Nu får I jeres eget barn, så nu er tiden kommet for hende at vende tilbage til børnehjemmet.
Hvornår får min søn endelig en arving? sagde Kirsten Mikkelsen og betragtede sin svigerdatter over kanten af kaffekoppen med irritabel mine.
Du ved ligeså godt som jeg, at vi har forsøgt i tre år nu, svarede Lykke med et tungt suk. Hun var træt af, at alle sammenkomster begyndte med det samme spørgsmål. Hvad kunne hun gøre? Flere læger havde konstateret, at der hverken var noget galt med hende eller Emil.
Netop, svarede svigermoren tørt. Så mange år gift, og stadig intet barn. Det ville godt nok undre mig, hvis der ikke har været lidt for sjov i ungdommen.
Kirsten, hvad er det for nogle antydninger? udbrød Lykke og klappede sin bærbare sammen. Hun kunne ikke arbejde mere i dag. Det er hverken rimeligt eller respektfuldt at tale sådan til mig!
Nå nå, Kirsten løftede et øjenbryn. Vil du gå til Emil? Du ved han altid tager sin mors parti. Det er trods alt mig, der har opdraget ham.
Det eneste svar hun fik, var lyden af en dør, der smækkede. Lykke havde ikke tænkt sig at sige noget til Emil – ikke fordi hun troede han ville tage sin mors parti, men fordi hun ikke ville gøre ham ked af det.
**************************************************
Lykke havde aldrig rigtig haft et godt forhold til Kirsten det havde været skævt helt fra første dag. Intet ved hende var som Kirsten ville have det: for almindelig, klædte sig forkert, og ikke nok med det, så kunne hun heller ikke lave mad. Det havde været en endeløs klagesang, og Emil havde flere gange måtte stå fast.
Brylluppet blev holdt, og dét, at de unge flyttede langt væk i en lejlighed for sig selv, dæmpede svigermoderens irritation en anelse.
Men det varede ikke mange måneder, før Kirsten fandt nyt klageemne: de manglende børnebørn.
I starten slog Lykke det hen sagde hun stadig var ung, at de skulle nyde hinanden, og at karrieren også kaldte. Men Kirsten var benhård børn skulle komme hurtigt, og helst flere.
Presset blev for meget, og Lykke gav efter, men ak tre år og utallige undersøgelser senere var der stadig intet sket. Lægerne forsikrede dem begge, at de var raske, og en enkelt mente, det måske sad i hovedet. Kirsten grinede blot og sagde, at de måtte finde sig en ny læge.
******************************************
Efter endnu et opslidende møde med Kirsten sad Lykke og bladrede drømmende gennem sin Facebook. Bilder af børn slog hårdt, for hun ønskede inderligt et barn ikke for svigermorens skyld, men for sig selv.
Pludselig faldt hun over et opslag fra en kvinde, der fortalte om sit arbejde på et børnehjem i Roskilde. Så mange børn uden far og mor…
Lykke lukkede øjnene og forestillede sig et barn, der rakte ud mod hende med små hænder. Det var en tanke, der hurtigt voksede sig stærk. Hun trak tastaturet tættere og begyndte at lede efter oplysninger om adoption.
Der var mange krav dokumenter, lægeundersøgelser og alt muligt andet, men tanken om endelig at få et barn opvejede hendes angst for papirarbejdet.
Nu skulle Emil bare sige ja. Hun frygtede hans reaktion, men overraskende nok var han positiv. Han foreslog, at de skulle adoptere et lille barn fra spædbørnehjemmet. Sagen var klar.
Kort tid efter udvidedes familien; de tog straks lille Ane, fem måneder gammel, til sig. Kirsten blev rasende, men hendes mening talte ikke længere. Emil lod skinne igennem, at han var parat til at flytte helt til Aarhus, hvis hun fortsatte med sine raserianfald. Modvilligt måtte Kirsten lade som om, hun var lykkelig over barnebarnet.
Syv år gik. Ane færdiggjorde første klasse, fik masser af venner og var venlig og pligtopfyldende. Lykke nød at være mor.
