Nu kan vi leve
Astrid stod ved kanten af graven og så til, mens kisten blev sænket ned i jorden.
Kulden bed hende i kinderne. Novembervinden slog hårdt mod sorgen, trak i sløjferne på kranse, krøb ind under frakken og fik hendes skuldre til at ryste.
Ved siden af snøftede tante Agnethe en fjern slægtning, som Astrid kun havde mødt et par gange i sit liv.
Mor holdt sig rank. Kun hendes fingre, der krampagtigt greb om Astrids hånd, var frosne og døde.
Far…
Astrid stirrede på kisten og forsøgte at mærke, hvad hun følte.
Ingenting.
Bare en rungende tomhed indeni. Som et hus, der har stået tomt hele vinteren uden varme.
Han var en god mand, sagde nogen bag Astrid. Fred være med ham.
Astrid nær havde grinet højt.
God?!
Hvorfra ved de det?
De kendte ham fra festlige lejligheder, hvor han var ædru, smilende, med harmonikaen i hænderne. Guldhænder, festens sjæl, en gemytlig fyr.
Det var alt.
De anede ikke, hvordan han var hjemme.
Astrid lukkede øjnene, og hukommelsen gav hende straks et billede: Hun er syv år, vågner af tumult. Far vælter ind i entréen, rammer ikke døren, lugter af sprut og noget bittert. Mor trækker ham ind, men han gør modstand, fægter med armene, råber: Du respekterer mig ikke! Astrid klemmer øjnene hårdt sammen, trækker dynen op over sig, vil ikke se eller høre.
Og om morgenen sidder far i køkkenet med skamfuldt ansigt, drikker syltede agurker, siger: Undskyld, min pige, det skete igen. Det kommer ikke til at ske mere.
Men det skete. Om og om igen.
Astrid åbnede øjnene. Graven var dækket, kransene lagt på den lille bakke. Folk begyndte at gå mod udgangen af kirkegården. Mor rakte hende med blid berøring på albuen:
Kom, min pige. Vi må til mindehøjtideligheden…
Ved bordet med smørrebrød og kaffe sad Astrid som en fremmed. Spiste, nikkede, svarede på kondolencer. Men inden i hende hang én tanke, som hun havde lyst til at skrige ud:
Hvorfor føler jeg ingenting? Hvorfor gør det ikke ondt?
Om aftenen, da de sidste gæster var gået, sad hun tilbage med sin mor i køkkenet. De drak te, tav. Til sidst sagde moren:
Du ved, jeg tænkte lige nu… Noget mærkeligt.
Astrid løftede blikket.
Jeg tænkte, at nu kan man lade være med at være bange. At han ikke falder om et sted, fryser ihjel, bliver væk. At vi bare… kan leve.
Astrid så på sin mor og genkendte den samme rædsel i hendes blik, som hun selv bar. Rædsel over, at det var lettelse, ikke sorg, de følte.
Er jeg et dårligt menneske? hviskede moren.
Astrid rykkede over til hende, lagde armen om skuldrene.
Nej, mor. Vi er ikke dårlige. Vi er bare trætte.
De sad sådan til morgen. Mindedes. Ikke hvordan han drak, men det andet: hvordan han lavede dukkehus til Astrid, lærte hende at cykle, engang bar en kæmpe vandmelon hjem fra torvet og de sad på gulvet alle tre, for der var ikke plads på bordet.
Han var mange ting på én gang. Det var også sandt.
Senere gik mor til sengs, og Astrid blev alene. Hun tog mobilen, skrev til sin mand: Jeg har det okay. Kommer hjem i morgen.
Og pludselig opdagede hun, at hun for første gang i mange dage trak vejret roligt. Uden urolige tanker. Uden at vente et opkald med dårlige nyheder. Uden den evige, drænende uro.
Far var død. Og nu var livet endelig stille.
Astrid vidste, at tanken ville komme igen. At hun mange nætter ville vågne med skyldfølelse. At tante Agnethe og de andre stadig ville hviske: Hvor hjerteløs hun er, hun græd ikke engang.
Men nu, i denne stille lejlighed, hvor der ikke længere lugtede af sprut eller blev råbt midt om natten, tillod Astrid sig et øjebliks ærlighed.
Undskyld, far, sagde hun ud i tomheden. Jeg elskede dig. Virkelig. Men jeg var så træt af at hade dig.
Om morgenen rejste hun væk.
I toget stirrede hun længe ud på den grå novembermorgen, så tog hun sin notesbog frem og skrev det svar, der pludselig dukkede op:
Alkoholikeres børn græder ikke til begravelser. De har grædt nok gennem livet. De er ikke ufølsomme de har bare overlevet.
Astrid lukkede bogen og smilede for første gang i lang tid.
Toget førte hende mod et nyt liv. Et liv hvor hun ikke behøvede at se sig tilbageDa hun steg af toget, var luften stadig tung af november, men føltes anderledes. Hun hev ind, lod kulden rense det sidste af fortidens mørke ud af lungerne.
Hun satte sig på en bænk og lod verden passere forbifolk i jakker, biler, cykler. Hun var anonym her, ny. Og alligevel var hun ikke alene i sig selv mere.
Med langsomme fingre skrev hun en besked til mor: Vi kan godt få det godt nu. Vekslende mellem tårer og et lille, forsigtigt smil sendte hun den.
På vej hjem mod manden, mod fremtiden, mærkede Astrid en begyndelse, hvor sorgen og lettelsen kunne leve side om side. Hun kunne bygge noget, hun aldrig havde haft; en hverdag, hvor man ikke skulle være bange, ikke forsvare sig, ikke undskylde.
Hun lagde en hånd over brystet. Hjertet slog tungt, men frit. Det var muligt. Hun havde fået sin frihed. Hun havde overlevet.
Og da hun gik de sidste skridt hjem under den gryende morgen, vidste hun: Nu kan vi leve.
