Nu kan vi leve
Rikke stod ved gravens kant og betragtede hvordan kisten blev sænket i jorden.
Det var koldt. Novembervinden rev i sløjfen på kransen, sneglede sig op under frakken og fik hende til at trække skuldrene op i kulden.
Tante Karen en fjern slægtning, som Rikke kun havde mødt et par gange snøftede stille ved siden af.
Rikkes mor stod rank, men hendes fingre, der knugede Rikkes hånd, var iskolde.
Faren…
Rikke stirrede på kisten og forsøgte at fornemme, hvad hun følte.
Ingenting.
En rungende, glasklar tomhed indeni. Som i et frosset hus, hvor varmen for længst er slukket.
Han var et godt menneske, sagde én bag hende. Gud give ham fred.
Rikke var tæt på at grine højt.
Godt menneske?!
Hvordan kan de vide det?!
De så ham kun til fester, ædru, smilende, med harmonikaen. Dygtig med hænderne, livets midtpunkt, sjov gut.
Og det var det.
De vidste ikke, hvordan han var derhjemme.
Rikke lukkede øjnene, og hukommelsen stak hende straks en scene: hun må være omkring syv, vågner om natten til larmen. Faren snubler ind i entréen, rammer ikke døren, lugter af sprut og noget surt. Moren slæber ham ind, han slår ud med armene, råber: Du respekterer mig aldrig! Rikke kniber øjnene sammen, trækker dynen op til næsen for ikke at høre eller se.
Og næste morgen sidder faren i køkkenet med skyldig mine, drikker indkogt sylte og siger: Undskyld, min pige. Jeg gik over stregen. Det sker ikke igen.
Det skete altid igen.
Rikke åbnede øjnene. Kisten var dækket, kransene lå på toppen. Folk begyndte at bevæge sig ud mod kirkegårdens indgang. Moren rørte hende på albuen:
Kom, min pige. Vi skal holde mindesammenkomst…
Ved det dækkede bord følte Rikke sig som en fremmed. Hun spiste, nikkede, besvarede kondolencer. Og inde i hende drev én tanke hende til vanvid:
“Hvorfor føler jeg intet? Hvorfor gør det ikke ondt?”
Om aftenen, da alle var gået, sad hun og moren alene i køkkenet. De drak te, sagde ingenting. Til sidst sagde moren:
Jeg tænkte på noget mærkeligt.
Rikke løftede blikket.
Jeg tænkte, at nu behøver vi ikke være bange længere. Nu falder han ikke om, fryser ihjel eller forsvinder. Vi kan bare leve.
Rikke så ind i morens øjne og genkendte den samme rædsel, hun selv bar. Rædslen over, at det indeni ikke var sorg, men lettelse.
Er jeg et dårligt menneske? hviskede moren.
Rikke flyttede sig tættere på, lagde armene om hendes skuldre.
Nej, mor. Vi er ikke dårlige. Vi er bare trætte.
De blev siddende sådan til daggry. Husker. Ikke hvordan han drak, men noget andet: hvordan han byggede et dukkehus til Rikke, lærte hende at cykle, hvordan han kom hjem fra torvet med et kæmpe vandmelon, og de sad alle tre på gulvet og spiste, fordi den ikke kunne være på bordet.
Han var mange ting. Det var også sandheden.
Senere gik moren i seng, og Rikke blev alene tilbage. Hun fandt sin telefon frem, skrev til sin mand: Det går nok. Jeg kommer hjem i morgen.
Pludselig opdagede hun, at hun for første gang i mange dage trak vejret roligt. Uden ubehag. Uden at vente på et opkald med dårligt nyt. Uden den konstante, opslidende uro.
Faren var død. Og nu var livet roligt.
Hun vidste, at tanken ville dukke op igen. At hun igen ville vågne om natten med skyldfølelse. At tante Karen og de andre slægtninge længe ville hviske: Sikke en kold pige, hun græd ikke engang.
Men lige nu, i den stille lejlighed hvor der ikke længere lugtede af sprut og hvor nattens skænderier var forbi, tillod Rikke sig et øjebliks ærlighed.
Undskyld, far, sagde hun ud i tomheden. Jeg elskede dig. Virkelig. Men jeg var så træt af at hade dig.
Om morgenen tog hun afsted.
På toget mod Aalborg kiggede hun længe ud på den grå novembermark, og til sidst fandt hun sin notesbog frem og skrev det svar, der kom til hende:
Børn af alkoholikere græder ikke til begravelser. De har grædt nok hele livet ved siden af sygdommen. Og de er ikke kolde. De overlevede.
Rikke lukkede notesbogen og smilede for første gang i lang tid.
Toget bar hende mod et andet liv. Et liv, hvor hun ikke længere skulle se sig tilbage…
