Der var ikke længere Anna… Hendes sønner kom rejsende fra København ud til den lille landsby på Fyn til mindehøjtideligheden. Godt de da kom til sidst, mumlede naboerne for sig selv over deres kaffe med mælk så fik deres mor da en sidste farvel. Da mindehøjtideligheden ebbede ud, begyndte sønnerne og deres familier at pakke sammen for at tage hjem til byen. Pludselig trådte moster Rigmor, Annas søster, ind ad døren.
Moster Rigmor, vi må altså til at køre begyndte den ældste søn. Huset skal lukkes af, det er også ved at være på tide, du tager hjem.
Tage hjem?! sagde Rigmor forundret og så på dem, som om de var talende askebægre. Men jeg er jo hjemme. Hvor ellers skulle jeg tage hen?
Alle så på hende med blikke, der blev hængende i luften som en parfume.
Sofie og Morten havde giftet sig og var flyttet hjem til Mortens mor. Deres bryllup var beskedent de besluttede at bruge deres sparede penge på noget andet, måske et eventyr ud i Europa engang, og ikke på bolig endnu.
Før havde de boet hver for sig; Morten med sin mor Inger på Amager, Sofie på et kollegium inde i Indre By. Hjemme var ikke muligt for Sofie; hendes egen mor festede for meget, hun gik ofte fra opvasken for at danse, og for sin far kendte Sofie kun navnet.
Inger bestemte, at de unge skulle have lidt ro på hun tog derfor ferie og tog toget til søsteren Anna, der boede alene på Fyn. Anna nød ofte Ingers selskab, især fordi børnene to voksne sønner kun sjældent lagde vejen forbi, og når de gjorde, var det som skygger, der passerer på væggen. De ringede sjældent. Det var jo altid så mange sager og travlhed, sagde de.
Anna tog det til sig hver gang, tanken om at man dog kunne ringe til sin mor og snakke lidt. Men bede om hjælp nej, det ville hun aldrig. Hellere gøre tingene selv, eller spørge naboen af og til kom nevøen Morten og hans søster.
Morten kunne alt. Han havde tit hjulpet, men nu var han gift, og Anna tænkte: snart glemmer han sikkert også sin gamle tante, ligesom mine egne drenge har gjort det. Disse sønner de havde end ikke præsenteret deres koner for deres mor, kun set dem til brylluppet i København, det travle byliv… Og børnebørn var der ikke, for det var jo for tidligt, sagde de.
Min kære Rigmor, du kom! Min søster! jublede Anna.
De havde altid haft det godt sammen, to søstre, siden barndommen i Odense, indtil Rigmor flyttede til Aarhus og fandt kærligheden dér, mens Anna blev på landet begge mistede deres mænd det samme år og blev alene.
Du kan tage tøjlerne her lidt, jeg har først ferie om en uge. Hvorfor kom Morten ikke med? Han kunne da tage sin unge kone med ud på landet eller skulle de på bryllupsrejse til Bornholm?
Nej, de sparer op til noget andet. Brylluppet var stille. Sofie har jo næsten ingen familie. Hendes mor danser jo hele tiden fra det ene værtshus til det andet hun har boet alene mange år. Sofie flyttede tidligt hjemmefra det er synd for hende. Hun er en god pige.
Hvorfor tog du dem ikke med hertil?
Jeg ville lade dem lære hinanden at kende uden min indblanding. De er unge, de finder ud af det. Jeg troede næsten ikke, at Morten ville gifte sig han er jo fyldt tredive, men nu har han gjort det. De har brug for deres eget.
De skal ikke sidde og kukkelure hele sommeren i byen. Hiv dem ud her på landet. Huset er stort nok. Hvis det keder dem, kan de altid tage hjem igen.
Morten og Sofie kom næste dag. Anna blev så glad hendes egne sønner fik hun aldrig på visit.
Hvor er jeg glad for I er her! Mine drenge kommer aldrig, lige meget hvor meget jeg inviterer, sagde Anna med et træk på skuldrene.
Sofie elskede at være på landet, det var næsten som dengang hun besøgte sin farmor i Herning som lille dengang der stadig var gamle hø-stakke og mælkemanden kom forbi. Da farmor døde, var Sofie kun femten, og siden har hun klaret sig selv og studeret.
