Nu er det altså nok – Jeg kan ikke holde ud, at I kommer på besøg hver eneste weekend! Du kender måske typen: Den person, der er overbevist om, at hele verden drejer sig om dem, og fuldstændig ignorerer, at andre også har deres egne planer. Min svoger og hele hans familie – hans kone, deres to børn og konens bror – tropper op hos os hver eneste weekend for at sove over. De spørger aldrig, om vi har tid, eller om det passer ind i vores planer. Det her cirkus har nu stået på i næsten et år, og jeg er ærligt talt ved at være grundigt træt af det. Jeg elsker gæster, men kun når det sker med måde – nu kan jeg hverken ordne mine egne ting eller slappe af i ro og fred efter en travl uge. I stedet for at hvile ud bruger jeg hele weekenden på at lave mad, underholde gæsterne, redde senge og vaske tonsvis af sengetøj, når de er kørt igen. Hver gang spørger jeg mig selv: Forstår de virkelig ikke, at de opfører sig temmelig upassende, selvom vi er i familie? Jeg havde måske ikke reageret så voldsomt, hvis de bare dukkede op en sjælden gang, men nu sker det mindst tre gange om måneden. Min mand og jeg ville aldrig selv gøre sådan overfor vores egne slægtninge, så måske skulle vi bare have besøgt dem et par weekender og givet dem en smagsprøve på deres behandling. Jeg bad min mand om at tage snakken, men han gruede for at såre dem – eller måske har han det bare fint med, hvordan det er? Da han nægtede at tage affære, måtte jeg gøre noget selv. Først holdt jeg op med at lave mad i weekenden – gæsterne måtte spise rester fra ugen, og hvis ikke der var mere mad, måtte de selv stå for at lave noget. Det kunne jeg sagtens springe over. En dag sad de så ved spisebordet og ventede forgæves på mad, mens de sendte mig spørgende blikke. Jeg sagde roligt, at der ikke var noget mad i dag, så hvis de var sultne, måtte de selv til kødgryderne. Ingen svarede, de lavede intet mad, men tog sig en kop te og gik i seng. Jeg stoppede også med at gøre hele huset hovedrent før hvert besøg. En dag beklagede min svoger sig over, at hans datters hvide sokker var blevet grå. Jeg sagde, at jeg ikke havde tid til at vaske gulve men at spand og moppe stod klar i badeværelset hvis han manglede renlighed. Den slags spørgsmål fik jeg aldrig igen. Det vigtigste: Jeg satte mig selv først. Gav ikke længere afkald på mine planer fordi vi fik gæster. Jeg har også brug for mit privatliv og vil bruge tid på dem, jeg selv vælger. Når gæsterne kom, sad jeg med dem en time og sagde så, jeg havde andet for. Ville min mand underholde, kunne han gøre det. Og var jeg hjemme uden planer, kunne jeg sagtens gå i gang med hovedrengøring for at tilbringe mindst mulig tid med dem. Efter et af deres besøg sagde min svoger til min mand: “Vores tid er vist løbet ud?” Det var han pludselig blevet opmærksom på. Siden da har de kun besøgt os efter forudgående aftale og ikke til overnatning – og det er blevet meget sjældnere. Har du selv prøvet lignende, og hvordan fik du det løst?

Jeg kan altså ikke klare det mere, at I kommer hver eneste weekend!

Har du nogensinde mødt den slags menneske, som tror, at hele verden drejer sig om dem, og fuldstændig er ligeglade med, at man måske har andre planer? Min svoger, hele hans familie, tropper op hjemme hos os hver eneste weekend uden at skele til, om vi har overskud eller planer. Familien består af ham selv, hans kone, deres to børn og hendes bror. Hver gang kommer hele karavanen trillende, som om vores lejlighed er et sommerhus, hvor de selvfølgelig må blive og overnatte. Ingen af dem spørger nogensinde, om det overhovedet passer os, eller om vi gerne vil undgå gæster.

Det absurde teater har stået på i snart et år, og jeg er kørt træt. Jeg kan ellers virkelig godt lide gæster inden for rimelighedens grænser! Men det viser sig, at mit liv pludselig ikke handler om mig; jeg får ikke tid til mine egne ærinder, eller bare til at hente vejret efter en opslidende uge på arbejdet.

I stedet for at hvile ud ender jeg hele weekenden med at stå over kødgryderne, servere kaffe, redde senge og lege ægte feriecenter. Efter de tager hjem, venter bunkevis af sengetøj, der skal vaskes. Altid stiller jeg mig selv spørgsmålet: Fatter de virkelig ikke, at det er småuhøfligt at dukke op uden aftale selvom vi er i familie? Måske ville jeg ikke blive så fortørnet, hvis det skete sjældnere, men de besøger os mindst tre gange om måneden.

Jeg og min mand kunne dårligt forestille os at gøre det samme mod andre; måske burde vi bare give dem smagen af egen medicin, tage hjem til dem flere gange i måneden, så de kunne mærke, hvordan det er men det gjorde vi aldrig. Jeg bad min mand sige noget, men han aner ikke, hvordan han skal italesætte det; han frygter at såre dem. Eller måske har han det bare glimrende med det hele? Han nægtede at hjælpe, så jeg måtte tage sagen i egne hænder.

Først holdt jeg helt op med at lave mad i weekenden. Så måtte gæsterne selv tømme køleskabet for rester fra ugen og hvis maden slap op, ja, så måtte de jo kaste sig ud i et eksperiment ved komfuret. Mig gjorde det ikke spor at springe et måltid over.

En dag sad familien bænket omkring spisebordet og ventede utålmodigt på aftensmad, men jeg sagde dem ærligt, at der ikke var tilberedt noget i dag, og hvis de var sultne, stod køkkenet frit frem. Tavse blikke fløj mod mig, men ingen rejste sig for at lave mad de nippede til lidt te og forsvandt så tidligt under dynerne.

Jeg stoppede også med febrilsk at gøre hele lejligheden ren før deres ankomst. En lørdag brokkede min svogers kone sig over, at hendes datters hvide sokker nu var halvt grå. Jeg forklarede, at jeg ikke havde haft tid til gulvvask men at hun da var meget velkommen til at finde spand og moppe selv, hvis det generede hende. Hun nævnte det aldrig igen.

Det vigtigste af alt: Jeg holdt op med at sætte mig selv til side. Jeg droppede at ændre planer, fordi der kom gæster. I dag kan jeg tænke, at mit privatliv også tæller jeg vil gerne bruge tiden på dem, jeg selv vælger. Når de stadig kiggede forbi, satte jeg mig måske sammen med dem i en times tid og lod derpå forstå, at nu havde jeg andre ting, jeg skulle. Hvis min mand havde lyst, måtte han tage sig af underholdningen. Og når jeg uventet var hjemme uden planer, gik jeg straks i gang med hovedrengøring, så jeg slap for deres selskab.

Engang, efter endnu et af deres stormløb, sagde min svoger til min mand: Tiden er måske udløbet? Hvor i alverden kom den erkendelse dog fra? Siden dengang kommer de kun på forkant, efter vi har snakket sammen og aldrig længere for at overnatte. Desuden sker det meget sjældnere. Har du nogensinde prøvet sådan en situation, og hvordan slap du ud af det?