Nøglerne
Jeg elsker ham! Og så kommer du her og snakker om nogle dumheder! Jeg gider ikke høre mere! Du er bare misundelig, det er derfor du blander dig! Lad mig nu bare være! Find noget at tage dig til selv!
Marie råbte ikke bare. Hun skreg sådan, at selv den tunghøre nabo, Gunnar Pedersen, som gik og rodede ved sit skur, vendte sig undrende om. Han plejede ellers ikke at have meget til overs for nysgerrighed, så det sagde noget om, hvor højt Marie egentlig talte.
Årsager til det, ja dem mente hun da i hvert fald selv, at hun havde.
Kærlighed var altid en grundtilstand i Maries sjæl. Pauserne mellem forelskelser var så korte, at kun de, der kendte hende ud og ind, lagde mærke til dem. Men dem var der kun to af Maries mor og hendes søster. Mor var der dog ikke længere, og søsteren, Anna, nægtede hårdnakket at forstå sin lillesøster.
Når hun ikke var i denne vidunderlige tilstand, følte Marie, at hun blot eksisterede. Blikket blev sløret, tankerne flakkede, koncentrationen slap op, og nerverne var så flossede, at kollegaerne begyndte at trække sig med bemærkningen:
Skal du ikke tage noget at slappe af på? Du er lidt anstrengende at være sammen med, lille Marie.
Marie indkapslede sig, bed tænderne sammen og tænkte sit om de underlige damer.
De havde jo alt i orden! Mænd hjemme, børn, der hoppede rundt og legede Men hvad med hende? Ikke et hjem, ikke en mand. Og der var heller ikke noget, der tydede på, det ville ændre sig. Godt nok havde hun sin søn, men han matchede ikke helt de andres børn. Sammenlignet med Annas børn, var hendes egen, Peter, ikke ligefrem en solstråle. Annas ældste, Simon, spillede fodbold og klarede sig med topkarakterer han beviste, at både ben og hjerne kunne virke samtidig. Den mindste, Maja, sang og dansede i et børnekor, de tog til konkurrencer og festivaler over hele Jylland. For sine knap ti år havde hun oplevet mere end hendes tante gennem et helt liv.
Alt det gjorde Marie ked af det! Hvorfor var det sådan? Hun havde jo selv som barn gået til alt muligt, men aldrig rigtig opnået noget, for hun blev hurtigt træt af det. Hun forlod det uden dårlig samvittighed, for, som hun sagde, man kunne jo ikke tvinge sit hjerte.
Og sådan mente Marie stadig, man skulle leve lytte til sin indre stemme. Man får ikke glæden serveret på et fad: Vær så god, lille Marie, tag bare det hele er til dig!
Denne sandhed havde Marie lært tidligt. Hun så Anna sidde bøjet over skolebøgerne, mens hun grinede og gjorde sig klar til endnu en fest.
Pas på, Anna, hvis du lærer for meget, er der ingen, der vil gifte sig med dig! Husker du ikke, hvad bedstemor sagde? Kvinder må ikke være klogere end mænd!
Hun sagde ikke sådan, og jeg er ligeglad med drenge lige nu, svarede Anna tørt.
Jaja, men hjælp mig i det mindste med håret! Thomas venter jo på mig!
Marie forsvandt ud til en date, mens Anna nød to timers sjælefred med en bog. Sådan var de, søstrene. Anna elskede hende, for der var jo kun dem to tilbage. Hun kendte sin søster til bunds. Marie var ikke ond, bare altid lidt for følelsesladet, lidt rodet og usikker, men også mildere og mere kærlig end Anna. Det var Marie, der slæbte hjemløse dyr ind, og takket være hende levede begge deres katte og hund gennem mange, gode år.
Forældre gav efter for Maries stædighed, så længe hun lovede ikke at forvandle lejligheden til en zoologisk have. Hun tog det ansvar alvorligt, og bad aldrig Anna om hjælp ordnede al pasning selv. Nogle gange føltes det som om, Marie holdt mere af dyr end af mennesker.
Mor bad dig tage ud til farmor og hjælpe gider du?
Tag selv af sted, jeg har travlt.
Med hvad?
Det rager dig da ikke. Men Barsik halter jeg vil køre ham til dyrlægen.
Han har haltet i en uge allerede!
