Nøglerne
Jeg elsker ham! Og så kommer du med alt det pjat! Jeg vil ikke høre mere! Du er bare misundelig blander dig, hvor du ikke skal! Lad mig nu bare være! Pas dig selv!
Mia råbte ikke bare. Hun skreg sådan, at selv den halvdøve nabo Hans Peter, der rodede bag sit værksted, stoppede op og lyttede undrende. Han var ellers aldrig nysgerrig, så det betød kun én ting Mia havde hævet stemmen mere end normalt.
Hun havde da også sit at skrige over
Det mente hun i hvert fald selv.
Forelskelsen var for Mia som en tilstand i sjælen. Hvis der overhovedet var pauser og det var sjældent kunne det kun opdages af dem, der kendte hende ud og ind. De var kun to: hendes mor og hendes søster. Moren var her ikke længere, og søsteren, Astrid, nægtede at forstå Mia.
For Mia var livet uden forelskelse ikke rigtigt liv, kun en form for mekanisk eksistens. Øjnene blev tomme, tankerne fløj vidt omkring, og nerverne løb løbsk, så kollegerne begyndte at skæve til hende:
Måske du skulle tage noget beroligende, Mia? Du virker lidt… svær i dag.
Mia pressede læberne sammen, gnavede tænder og tænkte alt muligt dårligt om de underlige kvinder.
De, tænkte hun, havde det sikkert udmærket. Mænd derhjemme, børn trampende rundt Og hvad med hende? Ingen mand, intet hjem! Søn, jo, men heldig kunne man ikke kalde ham. Selv sammenlignet med Astrids børn var hendes Erik et par skridt bagud. Astrids ældste, Lars, excellerede i fodbold og tog topkarakterer. Lillesøster, Signe, sang og dansede i folkedansergruppen, som rejste rundt til konkurrencer. Den pige havde set mere inden sine ti år, end moster Mia nogensinde havde.
Også det stak Mia dybt. Hvorfor sådan? Hun havde da også gået til alle mulige fritidsaktiviteter, men aldrig opnået noget særligt hun mistede hurtigt interessen og fandt på noget nyt.
Det var sådan, hun levede. Hun insisterede på at følge sin indre stemme! Ingen kom og serverede lykken for hende: Her, Mia, tag for dig! Det hele er til dig!
Den lektie lærte Mia tidligt. Hun så Astrid sidde bøjet over skolebøgerne og grinede, inden hun gik på diskotek:
Pas nu på, Astrid, du lærer for meget! Hvem skal så gifte sig med dig? Far sagde altid, kvinder skal ikke være for kloge!
Det sagde han nu ikke helt sådan.
Jo han gjorde!
Nej, det du husker, er ikke det, han sagde. Han sagde, at en klog kvinde aldrig starter med at vise sin overlegenhed for en mand, hvis hun elsker ham. Det er forskellige ting, ikke?
Nå, drop nu det! Hjælp mig hellere med håret! Simon venter!
Mia styrtede ud til sin kæreste, mens Astrid igen læste en bog. To timers stilhed var fest i deres lille lejlighed.
Selvfølgelig elskede Astrid sin søster. Der var jo kun dem to tilbage. Astrid kendte Mias natur ud og ind. Mia var ikke ond. Rov til følelser, lidt usikker, men aldrig ond. Der var langt mere varme og godhed i Mia, end i Astrid. Mia tog gadehunde og katte med hjem fra gaden og græd sig til at redde dem. Både hunden Viggo og kattene Mik og Tulle fik et langt liv på grund af hendes omsorg. Forældre gav lov hvis ikke lejligheden blev et menageri. Mia tog ansvaret selv, aldrig bad hun Astrid sige med hunden eller tømme kattebakken. Nogle gange følte Astrid, Mia holdt mere af dyrene end mennesker.
Mia, mor siger, vi skal hjælpe mormor med rengøring.
Tag selv afsted, ikke? Jeg har andet at lave!
Hvad er det?
Lige meget! Det er vigtigt! Viggo halter, han skal til dyrlæge.
Han har haltet i en uge nu.
Så? Det betyder ikke, jeg skal bytte ham ud for mormors problemer! Hun er da ikke gammel endnu. Viggo er en hund! Han klarer sig ikke selv.
