at kende, sagde han. Til sidst mødte jeg hende først på bryllupsdagen. Mødet var hurtigt overstået: Jeg hilste glad godmorgen!, hvortil hun returnerede et halvkvalt godmorgen.
Min mand havde fortalt mig, at hans mor, Gertrud, var et hjerte af guld og meget forstående. Alligevel havde jeg engang givet udtryk for min bekymring for, om hun ville blande sig i vores ægteskab jeg havde jo hørt historier om den slags. Men Erik forsikrede mig altid: Min mor blander sig aldrig. Hun har altid sagt, at jeg selv skulle vælge min kone og stifte familie med hende. Hun kunne aldrig finde på at kritisere mit valg eller belære mig om livet.
Men kun få dage efter brylluppet sad min mand så hjemme i køkkenet efter arbejde, med et bekymret blik under kaffepausen. Jeg spurgte, hvad han tænkte på.
Jeg tror måske, min mor ikke kan lide dig, sagde han pludseligt.
Det viste sig, at Gertrud ikke brød sig om, at jeg ikke vaskede mine æg i natron før brug. At jeg lod glassene stå lidt i vasken, fordi det var nemmest sådan. At jeg lagde opvaskesvampen direkte på vasken og ikke på et særskilt underlag. At jeg kogte bouillon på én gang og ikke som hun plejede i to omgange. Og meget andet. Jeg var målløs!
Jeg spurgte min mand:
Hvorfor skulle hun dog ikke kunne lide mig? Vi har vores eget hjem. Hun bor jo ikke sammen med os.
Men jeg er hendes søn! Jeg er vant til hendes måde at gøre ting på. Sådan skal vi også have det!
Jeg protesterede og sagde, at vores køkken var vores og at jeg gerne ville leve på min egen måde i mit eget hus.
Men Erik mente, at vi nu skulle leve efter nye regler, og jeg måtte vænne mig til det.
Fire måneder gik egentlig udmærket. Når vi så Gertrud, smilede hun, spurgte høfligt til mit arbejde og forholdet, og om Erik deltog i husholdningen. Men da vi fik hunden Bjørn, gik der ikke mange dage, før halvdelen af Odense vidste, at jeg ikke kogte suppeben og kød til ham. At jeg var uforstandig, når jeg gav hunden råt foder, og at hendes stakkels søn nu levede med sådan en uduelig svigerdatter. Pludselig følte jeg mig utilstrækkelig.
Det anede jeg ikke om mig selv før nu. Jeg fortalte Erik, at jeg havde hørt det fra en dame i parken, da jeg gik tur med Bjørn den morgen. Jeg brød mig ikke om at høre sådan noget om mig gennem andre. Jeg bad ham tage en snak med sin mor, men han grinede bare og sagde, at jeg skulle lade det passere. Nu var Gertrud blevet fornærmet på mig. Jeg hilste altid pænt på hende, men svaret var reduceret til et køligt goddag.
Erik mente, at jeg ikke respekterede hans mor nok. At jeg ikke ville tilpasse mig deres familie og ikke forsøgte at blive ven med Gertrud. Det virkede, som om det Gertrud mest savnede … var vores hund. I øvrigt kom hans forældre ofte forbi til kaffe uden at give besked først.
Men det værste var stadig i vente, for vi skulle snart bo en tid i deres lejlighed på Frederiksberg. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det skulle gå. Tanken om, hvordan det ville blive, hvis vi fik et barn, skræmte mig hele opgangen ville nok snakke om, hvordan jeg vaskede og madede mit barn. Jeg begyndte at overveje, om jeg hellere skulle tage hjem til mine egne forældre på Fyn. Jeg tvivlede på, at min svigermor ville lade mig leve i fred, selv i hendes eget hjem.