Sommeren bød på ferie ved Vesterhavet. Solen var blid, bølgerne rullede sagte, sandet var næsten hvidt. Ren lykke, især nu hvor Kirsten var lagt på afstand.
Mod slutningen af ferien begyndte Lykke at føle sig dårlig, men holdt det for sig selv. Tilbage i København gik hun straks til lægen.
Emil opdagede dog hendes ubehag og insisterede på, at de skulle tage hjem, men lovede at de nok skulle komme tilbage igen senere. Hun gav efter.
Resultatet af undersøgelsen chokerede dem begge og gjorde dem lykkelige. Lykke var gravid. Ane blev henrykt den store storesøster-rolle passede hende strålende.
Kirsten fik først nys om det flere måneder senere, da Lykke ikke længere kunne gemme maven væk. Hun dukkede op, da Lykke var alene hjemme.
Jeg vil ikke spørge, hvorfor I ikke sagde det før, sagde Kirsten bestemt, mens hendes blik kørte ned over Lykkes mave. Jeg har et andet spørgsmål.
Ja? Lykke anede uråd.
Hvornår afleverer I Ane tilbage til børnehjemmet? Kirstens stemme var isnende alvorlig. Nu får I jo jeres eget barn, så plejebarnet må tilbage.
Lykke begyndte at ryste. Kunne nogen virkelig sige sådan noget om et barn? Om hendes barn?
Mener du det?
Selvfølgelig, sagde Kirsten uden at blinke. Nå, hvad siger du?
Ud, hvislede Lykke og kæmpede med ikke at smide sig over hende. Skrid og kom aldrig her igen!
Hun smed en målløs Kirsten ud og prøvede at falde til ro. Skulle hun ringe til Emil? Han havde et vigtigt møde men tale om det måtte de.
*********************************************
Kirsten tog direkte på arbejdet til Emil. Hun ignorerede sekretæren og marcherede ind på kontoret.
Din kone smed mig simpelthen ud, som var jeg fremmed! råbte hun.
Hej mor, sukkede Emil. Hvad sagde du, der kunne få Lykke til at handle sådan?
Jeg spurgte bare, hvornår I leverer pigen tilbage, nu I endelig får jeres eget. Det kræver både penge og tid, det nye barn.
Hvordan kan du tænke så forfærdentligt? Emils hånd knækkede kuglepennen. Vi slipper ikke Ane. Hun er min datter, hvad enten du bryder dig om det eller ej.
Hvorfor dog? Hun er jo kun et plejebarn, og ret stor efterhånden. Hun forstår nok, hvis man forklarer det.
Du holder dig langt væk fra Ane, sagde han, kastede den ødelagte pen fra sig og knyttede næven mod skrivebordet. Forstod du?
Hvad vil du gøre? sagde Kirsten sarkastisk, da hun gik ud. Den pige hører ikke til i vores familie, og jeg skal nok få det ordnet.
Emil blev siddende længe og stirrede på døren. Sekretæren kiggede undskyldende ind, men han ænsede hende ikke. Nu måtte han tage en beslutning.
Han rakte ud efter telefonen.
****************************************
Lykke slentrede i drømmeagtig fart gennem Frederiksberg Have. Ane dansede om lillebror på ét år og passede ham som en ægte storesøster.
På en bænk sad to midaldrende damer og sladrede om deres svigerdøtre. Lykkes tanker fløj uvilkårligt tilbage til Kirsten.
Efter det sidste opgør så hun hende aldrig igen. Emil havde på kun en uge fået dem flyttet til Aalborg, langt væk fra gamle minder og sladder. Han vidste, det var eneste måde at skåne Ane for snak og hvisken hans mor kunne sagtens finde på at fortælle hele byen, at Ane var adopteret.
Nu levede de et fredeligt liv. De havde en dejlig datter, en lille søn, og snart kom endnu en lille ny. Emil ringede af og til til sin far. Han fortalte, at Kirsten aldrig lagde sig nu havde hun kastet sig over svigerdatteren i sin datters nye ægteskab. Emil havde ondt af sin søster, men hun tog det tilsyneladende mere roligt.
Deres eget liv var nu deres. Emil så på sin familie og følte sig lykkelig langt ind i sjælen og ønskede det samme for alle andre.
