Nu er det nok, jeg går! Hvor meget skal man stå model til?
“Nu er det nok, jeg går! Hvor meget skal man stå model til? Barnet, hendes evige træthed, hjælp mig, hjælp mig… Men jeg vil på gaderne igen, som før! Jeg vil have lyst, jeg vil have kærlighed! Jeg arbejder jo! Til sidst vil jeg bare komme hjem til min elskede kone, til kvinden jeg elsker… jeg bor hos en ven nu, finder nok en yngre snart… åh…” sad Jørgen bag rattet, tænkende over, at i dag var slutpunktet for hans forhold til Ingrid, hans kone, og han røg nervøst.
Deres historie var gammel som tiden; de mødtes, blev hovedkulds forelskede, passionen var voldsom, de glemte alt om prævention, og nogle måneder efter viste Ingrid to streger. “Rosk, selvfølgelig, vi klarer det,” sagde Jørgen selvsikkert, og alle mødre, fædre og bedsteforældre nikkede bekræftende: “Vi hjælper, bare fød.” Så kom brylluppet, fødslen, lykkelige tårer en søn! … Og så… den ubekymrede lykke forsvandt, Ingrid blev til en matrone, søvnig, håret var uglet, barnets evige skrål også om natten hendes stadige “hjælp mig, hjælp mig”… Hvor blev hans pige af? Slægtningene forsvandt hurtigt… de var alene med deres forældreskab…
“Jeg er ikke klar!” sagde Jørgen i dag til Ingrid og smækkede døren i foran sin grædende kone med det grædende spædbarn.
Skrigende bremser… pludselig stod en mørk, krum skikkelse foran bilen.
“Hvad vil du, er du træt af livet?” Jørgen sprang ud af bilen og løb hen til skikkelsen.
Manden i regnfrakke rettede sig op, så på ham med triste, gamle øjne og mumlede: “Ja.” Chokeret over svaret blev Jørgen lidt forvirret:
“Gammel, skal du have hjælp? Er der noget jeg kan gøre?”
“Jeg vil ikke leve mere.”
“Du, lad nu være kom, jeg kører dig hjem. Måske kan jeg hjælpe dig.” Jørgen tog den ældre mand under armen og førte ham forsigtigt hen til bilen.
“Fortæl nu, far,” sagde Jørgen og tændte en cigaret.
“Det tager lang tid.”
“Jeg har ikke travlt.”
Den gamle betragtede Jørgen grundigt, kiggede på billedet, der hang i bilen. “For halvtreds år siden mødte jeg en pige, forelskede mig straks, alt gik lynhurtigt, før vi så os om, var vi en familie, barn, en søn arving… Vi troede vi var lykkelige! Men jeg ville bare have, at kærligheden, passionen skulle fortsætte som før, ingen børn, ingen slid. Konen var træt, det lille barn krævede alt, jeg lod hende om det… Jeg hjalp ikke. På arbejdet mødte jeg en kvinde, vi indledte noget… konen fandt ud af det, det blev til skilsmisse. Med hende blev det heller ikke til noget, men jeg tog det ikke tungt, festede videre. Konen giftede sig igen, kom til at blomstre, min søn kaldte stedfaren for far og jeg var ligeglad.”
“Og hvad så?” Jørgen tændte endnu en cigaret, nervøst.
“Jeg? Til sidst endte jeg alene. Ingen familie, ingen kone, ingen børn. I dag blev min søn halvtreds. Ville gratulere ham han lod mig ikke komme ind, græd jeg… Jeg har selv skylden. Han sagde: ‘Du er ikke min far. Gå din vej.'”
“Hvor vil du hen, gamle?” Jørgen trommede på rattet.
“Bor her i nærheden, kør bare videre, du skal ikke bekymre dig…” Den gamle steg ud og trippede mod den store lejlighedsblok, ikke langt fra vejen. Jørgen sikrede sig, at han kom ind, stod lidt, og kørte så videre. Han kørte forbi supermarkedet og købte blomster.
“Tilgiv mig, tilgiv mig,” sagde Jørgen, da han kom hjem, faldt på knæ foran Ingrid, som græd. “Hvile dig, min elskede.”
Han tog sønnen fra Ingrids arme, gik ind i et andet rum, vuggede ham og begyndte at synge en gammel, hæs vuggevise fra barndommen: “Nu lukker sig om dig, lille ven…”
Den overraskede dreng faldt hurtigt i søvn, trygt placeret sin lille hånd mod Jørgens bankende hjerte. Jørgen så rørt på ham: “Jeg vil se min søn vokse op jeg vil høre ham sige ‘far’.”
“Redder du de fortabte igen?” lød det drillende fra Margrethe, som stod i døren til sin gamle mand. Han smilede og hængte regnfrakken på knagen.
“Ja, det gør jeg, man må jo prøve at banke lidt visdom ind i de unge.”
“Hvordan kan du mærke, hvem der har brug for din hjælp?”
“Jeg havde selv brug for den på deres alder…”
“Kom så, redder, vi skal spise. Husk vi skal til sønnens jubilæum i morgen, ingen ‘fortabte’ i aften,” sagde Margrethe kærligt.
“Det har jeg ikke glemt halvtreds år til vores arving, vores kærlighed, det glemmer jeg ikke.” Den gamle mand tog sin hustru under armen, og de gik ind i køkkenet, smilende.