De skændtes og gik i hver deres retning. Astrid måtte hjælpe mormor, mens Mia fandt sin pæneste bluse frem. Simon stod allerede udenfor, og Viggo var kun en undskyldning, for at slippe for rengøring hun hadede.
De to søstre afsluttede folkeskolen forskelligt. Astrid med topkarakter, Mia tjah, ikke noget særligt. Helt almindeligt.
Mia drømte om at blive konditor. Kærligheden til kager og wienerbrød voksede fra barndommen. Hun hang ved konditoriets ruder, tiggende og surmulende, indtil hun fik en kage med hjem. Ikke for at spise den hun gav den gladeligt til Astrid, men hun sad i timevis og så på flødeskum og pynt, og prøvede at forme det samme i modellervoks.
Søstrenes veje skiltes igen.
Astrid flyttede ind hos mormor, som var syg. Lejligheden lå tæt på universitetet, så alle var tilfredse. Mormor fik omsorg, Astrid sov længe. Der var ro. Astrid elskede mormor og var bekymret for hende. Hun boede der sammen med sin kæreste, Henrik.
Bo her, børn! Der er plads nok!
Et beskedent, men festligt bryllup blev holdt, og Astrid og Henrik blev boende hos mormor. Hun skjulte ikke planerne for lejligheden:
Det er den rette løsning, Astrid. Mias bør få farfars gamle værelse, det i kollektiv. Jeres familie får min lejlighed. Jeg ville ønske, jeg kunne se jeres børn
Hun nåede at se sit første oldebarn, holde ham i sine arme, inden hun døde, da Signe var to år. Hun kæmpede med følgerne af en blodprop, men hjertet holdt op, og Astrid græd, da hun tog afsked med den, der havde givet hende varme og omsorg.
Astrids forældre diskuterede ikke mormors beslutninger det var retfærdigt.
Mia protesterede heller ikke. På det tidspunkt var hun optaget af endnu en forelskelse det var hende ligegyldigt, hvem der arvede hvad. Hun havde jo kærlighed!
Sandt at sige var den kærlighed noget, der mest brændte i Mia, mens hendes udvalgte stirrede ud ad vinduet. Han var tilfreds med, at Mia kom, gjorde rent, lavede mad, men aldrig blev natten over.
Jeg er gammel ungkarl, Mia. Det er svært for mig.
Med et opgivende blik bad han hende rydde op i sit atelier og sendte hende så væk:
Kunsten, Mia, den kræver ofre! Den beder mig om at hengive mig! Men du ved, jeg kan ikke. Der er så meget, kærlighed, ansvar, arbejde Jeg er træt!
Mia sukkede og tænkte på det lidt stive portræt, der støvede i atelierets hjørne ingen havde malet hende før. Portrættet var beviset for, at hun var værd at inspirere.
Portrættet fik hun som minde, da hun en dag kom og fortalte ham, hun var gravid.
Hun gik den dag ned ad gaderne, solglimt dansede for øjnene, og hendes drømme svævede så højt og frit, at hun næsten ikke kunne trække vejret. Nyt liv et mirakel.
Det mirakel forsvandt, da hun nærmest blev skåret af midt i sin jublende fortælling:
Et barn? Er du blevet skør?!
Det hele sluttede banalt og tomt som det sort hul Mia dalede ned i efter dén samtale. Hendes håb splintredes i små stykker, som ingen kunne samle igen. Sin sårede stolthed genoprettede hun aldrig. Hun spurgte efter portrættet.
Som minde
Hun fik det, og brugte aftenen på at rive det i stykker, mens hun sagde:
Min tid skal nok komme! Men din næppe!
Hvor hendes gamle kæreste blev af, fandt Mia aldrig ud af og hun gad ikke vide det. Hun havde nok at tænke på. Sønnen, hun havde håbet på, kom til verden, men blev ikke den store glæde. Hun ledte efter hans far i ham fandt ingenting. Erik voksede til en rolig dreng, der hverken tegnede eller lavede kunst. Han elskede at spille bold med gutterne og spille skak. Han fandt selv en klub efter skoletid.
Hvorfor gider du? Det er da kedeligt!
Men Erik kedede sig aldrig. Det komplicerede spil var for ham som en smuk dans nogen gange brød han selv ud i trin, flyttede sig til musikken i hovedet, men kun når moren ikke så det. Mia brød sig ikke om dansene. De skræmte hende.
Dans er ikke for drenge! Stop det!
