Nogle særheder i familien Oliva Lindqvist
– Olivia er ude med hunden igen…
– For pokker, hvad har hun nu fundet på med den stakkels hund? Chilli har jo ikke længere lilla hale, men lyserød! Se, se, hvordan hun vifter den!
– Tja, hvad skal man gøre, når pigen er lidt underlig? Til gengæld er hun godhjertet og ordentlig! Hvor mange af dem ser du i dag? Da mormor var syg, var Olivia på hospitalet hele tiden hun summede bare rundt, uden at tænke på sit eget unge liv.
– Er du sikker? Jeg så ellers lige i går, hvordan en meget pæn ung mand satte hende af foran opgangen i bilen.
– Nå, måske var det nu bare en taxa?
– Ja, ja! Siden hvornår kysser taxachauffører pigerne på hånden?
– Gjorde han det?!
– Ja da! Tro mig, Olivia bliver gift snart.
– Det er da dejligt! Mormor vil blive så glad for hende! Hun har opdraget en klog, køn og ordentlig pige – det er da noget! Hvis det bare ikke var for hendes erhverv, så var det helt perfekt.
– Hvad er der nu galt med hendes arbejde?
– Efterforsker?! Er det måske et job for en kvinde?
– Åh, det skal du ikke sige. Hvor mange har vi, der som hendes mormor respekterer loven? Lige netop! Og Olivia er en fremragende efterforsker! Der stod endda om hende i avisen og i TV. Så lad nu være!
– Jeg siger jo heller ikke noget. Gud være med hende! At hun nok skal vise, hvad hun kan, har man jo vidst fra hun var barn. Kan du huske hvordan hun var?
– Jo da! Helt som sin mormor! En ildsjæl!
Kvinde-emnet på bænken foran opgangen, som de ældre kvinder hviskede om, gik forbi, nikkede venligt til dem og satte pludselig i løb for at indhente den glade, hoppende hund med lyserød hale, som dansede hen over de sandede og isglatte stier.
– Se nu dér, hvor hun løber hen!
– Hen for at hente sin søster! Katrine kommer hjem i dag!
– Hvor ved du det fra?
– Olivia sagde det selv til mig. Se, nu kommer taxaen!
Ud af bilen steg en høj, slank pige, der uden at sige noget, gik direkte mod Olivia og favnede hende, mens hun fløjtede til hunden, der snoede sig om deres ben.
– Olivia! Hvad har du nu gjort ved dyret?!
– Synes du ikke den er flot? Mormors yndlingsfarve!
– Ej, hvor har jeg savnet dig, din mærkelige pige!
Olivia krammede sin søster igen og grinede.
At Olivia Lindqvist var lidt sær, vidste hele nabolaget. Enhver havde set hendes særheder helt fra Olivias barndom. En sød lille unge med tynde fletninger og store sløjfer, bundet af mormor, hilste altid pænt på naboerne med sit lidt skæve smil, før tandlægen rettede på det.
Hun sørgede altid for at sige:
– Hvordan har I det?
Men det holdt folk hurtigt op med at svare på, selv dem der ikke havde nogen skeletter i skabet eller en sladrende papegøje, der kunne afsløre familietrængsler.
Folk var nemlig bange for Olivia.
Hun var nemlig frygteligt snakkesalig.
Ja, hvis det bare var snakken små piger snakker jo om alt muligt. Men Olivia var anderledes. Hun havde en helt særlig evne til at lægge to og to sammen, hvad hun havde hørt og set, og straks fortælle det til dem, det angik.
– Tante Tanja, mens du var på arbejde, kom din onkel Steffen over til tante Irene fra nummer sytten med blomster! De var flotte! Ligesom nogle du har fået til fødselsdag gule! Men denne gang var det en stor buket. Jeg ville lugte, men det måtte jeg ikke. Han tog dem med til Irene. Hvorfor må hun få og ikke jeg?
Tanja, der hidtil havde ladet som om hendes mand blot var træt på grund af for meget arbejde, blev pludselig meget bleg, så sig omkring, og skyndte sig af sted uden hilsen til Olivias mormor.
– Skat, hvorfor taler du med tante Tanja? Hun har jo ikke spurgt dig om noget! sagde mormor og var lidt irriteret, uden at forklare grunden.
Olivia blev såret.
Hun forstod ikke hvorfor hun blev skældt ud. Hun følte, hun ikke sagde noget forkert… Gjorde hun?
Det var noget af det værste. Havde mormor blot forklaret, hvorfor man ikke måtte sige til Tanja hvilke blomster hendes mand gav til naboen, ville Olivia måske have tiet næste gang.
I stedet blev mormor stenansigt, som den grå statue på Rådhuspladsen, hvor Olivia elskede at gå i weekenden. Hun tog Olivia i hånden, trykkede den ikke hårdt, men bestemt, og mumlede utilfredst mens hun sendte strenge blikke, som man vidste betød: Ingen slik efter aftensmad i dag!
Det gjorde Olivia meget ulykkelig, men efter lidt surhed mindedes hun, at statuen på pladsen altså ikke var ligesom mormor. Der sad ingen nysgerrige duer på mormors hoved, der lavede klatter, så mormors hår lignede heldigvis heller ikke en skaldet Lenin.
Om Lenin havde hendes bondebedstefar fortalt.
– Hvorfor er han skaldet? spurgte Olivia, stirrende mod monumentet i solen.
– Han var nok stresset, sagde bedstefar, altid ligefrem. Han spekulerede meget!
– Arbejdede han som børnetandlæge ligesom dig? spurgte Olivia alvorligt.
