Nu kan man leve
Ida stod ved kanten af graven og betragtede, hvordan kisten blev sænket ned i jorden.
Kulden bed i kinderne. Novembervinden rykkede i den sorte sløjfe på kransen, krøb op under hendes frakke og fik hende til at skutte sig.
Ved siden af snøftede tante Kirsten en fjern slægtning, som Ida kun havde mødt et par gange i sit liv.
Mor virkede upåvirket, men hendes fingre, der knugede om Idas hånd, var isnende kolde.
Far
Ida stirrede på kisten og prøvede at mærke, hvad hun følte.
Intet.
En rungende tomhed. Som et frossent sommerhus, hvor elmåleren for længst er stoppet.
Det var en god mand, lød det bag Ida. Fred være med ham.
Ida var tæt på at fnise.
God?!
Hvordan skulle de vide det?!
De så ham til familiefester, ædru, smilende, med harmonikaen. “Dygtige hænder”, “livets glade fyr”, “en gemytlig mand”.
Men det var alt.
De anede ikke, hvordan han var derhjemme.
Ida lukkede øjnene, og hukommelsen smed straks et billede foran hende: hun er syv år, vågner om natten til bulder og brag. Far vælter ind i entreen, rammer ikke døren, stinker af sprut og noget syrligt. Mor slæber ham ind i stuen, men han slår ud med arme, råber: “Du respekterer mig ikke!” Ida presser øjnene sammen, trækker dynen helt op over sig for ikke at se eller høre noget.
Om morgenen sidder far i køkkenet med skyld i blikket, drikker picklesaft og siger: “Undskyld, skat, det gik galt igen. Det sker ikke mere.”
Men det skete igen.
Altid.
Ida åbnede øjnene. Kisten var dækket, kransene lå på den lille høj. De andre begyndte at forlade Kirkegården. Mor lagde forsigtigt hånden på hendes albue:
Kom, Ida. Vi skal til mindesamvær
Ved bordet sad Ida som én, der ikke hører til. Spiste, nikkede, sagde tak til kondolencer. Indeni bankede én tanke, som hun havde lyst til at skrige:
“Hvorfor føler jeg ingenting? Hvorfor gør det ikke ondt?”
Om aftenen, da alle var gået, sad hun alene med mor i køkkenet. De drak te, sagde ingenting. Til sidst sagde mor:
Ved du hvad Jeg kom pludselig til at tænke på noget mærkeligt.
Ida løftede blikket.
Jeg tænkte, at nu behøver vi ikke være bange længere. At vi ikke skal frygte, han ligger et sted og fryser eller forsvinder. At vi bare kan leve.
Ida så mor direkte i øjnene og genkendte den samme rædsel, hun selv følte. Rædslen over, at det ikke var sorg, men lettelse de mærkede.
Er jeg ond? spurgte mor lavt.
Ida satte sig helt tæt, lagde armen om hendes skuldre.
Nej, mor. Vi er ikke onde. Vi er bare trætte.
De blev siddende sådan til daggry. Mindedes. Ikke hvordan han drak, men det andet: hvordan han byggede et dukkehus til Ida, hvordan han lærte hende at cykle, hvordan han engang kom hjem fra Torvehallerne med en kæmpe vandmelon, og de sad på gulvet alle tre, fordi den ikke kunne være på bordet.
Han var også alt det. Det er sandt.
Senere gik mor i seng, og Ida blev alene tilbage. Hun fandt mobilen frem, skrev til sin mand: “Jeg har det okay. Kommer hjem i morgen.”
Og pludselig mærkede hun, at hun for første gang i mange dage trak vejret uden uro. Ingen ængstelse, ingen forventning om et dårligt opkald. Ingen konstant, udmattende baggrundsstøj.
Far er død. Og livet er endelig roligt.
Hun vidste, tanken ville komme igen. At hun ville vågne om natten med skyldfølelsen. At Kirsten og andre slægtninge ville hviske: “Så kølig, hun græd ikke engang.”
Men lige nu, i den stille lejlighed, hvor der ikke længere lugtede af spiritus eller lød nattens skænderier, lod Ida sig selv have et minut af sandhed.
Undskyld, far, hviskede hun i mørket. Jeg elskede dig. Virkelig. Men jeg var så træt af at hade dig.
Om morgenen rejste hun.
I toget sad hun længe og så ud på den grå novembermark, og så fandt hun sin notesbog frem og skrev en sætning, der pludselig var kommet til hende:
“Børn af alkoholikere græder ikke til begravelser. De har grædt nok gennem et helt liv med sygdommen. De er ikke kolde. De har bare overlevet.”
Ida lukkede bogen og smilede for første gang i lang tid.
Toget førte hende ind i et nyt liv. Et liv, hvor man ikke behøver se sig tilbageDa hun steg af toget, var luften klar og kold, men hendes skridt føltes lette. Hun gik gennem byen, mærkede, hvordan vinterens mørke var mindre tung, fordi hun nu bar det på sin egen måde. Da hun nåede sin egen dør, stod hun stille et øjeblik og slap de sidste billeder fra barndommen. Den gamle frygt gled ud af skuldrene.
Da døren åbnede, stod hendes mand der, øjnene bekymrede og varme. Hun smilede, og han tog hende ind til sig, som om han kunne se, at noget var blevet forvandlet inden i hende.
Hun lo, stille og forsigtigt, og det lød som begyndelsen på noget nyt. Hun vidste, at sorg og lettelse altid ville danse sammen i hendes hjerte, men nu var der også plads til glæde og håb til det liv, hun selv ville forme.
Bag hende lukkede hun døren til fortiden.
Foran hende lå alt det, hun selv kunne vælge.
Og Ida trådte ind i sit eget liv, hvor hun for første gang kunne tage al pladsen hun havde brug for og hvor hun ikke længere skulle være bange for natten.