Ja, og hvad så? Tror du det betyder, jeg skal lade farmor sejle i egen sø? Hun klarer sig jo fint selv. Men Barsik er kat han kan ikke tale sin sag.
Så skændtes pigerne, gik hver til sit, Anna tog til farmor, og Marie fandt sin pæneste bluse frem. Thomas ventede jo nede ved opgangen Barsik var bare et alibi, så hun slap for rengøring.
De afsluttede folkeskolen meget forskelligt. Anna med topkarakterer, Marie ja, hun kom da igennem. Hverken mere eller mindre.
Når det kom til valg af karriere, var Marie ikke i tvivl. Hun drømte om at blive konditor. Hendes kærlighed til kager og smukke lagkager begyndte allerede i barndommen, hvor hun stod længe trykket op mod bagerens vindue, og det eneste, hun virkelig ville, var at kigge på glasurens fine roser. Kagerne delte hun gerne med søsteren, men først efter hun havde kigget nok og siden formet blomster i modellervoks.
Anna flyttede ind hos farmor, som var blevet syg og havde brug for hjælp ikke langt fra universitetet, hun gik på. Det passede alle; farmor fik nærhed, Anna fik ro og en morgens ekstra søvn. Relationerne blev kun tættere, da Anna præsenterede sin kæreste, Søren, for farmor før alle andre.
Brylluppet var lille med godt humør, og hurtigt boede Anna og Søren fast hos farmor. Hendes planer var ikke hemmelige:
Det er rigtigt sådan her, Anna. Maries værelse fra farfar det får hun i kollektivet. Jeres er min lejlighed. Øv, at jeg ikke når at se jeres børn hvor jeg dog glædede mig!
Farmor nåede heldigvis at se sit oldebarn, og hun holdt ham endda i armene. Hun gik bort, da Simon var to år gammel, efter et alvorligt slagtilfælde og kampen for at få talen og kræfterne igen. Anna sørgede dybt, da hun mistede hende, der havde givet hende så meget varme.
Forældrene blandede sig ikke i farmors arv og mente, Anna havde gjort sig fortjent.
Marie havde ingen indvendinger. Hun var optaget af endnu en ny forelskelse, og var ligeglad med, hvem der arvede hvad. Hun havde jo kærligheden!
Men den slags kærlighed var svær at kalde egentlig kærlighed. Marie brændte heftigt på afstand; hendes udkårne så ofte kun den anden vej. Han var fint tilfreds med ordningen: hun kom, gjorde rent, lavede mad, vaskede tøj men blev aldrig til natten.
Jeg er nu engang en gammel ungkarl, Marie. Det er svært for mig.
Med et lidende blik bad han hende ordne sit atelier og sendte hende ud igen:
Kunsten kræver mig, Marie. Den beder om min tid og min opmærksomhed! Jeg er helt opslugt! Du ved jo, jeg elsker den men også dig.
Marie nikkede og så med stolthed på portrættet af sig, han havde malet. Hun havde aldrig prøvet, at nogen havde malet hende før. Nu havde hun et bevis på, hun kunne inspirere.
Det blev hendes minde, da hun, spækket af glæde over graviditeten, besøgte sin elskede.
Dagene var lyse, drømmene fløj afsted, men både håb og lykke brast, da manden straks sagde:
Hvad?! Barn? Du er ikke rigtig klog!
Slutningen var bitter og hul; Marie dalede ned i et sort hul. Drømmene knustes og blev til tusindvis af små, skarpe skår uden mulighed for at samle dem igen. Hun prøvede ikke engang at genvinde sin stolthed. Bad blot om lov til at tage billedet.
Til minde
Det fik hun lov til. Den aften rev hun billedet i stykker, mens hun sagde til sig selv:
Jeg skal nok få mit. Du får dit næppe.
Hvad der siden skete med hendes tidligere elskede, vidste hun ikke og det interesserede hende heller ikke. Hun havde nok med sig selv. Barnet kom til verden, men moderskab blev hende ikke den store glæde. Hun søgte efter barnets fars genialitet, fandt intet. Peter voksede op stille og roligt, satte aldrig fod på kunstens vej han elskede fodbold og skak. Han fandt selv frem til en skakklub og gik der efter skole.
Hvad giver det dig? spørger Marie.