Den eneste, som forstod Erik, var kusinen Signe. Morens mærkelige forhold til Astrid forstod han ikke, men mormor sagde, familie er familie, og man må ikke fornægte den. Hvorfor, det forstod han ikke, men han huskede hendes ord. Med fætteren var det roligt, men Signe hende elskede han i al sin barnlighed. Hun havde fundet en fin tråd til hans sjæl og lyttede til hans fortællinger om logisk musik og drømme.
Kan du høre det? Hviskede Signe tryllebundet.
Ja. Lavt, men det er smukt…
Jeg hører det også, tror jeg Se!
Hun dansede stille, prøvende, og Erik vidste: Han var ikke alene. Der fandtes én, der forstod.
Børn vælger ikke selv, hvem de kan se. Mia bestemte blev hun sur på søsteren, måtte Erik ikke se sine fætre og kusiner.
Det var magtesløst. Han lavede oprør nægtede at spise. For han vidste til sidst gav Mia sig:
Nå, gør dog hvad du vil! Du larmer for meget!
Hvorfor mor og tante skændtes vidste Erik længe ikke. Han anede ikke, at Astrid havde hjulpet mor efter fødslen, men var smidt ud, da Mias forhold gik i stykker, og hun fandt ud af, hvad mormor havde gjort med lejligheden.
Det er ikke fair! Jeg er lige så meget barnebarn!
Mia, jeg bad hende ikke om noget! Skal vi sælge lejligheden og dele pengene? Jeg vil ikke skændes!
Nej! Jeg vil ikke have dine almisser! Mormor elskede dig mere! Derfor fik du alt! Jeg jeg blev aldrig elsket!
Mia, sådan er det ikke! Og os? Far og mor?
Hvilken kærlighed, hvis I ikke forstår mig?! Tror du, jeg har brug for lejligheden? Nej! Jeg vil bare vide, om jeg er elsket!
Mia
Hold nu op! Jeg vil ikke høre mere!
Vredens rede byggede sig mellem søstrene. Den plukkede mindre fornærmelser og gamle sår frem og flettede dem til et solidt gitter.
Se bare, Mia: Kan du huske, da Astrid fik dukken i lyserødt og du kun den i grønt? Du ville have den lyserøde, men Astrid ville ikke bytte, den ledeste! Sådan nogle småting glemmer man ikke! Det er byggeklodserne til huset af dine forhåbninger og drømme skævt, grimt og halvfærdigt. For det, der kunne gøre det beboeligt, fik aldrig du, men kun din søster! Er hun bedre end dig? Selvfølgelig ikke! Hun har jo ikke vingerne! Ikke drømmen! Ikke lysten til at slå ud med hele sig selv, ignorere hverdagen! Hun kender ikke kærligheden! Ikke den virkelige, som du, Mia! Kærlighed = flyvning! Kærlighed = livet! Den, der har nøglerne til lykken og kun giver dem til de udvalgte! Tror du, Astrid kender de nøgler? Nej, vel? Den hemmelighed er ikke hendes!
Astrid kunne også mærke såret, men enten var der ikke ret mange onde minder, eller var sjælen stemt anderledes hendes rede blev skør og skrøbelig, den kunne blæses væk næsten med et suk, åbne vejen til søsterens hjerte. Og Astrid sukkede igen og igen efter endnu et Du er ikke min søster! Sådan gør man ikke ved familie!
Hun følte sig som en fisk på tørt land. Vandet var der, lige ved siden af! Men ude af rækkevidde. Alting skulle der kæmpes mere for, men båndet, som hun ikke ville bryde, kunne måske ikke lappes sammen, hvis det gik itu…
Forældrene forsvandt begge samme år, som havde de aftalt det. Fortvivlelsen skyllede søstrene væk.
Astrid, hvordan kunne det ske?! De var ikke gamle! De skulle have levet længe endnu!
Mia, sådan spørger livet ikke. Vi gjorde alt, vi kunne. Resten var ikke op til os sagde Astrid og trak sin hysteriske søster ind til sig.
Det er ikke fair! Ikke rigtigt!
Livet er sjældent retfærdigt. Man tror, man får efter fortjeneste. Men sandheden er…
Ja, du har ret! Det er altid noget andet…
Astrid gav arven videre til søsteren. For en tid gav det fred. Mia begyndte at ordne papirerne på forældrenes lejlighed.
