Nu er det nok, jeg kan ikke mere! Jeg går. Hvor længe skal det fortsætte sådan?
“Nu er det nok, jeg kan ikke mere! Jeg forlader det hele! Barnet, hun er altid træt, ‘hjælp, hjælp’… og jeg vil bare ud og nyde livet, ligesom før! Jeg vil have sex! Jeg har jo et arbejde! For pokker! Jeg vil komme hjem til min elskede kone, min kvinde… Nu bor jeg lidt hos en ven, så finder jeg en yngre åh, ja Morten sidder bag rattet, tankerne flyver rundt, og i dag føles det virkelig som om han har sat det allersidste punktum i forholdet til sin kone. Stresset ryger han en cigaret.
Deres historie har været det samme som så mange andre. De mødte hinanden, forelskede sig hovedkulds, masser af passion, glemte alt om prævention kort tid efter viser hun ham to streger på testen.
Naturligvis, fød barnet, vi klarer det, sagde Morten selvsikkert. Alle kvinderne og de gamle mænd nikkede, som om de sagde, at de ville hjælpe bare fød barnet. Derefter bryllup, fødsel, lykkelige tårer en søn! Og så den bekymringsløse lykke sluttede, konen blev til en træt husmor, søvnløs, håret strittede til alle sider, barnets evige skrig, også om natten, hjælp, hjælp blev hendes faste sætning Hvor blev hans pige af? Familien trak sig hurtigt de stod alene med det hele
I er ikke klar! sagde Morten til sin kone i dag, og han smækkede døren i, mens hun stod grædende med babyen i armene.
Dækkene skriger Pludselig står der en mørk, kroget skikkelse foran bilen.
Hva, er du træt af livet eller hvad? Morten farer ud af bilen og skynder sig hen mod figuren.
Manden i regnfrakke retter sig op, ser på Morten med triste, gamle øjne og svarer sagte:
Ja.
Morten bliver overrasket over svaret:
Far, har du brug for hjælp? Skal jeg hjælpe dig?
Jeg vil ikke leve mere.
Hvad er det du siger? Kom, jeg kører dig hjem? Fortæl mig, måske kan jeg hjælpe dig Morten tager manden nænsomt i hånden og fører ham til bilen.
Så, lad mig høre, gamle, siger Morten og tænder en cigaret.
Det er en lang historie.
Jeg har tid nok.
Den gamle ser grundigt på Morten, kigger op på billedet der hænger i bilen.
“For halvtreds år siden mødte jeg en pige, blev forelsket med det samme, alt gik hurtigt. Familien var på plads, vi fik en søn, en arving det burde have været lykken! Men jeg ville have det, som det var før; kærlighed, passion, ungdom. Men min kone var træt, en lille dreng, dagligdag, jeg lod det hele hvile på hendes skuldre, hjalp ikke På arbejde mødte jeg en kvinde, vi blev involveret konen opdagede det, skilsmisse og det hele. Det blev aldrig til noget med den anden kvinde. Jeg var ikke ked af det, jeg festede videre. Men min eks-kone giftede sig igen, blev smuk, sønnen begyndte at kalde hendes mand for far, og jeg det betød ingenting for mig.
Hvad gjorde du så? spørger Morten, nervøst, mens han tænder en ny cigaret.
Jeg festede videre, uden at tænke på familie, kone, børn. I dag fylder min søn halvtreds, jeg ville hilse på ham han lod mig ikke engang komme ind, begyndte at græde, sagde: Du er ikke min far, gå ud og fest videre.
Hvor skal jeg køre dig hen, far? Morten banker let på rattet.
Jeg bor lige her, bare kør videre Ingen grund til at bekymre dig for mig Den gamle stiger ud af bilen og småtripler mod et lejlighedskompleks nær vejen. Morten holder øje med ham, til han forsvinder i opgangen, og triller så videre. I Føtex køber han blomster.
Tilgiv mig, tilgiv mig, siger han, da han træder ind ad døren og går på knæ foran sin grædende kone. Slap af, elskede.
Han tager sønnen fra hendes arme, går ind i det andet rum og begynder at vugge barnet, mens han synger hæst: De trætte bamser sover
Den overraskede søn falder hurtigt i søvn, og lægger sine små hænder på faderens bankende hjerte. Morten ser på ham med mildhed: Jeg vil se min søn vokse op, jeg vil høre far.
Igen har du hjulpet druknende? siger den gamle dame med et grin, da hendes mand træder ind. Han smiler og hænger regnfrakken på knagen.
Ja, jeg hjalp, man må jo lære de unge livets sandheder.
Hvorfor ved du, hvem der trænger til hjælp?
Jeg havde selv brug for det i den alder
Så kom og spis, frelser. Husk nu, i morgen skal vi til sønnikes fødselsdag, ingen druknende i morgen aften. Den gamle dame ser kærligt på ham.
Det har jeg husket, trods alt er det halvtreds år siden vores arving blev født vores kærlighed. Sådan noget glemmer man ikke. Han smiler og går med hende ud i køkkenet.