Anna passede sine pligter, mens Rigmor slappede af og lavede mad til alle. Morten fik styr på stakittet rundt om det gamle tørreloft og lappede taget på den gamle stald. Sofie, som kun kendte byens asfalt, blev straks glad for at luge kartofler og gulerødder hele formiddagen.
Du behøver ikke knokle sådan, Sofie, sagde Anna. Jeg tager mig af det, når jeg har ferie.
Det gør mig godt, svarede Sofie, jeg elsker at arbejde i mulden, det minder mig om barndommen.
Ferieugerne fløj forbi med sommerfugle i luften og lyse nætter. Da gæsterne rejste tilbage mod København, blev Anna alene i huset. Hun havde det kedeligt, og aftenerne blev længselsfulde, som om urene gik baglæns. Hun ringede til sin ældste søn.
Hvad er der, mor?
Ingenting, dreng. Jeg ville bare høre hvordan I havde det. Måske kom I på besøg?
Det er ikke så godt. Prøv lillebror måske har han ikke travlt. Vi tager snart til Mallorca.
Sammen historie med den yngste; de ville hellere til Middelhavet end ud til moderen på landet. Nå, men Morten havde lovet at komme
…Årene gik, dynen blev slidt, træerne voksede skævt. Morten og Sofie fik købt en lejlighed i Valby, men kom stadig ofte ud til Anna for at hjælpe. De havde børn, og ungerne tilbragte langtidsferie hos bedstemor Katja og bedstemor Rigmor, som nu var pensionister på landet.
Anna fik aldrig sine egne børnebørn at se. Den yngste søn havde fået sig en stedsøn, men ikke ét med sit eget blod; den ældste havde aldrig tid, og pludselig var det for sent. Sådan er det: besøgte næsten aldrig deres mor, fik aldrig børn og når de en sjælden gang kom, syntes de, det skulle være glæde nok hos moren: Se, vi har ikke glemt dig helt.
Godt at Morten, Sofie og søsteren Rigmor var der.
Sådan gik tiden, indtil Anna blev syg. Hun fik lavet de nødvendige behandlinger, men manglede penge. Hun ringede til den yngste søn og fortalte ham situationen.
Mor, du har aldrig været på sanatorier før, så hvorfor starte nu! Tag hjem, du har altid klaret sig. Og vægge er trods alt bedste medicin.
Det blev Morten og Sofie, som betalte for, at de to søstre kunne komme på rekreation i sanatoriet ved Vesterhavet. De sendte dem af sted sammen så var de ikke alene, og havde det sjovere.
Fire år senere var Anna borte. Sønnerne kom ud til Fyn til mindehøjtideligheden.
Godt de i det mindste kom nu hviskede naboerne i den trykkende sommervarme så fik deres mor da et sidste farvel.
Snart skulle alle vende hjem mod storbyen; nu sad moster Rigmor med Mortens familie i stuen.
Moster Rigmor, vi skal altså køre nu, sagde den ældste søn. Vi skal have låst huset af. Det ville være bedst, hvis du også tog hjem.
Tage hjem?! udbrød Rigmor, og hendes stemme lød som regndråber mod ruderne. Men jeg er jo hjemme. Hvor skulle jeg ellers gå hen?
Alle så på hende, som om tiden var frosset et øjeblik.
Det her er mors hus, sagde den yngste. Nu er det vores og vi vil sælge det. Hvis du mangler et minde, må du tage en vase eller et kaffestel. Alt andet ryger ud.
I skal selv tage noget, hvis I savner hende. Huset gav Anna til mig, da hun blev syg, svarede Rigmor. Lige da vi kom hjem fra sanatoriet.
Sanatoriet? Gave? Men vi er jo hendes sønner!
Ja, hvor var I henne så? Da hun var syg, kom I aldrig ikke én eneste gang. Sønner!
Sønnerne tog hjem. De undskyldte ikke, forklarede sig ikke de forsvandt bare. Nu havde de slet ingen steder at komme, ingen at ringe til.
Rigmor flyttede ind i Annas hus. Hendes lejlighed i Aarhus lejer hun ud, hjælper sin søns familie med det, hun tjener. Og denne familie kommer tit og hjælper hende. En god, rar familie, bare uden Anna.
Men Anna er der altid med dem, lige bag vinduesgardinet, blandt minderne og i hjertet…
