“Gå ud i køkkenet!” råbte manden til sin kone. Han anede ikke, hvad det ville føre til.
“Katrine, har du set mit blå slips?” lød stemmen fra soveværelset, hvor Mads var ved at klæde sig på til arbejde.
Katrine stod netop ved komfuret og rørte i havregrøden. Syv års ægteskab og hver morgen var den samme. Han skyndte sig til kontoret efter penge og succes, mens hun pendlede mellem komfuret, gryderne og vaskemaskinen.
“Kig på den anden hylde i skabet!” svarede hun.
“Der er ingenting! Katrine, er du sikker?”
Kvinden sukkede, tørrede hænderne af og gik ind i soveværelset. I lommen på hans jakke fra i går mærkede hun noget metal. En nøgle. En helt almindelig lejlighedsnøgle, men ikke deres egen.
“Mads, hvor er den her fra?” rakte hun nøglen frem.
Et øjeblik glimtede overraskelse i hans ansigt. Men han tog sig hurtigt sammen og råbte:
“Ud i køkkenet! Lad være med at rode i mine lommer! Det er en arbejdsnøgle fra arkivet på kontoret.”
Han anede ikke, hvad der ventede.
Ved morgenmåltidet sad Mads og skrev ivrigt på sin telefon, smilede og fnisede endda et par gange.
“Hvem skriver til dig?” spurgte Katrine forsigtigt.
“Kolleger. Vi diskuterer et projekt,” svarede han uden at kigge op.
Men Katrine nåede at se på skærmen blinkede der ikke filer eller dokumenter, men hjerter og smileyer.
“Jeg bliver ikke hjemme til aftensmad i dag. Præsentation, og så middag med forretningspartnere. Du behøver ikke vente.”
“Middag en lørdag?”
“Forretning kender ikke weekender, skat.”
Han gav hende et kys på kinden og gik, efterlod duften af dyr parfume.
Katrine ryddede bordet, satte sig med en kop nu kold kaffe. For syv år siden havde hun taget en kandidatgrad i økonomi, arbejdet i en bank, bygget en karriere. Men efter brylluppet
“Hvorfor har du brug for det job?” havde Mads overbevist hende dengang. “Jeg sørger for alt. Vær hjemme. Børnene kommer snart”
Men årene gik, og børnene kom ikke. I stedet kendte Katrine alle kassemedarbejderne i supermarkedene og kunne alle sæsonerne af hver eneste tv-serie udenad.
Men denne morgen vendte noget sig inde i hende. En nøgle til en ukendt lejlighed, smileyer på telefonen, ny parfume, “arbejdsmøder” i weekenderne
Hun åbnede sin laptop og søgte på: “rengøringsjob Horizon Tower”. Netop der, på syvende sal, arbejdede Mads for firmaet “Fremskridt”.
Hun fandt det! Rengøringsfirmaet “Rent Kontor” søgte medarbejdere til at gøre rent i “Horizon Tower”. Aftenhold.
Hjertet bankede hurtigere. Perfekt: Medarbejderne gik hjem, mens rengøringspersonalet kom. Men nogle “blev lige lidt længere”
Hun ringede til det angivne nummer:
“Goddag. Jeg ringer angående stillingen som rengøringsassistent i ‘Horizon Tower'”
Næste dag sad Katrine over for teamlederen, Nina.
“Har du erfaring?”
“Jeg har syv års erfaring derhjemme,” indrømmede Katrine ærligt.
“Hvorfor netop ‘Horizon Tower’? Vi har også andre steder.”
“Tidsplanen passer. Og jeg skal skilles. Om aftenen er min mand med barnet, så jeg har brug for et job.”
Nina så medfølende på hende:
“Forståeligt. Du er ansat. Men hvad skal jeg skrive som dit navn?”
“Lene Petersen,” svarede Katrine uden at tøve.
Tre dage senere var Katrine Madsen blevet til Lene Petersen den nye rengøringsassistent i Horizon Tower. Hun fik en uniform, rengøringsudstyr og en kort introduktion:
“Det vigtigste er at være usynlig. Ingen snak, ingen unødvendige bevægelser. Vi arbejder stille, hurtigt og effektivt. Din etage er den syvende. IT-firmaet ‘Fremskridt’. Specielt bemærk kontoret med skiltet ‘M.Madsen’.”
“Kan jeg netop få syvende sal?” spurgte Katrine forsigtigt. “Jeg hører, der ikke er så mange kontorer der. Jeg er ny.”
“Selvfølgelig. Netop dér sagde en af pigerne op det var for hårdt. Hvis du kan klare det, er det dit.”
Katrine stod ved døren til sin mands kontor med moppen i hånden. Udenfor var det længe blevet mørkt, klokken var over otte. Arbejdsdagen var slut, men indefra hørte hun stemmer.
Hendes plan var sat i værk.
To uger som rengøringsassistent på samme kontor som Mads åbnede Katrines øjne for mange ting. Det viste sig, at de aftenlige “overtimer” intet havde at gøre med arbejdsiver. Han blev trukket til syvende sal ikke af projekter, men af Emma Nielsen, en ung marketingmedarbejder fra samme firma.
Nøglen i mandens jakke åbnede ikke et arkiv, men Emmas lejlighed i en nybygget ejendom.
“Mads, jeg er træt af at skjule os,” sagde Emma lige da Katrine gjorde rent i nabokontoret. “Hvornår kan vi være sammen offentligt?”
“Snart, skat,” hviskede Mads. “Advokaten siger, vi skal gøre det rigtigt. Hvis vi skynder os, skal jeg måske af med halvdelen af lejligheden.”
Katrine bed tænderne sammen. Så ikke blot bedrog han hende han planlagde også at efterlade hende med ingenting.
Men det værste skete et par dage tidligere. Under rengøringen væltede moppen en stak papirer de faldt på gulvet. Da hun samlede dem op, lagde hun mærke til underlige notater i margenen. Takket være sin uddannelse forstod hun hurtigt det var ikke bare rapporter, men intern finansiel og strategisk information.
På bordet lå en anden telefon en arbejdstelefon. Beskeden “Ida S.” blinkede på skærmen.
Katrine kiggede sig omkring: kontoret var tomt. Hun åbnede samtalen.
“Mads, jeg har brug for rapporten om ‘Nordisk’. Som altid penge overføres.”
“Ida, prisen er anderledes nu. Hele pakken koster 50.000.”
“Okay. Men hurtigt. Præsentationen er allerede tirsdag.”
Katrine følte kulden i hænderne. Ida Sørensen vicevært i “Fremtiden”, deres største konkurrent. Og hendes mand solgte hende virksomhedens hemmeligheder
Hun tog billeder af korrespondancen og dokumenterne. Hjemme gennemgik hun det hele igen og blev kun bekræftet: Skaden for firmaet løb op i hundredtusindvis af kroner.
“Hvordan går det på kontoret?” spurgte hun samme aften, da hun serverede aftensmad.
“Alt stabilt. Arbejder på et nyt projekt