Jeg troede, du også ville tage denne.
Mia sagde det hurtigt, mens hun rettede på hætten og undgik Astrids blik.
Søstrene stod ude foran notarens kontor og ventede på Henrik.
Hvorfor gør du sådan, Mia? Er vi ikke søstre?
Ved ikke, Astrid. Vi er vel på en måde. Men du har aldrig forstået mig.
Og du har aldrig forstået mig. Men betyder det noget?
Selvfølgelig! Mia slog ud med armene. Hvis man ikke forstår hinanden, hvorfor så blive ved?
Måske for at prøve at forstå? Intet kom let i denne verden. Det ved du bedre end nogen!
Ja! Det ved jeg! Hos dig er alt let. Mand, hus, børn. Jeg er alene! Altid alene!
Mia, du tager fejl… Og hvad med Erik?
Erik? Han klarer sig da selv! Han bor hos dig mere end hjemme! Jeg arbejder døgnet rundt!
Han har det godt her. Der er ro…
Præcis! Astrid, du er uudholdelig! Du gør mig til en dårlig mor! Hvad har jeg gjort dig?
Mia, råb nu ikke! Jeg har aldrig sagt, du er en dårlig mor!
Hele tiden! Du er en engel, dine børn perfekte! Og jeg… Nej, ikke god nok! Erik er heller ikke god! I stedet for at sidde hjemme hos mig, tager han væk!
Gud, Mia! Lytter du til dig selv?
Henrik kom for at hente sin kone og fandt hende alene og grædende.
Hvorfor gør hun sådan? Hvorfor mig?
Han holdt om sin kone og trak på skulderen:
Dårligt temperament. Hun har ikke lært det nødvendige, endnu.
Astrid holdt op med at græde:
Sig ikke sådan! Tænk hvis der skete noget, Henrik. Jeg har ondt af hende…
Det er godt!
Hvad?
At du har ondt af hende. Hun forstår ikke, hvem der elsker hende endnu. Måske lærer hun det heller aldrig.
Må være. Men hun er min søster! Jeg vil altid elske hende! Astrid tørrede vrede tårer væk. Der er jo ikke andre! Erik er for lille.
Bedre dårlig fred end god krig. Astrid gjorde alt for igen at nærme sig søsteren. Båndet var tyndt, næsten filtet op, men det var der! Og hun ville ikke lade det sprænge.
Mænd kom og gik i Mias liv, efterlod kun tomhed, forvirring. Hvad var der galt med hende, at de kun lo venligt og sagde:
Slap af, Mia! Vi har jo aftalt, det er åbent. Kan du huske det?
Og faktisk havde de jo hver især gjort det klart allerede fra starten:
Jeg er ikke klar til noget seriøst. Alt er lidt svært, forstår du?
Mia nikkede og forsøgte at forstå. Men hun glemte hurtigt spillereglerne og forstod ikke, hvorfor hun igen blev efterladt.
Hun længtes. Hun ville være den eneste, give alt, tilpasse sig, gøre sig interessant. Gik han på jagt, lærte hun at skyde. Elskede han fiskeri, lavede hun madding.
Hun forsøgte desperat at overrække nøglerne til sin lykke men mærkeligt nok, var ingen interesseret i at tage imod dem.
I Mias stormfulde perioder boede Erik det meste af tiden hos Astrid. Hverken Henrik eller Astrid havde noget imod det. De havde for længst accepteret ham som én af deres egne. På Lars værelse var der køjeseng. På det store skrivebord, som Henrik havde bygget, stod to computere, og drengene spillede sammen. Råbte til dørene:
Signe! Du snyder! Kom med i team! Det andet dur ikke!
Astrid rapporterede om Eriks succes til Mia:
Han er så kvik! Han burde på en matematisk skole.
Han er fin, som det er! Det er jo nemt med Lars, de er på samme skole. Så kan jeg altid høre, hvordan det går og du holder øje.
Erik har langt at køre, når han sover hjemme. Han får ikke søvn nok.
Så lad ham bo hos jer lidt. Du ved, hvordan det er for mig. Jeg er kun lige ved at få det hele på plads.
Ja, jeg ved det. Det er fint. Han kan blive lidt endnu.
Tak! Nikolaj er fantastisk! Han har taget Erik til sig. Jeg tror, vi bliver én familie!