Det er slet ikke kedeligt! svarer han bare.
Inderst inde glædede det ham. Skakkens verden havde noget af en dans over sig. Nogle gange, når han gennemgik en spændende part, hørte han musik i hovedet. Men det viste han kun, når Marie ikke var hjemme.
Stop det der, Peter! Dans er altså ikke for drenge!
Kun hans kusine, Maja, forstod hans udtryk for verden. Forholdet mellem mor og tante var ham en gåde, men bedstemor sagde altid: familie er familie man giver ikke slip på det skæbnen har bestemt.
Peter holdt mest af sin kusine. Hun fandt nerven i ham og lyttede til hans drømme.
Kan du høre den? Hviskede hun.
Ja, sådan næsten Den er stille, men virkelig smuk.
Jeg kan også høre den. Lad os danse!
Hun dinglede rundt, og Peter vidste han var ikke alene. Der var en, som altid forstod og bakkede ham op.
Men børn vælger ikke selv deres familierelationer. Mest afgør forældrenes luner det. Og Marie var lunefuld. Efter endnu et skænderi med Anna, kunne hun finde på at forbyde Peter at være sammen med hans fætter og kusine.
Peter forsøgte at gøre oprør nægtede at spise, indtil Marie opgav:
Gør hvad du vil! Jeg er træt af dit brokkeri!
Han forstod ikke, hvorfor hans mor og tante ikke kunne snakke ordentligt sammen. Baggrunden kendte han ikke. Han vidste intet om, at Anna havde hjulpet efter hans fødsel men blev afvist før hun rigtigt kunne hjælpe og efter arven fra bedstemor.
Det er uretfærdigt! Jeg er altså lige så meget barnebarn som dig! sagde Marie.
Jeg har ikke bedt farmor om noget! Vil du sælge lejligheden og dele pengene? Jeg vil ikke skændes!
Nej! Jeg vil ikke have dine almisser! Farmor har altid elsket dig højere, derfor arvede du alt! Ingen elsker mig for alvor!
Marie, stop nu vi elsker dig. Både mor, far og jeg!
Hvilken kærlighed? I forstår mig jo ikke! Jeg vil bare elskes, forstås!
Marie
Slut, jeg vil ikke høre mere!
Vreden voksede mellem dem. Små fornærmelser, gamle uretfærdigheder, livets små skrammer blev spændt fast som grene i et fuglerede bygget af skuffelse.
Se nu bare, Marie, husker du, bedstemor købte en dukke til Anna i lyserødt, men din var grøn Du ville have den lyserøde! Og Anna ville ikke bytte. Sådan husker du, ikke? Eller dengang det var mascaraen, lejligheden, jobbet, børnene det hele. Alt har bygget dit skævt konstruerede livs hus. Og alt, hvad der kunne rette op på det, gik til Anna.
Men du har noget hun ikke har eventyrlysten, drømmen, evnen til at leve uden bånd. Anna ved intet om Kærlighedens nøgler; dem kender kun du.
Anna følte sig også ramt, men knapt i samme grad. På hendes side blev reden aldrig helt solid. Fra Maries var den gennemført; fra Annas var der kun et par kviste, klar til at flyve væk med den første brise. Og Anna prøvede, blæste, skubbede men fællesskabet mellem dem var let at bryde, svært at genoprette.
Forældrene døde med et års mellemrum. Sorg skyllede ind over søstrene.
Anna, hvordan kan det ske?! De var jo alt for unge! Der var meget tilbage at leve for!
Skæbnen spørger ikke, Marie. Sundhed og liv, det styrer vi ikke. Vi gjorde, hvad vi kunne. Resten det må vi bare acceptere.
Det er så urimeligt!
Livet er ikke nødvendigvis retfærdigt. Man får ikke altid, hvad man fortjener. Sådan er det bare…
Efter at have trukket sig fra arven, fik Anna endelig ro. Marie faldt til ro og gik i gang med at sætte forældrenes lejlighed i stand.
Jeg troede, du også ville snuppe den her, nævnte Marie en dag.
Søstrene ventede foran et advokatkontor på Søren, som skulle hente dem.
Hvorfor er det sådan? Er vi ikke familie?
Jeg ved det ikke, Anna. Måske forstår vi bare aldrig hinanden.
