Engang for længe siden, i hjertet af København, fandt en historie sted mellem smalle brostensgader og vindblafrede kanaler.
“Jeg tager nøglerne til min lejlighed tilbage. Du får ikke en eneste krone mere fra mig, mor…”
Mette mødte Lasse på gaden. Hun skyndte sig til gymnastikforeningen, men lyskrydset ville bare ikke skifte. Mette så sig omkring. Der var en lille åbning mellem bilerne, og hun besluttede at løbe over. I samme øjeblik kom en bil farende ud fra en sidevej. Føreren havde også travlt. Da det gule lys skiftede, trykkede han speederen i bund. Det så ud til, at bilen og kvinden, der løb tværs over vejen, uundgåeligt ville støde sammen. Men heldigvis nåede føreren at bremse og vride rattet. Ingen kom til skade.
Det røde lys tændte, og trafikken standsede.
Mette stod som lammet, med lukkede øjne og ventede på stødet. I stedet hørte hun en rasende stemme.
“Har du mistet forstanden? Hvis ikke du bryder dig om dit eget liv, så tænk dog på andre! Hvad fanden laver du, springer du foran biler? Kunne du ikke vente et øjeblik?”
Hun åbnede øjnene og så en mand i fyrrene med et fortørnet ansigt.
“Undskyld, for guds skyld,” hviskede Mette og foldede hænderne. “Min søn har en konkurrence, og han ville blive ked af det, hvis jeg ikke nåede det. Han har trænet så hårdt… Jeg er allerede sent på den. Chefen ville ikke lade mig gå tidligere. Jeg skal nå hans optræden. Hvert sekund tæller,” plaprede hun, men stoppede brat.
Manden lyttede. Da han holdt op med at skrige, så han faktisk ret godt ud. Mette blev forlegen.
Lyskrydset skiftede igen, og bilerne begyndte at køre. Manden greb hende og trak hende op på fortovet.
“Skulle du til gymnastikforeningen?” spurgte han roligere.
“Ja. Hvordan vidste du det?”
“Du sagde det selv. Kom, jeg kører dig.”
“Åh, nej, det behøves ikke…”
“Kom nu!”
Hun listede ind i bilen. Tre minutter senere stod de foran gymnastikforeningen. Manden steg også ud.
“Jeg kan selv finde vej…” mumlede Mette.
“Det handler ikke om dig.”
“Far!” En teenagelig pige med en rygsæk løb hen og kastede sig om halsen på ham.
De omfavnede hinanden og satte sig i bilen. Mette stirrede efter dem, før hun endelig snappede ud af det og skyndte sig ind.
Sådan mødtes Mette og Lasse. Nogle gange bliver kærlighed født af en tilfældig møde og en lille trafikulykke.
Hun nåede at se sin søns optræden. Han vandt tredjepladsen.
“Skal vi ikke fejre din sejr på en café?” spurgte Mette, da Emil kom ud fra omklædningsrummet.
“Jeg vandt jo ikke. Kun tredjeplads,” mumlede han.
“Kun tredjeplads?” gentog Mette. “Hvor mange drenge deltog? Og kun tre vandt, og du var én af dem. Jeg er stolt af dig. Næste gang vinder du.”
Tre dage senere så hun Lasse igen udenfor gymnastikforeningen.
“Er du her for din datter?”
“Mit navn er Lasse. Nej, hun er færdig. Jeg ventede faktisk på dig. Hvordan gik det med din søn? Nåede du det?”
“Takket være dig. Han kom på tredjeplads.”
“Fantastisk! Så var det ikke spildt at risikere livet.” De grinede begge to.
En dreng kom hen til dem.
“Er det din søn?”
“Ja, Emil. Og det her er Lasse…”
“Uden patronymikum. Bare Lasse.” Han rakte hånden frem.
Emil gav ham en fast håndtryk.
Lasse inviterede dem til en konkurrence for voksne sportsudøvere i weekenden.
“Seriøst? Mor, lad os tage med!” jublede Emil.
“Det er en aftale,” sagde Lasse og så spørgende på Mette.
Da de senere stod uden for hendes lejlighed, gav han hende sin visitkort.
“Gem mit nummer, så du ved, det er mig, der ringer.”
“Jeg har ikke noget visitkort.” Hun tastede hans nummer ind i sin telefon.
“Hvem var det, mor?” spurgte Emil på vej op ad trappen.
“Ham, der kørte mig til din konkurrence. Jeg var ved at komme for sent, og han hjalp mig,” svarede Mette.
De begyndte at ses. Ofte ventede Lasse udenfor gymnastikforeningen, og de hentede Emil sammen.
“Mor, er han forelsket i dig?” spurgte Emil en dag.
“Kan man ikke blive forelsket i mig? Er jeg grim?”
“Nej. Du er virkelig smuk.”
“Godt, du ved det.”
Lasse friede til hende efter tre måneder og foreslog, de skulle flytte sammen.
Men ikke alt gik gnidningsfrit. Da Mette opdagede, at de penge, hun havde sparet til en ferie, var væk, mistænkte hun først sin søn. Emil blev rasende og løb hjemmefra. Efter en lang søgen fandt de ham.
“Det var ikke ham,” sagde Lasse. “Jeg tror, jeg ved, hvem der tog dem.”
Hans mor, Birte, havde en nøgle til hans lejlighed. Da han konfronterede hende, indrømmede hun det. Hans ekskone havde manipuleret hende til det i håb om at ødelægge deres forhold.
“Jeg tager nøglerne tilbage,” sagde Lasse. “Du får ikke en krone mere fra mig.”
Tilbage hos Mette fortalte han sandheden.
“Det hele løser sig,” sagde hun. “Med tiden vil hun komme til fornuft.”
Mødre kan være svært jaloux på deres sønners kærlighed. Men i sidste ende fandt de vej til hinanden igen – gennem små ulykker, tilfældige møder og den kærlighed, der voksede imellem dem.