Han har friet til dig?
Endnu ikke. Men det går den vej! Forstyr mig ikke! Hjælp mig! Det er min eneste chance for lykken!
Selvfølgelig, Mia.
Astrid løj lidt. Hun kunne ikke lide Mias nye kæreste. Arrogant, lidt nedladende, med en sær humor. Hans vittigheder var tit så tvetydige, at hun ikke vidste, om man skulle le eller græmmes. Men Mia hun levede kun for ham, ænsede ikke, at Erik fjernede sig stadig mere, søgte mere og mere væk.
Astrid tog sig af sin nevø, prøvede at undgå skænderier, men katastrofen nærmede sig, for lige fra start var det tydeligt Nikolaj ville noget.
Astrid fandt ud af, at Nikolaj pressede på for at Mia skulle sælge forældrenes arvelejlighed, ved et tilfælde.
Da hun kom hjem fra arbejde, vrimlede entréen med drengenes beskidte fodtøj. Lars’ støvler væltede ind i Eriks og var så mudrede, at Astrid måtte råbe.
Drenge! Er I hjemme?! Hvad er det for noget gris?!
Signe kiggede forsigtigt ud af drengenes værelse og lukkede døren bag sig.
Mor…
Hvad er der? Hvad er der sket? Astrid blev hurtigt bekymret over datterens skyldbetonede blik.
Mor, bliv nu ikke bange, okay? Øhm…
Hvad?! Signe! Sig det nu! Du gør mig vanvittig!
Det er Erik… Signe hulkede og greb sin mor i hånden. Vi lagde is på hans kind, men det hjalp ikke rigtigt…
Astrid hørte ikke mere. Krammede sin datter hurtigt, løb ind på værelset.
Erik lå i overkøjen, ryggen til. Hans kind hævet, og han holdt en pose is mod smerten.
Lille Erik! Astrid hviskede. Hvad er der sket?
Ikke noget…
Hans stemme var lav, såret. Astrid forstod det var alvorligt. Han snakkede altid åbent, især med hende, der havde været hans ekstra-mor.
Astrid klatrede op i sengen, lagde sig tæt ved ham, og lagde kærligt hånden mod det begyndende blå mærke.
Kom, kravl ned. Snak med mig, vil du ikke?
Gider ikke!
Nu vidste hun, det var virkelig slemt. Astrid sendte børnene ud i køkkenet for at rydde op, mens hun blev liggende hos Erik oppe på køjen.
Nikolaj?
Svaret var indlysende. Erik græd, trykket helt ind til hende, som han stolede på. Han vidste, Astrid ville gribe ham. Ingen retfærdighed var der i, at når han forsvarede sin mor, blev han slået i gulvet af en voksen, som snerrede:
Vil du lære mig noget? Dig? Hvem tror du, du er? Stop med det pjat og bland dig udenom, når de voksne snakker!
Sådan havde Erik aldrig set Nikolaj før. Al høflighed var væk. Erik forstod pludselig også denne mand elsker ikke hans mor. Bare interesse. Hvad sagde Signe?
Når man elsker, kan man se det. Er det virkelig så svært, Erik?
Meget…
Underligt. Du kan jo se musikken, det ved jeg.
Kan jeg det?
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Føler musikken, hører den… Men kærlighed den er som musik. Når du hører den, ved du straks, hvordan du skal bevæge dig videre…
Det er måske ikke alle, der forstår det…
Tror du ikke, din mor hører den?
Både ikke og måske allermest vil hun det, men det lykkes ikke for hende.
Jeg har ondt af hende…
Det har jeg også!
Erik kastede sig mod Nikolaj for at beskytte sin mor. De holdt ham hurtigt fast. Han så kun mors bange øjne og hørte hende hviske:
Erik, hvorfor gør du sådan?
Mere sagde hun ikke. Erik ville heller ikke høre mere. Sår, skarpt som splintret glas, skar ham i hjertet, huggede efter pusten. Han kæmpede med tårerne. Han var jo dreng, må ikke græde. Nikolaj råbte altid, hvis han viste følelser:
Er du ikke en mand? Hold op med det pjat! Ryd op her!
Lidt roligere pakkede Erik sine skolebøger i rygsækken, fandt den nye hoodie moster havde købt, og gik til Astrid. Der skulle han ikke skjule sig. Der var forståelse.