Men er det så vigtigt?
Selvfølgelig! Er man ikke forstået, hvorfor så holde sammen?
Måske netop for at prøve at forstå hinanden. Intet i livet kommer af sig selv. Du burde vide det.
Det ved jeg alt om, i modsætning til dig. Dit liv er så enkelt mand, hjem, børn. Jeg er altid alene!
Det er ikke sandt, Marie! Hvad med Peter?
Peter? Han er altid sig selv. Han er næsten aldrig hjemme. Jeg arbejder hele tiden. Du har ham jo næsten mest.
Han har det trygt og godt her hos os.
Det siger du! Alt er altid bedre hos dig, Anna! Du får det altid til at lyde som om jeg er en dårlig mor. Hvad har jeg egentlig gjort dig?
Marie, stop nu! Hvornår har jeg sagt du ikke er god nok?
Hele tiden! Du er perfekt! Dine børn er vidunderlige! Og jeg jeg og Peter er bare de forkerte. Jeg gider ikke mere!
Gud, Marie! Kan du høre dig selv?!
Søren nåede frem til Anna, der sad alene og græd.
Hvorfor er hun sådan mod mig? Hvorfor?
Han tog hende ind til sig og sagde lavmælt:
Hun har ikke lært modstand endnu.
Anna tørrede straks øjnene.
Sig ikke sådan! Hvad hvis hun en dag mister det hele? Jeg kan ikke lade være med at have ondt af hende
Det skal du bare. Måske forstår hun aldrig, hvem der elsker hende inderligt.
Måske Men hun er min søster og jeg vil altid elske hende! For ellers er der jo ingen tilbage, før Peter bliver voksen.
Et dårligt forhold er bedre end ingen. Anna valgte at holde sammen på den sidste, flossede tråd imellem dem.
Mænd kom og gik i Maries liv, men hun forblev ensom. Hun lod alt gå for sig, til mændene atter forlod hende. Hver gang følte hun sig svigtet.
Hun søgte hele tiden at overdrage nøglerne til sit hjerte til en mand, men ingen tog imod
Peter boede det meste af tiden hos Anna, hvor han var accepteret og holdt af. I Simons værelse var der køjeseng og borde nok til computerspil om aftenen, hvor drengene råbte ud gennem den åbne dør:
Maja! Det er snyd! Du er for hurtig! Lad os spille på hold imod dig, det andet går ikke!
Når Anna ringede til Marie for at fortælle om Peters fremskridt, sukkede hun:
Han er så klog, Marie! Han burde skifte til en matematik-klasse.
Det går da fint nu; det passer mig, at han går på samme skole som Simon du holder jo øje.
Han skal langt hver dag. Han får ikke sovet hos dig.
Så lad ham bare bo hos jer lidt endnu, du kender jo min situation. Alt er først lige begyndt at falde på plads.
Forståeligt, han kan da blive boende.
Tak! Kristian er vidunderlig! Han har taget Peter til sig, vi er ved at blive en rigtig familie!
Har han friet?
Ikke endnu, men det kommer! Endelig en chance for lykke!
Anna skjulte, at hun ikke brød sig om søsterens nye kæreste. Han var overlegen, og hans humor var undertiden spydig. Han kom ofte med bemærkninger, som Anna ikke helt vidste, hvad hun skulle tænke om. Men hun holdt mund for Peters skyld. Marie var begejstret, uden tanke for, at hendes søn faktisk valgte Annas hjem frem for morens. Anna skånede sin nevø, men et opgør var uundgåeligt, for det var tydeligt fra starten, at Kristian havde et eller andet formål.
Da Anna tilfældigt fandt ud af, at Kristian pressede på for, at Marie skulle sælge forældrenes lejlighed, gik det galt.
En aften kom Anna hjem til et kaos af børnesko i entréen. Simons støvler lå smidt sammen med Peters, begge dækket af mudder. Anna løftede stemmen:
Drenge! Hvem er hjemme? Hvad er det for noget svineri?!
Maja stak hovedet ud fra drengenes værelse, skjulte sig straks igen.
Mor
Hvad er der? Du ser bleg ud!
Du skal ikke blive forskrækket, men der er noget galt med Peter.
Anna sprang op ad køjesengens kleine stige og lagde sig ved siden af sin nevø.