Hun forestillede sig straks statuen bøjet sammen i tandlægestolen, mens børnene i venteværelset skreg i kor ved synet af den skaldede isse og bedstefar lo højt:
– Hvis det bare var! Så havde verden set lidt anderledes ud. Nej, Olivia, han var statsleder!
– Statsleder? Sagde hun forbløffet. Jamen, havde han så ikke fjer på hovedet? Ligesom i bogen vi læste? Da det nu hedder hovedpryd?
– Nej, mit barn. Det er kun for ørne.
– Stakkels ørne. De laver da heller ikke pletter hvor de ikke bør. Mormor siger, det ikke er pænt… Kan du huske dengang vi var på fisketur, og du gik i buskene?
Så grinede bedstefar så højt at folk så sig tilbage, og Olivia trak bare på skuldrene. Hvad var der dog sjovt?
Så så hun alvorligt på ham:
– Synes du, du opfører dig ordentligt?
– Hvad mener du?
– Du skal opføre dig beskedent! Det pynter! Sådan siger mormor altid. Og så bliver jeg flov på dine vegne!
Bedstefar, stadig grinende, købte altid hemmelig is til Olivia som undskyldning, selvom mormor havde forbudt slik før frokost. At hun fik is, fortalte Olivia aldrig nogen om – det havde hun fået strengt besked på.
– Olivia, hvis du siger til mormor, at jeg gav dig is, så bliver hun aldrig god igen.
– Så bliver der skænderi?
– I den grad! Du ved jo, hun kan være temperamentsfuld, og hun vil have at alle adlyder.
– Det gør du jo ikke!
– Nej, for jeg er mand! Hvis jeg var, ville jeg ikke være meget til mand…
– Så kan vi godt sige det om isen?
– Nej! At adlyde og gøre kvinder vrede er to forskellige ting!
– Er du bange?
– Næ, bare klog af skade. Hellere en dårlig fred end et godt skænderi.
– Hvad betyder det?
– Det får du at se. Lad os købe blomster til mormor så lægger hun ikke straks mærke til dit glade ansigt!
Olivia nikkede. Hun elskede sin bondebedstefar, ja, næsten alt i hendes barnesjæl.
Han kom ind i hendes liv som en nytårsgave, efter mormoren, der havde opdraget Olivia fra spæd, giftede sig med ham efter mange år som enlig. Olivias mormor var en bestemt og samvittighedsfuld jurist, uden plads til meget sentimentalitet undtagen for Olivia og hendes gamle ven, som hun tilfældigt fandt sammen med igen efter mange år.
De var forskelligartede, mormor høj og staut, bedstefar lav og rund, men de holdt sammen i tykt og tyndt. Han havde ro, hvor hun havde temperament. Det var måske det, der bandt dem så fast sammen, at Olivia snart ikke kunne forestille sig, hvordan de havde levet uden hinanden.
Bag facaden var Olivias mormor nemlig håbløst romantisk. Hele livet havde hun drømt om at få digte læst højt i måneskin og serenader under vinduet, men alle sagde, at sådan en stærk kvinde ikke behøvede alt det pjat. Første mand beundrede hendes kloge hjerne, men blomster gav han dårligt nok, ud over til fødselsdage. Ingen romantik. Til sidst forlod han hende.
Men så blev Olivia født, og mormor blomstrede op. Olivias mor var fremragende arkeolog ligesom faren og stak altid af på ekspeditioner, så Olivia voksede op hos mormor. Forældrene tog snart af sted igen, mens Olivia som lille pige lå og pruttede med kinderne og larmede, så naboerne måtte af med deres hund, da den gøede med Olivia.
Så gik årene. Da Olivia fyldte ét, kom bondebedstefar til. Olivias første bedstefar besøgte hun også, men hun elskede mest den, der elskede hende og hendes mormor betingelsesløst.
Hvordan mormor og bondebedstefar blev gift, kendte Olivia ud og ind. Hendes koliksmerter fik mormor til at besøge tandlæge Peter hendes ungdoms ven og pludselig vendte kærligheden tilbage.
Morfar Peter spurgte ikke hvorfor mormor ville hjælpe en fremmed som Katrine, en venindes barnebarn, der på grund af et flystyrt var blevet alene med sin bedstefar. Mormor åbnede sit hjem for hun syntes, at intet barn skulle være alene. Katrine blev hurtigt en uundværlig søster for Olivia.
De var meget forskellige, men fandt sammen i venskab, og Katrine hjalp Olivia til at forstå, når man skulle tale og når man skulle tie. Katrine sagde altid sandheden, og Olivia lærte at bruge sin store evne til observation til noget godt.
– Du burde være detektiv! sagde Katrine. Men morfar ville nu ikke have brudt sig om det. Han sagde altid, det var et hundearbejde, som nemt kunne smides ud med badevandet, hvis sagsbehandleren var urimelig.
– Så bliver jeg sagsbehandler! svarede Olivia. Bare for at vise, at ikke alle er urimelige!
Sådan begyndte Olivias drøm om en særlig karriere og trods mange løftede øjenbryn og sjov med hendes særheder, gav hun aldrig op. For havde man dem i ryggen, der elskede en betingelsesløst hvad kunne der så gå galt?
Og stadig lyder mormors stemme:
– Olivia, har du nu fået noget at spise i dag? Hva’? Ikke?! Uacceptabelt! Hvad griner du af, Katrine? Du har sikkert heller ikke spist! Kom så, i køkkenet! Og du, Peter! Skal du have en speciel invitation? Slip nu Chilli og vask hænder! I plager den stakkels hund! Hvorfor skal den have lyserød hale? Fordi det ser flot ud? Er det et argument? Fordi jeg sagde det? Har jeg? Det har jeg altså ikke bemærket … Nu stopper I nu er det spisetid!