Astrid ringede til Mia, mens hun lyttede til de evige ringetoner, prøvede hun at samle sig. Nogen måtte gøre noget. Erik elskede sin mor, men hun havde valgt en mand over ham. Det var galt
Intet svar. Astrid ringede til Henrik.
Hvor er du? Super! Kom ikke op! Kør mig til Mia. Jeg kommer ned nu.
Hun sendte børnene ind til Erik med besked om at blive hos ham.
Henrik spurgte:
Hvad er der sket? da Astrid satte sig ind.
Jeg forklarer på vejen. Kør!
Mia stod grædende nede i gården, da de kom. Nikolaj var gået, havde råbt og svinet hende til.
Du forstår ikke! Jeg elsker ham! skreg hun i stedet for forklaring.
Hvem, Mia?! Du elsker en, der slår dit barn?! Bare lidt fornuft, tak! Du jagter stadig din lykke, ser ikke, den var her hele tiden! Erik… han er jo din søn!
Han har været din søn længe! Han bor jo mere hos dig. Det er dig, han snakker med! Alting tabte jeg til dig! Du tog alt!
Hvad har jeg taget?
Mit liv! Mine nøgler!
Hvilke nøgler!?
Astrid stivnede og så pludselig dem begge udefra. De stod dér, skreg på gårdspladsen. Var det dét, forældrene ønskede? Mormor? Hvor var deres bånd blevet af, det der havde holdt dem sammen? Nu så det ud til at springe.
Hendes stemme blev roligere:
Hvilke nøgler, Mia? Hvad mener du?
Nøglerne til lykken Mia tørrede vrede tårer væk. Du har dem! Men jeg?
Nu begyndte Astrid at forstå. Hun sukkede, tog Mia ind i et fast kram, som moren engang gjorde.
Kom her! Åh, Mia! Hvorfor er du sådan en
Dum? Ville du sige det? Mia strittede lidt imod, men Astrid holdt hende tættere.
Nej! Overhovedet ikke. Ikke sådan. Jeg ville sige, at du er følelsom. Så skrøbelig Og du har aldrig fået nok kærlighed Det forstår jeg. Men det forstår jeg ikke at du bytter dit barn væk for en mand. Det er forkert, Mia, og du ved det! Og nøglerne… Dem har jeg ikke taget! Jeg roder stadig med mine egne. Hvorfor skulle jeg tage dine? Men dér er forskel på os.
Hvilken forskel? Mia slap, og krammede alligevel, gemte ansigtet.
Du prøver altid at give dine nøgler væk jeg beholder mine.
Og hvad er rigtigt?
Ved ikke. Livet må vise det.
Det har det vist Mia snøftede. Hvad skal jeg gøre? Ingen har brug for mig!
Jeg har brug for dig. Er det nok? Erik har brug for dig! Er det ikke nok?
Jeg ved ikke…
Start der. Resten skal nok komme, Mia.
Hvad nu hvis ikke?
Så passer dine nøgler nok ikke til den dør, du prøver at åbne. Og så vil den dør altid være lukket for dig. Den, de passer til, står der. Vil du tilbringe hele livet i entreen uden nogensinde at åbne den rigtige dør?
Nej!
Godt så! Vil du tage til Erik?
Han kan aldrig tilgive mig…
Åh, Mia! Din Erik forstår mere om livet end hans mor. Tro mig. Men let bliver det ikke. Han er såret.
Det ved jeg…
Gør noget! Du er hans mor! Eller er du bare tante nu?!
Astrid!
Hvad, Astrid!? Så afsted i bilen! Henrik, giv hende nogle servietter der ligger i handskerummet. Gør dig klar! Børnene venter!
Erik får til sidst en stedfar, meget senere. Og Mia finder endelig det, hun længtes efter. Erik vælger at forblive hos Astrid han hører til der og Mias datter bliver født, men Mia gør alt for at vise, hun elsker ham og altid vil vente på ham. Stedfaren er klogere end Mia, giver Erik tid, og over årene får de en stærk, ægte relation ikke kun blodets.
Da Erik tager afsted til sin tjeneste, siger han farvel på perronen, krammer de kære, giver stedfaren et fast håndtryk:
Pas på mor!
Og den høje mand med det grå i siderne nikker alvorligt, tager hånden:
Pas selv godt på dig, dreng! Vi venter!
Jeg ved det!