Kom ned, skat. Lad os tale.
Nej!
Sådan var Peter aldrig før. Anna bad de andre hjælpe med indkøbene og gik alene tilbage. Forsigtigt lagde hun en hånd på hans skulder og så på blå mærkerne.
Kristian?
Peters gråd svarede. Han følte sig forstået af sin tante. For hvad var det for retfærdighed, at hans mor blev holdt fast og han selv blev slået, fordi han forsvarede hende?
Da Marie fandt ham og hviskede: Hvorfor gjorde du det? fyldtes han igen af afmagt. Drengelivet skulle ikke rumme tårer, men Kristian havde intet andet råd end:
Er du ikke mand nok? Hold op med at flæbe! Ryd op efter dig selv!
Senere pakkede Peter sine bøger og sin nye trøje og gik hjem til Anna. Der måtte han ikke skamme sig. Der blev han set.
Selvfølgelig ringede Anna straks til sin søster, men opkaldet blev aldrig besvaret. Så ringede hun til Søren:
Vent på mig, du skal køre mig til Marie.
Hun bad børnene blive hos Peter og styrtede ud.
I gården stod Marie og græd, for Kristian havde pakket sine ting og skældt hende ud.
Du forstår ingenting! Jeg elsker ham! råbte hun, da Anna konfronterede hende.
Hvem elsker du? En mand, der slår dit barn? Kan du slet ikke fatte noget? Tænk dig dog om! Hvad har Peter gjort galt?
Han er næsten din søn, ikke min. Du har taget alt! Alle vores problemer er din skyld!
Hvad har jeg taget fra dig?
Mit liv! Mine nøgler!
Hvilke nøgler?
Anna stoppede. De stod dér og råbte midt i gården. Var det sådan, det skulle ende? Var det det, forældre og bedstemor havde ønsket for dem?
Anna talte dæmpet:
Hvilke nøgler, Marie? Hvad mener du?
Nøglerne til lykken Du har dem! Jeg har ingenting!
Her gik det op for Anna, hvad hendes søster egentlig sagde. Hun trak Marie ind til sig, ligesom deres mor ville have gjort, og holdt hende fast.
Kom her. Åh, Marie hvorfor er du så
Dum? ville Marie sige, men Anna holdt hende fast.
Nej, ikke dum! Alt for følsom, alt for blødhjertet Jeg forstår, du hele tiden tørster efter kærlighed. Men forlang ikke, at jeg skal forstå, at du sætter en mand over dit barn. Det er ikke rigtigt! Og nøglerne? Jeg har aldrig taget dem fra dig. Jeg kan dårligt håndtere mine egne. Men der ER en forskel.
Hvilken?
Marie slappede af og krammede søsteren igen.
Du forsøger altid at give dine nøgler væk. Jeg holder mine for mig selv.
Hvad er så rigtigt?
Det må livet vise.
Det har det vist allerede Hvordan lever jeg videre? Jeg er jo ikke vigtig for nogen!
For mig er du. Ikke nok? For Peter er du vigtig! Er det ikke nok?
Jeg ved det ikke
Start der, så skal resten nok komme. Og hvis ikke, så prøver du bare nøglerne andre steder. Ellers går du bare og hænger i døråbningen hele livet. Det ville da være synd, Marie.
Nej!
Godt, vil du besøge Peter hos os?
Han vil aldrig tilgive mig
Han ved en del mere om livet end sin mor, tro mig. Men let bliver det ikke han er meget såret.
Jeg kan regne det ud…
Så gør noget! Du er hans mor!
Anna!
Ja, ja, afsted! Søren, giv hende nogle servietter fra bilen. Kom nu. Børnene venter!
Peter får en stedfar til sidst, men først senere. Marie lærer til sidst at finde det, hun længtes sådan efter. Peter vælger at blive hos Anna og hendes familie, vælger roen dér frem for sin mors nye hjem, der snart rummer en lille ny. I Maries nye ægteskab tager manden sig tid, giver Peter plads, og over årene spirer et bånd stærkere end blod.
En dag, ved toget før Peters militærtjeneste, siger han til sin stedfar:
Pas på mor!
Den høje mand med de første grå hår klemmer hans hånd.
Og du på dig selv, dreng. Vi venter på dig.
Det ved jeg.
